Der er i denne tid ikke ligefrem mangel på mediehistorier om amerikansk politik. Præsident Trumps omfattende og ret vilde brydegreb med en bred palette af områder – fra transkønnede i militæret, over DEI-nedskæringer i det offentlige og til opgør med rabiate ekstremister på universiteterne – har været foretaget i et sådant tempo, at offentligheden har haft svært ved at følge med; om man så billiger kursen eller ej. For slet ikke at snakke om de meget bekymrende meldinger om Grønland fra Trump og JD Vance, der naturligvis i Danmark får en del opmærksomhed.
At netop Grønland-spørgsmålet behandles kritisk i den danske presse, er til at forstå. Det kan til gengæld fortsat undre, at også alle de andre politiske sager altid og udelukkende af de danske journalister skal udlægges med samme, forudsigelige kritiske framing: Trump er ond, og derfor må alle hans politiske tiltag også være af det onde.
Det er på ingen måde nyt, men synes dog den seneste tid at have nået nye, absurde højder. Således kunne man f.eks. d. 8/3 læse en forrykt essayistisk artikel af udenrigskorrespondent Poul Høi i Berlingske, hvor han beskrev, hvorledes folkene omkring Trump tilsyneladende alle heilede (med baggrund i nogle mildest talt løse tolkninger af armbevægelser på et par YouTube-klip). Denne artikel – i en engang nogenlunde seriøs avis – skulle overbevise læserne om, at republikanerne og 1930’erne tyske nazister var stort set af samme skuffe. Altså selvsamme nonsens, som de mest Trump-hadende amerikanske mediepersoner som Joy Reid, Rachel Maddow og Joe Scarborough totalt har ødelagt deres egen troværdighed med at rable om for åben skærm.
Jyllandspostens Jørgen Ullerup holdt sig heller ikke tilbage d. 11/3, da han sammenlignede Trump-regeringens fornuftige og længe ventede opgør med DEI-ansatte og politisk korrekt sprogbrug med Mccarthyisme; altså 40’ernes og 50’erne berygtede klapjagt på påståede kommunister i den amerikanske offentlighed.
Netop disse to avisers ”eksperter” klogede sig ellers efter præsidentvalget i november 2024 om, at demokraterne og medierne havde begået en fejl – både politisk og moralsk – med deres overdrevne dæmonisering af republikanerne i almindelighed og Trump i særdeleshed. Nu er de så bare faldet i præcis samme fælde selv.
Med den danske presses næsten konstante fokusering på Trumps ondskabsfuldheder kunne man snildt få det indtryk, at præsidentens popularitet og opbakning i USA er i frit fald; og at demokraterne står stadig stærkere frem mod midtvejsvalgene i 2026. Om ikke andet ville det i hvert fald give mening – med tanke på de mange og ret markante politiske beslutninger, Trump-administrationen allerede har lanceret – at demokraterne ville få et vist vælgerboost.
Paradoksalt nok sker det modsatte. Danske journalister prøver ganske vist med jævne mellemrum at overbevise os om, at amerikanske meningsmålinger går imod Trump. Men det er – som det var tilfældet under valgkampen i 2024, hvor såkaldte USA-kendere hele tiden forsikrede, at Kamala Harris ville vinde valget – simpelthen ikke korrekt. Tværtom ligger Trumps popularitet nogenlunde stabilt på omkring eller lidt over 50%, i enkelte målinger er den endda steget lidt. Flertallet af amerikanerne ser ganske enkelt ud til at belønne det faktum, at han gennemfører sine valgløfter. Også selvom nogle af dem er såvel kontroversielle som omvæltende.
Trumps politik, i hvert fald indenrigspolitisk, er med andre ord populær; et sted mellem 60 og 70 % støtter de fleste af tiltagene, herunder nedskæringer i de offentlige budgetter, deportationer, opgøret med woke-politik, ophævelse af rabiate studerendes visa og en tilbagevenden til lov og orden.
Mere overraskende er det, at den demokratiske opposition stadig er i frit fald; nedturen stoppede altså ikke med valgnederlaget, men fortsætter hjælpeløst mod en bund, der muligvis ikke engang rigtig eksisterer.
Målinger har således vist, at blot 28% af amerikanerne mener, demokraterne lige nu gør det godt. En enkelt måling har endda været helt nede på 21%, og nærmer sig således det af mange politikere svært eftertragtede 80/20-begreb (at man søger politiske mærkesager, som 80% af befolkningen støtter – en sjældenhed i den polariserede amerikanske debat). Her altså blot med omvendt fortegn.
Det er på en eller anden måde lykkedes for partiet at male sig op i et politisk hjørne, hvor stadig flere vælgere vender dem ryggen. Og man har skruet sig fast i en destruerende selvfortælling, hvor man mener at kæmpe for retfærdigheden mod de onde republikanere; men samtidig har ladet den yderste venstrefløjsaktivisme overtaget narrativet. Et parti, der engang appellerede til de brede masser, har simpelthen skræmt vælgerne væk.
Det har før her på SpotOnUSA.dk været påpeget, hvilke graverende fejl demokraterne begik ved helhjertet at støtte den rabiate BLM-bevægelse, defund the police-politikken og wokeismen i al sin brede helhed.
Allerværst har det måske været for partiet, at man har gravet sin egen grav med identitets- og kønspolitikken. Ved f.eks. at ophæve definitionen af en kvinde og erklære, at kvindekønnet udelukkende er en subjektiv følelse, har man også åbnet døren for nogle helt groteske cases om mænd i kvindesport, mandlige serievoldtægtsforbrydere i kvindefængsler og 50-årige mænd med mandlige kønsorganer der får lov at klæde om og bade med mindreårige piger.
Hvordan kommer demokraterne op fra deres selvskabte hul?
Det Demokratiske Parti sejler lige nu hostende og hakkende rundt som et skib uden kurs og uden ledelse. I begyndelsen af marts nåede tåbelighederne et nyt niveau under Trumps tale i Kongressen og en række helt igennem pinlige afbrydelser og cringy indslag. Som f.eks. da kongresmanden Al Green afbrød præsidentens tale og måtte eskorteres ud efter at have råbt truende ord. Eller da en gruppe demokratiske repræsentanter få dage efter, under Kongressens formelle fordømmelse af Al Greens opførsel, bogstaveligt talt stod og sang den gamle protestsang ”We shall overcome”. Selv de demokratiskvenlige medier græmmede sig sammen med alle seerne.
Populariteten daler da også fortsat; og det er ikke helt skævt at påstå, at demokraterne – hvis de ikke finder tilbage på en markant anderledes kurs – simpelthen er i færd med at udslette sig selv.
Man har, af grunde som ingen rigtig forstår, valgt LGBT-højen som den, man vil dø på. Selvom det er ét af de meget få emner i amerikansk politik, der faktisk opnår den af politikerne søgte 80/20-fordeling – altså at 80% af vælgerne støtter den ene side. Desværre for demokraterne er det ikke den populære side, de har valgt.
For selvom der helt givet dybt ind i partiet er en stille erkendelse af, at man har ladet tingene gå alt, alt for vidt – med flydende identiteter, voksne mænd der bader med unge piger, kemiske og kirurgiske indgreb mod selv små børn og andet rablende vanvid – så har man også rodet sig så dybt ind i retorikken, at man metaforisk set har malet sig helt op i et hjørne. Og nu ikke rigtig kan finde udvejen igen.
På andre politiske områder kører det heller ikke stort bedre for partiet. Demokratiskvenlige medier skriver den ene tårevædede historie efter den anden om, hvor urimeligt det er for en række offentligt ansatte, at de har mistet deres jobs. Interviewene med disse personer synes bare alle at afsløre, at de nu tidligere ansatte simpelthen ikke er i stand til at redegøre for, hvad deres arbejde i grunden har bestået af. Og historierne har derfor ironisk nok været med til at styrke Trumps popularitet. Det har naturligvis ikke afholdt den altid forudsigelige danske presse i kritikløst at viderebringe fortællingen.
En anden aktuel sag, der meget fint viser demokraternes evne til totalt at fejllæse amerikanernes holdninger, er den om Mahmoud Khalil – en 30-årig syrisk-palæstinensisk studerende på Columbia University i New York, der siden terrorangrebet i Israel 7. oktober 2023 har spillet en ledende rolle i chikane mod jødiske studerende, organisering af pro-Hamas-demonstrationer og de til tider voldelige aktioner på universitetets areal.
Demokratiske medier og politikere (igen med danske medier som villig medspiller) har forsøgt at fremstille Khalil som en uretfærdigt behandlet stakkel – hvilket selv en overfladisk undersøgelse af hans meritter hurtigt afslører, han bestemt ikke er. Man kan undre sig over, hvorfor demokraterne i disse år insisterer på at gå i brechen for en række selvvalgte politiske ”helgener”, som på ingen måde lever op til de idylliserede fremstillinger. Men det kommer sig nok igen af, at man har rodet sig så dybt ind i en forskruet racelogik – hvor den ikke-hvide part altid er det uskyldige offer, ligegyldigt hvor mange facts der skriger det modsatte – at man simpelthen er ude af stand til at se verden fra andre grundpræmisser.
Spørgsmålet er så, hvordan partiet overhovedet kommer videre. I første omgang er man nødt til at frembringe lederprofiler; og også her viser målingerne en temmelig stor forvirring. De fleste demokratiske vælgere peger utroligt nok stadig på den helt igennem uduelige Kamala Harris som den bedst egnede til valget i 2028 – det må dog nok mest tilskrives navnegenkendelse.
Til gengæld viser målingen også, at nogle af de næste i rækken (begge ligger på omkring 10%) er de venstreorienterede Alexandria Ocasio-Cortez, kendt som AOC, og den gamle socialist Bernie Sanders. I begge kandidaters tilfælde ville de have det problem, at midtervælgerne finder deres holdninger for yderligtgående; men til gengæld har de begge tv-tække og en utrolig appel til partiets unge, venstreorienterede fløj. Og de to synes nu at have skabt en alliance. De har på det seneste holdt flere særdeles velbesøgte politiske rallies, der for første gang længe har frembragt en smule græsrodsbegejstring.
Måske endnu mere interessant er det, at begge – der ellers har været kendt som nogle af de mest hårdnakkede støtter af LGBT- og woke-agendaerne – i nylige interviews lægger en vis distance til emnet og hellere vil tale om mere klassiske venstrefløjssager som skattepolitik, fordeling fra rig til fattig og hjælp til trængende familier. Det er politisk set umådeligt klogt; og man kan ikke udelukke, at denne alliance – hvis den holder sammen og vokser de næste år – kan bringe AOC ind som en spændende dark horse frem mod demokraternes primærvalg.
De to lige nu mest sandsynlige kandidater, Gavin Newsom og Josh Shapiro, har hver især fortsat deres positionering frem mod 2028. Shapiro har holdt meget lav profil og mest koncentreret sig om at samle en stab, kontakte nøglepersoner i partiet og sikkert formulere en brugbar politisk-strategisk pakke.
Det kan på overfladen virke fornuftigt at holde sig helt uden for demokraternes nuværende nedsmeltning – så han ikke politisk sovses ind i de mange håbløse politiske stunts, partiet på landsplan kaster sig ud i – men det kan også ret hurtigt medføre det problem, at han simpelthen bliver glemt i den brede vælgerskare, mens andre stjæler rampelyset. Og den slags er katastrofalt i amerikansk politik
Gavin Newsom har til gengæld markeret sig på anden og overraskende vis. Den 8. marts optrådte han således i sin egen nyligt lancerede podcast med den dybt konservative højrefløjsaktivist Charlie Kirk; nærmest hans diametrale politiske modsætning. Historien fik ikke megen opmærksomhed i danske medier, men har fyldt ganske meget i de amerikanske; især de demokratiskvenlige, hvor Newsom efterfølgende blev voldsomt kritiseret.
Han gav her en række særdeles interessante indrømmelser, når Kirk spurgte kritisk ind til ham; og erkendte, at partiet – og han selv – var gået alt for vidt på identitetspolitik, LGBT, defund the police og retspolitik. Altså alle de demokratiske mærkesager det sidste årti. Som Newsom vel at mærke ikke alene har været én af de skarpeste fortalere for, men også mere end nogen anden i partiet reelt har ført ud i livet som guvernør for den svært progressive stat Californien.
Det bliver en vanskelig opgave for Newsom at kappe forbindelsen til hele denne politiske ”pakke”; men at han faktisk har taget første skridt hertil, viser med al tydelighed, at han har besluttet at gå efter partiets nominering i 2028. Og derfor er det et politisk smart træk at distancere sig fra mange af disse (og sine egne) mærkesager.
Hvorvidt det så er muligt, er mere tvivlsomt. Men podcastens samtale med Charlie Kirk – der foregik i en ganske hyggelig og munter tone – afslørede også, hvorfor netop Newsom er manden, der om nogen kan klare en sådan politisk transformation. Han er umådeligt veltalende, intelligent og vidende og besidder en ganske særlig karisma; dertil har han i al sin enkelthed et godt udseende, der helt sikkert vil appellere til mange vælgere.
Lige nu tegner der sig altså en interessant kamp om at blive demokraternes næste kandidat mellem tre ret forskellige politiske profiler: Pennsylvania-guvernøren Josh Shapiro (som nok har den bredeste midtervælgerappel, men samtidig er en kende tør og usynlig), Sanders-AOC-koalitionen (der helt sikkert vil begejstre den unge venstrefløj i partiet; og muligvis er i gang med at række ud til bredere grupper) og Californiens guvernør Gavin Newsom (der, hvis han lykkes med at adskille sig fra sin egen politiske historie, formentlig vil kunne tiltrække mange vælgere, alene med sin politiske indsigt og karismatiske personlighed.
Der kan selvfølgelig komme mange andre i spil den næste tid; tre år er uendeligt længe i nutidens politik. F.eks. er sportskommentatoren Stephen A. Smith – der på det seneste har kastet sig stadig mere ind i den politiske debat med en sønderlemmende kritik af Det Demokratiske Partis nylige valgkamp – blevet nævnt flere gange som en mulig, overraskende kandidat. Det må dog trods alt betegnes som værende i den mindre realistiske kategori.
Spændende bliver det i hvert fald at følge. Og man kan i hvert fald håbe for det vingeskudte demokratiske parti, at man finder ét eller andet at samles om – og genfinder appellen til den brede amerikanske vælgerskare.
Anders Næsby, marts 2025
Tilføj kommentar
Kommentarer