At kalde valgresultatet et chokerende og hårdt slag for demokrater er en underdrivelse; og her, mere end tre uger efter den skæbnesvangre valgaften d. 5. november, synes det stadig ikke rigtig at have bundfældet sig for mange i partiet, hvor slemt det reelt står til.
Nogle befinder sig endnu i en form for benægtelse, andre er vrede og skælder ud på alt og alle. Ikke mindst de evigt frelste Hollywoodstjerner, der blot synes at overgå hinanden i absurde, offentlige angreb på de omkring 80 mio. amerikanere, der stemte på Donald Trump.
Senest var den fallerede skuespiller Sharon Stone d. 25/11 ude med en belærende tilsvining af især mandlige Trump-vælgere, som hun på en pressekonference fik kaldt både uvidende, arrogante og onde; og mente følgende, at man derfor burde kappe alle personlige bånd til sådanne modbydelige mandspersoner. En del andre stjerner har brilleret med lignende udtalelser, hvilket dog ikke har gjort ret meget andet end at udstille deres egen totale mangel på forbindelse med den almindelige amerikaner. Og det er vel egentlig et meget godt udtryk for, hvorfor Hollywood-kendissernes næsten enstemmige begejstring for Kamala Harris i valgkampen nærmest gav en rekyleffekt.
For mange af de mere seriøse demokratiske støtter har valgets totale fiasko fremkaldt en nødvendig intern selvrefleksion. Alle synes enige om, at noget skal ændres; til gengæld er der på ingen måder enighed om, hvad dette så er.
Groft sagt deler Det Demokratiske Parti sig lige nu i tre lejre: Den første, som mest består af Kamalas stabsfolk, Hollywood-stjernerne og de mest frådende Trump-hadere i medierne, benægter utroligt nok stadig, at Harris gjorde noget som helst galt; og bebrejder valgresultatet på amerikanernes påståede racisme og kvindehad. Heldigvis for partiet bliver denne temmelig verdensfjerne fløj nærmest dag for dag mindre.
Den anden lejr, der endnu står temmelig stærkt, prøver at argumentere, at Harris’ evindelige holdningsskift i valgkampen kostede stort på troværdigheden; og at dette derfor fik en del af partiets venstrefløj til at blive hjemme – hvilket er ironisk med tanke på, at Harris politisk ligger længere til venstre end nogen demokratiske præsidentkandidater vel nogensinde har gjort.
Denne gruppering har faktisk en pointe så langt, at den i forvejen ikke ret troværdige Harris mistede resterne af sin folkelige troværdighed ved, i ren panik over dårlige interne meningsmålinger, pludselig at gå ind for flere af republikanernes mærkesager som større grænsekontrol, fracking, bekæmpelse af identitetspolitikken og højere straffe for voldsforbrydelser.
Til gengæld er det svært at være enig i deres konklusion om, at Harris derfor ikke alene burde have stået ved sine hidtidige synspunkter; men også faktisk være rykket endnu længere over mod den rabiate woke-venstrefløj. Valget syntes ret klart at vise, at et flertal af amerikanerne simpelthen fravalgte denne linje, der gennem mere end et årti har infiltreret store dele af hverdagslivet såvel som politikken i USA.
Håber man på en lysere fremtid for Det Demokratiske Parti, kan man dog finde en vis tilfredsstillelse i det faktum, at der også er en ganske stor – og voksende – tredje lejr i partiet, som har draget den korrekte konklusion af det sviende valgnederlag: At partiet simpelthen har bevæget sig så langt væk fra sine rødder, og derved fra store dele af amerikanerne, at en drastisk kursændring nødvendigvis må og skal finde sted. Denne fløj bebrejder ikke vælgerne eller republikanerne for nederlaget; den bebrejder tværtom en håbløs overgivelse til wokeismen, en udueligt ført kampagne og ikke mindst partiets valg af Kamala Harris som kandidat.
Man kan til en vis grad udtrykke det således, at de tre førende demokratiske kandidater frem mod præsidentvalget i 2028 (om end dette naturligvis på nuværende tidspunkt er forbundet med ekstremt meget usikkerhed) – Kamala Harris, Gavin Newsom og Josh Shapiro – kendetegner hver af de tre lejre.
Kamala Harris og hendes stab befinder sig endnu i et verdensfjernt parallelunivers, hvor de ikke kan eller vil forstå valgresultatet – hvilket tydeligt udtryktes i en række besynderlige interviews den seneste uge, hvor flere af kampagnens nøglepersoner pure benægtede, at de havde gjort noget som helst forkert politisk eller strategisk.
Harris selv toppede det hele onsdag d. 27/11 i en frigivet videooptagelse, hvor hun med sin sædvanlige mere eller mindre uforståelige ordsalat-retorik forsøgte at inspirere græsrødderne til ”ikke at miste håbet og kæmpe videre med den magt, de har”. At politiske kommentatorer og journalister på forskellige medier bagefter mest diskuterede, om hun havde været beruset under optagelsen, fortæller ganske godt, hvordan dette bizarre indslag blev modtaget.
Valgets tydelige udfald burde ellers klart have demonstreret for selv Kamala Harris, at hun simpelthen ikke har hverken evnerne, talegaverne eller intellektet til at vinde et amerikansk præsidentvalg. Ikke desto mindre har hun faktisk antydet over for flere, at hun vil forsøge sig igen i 2028.
De få i partiet, ud over hende selv, der tror på denne mulighed, kan da også klynge sig til en nylig meningsmåling, hvor vælgerne blev spurgt om, hvem demokraterne burde opstille næste gang. Her scorede Harris klart højest.
Man skal dog ikke lægge alt for meget i dette målingsresultat så kort efter et valg, hvor alt har handlet om hende; hun vinder simpelthen på ren navnegenkendelse. Men når valget kommer mere på afstand, og resultatet for alvor bundfælder sig i partiet, vil hun mere og mere glide i baggrunden og endelig helt ud i glemslen. For de kommer aldrig igen til at opstille en spidskandidat, der på alle parametre fejlede så eklatant.
Alene det ufatteligt store beløb hendes kampagne kostede (der tales om op mod 1,5 mia. dollars, mere end tre gange så meget som Trump-kampagnen) bør ifølge den demokratiske stordonor John Morgen diskvalificere hende for altid; navnlig med tanke på, hvor lidt demokraterne fik ud af de mange penge. Det viser sig blandt andet, at alle de ”begejstrede” kendisser, der én efter én dukkede op til Harris-rallies for at vise deres støtte, tog sig klækkeligt betalt herfor. Selv Oprah Winfrey, en af de rigeste entertainere i USA, har Harris-kampagnen angiveligt betalt millioner.
Ingen i hendes stab synes at have haft styr på det voldsomme overforbrug; med det resultat, at kampagnen ikke alene brugte alle midlerne, men nu også står med en gæld på mere end 20 mio. dollars. To tredjedele af stabsmedlemmerne i Demokraternes Nationale Komité (DNC) og store dele af Kamalas egen stab er følgende blevet fyret, simpelthen fordi der ikke længere er midler til at betale deres løn med.
Alligevel fortæller insidere, at både Harris og hendes stab i partiets interne evalueringer totalt frasiger sig selv et ansvar. Og i stedet bebrejder vælgerne, republikanerne og endda pressen – altså den selvsamme presse, der næsten hele vejen igennem bistod dem med positiv og støttende dækning.
Mange i partiet raser dog over denne ufattelige mangel på selvindsigt. Lindy Li, organisator og fundraiser for DNC, har i den forbindelse været ude med en spiddende kritik af både den amatøragtige kampagne og det faktum, at Harris-staben helt bevidst har løjet om deres chancer for at vinde – i forsøget på at skaffe flere donorpenge – selvom man tilsyneladende vidste internt, at målingerne langt fra tegnede det rosenrøde billede, mange i pressen (herunder den danske) ellers yndede at formidle.
Tilbage står en totalt afpillet og forpjusket Kamala Harris, der, når bølgerne engang har lagt sig lidt, formentlig hurtigt vil blive pakket væk i pinlig glemsel. Er heldet med hende, kan hun lande et job som offentlig anklager eller i lokalpolitik. På nationalt niveau er hendes tid forbi.
Til gengæld er Californiens guvernør Gavin Newsom et spændende navn. Han har gode talegaver, et godt udseende og en vis x-faktor – den svært forklarlige karisma og star quality, som gode politikere helst skal have.
Han repræsenterer den woke venstrefløj i partiet – og heri ligger både hans styrke og problem. De unge græsrødder ville elske en kandidat, der om muligt er endnu mere venstredrejet end Harris; og som modsat hende kan udtrykke sine holdninger på en elokvent og overbevisende måde. Til gengæld tyder det ikke på, at det amerikanske folk lige nu hungrer efter mere woke-politik. Og som mangeårig guvernør i den stat i USA, der mest direkte har ført disse udskældte idealer ud i livet, ville han ikke bare kunne flip-floppe politisk uden at miste al troværdighed. Hvordan han med sin stab finder en brugbar og for vælgerne acceptabel linje i dette, bliver en større udfordring; men der er næppe tvivl om, at han har store ambitioner og derfor vil være mere end opsat på at prøve.
Det mest realistiske bud lige nu på den næste demokratiske præsidentkandidat er dog efter dette medies klare overbevisning (igen med forbehold for, at meget kan ske de næste små fire år) den ganske populære Pennsylvania-guvernør Josh Shapiro. Han repræsenterer også den midtsøgende og værdimæssigt mere klassiske demokratiske linje, som partiet, hvis de nogensinde skal gøre sig relevante igen, simpelthen er nødt til at søge tilbage på. At Harris valgte Tim Walz og ikke Shapiro som sin running mate var hendes måske største brøler i valgkampen – om end der godt nok er mange at vælge imellem.
Men med Shapiro i spidsen ville demokraterne have en chance for at genfinde sin sjæl; og selvom man ikke skal tale ham op som nogen frelserfigur, har han intellektet og den politisk brede palette til at udfordre republikanerne nationalt – og det siges, at han lige nu er i fuld sving med at vinde de vigtige donorer, strateger og partisværvægtere over på sin side.
Et blodbad i medieverdenen
Mens det demokratiske parti internt kæmper med at finde ud af, hvilket ben det skal stå på efter valgknockouten, er den amerikanske medieverden til gengæld for alvor vågnet op – med grusomme tømmermænd til følge. Her er der gang i et reelt blodbad; ikke alene tog alle de store demokratiskvenlige medier grueligt fejl, seerne er også efterfølgende faldet fra i så voldsomt et omfang, at panikken har ramt som et tordnende brag. MSNBC, CNN og ABC har mistet seere i så store tal, at flere af dem simpelthen lige nu er i akut fare for enten totalt at lægge linjen om eller helt lukke.
Især det åbenlyst republikaner-hadende MSNBC – hvor værter som Joy Reid, Jan Psaki, Rachel Maddow og Joe Scarborough helt frem til valgdagen uden at kny kaldte Trump for Hitler og alle republikanere for fascister, mandschauvinister, racister og nazister – er nærmest kollapset efter valget. Det er selvfølgelig naturligt, en del af seertallet forsvinder, når valget er overstået og hverdagen melder sig. Men ikke i dette enorme omfang.
Det virker simpelthen til, at mange seere er stået endegyldigt af på den helt overdrevne retorik, der i årevis har været fremført af stationens news anchors – ikke mindst under 2024-valget, hvor de hadske udfald mod alle, der ikke rettede ind og stemte blindt på Kamala Harris, nåede hidtil ukendte højder.
Bagmændene på NBC Universal News Group (der ejer MSNBC) har da også reageret hurtigt og effektivt på seerflugten; Joe Scarborough er således blevet presset til at rejse ned til Mar-a-Lago og krybende undskylde til den Donald Trump, han ellers utallige gange har kaldt nazist. Og der tales om at skære kraftigt i lønningerne eller endda fyre en række af de andre prominente værter; ikke mindst den helt uterlige Joy Reid, der utroligt nok efter valget er fortsat med sine stadig mere rablende og frådende udfald mod alle, der har vovet at stemme republikansk.
Også på ABC News, der blandt andet huser det ubegribeligt dumme talkshow ”The view”, går der kraftige og vedvarende rygter om snarlige fyringsrunder; navnlig af det pågældende talkshows mest højprofilerede værter som Sonny Hostin, Joy Behar og Whoopi Goldberg.
Om det ender så vidt på de panikramte demokratiskvenlige medier er endnu ikke til at sige; det er muligt, man formår at rette kursen en smule mere ind i forhold til seerne.
Efter det chokerende valgresultat i 2016 faldt der kortvarigt en form for selvransagelse over de amerikanske medier; en forståelse af, at man var kommet for meget ud af trit med den gennemsnitlige amerikaner, som man derfor slet ikke havde forbindelse til mere. Der gik dog ikke ret længe, inden medierne i stedet glemte alle nylige løfter og i stedet nærmest fordoblede deres uhæmmede krig mod den forhadte fjendefigur Donald Trump.
Om det samme sker denne gang, eller de faktisk vender tilbage til tidligere tiders mere politisk moderate kurs, er endnu ikke til at sige. Men noget er de i hvert fald nødt til at gøre – for troværdigheden hos de større amerikanske medier, der ellers ikke i forvejen var prangende, synes at være i et ustoppeligt frit fald.
De amerikanske medier befinder sig derfor nu i en større selvreflektion, hvor der analyseres og funderes over næste skridt. Til gengæld har de danske medier endnu ikke på nogen måde forstået valgets udfald; de synes over én kam at være nået frem til en besynderlig konklusion om, at deres analyser faktisk var korrekte – men at de amerikanske vælgere simpelthen er blevet for dumme til at leve op til disse analyser. Således har ingen danske medier eller såkaldte USA-eksperter – med Mirco Reimer-Elster som en delvis undtagelse – været ude at beklage deres håbløse og helt forfejlede spådomme frem mod valget.
Det er ganske pinligt at være vidne til – men det er vel efterhånden også, hvad den danske mediestand er blevet.
Anders Næsby, november 2024
Tilføj kommentar
Kommentarer