Det amerikanske præsidentvalg venter lige om hjørnet, og valgkampen har nu bevæget sig ind i den sidste og afgørende fase. Gennem mere end et år har der været varmet op til 5. november 2025, en hel sværm af forudsigelser og gedigne overraskelser har vist sig undervejs. I næste uge falder afgørelsen så endelig.
I denne artikel vil der blive kigget nærmere på kandidaternes afsluttende og formentlig afgørende form, ligesom de seneste målinger og forudsigelser belyses. Afslutningsvis vendes den del af valget, der i danske medier slet ikke får så meget opmærksomhed som præsidentduellen, men som muligvis har endnu større betydning; for Kongressen går også til valg, og det skal afgøres, om der skal være republikansk eller demokratisk flertal i Senatet og Repræsentanternes Hus.
I målingerne har fortællingen længe været, at der er næsten dødt løb mellem Donald Trump og Kamala Harris. Læser man danske mediers dækning heraf, får man nemt det indtryk, at hele valget har stået i stampe i månedsvis. Det er dog kun et overfladisk billede af, hvad der reelt foregår.
De danske medier har generelt i hele valgkampen begået den fejl, at de stort set kun beretter om de målinger, de helst vil høre; at Harris fører med en 4-5 procentpoints på landsplan, og at hun endegyldigt vil vinde valget, hvis hun blot sejrer i de tre ”rustbæltestater” – Michigan, Wisconsin og Pennsylvania.
Dette hænger dog ingenlunde sammen med den næsten panikagtige stemning, der de seneste uger synes at have bredt sig i Det Demokratiske Parti; her tales der om interne opgør om valgkampskursen, mens Kamala Harris på det seneste er vendt 180 grader på afgørende emner som identitets-, grænse- og lov og orden-politik. Hun er også på under to uger gået fra i et nationalt interview på talkshowet ”The wiew” at sige, hun ikke ville ændre noget i forhold til Bidens fireårige præsidentperiode til nu at tage afstand til ham på næsten samtlige politiske områder.
Det gør heller ikke hendes valgkamp nemmere, at vedvarende rygter om koldkrigsstemning i Det Hvide Hus mellem hendes og Bidens stab blot er taget til. Det tyder således ikke på, at Biden vil løfte en finger for hende i resten af valgkampen; og mere virker interesseret i at forme eftertidens fortælling om sin egen præsidentperiode.
Til gengæld har Trump haft vind i sejlene den sidste tid. Hans seneste mediestunts – fra 15 minutter som medarbejder på en McDonalds-restaurant i Pennsylvania til et besøg på den populære Joe Rogan-podcast – er gået bedre end forventet og har sikret masser of positiv omtale.
De demokratiskvenlige medier forsøgte at håne især McD-besøget; skarpsindige journalister på MSNBC kørte endda en historie om, at det hele var opstillet – og at Trump i virkeligheden slet ikke arbejdede der!
Det siger næsten sig selv, at MSNBC hurtigt i stedet blev de latterliggjorte. For ja, naturligvis var det et stunt. Det er ikke noget nyt i valgkampe, og det har alle politikere gjort i den tid, der har været tv-dækkede valgkampe.
Nogle går godt, andre går galt. Af meget berømte forfejlede stunts huskes måske især den demokratiske kandidat til valget i 1988, Michael Dukakis, der i sit forsøg på at imødegå sit image som alt for blød og ufarlig stillede sig op foran kameraer i en kampvogn: Hans stab håbede formentlig, at disse billeder kunne få ham til at fremstå som en ægte og hårdfør Commander in Cheif – desværre virkede han i stedet så akavet og malplaceret, at hele kampagnen stort set kollapsede derefter.
Donald Trump har en del mangler som kandidat til verdens mest magtfulde job, det er der næppe tvivl om. Men i situationer som f.eks. McDonalds-besøget – hvor han møder almindelige arbejdere og langer mad ud til kunder – der er han i sit es. Det fungerer, og han virker folkelig og imødekommende.
Det udstiller også samtidig et af Kamalas mest ømme punkter. Hun har simpelthen svært ved den naturlige folkelighed; og virker i sådanne situationer påklistret og utroværdig. Hillary Clinton havde præcis samme problem i 2016, og det kostede hende formentlig præsidentembedet. Hendes mand Bill Clinton mestrede til gengæld kunsten i 90’er-valgene. Det samme gjorde Barack Obama, da han tog nationen med storm i 2008.
Ydermere lykkedes det Trump at sætte fokus på Kamalas ret bizarre påstand – sikkert i et kikset forsøg på at fremstå som én, der kommer fra simple kår – om, at hun engang har arbejdet på en McDonalds. Selvom ingen lønsedler synes at eksistere, og ingen husker at have arbejdet med hende.
Historien skal naturligvis ikke gøres større, end den er. Der er trods alt blot tale om stunts, der i bedste fald giver omtale i én nyhedscyklus. Det bidrager ikke desto mindre til det samlede billede af en valgkamp, hvor Trump har ramt formen på det rigtige tidspunkt, mens Harris-hypen virker til at have toppet for tidligt.
Flere og flere målinger bekræfter da også dette afsluttende Trump-momentum. Hans tal er i stigning på både nationale stemmer og i de afgørende swingstater. Enkelte målinger antyder endda, at stater, som demokraterne regnede for at være sikkert i puljen, såsom Minnesota, Virginia, New Hampshire og muligvis New York måske kan komme i spil.
Det er formentlig også derfor, Trump netop har afholdt et kraftigt publiceret rally i New York. De demokratiskvenlige medier i USA (og de danske medier med dr.dk i spidsen er naturligvis straks hoppet med på vognen) har forsøgt at ligestille det med et Hitler-rally i 1930 – den selvopdigtede forbindelse synes at være, at der var mange mennesker til stede.
Denne nazi-sammenligning har været brugt før af både demokrater i valgkampen; og den er fuldstændig absurd. Alligevel dukker den nu op overalt, ligesom Trump og alle hans vælgere nærmest konstant kaldes ”fascister” i selv store og engang respekterede amerikanske medier som CSNBC og CNN. Det virker simpelthen til at være strategien i denne sidste del af valget; at kalde republikanerne og især Trump de værste skældsord tilstrækkeligt mange gange – og så håbe, vælgerne begynder at tro på det.
Om denne ikke videre sympatiske tilgang virker, er dog tvivlsomt. Tiltroen til medierne i USA er generelt så lav i disse år, at det måske kan vise sig at få den modsatte effekt.
Passer meningsmålingerne denne gang?
I kølvandet på de seneste to præsidentvalg har meningsmålingsinstitutterne bagefter stået med røde ører. Ved begge valg spåede de klare og tydelige sejre til Hillary Clinton (i 2016) og til Joe Biden (i 2020). Og i begge tilfælde klarede Trump sig betydeligt bedre end antaget; hvilket især i 2016 gav demokraterne og især Hillary et traume, man nok aldrig rigtig kommer sig over.
Antagelsen er derfor blandt Trumps støtter, at han som noget næsten naturgivent klarer sig bedre end i meningsmålingerne. Det har derfor været udlagt som værende lettere katastrofalt for Kamala Harris, at de ligger side om side (med omkring 49% til hver).
Men selvom man ved de sidste to valg har kunnet konstatere Trumps evne til at overgå målingerne, er det ikke nødvendigvis sikkert, det automatisk sker igen. For valgudfaldene i 2016 og 2020 har været utrolig pinlige for meningsmålingsinstitutterne; og skal de bevare deres anseelse, er det vigtigt for dem, de denne gang rammer mere præcist. Derfor må man også antage, de har forsøgt at korrigere den ”målingsbias”, der tilsyneladende har eksisteret i forhold til Trumps vælgere.
Ved seneste større nationale valg i USA – kongresvalget (eller ”midtvejsvalget”) i 2022 – talte alle medier om en rød bølge; altså at republikanerne ville få fremgang overalt. Det skete bare aldrig, faktisk klarede demokraterne sig bedre, end målingerne havde spået. Skulle dette fænomen indtræffe igen, står Kamala Harris med en god chance for at blive USA's 47. præsident til januar.
Falder det derimod ud præcis som målingerne netop nu spår, er det vanskeligere at konkludere noget bestemt; der er således målinger i begge retninger. De vægtede gennemsnit tyder dog på en ganske lille overvægt af stemmer til Harris på landsplan – men til en sejr til Trump i det afgørende valgmandskollegium.
Dette medie, SpotOnUSA.dk, spår, baseret på vægtede målinger, tendenser og kandidaternes nuværende form, at Trump vil tage en valgmandskollegium-sejr på et sted mellem 293 og 312 valgmænd. Og at det nationale stemmetal vil blive nogenlunde lige; muligvis med en meget snæver margin i Kamalas favør.
Hvorvidt det så ender sådan – eller om målingsinstitutterne faktisk rammer plet – kan ingen vide på nuværende tidspunkt. Det er egentlig også ganske befriende at vide, at der stadig er en ubekendt X-faktor op mod alle valg.
Hvad sker der med Kongressen?
Amerikanerne skal d. 5. november stemme om meget mere, end hvem der skal være USA's 47. præsident. Også Kongressen går til valg – og her er der politisk set mindst lige så meget på spil.
Kongressen består af to kamre; Repræsentanternes Hus (bestående af 435 kongresmedlemmer valgt i forskellige distrikter fordelt efter antal på baggrund af staternes indbyggertal) og Senatet (bestående af 100 medlemmer – hver stat har præcis to hver, uanset indbyggertal). Repræsentanternes Hus-medlemmerne skal genvælges hvert andet år, mens Senatets medlemmer vælges for seks år ad gangen – med en indbygget forskydningsrotation, således at en tredjedel er til valg denne gang, næste tredjedel om to år, sidste tredjedel om fire år osv.
I Repræsentanternes Hus er der netop nu et snævert republikansk flertal (220 mod 212); flere målinger antyder, at flertallet kan tippe i demokraternes favør. Tidligere var det ikke ualmindeligt, at vælgere stemte på forskellige partier til præsidentvalg og kongressen; det er dog blevet sjældnere i nutidens mere opsplittede, næsten fjendtlige, politiske miljø. Ikke desto mindre vurderes det, at demokraterne har en god chance i flere af de tætte nøgledistrikter.
I det nuværende Senat sidder demokraterne snævert på flertallet (faktisk er der kun 47 demokrater mod 49 republikanere, men med 4 uafhængige, demokratisk-lænende kandidater tilknyttet deres blok sidder demokraterne på i alt 51 stemmer deri). Her synes målingerne til gengæld klart at favorisere et kommende republikansk flertal. Denne noget mere tydelige vurdering kommer sig af, at den tredjedel af Senatet, der denne gang er til valg, falder for størstedelens part i stater, hvor republikanerne står stærkt. Der er dermed en stor mulighed for et republikansk flertal.
Intet er dog sikkert i kongresvalgene. Det absolutte drømmescenarie, om man så er Harris eller Trump, er naturligvis et flertal for eget parti i begge Kongressens kamre. Derved ville det være langt lettere at gennemføre sin egen politik i lovgivningen.
Dette sker ind imellem i amerikanske politik, om end det hører til sjældenhederne. Det skal dog også siges – og denne del fanger de danske medier sjældent i deres USA-dækning – at det selv med et flertal i begge kamre kan være lidt mere kompliceret end som så. Kongresmedlemmerne vælges i meget forskellige stater med deres egne særegne distrikter. Politiske agendaer kan være helt forskellige fra f.eks. storbyområderne i det indre New York til de barske, vilde naturlandskaber i Montana eller Wyoming. Det er derfor heller ikke på nogen måde givet, at kongresmedlemmerne altid bare blindt stemmer i flugt med partiets linje.
Det opdagede Barack Obama eksempelvis de første to år af sin præsidentperiode (fra januar 2009 til januar 2011), hvor han faktisk havde demokratisk flertal i begge Kongressens kamre – men stort set intet fik gennemført pga. modstand fra genstridige medlemmer af sit eget parti (selvom den danske presse selvfølgelig bebrejdede republikanerne).
Det er alt andet lige naturligvis en enorm fordel for en siddende præsident, hvis partiets flertal kan findes i kamrene. Udfaldet af kongresvalget får derfor afgørende betydning for den siddende præsidents mulighed for lovgivning.
Det er dette medies vurdering, at senatsvalget formentlig vil falde ud til republikanernes fordel. Udfaldet i Repræsentanternes Hus er langt mere usikkert – men det bliver efter alt at dømme så tæt, at nogle få, snævre distriktsvalg kan blive afgørende.
For begge kamres vedkommende skal man dog huske, at der ret sjældent stemmes rent efter partilinjerne. Megen lovgivning i USA's kongres vedtages med stemmer fra begge partier efter lange og komplicerede forhandlinger, hvor stemmer ”købes” gennem løfter om alt fra broer bygget i den pågældende kongresmands distrikt til penge til bestemte politisk/ideologiske formål.
Præsidenter i USA er i høj grad i deres politiske virke underlagt Kongressens vilje til at lave lovgivning; præsidenter – hvad end de hedder Harris eller Trump – er altså ikke enerådende konger eller diktatorer, selv ikke med eget partis flertal i begge kamre.
Det er derfor til valget 5. november bestemt også værd at holde mindst ét øje på de mange valg til Kongressen.
Anders Næsby, oktober 2024
Tilføj kommentar
Kommentarer