Præsidentvalget 2024 – en analyse af valgets udfald

Chok og rædsel bredte sig blandt demokraterne og store dele af pressen, da udfaldet af valget stod klart tidligt onsdag morgen dansk tid. For hvad der var spået til at blive et både spændende og tæt valg – og som flere, ikke mindst danske journalister – fik overbevist sig selv om ville blive en sejr til Kamala Harris, endte i stedet i et knusende, ydmygende nederlag. Og d. 20. januar 2025 vil Donald Trump derfor tages i ed som USA's 47. præsident.

Han bliver således den kun anden amerikanske præsident i historien (efter Grover Cleveland tilbage i slutningen af 1800-tallet opnåede at blive den både 22. og 24. præsident), der besidder embedet i to ikke-sammenhængende perioder.

Hvad der egentlig gik galt for Harris – og for mediernes og meningsmålingernes forudsigelser – vil blive analyseret i denne artikel, der også slutteligt vil forsøge at vurdere, hvilke mulige veje ud af misæren der nu venter for det vingeskudte demokratiske parti.

Valgets resultater

Først vendes de egentlige valgresultater. Her på SpotOnUSA.dk blev det i sidste artikel før valget spået, at Trump ville sejre i valgmandskollegiet, at republikanerne ville vinde majoriteten i Senatet, og at kampen om flertallet i Repræsentanternes Hus ville blive tæt. Det gik nogenlunde som forudset, om end det undervurderedes, hvor klart Trump også ville sejre i stemmer på landsplan.

I 49 af 50 stater gik demokraterne tilbage i stemmeprocenttal i forhold til Biden i 2020. Samtidig oplevede republikanerne fremgang næsten overalt, inklusiv kraftig fremgang i ellers sikre demokratiske stater. Ydermere kom overraskende store dele af Trumps fremgang fra demografiske grupper, demokraterne ikke havde forventet at miste; sorte og latinoer. Selv native american-minoriteten i USA stemte for hele 64 %’s vedkommende på Donald Trump; og det selvom demokraterne gennem de sidste 10 år har brugt netop denne gruppe som spydspids for deres opgør med alle store personligheder i amerikansk historie. Statuer af Christoffer Columbus er således i hobetal revet ned de senere år, og denne store pioner for menneskeheden er af demokraternes mest selvhadende fanatikere blevet beskrevet som en massemorder, en forbryder, en djævel; bl.a. for at tækkes en minoritet, der så alligevel ikke stemte på dem.

I skrivende stund er to stater, Nevada og Arizona, endnu ikke comfirmed til nogen af kandidaterne. Det må dog antages som noget nær sikkert, de også begge vil gå til Trump, som derved når op på i alt 312 valgmænd mod Harris’ 226. Det tyder også på, at republikanerne har en god chance for at sikre flertallet i Repræsentanternes Hus – om end de sidste og tætteste distrikter ikke er færdigoptalt endnu.

Situationen er derved den, at republikanerne har vundet en næsten total sejr. De besidder, i hvert fald indtil næste kongresvalg i 2026, ikke alene præsidentposten, men også flertallet i begge Kongressens huse.

Det giver naturligvis republikanerne og Trump en god mulighed for at gennemføre store dele af deres politiske agenda; hvilket valget da også indikerer, der er et ganske klart folkeligt mandat til at gøre. Hvad de så rent faktisk vil fokusere skarpest på, og hvad resultaterne i så fald vil blive heraf, er indtil videre ren spekulation. Og de vil naturligvis også nu for alvor mærke tilstedeværelsen af det altid gyldige regeringsmæssige damoklessværd; at det er betydeligt vanskeligere faktisk at regere og stå til ansvar for afgørende beslutninger end blot at sidde i opposition og beklage sig over de andre.

De danske mediers pinlige valgdækning

En artikel fra danske journalisters fagblad journalisten.dk fra d. 7. november (to dage efter valget) med titlen ”Trist over Trump? Sådan tackler du det som journalist” fortalte reelt det hele: En så tydelig og uprofessionel subjektivitet, kombineret med en pinlig og ret ynkelig curlingbarnsmentalitet, afslører egentlig meget godt, hvorfor man ikke kan bruge de danske medier til ret meget, hvis man ønsker objektiv og saglig oplysning om amerikansk politik.

At danske journalister og såkaldte USA-eksperter uden undtagelse altid holder med demokraterne i amerikanske valg, er ikke nogen sensationel nyhed. Denne gang syntes de dog at have skruet om muligt endnu mere op for den endimensionelle, subjektive retorik; selvom de ironisk nok, i hvert fald på overfladen, prøver at give et indtryk af at agere objektivt – og i øvrigt generelt bruger umådelig meget tid på netop USA (der fylder langt mere end f.eks. tysk, britisk eller EU-politik).

Det lykkedes i den forbindelse de danske medier – fra tv-stationerne til dagbladene, de borgerlige såvel som de venstreorienterede – at portrættere Donald Trump som enten en nærmest tegneserieagtig karikatur af ondskaben selv eller som en lallende, populistisk idiot.

Samtidig fik de som modvægt hertil talt den ellers ikke på nogen måde imponerende Kamala Harris op som et visionært politisk geni, der som en anden Messias-lignende frelser skulle redde demokratiet – og vist nok hele verden med.

Det siger næsten sig selv, at et valg mellem sådanne karakterer – om disse absurde portrætteringer var korrekte – ville give en sejr til sidstnævnte i praktisk taget ethvert givent tilfælde.

Der kunne peges på mange problemer med en så ensidig valgdækning i de danske medier. Men ud over at skræmme den del af seerne væk, der faktisk søger en afvejet dækning, medfører det også det problem for medierne selv, at en så ensidig bias – bevidst eller ubevidst – siver ind i deres analyser, som derfor i valgkampen mest har mindet om ønsketænkning. Her findes muligvis forklaringen på, hvorfor så mange af mediernes ”USA-eksperter” i de sidste dage forudså en Kamala-sejr. Baseret på en i bedste fald selektiv empiri.

I stedet for objektiv analyse kastede man sig ud i rene fantasifortællinger. De mildest talt tåbelige narrativer i valgets slutfase – såsom at demokraterne måske havde en chance for at vinde Florida, eller at Harris pludselig førte med 5 % i meningsmålingerne i den ellers nogenlunde sikre republikanske stat Iowa – er gode eksempler herpå. De danske medier fandt ikke selv på disse absurde historier; men de viderebragte dem kritikløst fra de mest subjektive, demokratisklænende medier i USA. Formentlig fordi de udtrykte, hvad danske journalister gerne selv ville høre.

Der var heller ikke grænser for, hvor meget man refererede til politiske ”orakler” som den tidligere Clinton-valgstrateg James Carville, der hele vejen igennem valgkampen i interviews udtrykte klippefast tro på en Harris-sejr. Eller den såkaldte valg-Nostradamus Allan Lichtman, som med sin forudsigelsesmodel baseret på ”13 valgnøgler” – og som ifølge skråsikre danske medier aldrig tog fejl – forudså en klar sejr til Kamala Harris.

Faktisk bragte danske medier utallige artikler om analytikere eller målinger, der forudså en sejr til demokraterne; til gengæld ignorerede de nærmest fuldstændig alt, der udtrykte det modsatte. Læste man tillidsfuldt de danske mediernes valgdækning, stod man ganske givet op til d. 5. november i den klare og sikre tro, at Kamala Harris ville blive USA's næste præsident.

Sådan gik det som bekendt på ingen måde. Og selvom man ikke som dansker kan bebrejde vore medier for valgets udfald, kan man bestemt bebrejde dem deres voldsomt skæve framing heraf.

Den generelle kritik af meningsmålingsinstitutterne, man helt berettiget kunne bringe her efter valget, har altså også det lille indbyggede ”men…” i sig, at medieverdenen i høj grad bidrog til at få institutterne til at se amatøragtige ud; simpelthen ved at selektere i målingerne, alt efter hvilket resultat de ønskede at høre.

Utroligt nok har ikke engang valgresultatets ellers meget tydelige udfald fået de danske USA-korrespondenter til at vågne op. Flere af dem befinder sig i en form for benægtelsesfase, hvor de, som de mest Trump-hadende elementer af den amerikanske journaliststand, antyder, at hele USA nu er forfaldet til fascisme, racisme og kvindehad (ja, det konkluderede nogle af de mere rabiate ekstremister i de amerikanske medier som MSNBC-værterne Joe Scarborough, Joy Reed og Rachel Maddow faktisk på live-tv efter valget).

Andre nægter at se i øjnene, at både demokraternes politik og den mere eller mindre ubrugelige Kamala Harris var en stor del af forklaringen på valgets resultat. Den demokrat-begejstrede USA-korrespondent Philip Khokhar fra DR skamroste i den forbindelse Kamalas nederlagstale (den såkaldte concession speech) d. 6. november, hvorefter han spåede, at ”hun langt fra er færdig og måske kan komme til at stille op igen om fire år”.

Her på mediet kan vi spare DR’s udsendte for yderligere spekulationer. Kamala Harris kommer aldrig nogensinde i nærheden af præsidentembedet igen. Det Demokratiske Parti gav en indtil da helt uduelig vicepræsident chancen; og orkestrerede derpå alle – førende politikere, venligtsindede medier og en stjerneparade af Hollywood-kendisser – til at stå loyalt bag hende. Kampagnen brændte flere penge af undervejs, end nogen amerikanske præsidentkandidater nogensinde har brugt. Alligevel fejlede hun mere eklatant og led et langt større nederlag, end nogen havde turdet frygte. Den fejl begår de ikke igen.

Hun vil givet have en vis medieinteresse de næste par uger – i hvert fald i de demokratiskvenlige medier, som et stykke tid endnu vil befinde sig i en tilstand af kollektivt granatchok – hvor hun formentlig vil forsøge at spinne sit tordnende nederlag som værende et udfald af kvindehad og racisme. Og der skal sikkert også nok være enkelte studieværter (f.eks. på det ekstremt tåbelige talkshow "The View" på ABC), der køber denne simplificerede forklaring og vil forsøge at holde den i live. Men i det lange løb er hun fuldstændig og aldeles færdig i landsdækkende amerikansk politik.

Hvad gik galt for demokraterne?

Efter det nærmest uvirkeligt store nederlag til demokraterne er den interne mudderkastning i partiet i fuld gang. Hvem man i det kollektive paradigme ender med at give skylden, står endnu ikke klart; det kan dog på sigt få ganske stor betydning for, hvilken retning partiet fremover vil bevæge sig i. Dette vil yderligere diskuteres længere nede i artiklen 

Hvorfor Kamala Harris og demokraterne så faktisk tabte, skyldes i sidste ende flere grunde; nogle af dem kan bebrejdes hende personligt, andre har dybere rødder. Intet af det ændrer dog ikke på, at hun – som SpotOnUSA.dk flere gange har beskrevet – simpelthen var en elendig kandidat.

Visse af forklaringerne på demokraternes nederlag rækker flere årtier tilbage. Partiet, der engang stod for nogenlunde fornuftig værdipolitik og appellerede til den brede, arbejdende middelklasse, har de sidste 15-20 år forvildet sig ind i en dunkel blindgyde af verdensfjern identitetspolitik, ophævelse af lov og orden, omvendt racesegregation og et sært, indædt had til amerikansk kultur og historie. Intet er dette er Harris’ skyld eller påfund; men hun har dog, indtil for ganske få uger siden, været begejstret støtte af alle disse politikker.

Problemet for demokraterne er, at amerikanerne som helhed ikke har ladet sig overbevise. Valgresultatet bør derfor også læses som et bredt, folkeligt fravalg af demokraternes fejlslagne politiske agenda – mere, end det skal ses som et tilvalg af Trump.

Også økonomien, herunder den galopperende inflation, spiller en vigtig rolle; selvom mange af de største firmaer i USA oplever kronede år og det samlede BNP-tal ser fornuftigt ud, oplever mange almindelige amerikanske familier, at alt er blevet dyrere, og at pengene ikke rigtig slår til.

Et andet område, hvor demokraterne ramte skævt i valgkampen – og her kan fejlen mere direkte tilskrives Harris – er den nærmest ensidige fokusering på kvinder. At strategien var et tydeligt fejlskud, er ikke en påstand, men et egentligt faktum: Således lykkedes man ikke alene med at skræmme store dele af de mandlige vælgere væk; men tilmed fik Harris utroligt nok omkring 4 procentpoints færre kvindelige stemmer end Biden i 2020.

Medierne har været i vildrede over dette resultat. Med tanke på, at muligheden for kun anden gang i USA's historie var der for at stemme på en kvindelig præsident.

En af forklaringerne er nok den stort set ensidige fokusering på abortspørgsmålet – ud fra en yderst porøs ide om, at dette emne er det eneste, som kvinder (en demografisk gruppe, der er mindst lige så forskelligartet som alle andre) har interesse i.

Harris og demokraternes strateger smed alle deres æg i abort-kurven. Og postede utallige millioner af dollars i skræmmekampagner, som skildrede netop denne rettighed som noget, der ville forsvinde som dug for solen under en Trump-administration.

Det kom sig givet af, at det var det ene emne, hvor demokraterne ifølge målinger havde klart større national tilslutning end republikanerne. Og derfor, konkluderede valgstrategerne, kunne dette emne bringe dem sejren, hvis det blot blev nævnt ofte nok.

Strategien er dog baseret på to fejlagtige præmisser. For det første er abort i mange amerikanske vælgeres øjne nok betydningsfuldt; men ikke nok til at bære en hel kampagne til målstregen.

For det andet og endnu vigtigere er det ganske enkelt ulogisk. Mange, herunder danske journalister, glemmer således, at intet ville ændre sig omkring abort efter indsættelsen af næste præsident i januar – ligegyldig om det så havde været Harris eller Trump. Det kommer sig af, at abortretten i USA, efter en opsigtsvækkende beslutning i Højesteret forrige år, på ny er lagt ud til delstaterne; og denne beslutning ville hverken Trump eller Harris kunne ændre på.

Alligevel har den samlede danske presse råbt op om, at en evt. Trump-sejr ville føre til, at ”kvinder nu mistede retten til at bestemme over deres egne kroppe”. Det giver ingen realpolitisk mening overhovedet; men den slags detaljer plejer jo heller ikke at bekymre danske journalister.

I øvrigt er der at sige om netop Trump, at han ikke personligt har nogen særlig markant holdning på abortspørgsmålet. Der er bestemt elementer i Det Republikanske Parti, der – om de kunne – ville gennemføre en langt mere stringent politik på området. Trump er dog her relativt liberal, faktisk synes emnet ikke rigtig at interessere ham.

Ved et utroligt tilfælde kom han i sine første fire år som præsident til at udnævne hele tre nye højesteretsdommere (de færreste præsidenter får mulighed for at udnævne blot én). Og disse konservative jurister havde en klar holdning til abortretten.

Men når højesteretsdommere først er udnævnt – og godkendt af Kongressen – så sidder de der for livet. Kun de selv kan vælge at trække sig; ingen andre kan tvinge dem til det, ikke engang præsidenter (og her betyder det i øvrigt heller ikke noget, om de f.eks. bliver demente – der findes ikke et ”25. forfatningstillæg” for domstolene).

Med andre ord; havde Harris vundet præsidentvalget, efter en kampagne båret frem af abortretten, ville hun alligevel ikke kunne ændre på den nationale juridiske rettighed hertil.

Den sidste store fejl i demokraternes valgkamp var det fortsatte og stadig mere oppustede narrativ om, at Trump på én gang var både mentalt utilregnelig og en farlig diktator. Ingen af billederne passede i vælgernes øjne med en kandidat, der reelt førte en fornuftig og relativt disciplineret valgkamp (i hvert fald i sammenligning med den noget vildere 2016-kampagne).

Det er måske også derfor, medierne og demokraterne mest gik i flint over 4-5 år gamle citater fra Trump eller hans running mate JD Vance. Ironisk er det i denne sammenhæng, at sidstnævntes kommentar fra 2021 om demokratiske kvindelige politikere som værende ”childless cat ladies” i den grad ophidsede de amerikanske medier – mens de samtidig ingen problemer havde med, at demokraterne, også Harris selv, kaldte både Trump og alle de republikanske vælgere for racister, fascister og nazister.

Demokraternes ”blame game” er i fuld gang

En konflikt i Det Demokratiske Parti er brudt ud i fuldt flor; ikke i første omgang om partiets politiske linje – om end den nok også skal komme – men om, hvem der ender med at blive tildelt ansvaret for valgnederlaget. Især i de to lejre internt i Det Hvide Hus, Bidens og Harris’ stabe, er en i forvejen særdeles dårlig stemning nu eksploderet i en hadefuld skyttegravskrig.

Flere af Harris’ folk har således været ude i pressen og lække historier om, at Biden burde have trukket sig og i øvrigt hele vejen igennem har modarbejdet Kamala indefra. Bidens stab forsøger til gengæld at sælge den fortælling, at Kamala og de andre ledende demokrater begik en kæmpebrøler ved at stikke ham i ryggen og tvinge ham ud; og at han ville have klaret sig bedre i valget end hende.   

Indtil videre synes pressen mest at hælde til forklaringen om, at Biden først og fremmest bærer skylden; at han burde være gået af langt tidligere, og at den alt for sene udskiftning aldrig efterlod Kamala en reel chance.

Spørgsmålet er så, om det overhovedet ville have gavnet Kamala med mere tid. Hendes valgkamp baseredes jo på strategien om, at den vilde hype, der faktisk var om hende den første tid – hvor alle pludselig omtalte hende som USA's store frelser – kunne bære helt frem til valgdagen. Hvor hun kunne spille på sin ”joy”-kampagne og vise sig for begejstrede fans med sin nyfundne brat and wacky-stil – uden kritiske spørgsmål fra en venligsindet presse. Faktisk var det først, da hun, delvist efter pres, begyndte at optræde i interviews og snakke politik, at begejstringen for alvor aftog.

En talsmand fra Trump-kampagnen kunne da heller ikke nære sig efter valget, da han – som svar på spørgsmålet om, hvorvidt Harris fik for lidt tid i kampagnen – tørt og lettere provokerende konkluderede, at han da bestemt også ærgrede sig over, hun ikke havde fået mulighed for at føre kampagne lige så længe som republikanerne; for i så fald ville Trump have vundet alle 50 stater.

Kamala og hendes stab har ret så langt, at det både sene og mildest talt kaotiske kup mod Biden gjorde det vanskeligt at forberede en præcist orkestreret valgkampagne. Og i retrospekt burde kasseringen af Biden være sket langt tidligere.

Problemet for Kamala om at sælge denne offerfortælling er så bare, at hun på ingen måde er uskyldig i hele farcen. Hun var selv, formentlig i årevis, med til at dække over præsidentens sande og kraftigt forværrede mentale tilstand – og hun var ligeledes, sammen med ledende demokrater som Nancy Pelosi og Obama-parret, med til at føre kniven mod den mand, der havde foræret hende det på papiret næstmest magtfulde sæde i USA. Selvom hun intet tidligere havde præsteret, der på nogen måde kunne retfærdiggøre denne udnævnelse.

Biden sagde det måske mest tydeligt i en tv-tale i foråret 2024 (selvom det langt fra er sikkert, han var helt klar over, hvad han sagde); at hun var ”a DEI-hire”. Og dermed bekræftede han uforvarende, hvad de fleste vel egentlig godt vidste om Harris; at hun kun i sin tid udnævntes, fordi hun havde det rigtige køn og den rigtige hudfarve – i en tid, hvor demokraterne havde viklet sig endegyldigt ind i identitetspolitikkens mange knuder. Ingen havde egentlig nogen særlig tiltro til hendes politiske evner – hvilket valgkampen da også tydeligt viste, hun på ingen måde besad.

Det er faktisk slet ikke utænkeligt, at Biden muligvis er den, der inderst inde fryder sig mest over Harris’ totale nederlag: Det gør uendeligt meget for hans eftermæle, hvor han fremover vil kunne sige, at han er den eneste, der har besejret Donald Trump. Og han kan, selv i sin falmende tilstand, med nogen ret påstå, at han måske kunne have sikret et bedre valgresultat end Harris; ret meget ringere kan det i hvert fald ikke blive.

Mudderkastningen i partiet begrænser sig dog ikke udelukkende til at foregå mellem Biden og Harris. Således har flere fremtrædende demokrater været ude med sønderlemmende (om end lidt sen) kritik af valget af Tim Walz som vicepræsidentkandidat. Det er da også ganske tydeligt, at i hvert fald dele af partiet ønsker at gøre Walz til syndebuk.

Det er dog ganske uretfærdigt. For selvom Walz på ingen måde er nogen folkeforfører – og på mange måder simpelthen det forkerte valg – så kan skylden aldrig falde på ham. Han har oprigtigt gjort sit bedste, trods flere kluntede og uelegante taler undervejs. I vicepræsidentdebatten gjorde han det endda glimrende og leverede her et af demokraternes bedste øjeblikke i hele valgkampen.

Kritikken bør selvfølgelig lande på Kamala selv; hun valgte ham – i stedet for det strategisk og værdimæssigt langt klogere valg i form af Pennsylvania-guvernøren Josh Shapiro.

Er der håb forude for demokraterne?

Dagene efter valget har været mere end almindeligt absurde, selv efter amerikanske standarter. Ikke alene har en næsten uendelig liste af Hollywood-kendisser skabt sig på sociale medier og ligesom efter valget i 2016 offentligt truet med helt at forlade USA (selvom det er svært at få øje på, hvem der præcis egentlig skulle frygte sådan en trussel). En lang række meningsdannere, journalister og politiske Kloge-Åger har også været ude med dommedagsprofetier eller utilsløret tilsvining af de vælgere, der ikke fulgte deres indsigtsfulde direktiver.

Det er præcis den verdensfjerne reaktion og foragt for både vælgere og politiske modstandere, der har bragt demokraterne de problemer, de nu står til halsen i. Og hvis det førende narrativ ikke river sig fri af denne selvdestruktive og tåbelige diskurs, så er det svært at se andet end mørke i horisonten for et parti, der gennem årene har fostret ikoniske navne som Andrew Jackson, John F. Kennedy og Franklin D. Roosevelt.

Men på sigt må det formodes – og heri ligger også et oprigtigt håb på partiets vegne – at der på et tidspunkt dæmrer en form for fornuftsindsigt. At man endelig vil kigge grundigt og selvkritisk på, hvor partiet og dets værdier har flyttet sig hen de seneste 20 år. For med al tale om republikanernes drejning – og her er der bestemt også noget om snakken – er det demokraterne, der for alvor har flyttet sig.

Det fornuftige parti, mange husker fra de sene 90’ere, findes stort set ikke længere. Det er ædt op indefra af sin mest fanatiske og rabiate venstrefløj. Utroligt nok har man gennem mere end 10 år overbevist sig selv om, at disse ideer støttes af størstedelen af amerikanerne. Og at alle, der ikke gjorde, var usselt afskum; ”deplorables” eller ”garbage”, som ledende demokrater har kaldt dem.

Men nu står resultatet soleklart; partiet er afvist af et ganske markant flertal. Af alle mennesker var det den gamle socialist Bernie Sanders, der sagde det tydeligst efter valget: ”Det burde ikke komme som en overraskelse, at et demokratisk parti, som har vendt arbejderklassen ryggen, oplever, at arbejderklassen – sorte, latinoer og hvide – nu i stedet vender dem ryggen”.

Demokraterne står nu overfor et afgørende valg; de kan svælge videre rundt i deres egen sorg, harme og afsky mod alle med andre holdninger – eller de kan bruge nederlaget som en chance for at vælge en ny linje. Måske i virkeligheden en gammel linje; igen blive til det, partiet var engang. I stedet for – som man dumt og helt uforklarligt gjorde efter valget i 2016 – at køre endnu længere ud af den tåbelige woke-linje, som så mange amerikanere tydeligvis simpelthen ikke længere gider.

Anders Næsby, november 2024