Optøjerne i Los Angeles

Den uden sammenligning største historie i USA de sidste små ti dage har været de ganske voldsomme optøjer i Los Angeles; som nu også synes at have bredt sig til flere andre amerikanske byer.

Baggrunden er et af Trump-regeringens mest omdiskuterede valgløfter; at man vil indfange og påbegynde hjemsendelsen af de op mod 15 mio. illegale indvandrere, som det vurderes befinder sig i USA. Ganske mange af dem i Californien.

Det er agenturet Immigration and Customs Enforcement (ofte blot kaldet ICE), der står for den egentlige gennemførelse af at opspore og hjemsende de mange illegale indvandrere. Nogen egentlig lovændring er der ikke som sådan tale om – selvom de danske medier ofte antyder det. Snarere håndhæves loven nu mere håndfast; hvilket delvist har baggrund i en kritik fra republikanerne mod den forrige administration om, at man gjorde alt for lidt for at kontrollere de illegale (og dertil ikke sikrede grænsen mod syd, hvorved endnu flere millioner fik lov at nå ind i USA).

For at støtte ICE og for at bekæmpe de voldelige optøjer under demonstrationerne, har Trump mobiliseret nationalgarden; og endda foreslået at sende egentlige militære styrker til Californien også. Dette er blevet kritiseret voldsomt af især Los Angeles-borgmesteren Karen Bass og statens guvernør Gavin Newsom, der begge erklærer, at hjælpen er uønsket, da der, som de siger, er styr på tingene.

Kritikere af Trumps og ICE’s handlinger peger på, at mange af de illegale immigranter har jobs i lavtlønnede industrier og i landbruget – og at produktionen og konkurrenceevnen derfor vil lide store afsavn, hvis de alle hjemsendes. Denne side af argumentationen er præsidenten med sin baggrund som entreprenør faktisk nogenlunde lydhør for; og har i et par opslag på sociale medier antydet, at der kan findes et kompromis.

På den anden side spiller hele sagen selvfølgelig også ind i de langt større og særdeles ømme politiske emner omkring kriminalitet og grænsekontrol. Der har været utallige sager de seneste år om hærværk, røverier og endnu mere grusomme forbrydelser begået af illegale indvandrere overalt i landet. De mange sagers alvor og diskussionen herom har været så omfattende, at de er blevet en akilleshæl for Det Demokratiske Parti; ikke mindst fordi mange af partiets ledere – herunder en lang række borgmestre og guvernører – har stillet sig helt på de illegales side. Og i mange tilfælde erklæret forskellige demokratisk styrede byer og endda stater som værende såkaldte sanctuary cities – altså byer/stater hvor man frit kunne komme til som også illegal indvandrer, uden at frygte deportation. Og ofte med bolig stillet til rådighed.

Det har dog vist sig – som så mange andre af demokraternes mærkesager de seneste år – at være en mere end upopulær politik. Amerikanerne har i overvældende grad vist sig kritiske overfor indvandringen og den øgede kriminalitet; og det har derfor kostet voldsomt i meningsmålingerne. Det er i den forbindelse sigende, at der trods mediernes næsten ensidigt Trump-kritiske framing om optøjerne faktisk er stigende tilslutning til præsidenten; og det, selvom ICE i flere tilfælde er gået ganske hårdt til værks.

De mest markante demokratiske ledere på landsplan – såsom Hakeem Jeffries, Kamala Harris og navnlig Californien-guvernøren Gavin Newsom, den formentlig aspirerende præsidentkandidat i 2028 – har øjnet en politisk sag, de kunne bruge på at fremstille Trump som værende både diktatorisk og ondsindet; og endnu engang bragt det efterhånden noget fortærskede narrativ om, at selve demokratiet er truet. Tilmed og noget mere kontroversielt har flere af dem faktisk offentligt tilskyndet og rost demonstranterne; hvilket har vist sig som en umanerligt dårlig ide, i takt med at volden blot er taget til.

De har dog kraftigt undervurderet, at amerikanerne i ganske stor grad støtter Trumps politik. Ikke alene ønsker et klart flertal hjemsendelser; men endnu flere er også dødtrætte af det evindelige nedbrud i lov og orden, der har præget USA det seneste halve årti. Og det er simpelthen blevet et elendigt narrativ for demokratiske ledere, at de åbenlyst støtter voldelige optøjer.

Enkelte demokrater har da også offentligt udtrykt en helt anden holdning end partiets ledelse. Den største kritik kom fra Pennsylvania-senatoren John Fetterman, som fredag 13/6 kaldte demonstranterne for voldelige ballademagere – og tilføjede, at det i hans øjne er absurd, at nogen i Det Demokratiske Parti eller i medierne kan støtte et sådant anarki.

Man tør vel formode – om end det naturligvis vanskeligt lader sig bevise – at en del andre demokrater også græmmer sig over partiledernes linje; af politiske såvel som moralske grunde. Indtil videre holder de sig dog i baggrunden. Måske klogt med tanke på, at den generelle offentlige kritik blot vokser mod de af demokraternes ledere, der mest højtråbende har forsvaret de voldsomme protester.

Ingen demokrater er i disse dage mere i skudlinjen end Los Angeles’ borgmester Karen Bass – den selvsamme Bass, der med næsten fuldendt inkompetence fejlede i sin håndtering af de storbrande, der hærgede byen i begyndelsen af 2025 – efter hendes erklæring om, at byen havde styr på optøjerne; og at de i øvrigt var ”fredelige”. Det sidstnævnte narrativ er også mærkeligt nok blevet fremført i de fleste af de store demokratiskvenlige medier, om end tv-billeder viser noget helt, helt andet.

Dermed er medierne utroligt nok faldet tilbage i samme mærkværdige og mildt sagt fordrejede framing som under de voldsomme BLM-optøjer i 2020, hvor CNN’s reporter Omar Jimenez herostratisk erklærede, at optøjerne var ”fiery, but mostly peaceful” – mens hele byen bogstaveligt talt stod i flammer bag ham.

Den etablerede presse i USA har naturligvis overordnet set været helt og aldeles på demonstranternes og ballademagernes side. Og, som det efterhånden er normen, forsøgt at fremstille Trump som en ondsindet diktator, der overskrider sine beføjelser og griber ulovligt ind i delstaternes lokalpolitik.

Det har derfor været et chok for mediefolkene at konstatere – som CNN’s meningsmålingsekspert Harry Enten måtte gøre det i et meget omtalt tv-indslag i den forgangne uge – at støtten til Trumps hjemsendelsespolitik ikke alene er steget på landsplan; men at der faktisk også alene blandt demokratiskregistrerede vælgere er et flertal for at få gennemført hjemsendelserne og stoppet volden. Mest overraskende for de etablerede medier var en måling, der viste, at der tilmed blandt legale indvandrere i USA var et markant flertal for at smide de illegale ud.

De store mediehuse har da også følgende måttet rette deres narrativ en smule; man er stadig kritisk mod Trump, men er heldigvis endelig holdt op med at kalde de særdeles voldelige optøjer for ”fredelige”.  

Desværre kan det samme ikke siges om den danske presses USA-rapportering. Her fortsætter man, som et buldrende godstog uden bremser, ud af det ene spor, man efterhånden altid følger: Donald Trump er en gemen diktator, der altid tager fejl!   

DR’s Philip Khokhar imponerede endnu en gang med sin fuldstændige uvidenhed, da han erklærede i en reportage, at ”Trumps reaktion er helt overdreven, da alle protester jo stort set er fredelige”. Og mere end antydede, at præsidenten mere eller mindre selv havde planlagt og orkestreret optøjerne, som han så kunne vise styrke ved at slå ned på!

Uffe Gardel fra Ekstrabladet erklærede d. 10. juni i en leder, at ”Trumps ekstreme udlændingepolitik er en krig mod USA”. Hvorfor Gardel egentlig mener, det er ekstremt at ville sende illegale indvandrere ud, får man i lederen aldrig et klart svar på.

Derpå fortsætter han helt virkelighedsfjernt med en tirade om, at ”folk, hvis eneste forbrydelse det er at opholde sig illegalt i USA, betragtes nu som forbrydere”. Det er uklart, hvad Gardel egentlig mener, ordet illegal betyder… For opholder man sig illegalt i et land, begår man altså pr. definition en forbrydelse.

I Danmark såvel som i USA har indvandringspolitikken fyldt ganske meget de seneste år. Men selv blandt de mest indvandringspositive danske politikere mener man da trods alt, det skal foregå efter lovens bestemmelser; og argumenterer følgende for juridiske ændringer.

Gardel argumenterer i sin leder videre, at USA's økonomi nærmest ville falde sammen uden arbejdskraften fra millioner af illegale indvandrere, der beskæftiges i lavtlønnede og fysisk hårde jobs.

Han gentager derved et argument, Demokraterne også ofte anvender. Men selvom det på overfladen kan lyde fornuftigt i et økonomisk perspektiv, rummer det en problematisk indre selvmodsigelse. Selvsamme demokrater, især californiske politikere som Karen Bass og Gavin Newsom, har således i årevis kæmpet for at indføre både en statslig og en national mindsteløn. Og uden at kende de enkelte illegale indvandreres lønninger, tør det med rimeligt stor sikkerhed antages, den ikke er fyldestgørende her. Med andre ord kæmper man i demokratiske kredse med dette økonomiske argument både for en fastholdelse af ekstremt lave lønninger og for en hævelse af mindstelønnen.  

Uffe Gardel er dog langt fra eneste danske journalist, der de seneste dage har brilleret med absurde vinklinger på optøjerne i Los Angeles. Michael Bjerre fra Jyllandsposten skrev således i ugens løb, at Trump nu viser, at han ”nu går hele vejen med det autoritære”. Det er langt fra første gang, Bjerre har mere end antydet, at USA's præsident har fascistoide tendenser.

Poul Høi fra Berlingske gik fredag 13/6 skridtet videre, da han – utroligt nok for anden gang på et par måneder – i en essayistik baggrundsartikel direkte sammenlignede Trump med Hitler.

Det er altså det pinlige niveau, den nuværende danske USA-korrespondance efterhånden har bevæget sig ned på. Og så i aviser, der i hvert fald engang var at betragte som nogenlunde seriøse og anstændige.

Er Trumps handlinger en overskridelse af præsidentielle beføjelser?

Et af de mest diskuterede og interessante spørgsmål i forbindelse med de verserende optøjer i Los Angeles er, om præsidenten med sin indsættelse af nationalgarden – i modstrid med guvernørens ønske – overskrider sine beføjelser.

Det korte svar er nej – om end den danske presse selvfølgelig beredvilligt påstår det modsatte. Det er dog ikke desto mindre et kontroversielt træk, der naturligvis kun i særlige tilfælde bør anvendes.

Det er i den forbindelse værd at huske på, at delstaterne ikke har fuldstændig suverænitet. USA er en føderation. Det er derfor en ledelsesmæssig forpligtelse, at man griber ind fra national hånd, hvis tingene kører ganske af sporet i en delstat.

De fleste historikere – og her tør man også formode både danske journalister og USA-kendere – hylder således Abraham Lincoln for ikke at acceptere sydstaternes udtræden af unionen i 1861. Eller præsidenter som Eisenhower og Kennedy i 50’erne og 60’erne for med nationalgardens hjælp at gennemføre, at de sydlige stater blev påtvunget at acceptere sorte elever i high schools og på universiteter, selvom guvernørerne rasende og aktivt forsøgte at bevare skolernes segregering.

Hvornår begivenhederne og tilstandene så rent faktisk i delstaterne er grelle nok til føderal indgriben, er et noget mere kompliceret spørgsmål.

For Trumps vedkommende ligger forklaringen nok tilbage i slutningen af hans første præsidentperiode (2017-2021). Da de såkaldte BLM-optøjer bredte sig som steppebrande i sommeren 2020 valgte han ikke at gribe ind; og i stedet stole på, at lokalguvernørerne kunne håndtere de mange optøjer. Det viste sig på ingen måde at være tilfældet.

At det ironisk nok gik klart værst for sig i demokratisk-ledede stater som Minnesota og New York ændrer ikke på, at mange amerikanere på tværs af landet rasede over at se plyndringer, hærværk og nedbrændte byer i så omfattende en grad. Her forsvandt værdier for hundreder af milliarder dollars; og måske endnu værre eroderede mange amerikaneres grundlæggende tillid til, at de øvre myndigheder ville stå vagt om deres sikkerhed.

Dengang, som nu, bør en siddende præsidenten naturligvis ikke acceptere, at dele af USA destrueres af vandaler, mens lokalstaternes ledere blot sidder med hænderne i skødet og melder, at ”vi har styr på det”.

De fleste af de nu så forargede danske journalister og USA-kendere taler stadig med vrede i stemmen over ”stormen på Kongressen” d. 6. januar 2021. Her kritiseredes Trump blandt andet for ikke øjeblikkeligt at sætte alle tilgængelige bevæbnede ressourcer og få opløst de voldelige elementer blandt demonstranterne. Men nu, hvor hele bydele brændes ned og politiet angribes og overfaldes, er det så at betragte som ”autoritært”, at han faktisk gør det. Det er mildest talt en selektiv og bizar forståelse af det præsidentielle prærogativ.

Det synes som nævnt også blandt amerikanerne at blive vel modtaget, at der faktisk gøres noget. Målinger viser, til de demokratiskvenlige mediers udtalte frustration, at Trumps approval ratings faktisk er i stigning. (På Tv2 rapporterede Lotte Mejlhede det stik modsatte, selvom det ikke på nogen måde hænger sammen med virkeligheden. Men som altid betyder den slags detaljer ikke det store for danske journalister).

Tilslutnings-stigningen er ganske markant; Trumps hårdhændede og determinerede respons mod åbenlys vold midt i amerikanske storbyer er simpelthen populær. Selv i det umådeligt progressive Californien er hans approval ratings gået frem med omkring 10%, siden volden startede. Og det illustrerer meget godt, hvorfor demokraterne i USA tabte valget i 2024; man har lænket sig fast til absurde, upopulære politiske standpunkter, der reelt kun burde være at finde på den mest rabiate yderste venstrefløj – hvor man f.eks., som i dette tilfælde, direkte forsvarer brug af åbenlys vold, herunder mod politifolk, plyndringer, hærværk og overfald.

Det kortvarige og fuldstændig afsporede offentlige paradigme, der i ganske stor grad støttede noget sådant tilbage i 2020 efter George Floyd-sagen, er siden forsvundet som dug for solen. Alt for mange soleklare beviser på meningsløs voldsudøvelse har for længst eroderet den generelle støtte bort.

Tilbage er kun, udover størstedelen af de illegale indvandrere selv, en relativt lille gruppe højtråbende demokrater, der desværre for størstedelens vedkommende hører til partiets absolutte ledelse. Samt naturligvis de altid dybt subjektive legacy media (etablerede medier), som allerede inden uroen overhovedet brød ud for længst havde valgt side.

Begge parter er mere og mere ude af trit med den gennemsnitlige amerikaner.

Anders Næsby, juni 2025