Da den amerikanske vicepræsident JD Vance d. 14. februar i München talte til hovedparten af den europæiske politiske elite, vidste han formentlig godt, hvad det var for et stormvejr, han satte i værk. Siden da er europæiske politikere, meningsdannere og den stort set samlede presse da også gået totalt i selvsving; og der konkurreres tilsyneladende i at overgå hinanden i de mest harmdirrende responser herpå.
Man har da også – med rette – været foruroligede over, hvad der ligner en omkalfatring af den sikkerhedspolitiske verdensorden, vi har kendt og betragtet som noget næsten naturgivent siden 1945 (og i modificeret form siden Murens fald i 1989). Ikke mindst med tanke på Donald Trumps ret vilde udtalelser om Ukraine-krigen og støtten hertil – og dertil kommer, at der er sat et stadig større spørgsmålstegn ved NATO’s fremtid.
Meget sigende for tilstanden i det nutidige politiske miljø synes bekymringerne om den geopolitiske sikkerhedssituation dog nærmest at være sekundære. Man har brugt langt mere tid på at rase over Vances to primære anklager mod de europæiske ledere selv: At man gennem årtier har tilladt en uhæmmet masseindvandring, der allerede er godt i færd med et destabilisere staterne indefra. Og at europæiske politikere, navnlig (men dog ikke eksklusivt) gennem EU-lovgivning, i stadig større grad indfører censur, forbud og endda fængselsstraffe mod enhver kritik heraf. Det er, ifølge Vances konklusion, sådan, totalitære stater opfører sig – og ikke essensen af det frie demokrati, man ellers påstår at værne om.
Jyllandspostens kommentator Niels Lillelund sammenlignede i sin klumme søndag d. 23/2 politikernes reaktion som fornærmede småbørns, og denne betegnelse er både morsom og rammende. Et psykologibegreb som benægtelse synes også sært passende; for med tanke på alt, hvad der i disse år foregår i alle kanter af Europa, er det reelt ubegribeligt, at den ledende elite stadig end ikke vil anerkende de nærmest uoverstigelige problemer, de selv har påført de europæiske befolkninger gennem årtier.
Vicepræsidentens analyse er helt grundlæggende korrekt – den største trussel mod Europa kommer indefra, ikke eksternt. Det betyder naturligvis ikke, at der ikke er trusler fra aggressive, militære fjender som Rusland (og på sigt formentlig også Kina), hvilket Vance i øvrigt i sin tale også klargjorde.
Det overordnede problem er dog, at det stadig mere tydelige nedbrud af nationalstaternes indre kulturelle sammenhæng er i færd med at efterlade os blottede og svækkede; og sådanne svage stater kan ikke modstå et ubønhørligt pres udefra, ligegyldig hvor meget vi så er villige til at underlægge os et overstatsligt monstrum som EU – som i hvert fald på overfladen synes at udtrykke en enorm styrke i form af økonomi, indbyggertal og blot geografisk størrelse. Men faktisk i virkeligheden skaber det modsatte.
Man kan sammenligne dette paradoks med Romerriget; i sin tidlige historie kunne denne relativt lille statsdannelse samle sig og modstå voldsomme angreb fra numerisk set stærkere navnlig keltiske stammer. Men da det i sine sidste århundreder var klart overlegent målt på størrelse, økonomi og militær, vaklede og i sidste ende kollapsede det under stadige angreb fra vilde stammer fra nord og øst i folkevandringstidens første fase.
Vance understregede i sin tale det problematiske (og i øvrigt svært selvmodsigende) i, at der på europæisk grund i stadig større grad indføres censur og ytringsretshæmmende love for ”at beskytte demokratiet”.
Han fremførte i den forbindelse en række ganske rystende eksempler på nylige domme. Disse eksempler (primært fra England og Tyskland) er naturligvis håndplukkede for at understrege pointen; men de er ikke desto mindre faktuelt korrekte. F.eks. om ældre, fredelige mennesker, der har fået fængselsstraffe for i stilhed af bede i nærheden af abortklinikker; eller utallige sager med dramatiske anholdelser af borgere, der blot har ytret sig kritisk om indvandring på sociale medier.
Alle disse kritikpunkter kunne og burde man tage til efterretning i Europa. I stedet har reaktionen været barnagtig fornærmelse og løfter om at slå endnu mere ned på ”misinformation”; hvilket reelt blot betyder indførelse af mere censur.
Imens lader selvsamme europæiske elite som ingenting, når nye overfald, terroraktioner eller mere eller mindre tilfældige drab finder sted med evigt voksende frekvens i en række stater, der indtil for få årtier siden var at betragte som værende blandt de fredeligste, mest kulturelt forenede og velfungerende i verden.
Amerikanerne er tilfredse
Der er en del, man som europæer i disse dage kan kritisere Donald Trump for. Men som det så ofte før er set – lige nøjagtig omkring Trump – er enhver seriøsitet i kritikken for længst kørt af sporet. Selv engang hæderkronede aviser som Berlingske og Jyllandsposten har allerede kørt ”eksperter” i stilling, der uden at kny sammenligner Trump med nazister – og ord som vanvittig, narcissistisk, samvittighedsløs, kynisk, hadefuld og andre selektive adjektiver indgår fast som en bestanddel af stort set samtlige danske artikler om den amerikanske præsident. Selv de, der på overfladen forsøger af fremstå som objektive analyser.
Håbet synes så at være, at amerikanerne snart får øjnene op for denne dybsindige indsigt og derfor gennemtvinger forandringer.
Både den danske og den europæiske presse overser dog totalt, at hovedparten af amerikanerne indtil videre er mere end tilfredse med Trumps anden præsidentperiode. Ikke mindst fordi Trump virkelig leverer på sine valgløfter; og endda i et tempo, der er kommet bag på selv hans mest loyale tilhængere. Grænserne lukkes, der indfanges illegale indvandrere i et hidtil uset omfang, der gøres op med woke-politikken på alle niveauer i samfundet, DEI-ansatte i regeringen fyres i ét væk (herunder en række topfolk i militæret, der udelukkende har fået deres stillinger på grund af køn, race eller seksuel orientering) og der er iværksat den mest indgribende slankekur i det offentlige budget i USA's historie – det er denne sidste del, Elon Musk er givet det overordnede ansvar for, og med det såkaldte DOGE (Department of Government Efficiency) er i fuld gang med at føre ud i livet.
Hvad end man mener om disse besparelser – som diskuteres indgående i både presse og sociale medier – er det rent objektivt det eneste ansvarlige at gøre i et land, hvor årtiers eksponentielt voksende nationale gæld har kastet den amerikanske økonomi ud i en begyndende dødsspiral; stadig større beløb på et evigt voksende budget går til at betale renter af den stigende gældsætning, man har finansieret hele gildet med.
Navnlig de demokratiskvenlige medier i USA har på det seneste kørt utallige tårevædede historier om nu tidligere statsansatte – f.eks. lederen for ”departementet for øget diversitet blandt ornitologer” (ja, det eksisterede faktisk) – der på tv græd over at have mistet deres jobs. Og selvom det er fuldt forståeligt, at folk er skuffede over at have mistet lukrative stillinger, så er det svært at se meningen i, at offentlige midler er gået til dette og utallige andre meningsløse jobs.
Oppositionen i vildrede
Med de gennemgribende forandringer, der lige nu foregår i USA, skulle man egentlig tro, den demokratiske opposition blev givet nok ammunition at skyde med. Men Det Demokratiske Parti synes stadig i total vildrede og har endnu ikke på nogen måde fundet et ben at stå på efter det traumatiske valgnederlag i november 2024.
Utroligt nok har partiet faktisk formået at blive endnu mindre populært siden, selvom det ellers ofte tidligere i amerikansk politisk historie er set, at der opstår en form for ”hvad nu hvis”-nostalgi efter et valgnederlag.
Således har blot 30% af amerikanerne et positivt syn på demokraterne i en nylig måling, mens mere end 55% havde et negativt. Samtidig udtrykker hele 54% af vælgerne tilfredshed med Donald Trumps første tid landets 47. præsident.
Dette tal kan selvfølgelig vende. Og om ikke andet må en afmatning i populariteten forventes, især hvis Trump ikke formår at få hold på et af sine mest centrale valgløfter; at reducere de fødevarepriser, der måske mere end noget andet gjorde den forrige administration upopulær. Det klassiske mantra om, at økonomi afgør valg – og da især, når almindelige mennesker mærker det i dagligdagen – er bestemt ikke dødt i amerikansk politik. Så den virkelige lakmustest for Trump bliver på lang sigt dette.
Han kan dog alt andet lige glæde sig over, at hans regeringsførelse indtil videre er blevet vel modtaget blandt amerikanerne. Og med udpegelsen af en lang række handlekraftige typer i regeringen synes strategien klar; der skal gennemføres mest muligt de første 24 måneder, inden den anden og sidste præsidentperiode begynder at ebbe ud.
Når handlemulighederne er størst de første to år, skyldes det, at der i november 2026 er valg til Kongressen – de såkaldte midtvejsvalg. Her må det formodes, som det ofte sker i amerikansk politik, at den siddende regerings parti får en vis tilbagegang; mest fordi det rent politisk ude i valgdistrikterne er nemmere at føre valgkamp i kritisk opposition til end i forsvar af regeringsbeslutningerne.
Nedsmeltning blandt demokraterne
Ingen politisk genrejsning kommer dog til at ske, hvis ikke Det Demokratiske Parti snart får stoppet sin egen, selvpåførte blødning.
Her på mediet SpotOnUSA.dk er der tidligere udtrykt forventning – og et vist håb – om, at partiet som følge af øretæven i november bliver tvunget til at finde tilbage til sine mere fornuftige, værdimoderate rødder. At der simpelthen renses ud blandt de mest rabiate og rablende skøre woke-elementer, som alt for længe har fået lov at sætte kursen – og dermed skræmt alle andre end et lille (og ekstremt højtråbende) vælgersegment væk. En politisk kurs, der har vist sig fuldstændig destruktiv; og tilmed fået republikanerne – der ellers også har deres indre dæmoner at slås med – til at fremstå som det fornuftige og rationelle parti i USA.
Fulgte man med i demokraternes nationale komité DNC’s lederskabsvalg d. 1. februar 2025, fik man dog på ingen måde det indtryk, at realiteterne er gået op for partiet. Tværtimod leverede partiet til offentlighedens skue et verdensfjernt og næsten farceagtigt show så gennemført latterligt, at det mest mindede om en Saturday Night Live-sketch.
Desværre for enhver med et håb om, at demokraterne engang kan vinde magten tilbage i USA, var det fuld alvor.
Således syntes alle kandidaterne til ledelsen stadig at være entydigt besatte af de race- og kønstermer, som mere end noget andet har drevet potentielle vælgere væk. Tv-stationen MSNBC havde leveret flere værter til arrangementet, og én af disse, Jonathan Capehart, spurgte indledningsvis alle otte kandidater på scenen, hvem af dem der var enige i, at ”racisme og misogyni” havde været afgørende for valgets udfald. Da de alle otte omgående rakte hånden i vejret, replicerede Capehart med glæde i stemmen, at ”de alle havde bestået testen!”.
Denne absurde forestilling viste med al tydelighed, at man i partiet slet ikke har forstået, hvorfor en ellers i store dele af samfundet upopulær kandidat som Donald Trump faktisk kunne sejre ved valget; og at man simpelthen ikke kan rive sig fri af den raceideologi, man har valgt at lade sig binde af.
Dette udstilledes også tydeligt da de enkelte kandidater begyndte deres individuelle taler. Flere af de sorte kvinder på valg indledte utroligt nok deres taler med at råbe ordene ”Quiet! A black woman is speaking!”
Denne vrede, nedladende retorik havde de tilsyneladende overbevist sig selv om, lytterne og vælgerne ville belønne. Født ud af en forskruet, omvendt køn- og racesegregeret ide om, at sorte kvinder er særlig vigtige og har en næsten naturgiven ret til at blive valgt. Det er lidt samme fejlagtige grundtanke, der prægede valgkampen omkring Kamala Harris; man var i partiet så sikker på, denne ”stærke, sorte kvinde” ville blive valgt, at man glemte at føre virkelighedsnær politik – og da valgets resultat så stod klart, nægtede man at overveje andre forklaringer end vælgernes påståede racisme og kvindehad.
Helt skørt blev det, da Quintessa Hathaway – en sort kvinde, der på sin egen profil praler at være historiker, underviser med doktorgrad, forfatter, filosof og entreprenør – bogstaveligt brød i sang ved at fremføre en ”bekæmp systemet”-agtig spiritual; og faktisk gentog samme bizarre indslag flere gange efterfølgende. Selv MSNBC-journalisten Jen Psaki – almindeligt kendt som en af de mest politisk korrekte mediepersoner i USA – var i sin værtsrolle helt tydeligt ved at krybe sammen i ren cringe, mens det lammede publikum gav en høflig og halvkvædet klapsalve bagefter. Det skal dog retfærdigvis siges, at den syngende Hathaway ikke fik én eneste stemme til det efterfølgende formandsvalg.
Denne meget lille opmuntring til trods kom DNC’s formandsvalg til at fremstå komplet latterligt for stort set alle andre end en lille cirkel af ideologisk indviede. Og håbet om, at partiet finder tilbage på rationel kurs, synes lige nu langt væk.
Eneste trøst er, at der heldigvis for Det Demokratiske Parti er længe til valget; så man kan da endnu håbe, fornuften igen på et tidspunkt vender tilbage.
Anders Næsby, februar 2025
Tilføj kommentar
Kommentarer