Man kan sige meget om Donald Trump; men spilde tiden, det gør han ikke. De første par dage i jobbet som USA's 47. præsident har han således allerede leveret på mange af sine valgløfter, herunder at underskrive mere end 200 dekreter om alt fra indvandringspolitik og toldtariffer til olieboringer og historiske attentater.
Pressen – både den amerikanske og den danske – er helt som forventet gået totalt i selvsving. Og har tilsyneladende intet lært af mange års kontinuerlige og næsten totale kollaps i deres egen troværdighed. De bliver ved med at spinne samtlige historier og artikler ud fra samme, forudsigelige narrativ; Trump er dum og ond, og alt, hvad han foretager sig, er derfor i sin natur også dumt eller ondt.
Den danske USA-korrespondance og såkaldte eksperter undskylder sig fortsat med ”blot at videreformidle, hvad der er oppe i pressen i USA”; men synes helt ude af stand til at prøve eller ville forstå, at den amerikanske offentlige virkelighed er mere og andet end demokratisk-venlige medier som Washington Post, New York Times og CNN.
Naturligvis har der også i den danske presse været stor fokus på de bekymrende Grønland-meldinger, som Trump og hans søn allerede før indtrædelsen 20. januar begyndte at melde ud; at USA har intentioner om at købe eller måske endda med magt indlemme den store ø i Atlanterhavet.
Meldingen er selvsagt helt utilstedelig. Især med tanke på, at Danmark helt siden Den Kolde Krigs begyndelse fuldstændig har støttet op om ethvert amerikansk ønske om brug af og adgang til øen i geopolitisk og militært øjemed. Ydermere har vores støtte til amerikanske militære foretagender i det 21. århundrede været både omfattende (i forhold til Danmarks størrelse) og særdeles omkostningsfuld – det har ikke alene kostet milliarder, vi har i høj grad også betalt prisen i et stadigt stigende trusselsniveau fra navnlig den muslimske verden. For slet ikke at snakke om de alt for mange soldater, der har blødt for indsatsen i form af alvorlige skader eller endda med deres liv.
At et USA, der ser sig selv som et lys for den frie verden, indlader sig på at true en så nær og gennemloyal allieret – og taler om at overtage nationalsuverænt territorium mod vores vilje – må og skal naturligvis ikke accepteres af den danske regering. Denne har nu en sjælden chance for at vise danskerne, at der faktisk findes en smule rygrad et sted i SVM; navnlig efter det ynkelige knæfald forrige år med Koranloven efter nogle mellemøstlige trusler, der ikke tilnærmelsesvis var så alvorlige som disse.
Hvad der så faktisk kommer ud af hele krisen, står lige nu uklart. Både Stats- og Udenrigsministeriet åndende formentlig lettede op, da Trump slet ikke nævnte Grønland i sin indsættelsestale (men i stedet fokuserede på Panama-kanalen); og synes at have skruet en kende ned for den skarpe retorik, ligesom vicepræsident Vance i et nyligt tv-interview også afviste de mest grelle tolkninger af Trumps trusler. Men det sidste ord er helt sikkert ikke sagt i sagen.
Skulle man forsøge at se tingene fra amerikanernes synspunkt – og her er det vigtigt at forstå, at denne analyse deles af langt flere end blot Trump selv – så er de oprigtigt bekymrede for den alt for lempelige politik, Kongeriget Danmark i årtier har ladet rulle i forhold til deres eget grønlandske territorium; man har tilladt et ganske omfattende selvstyre (og man kan i høj grad stille spørgsmålstegn ved, hvor meget det har gavnet den grønlandske befolkning) – men det var aldrig meningen, at et stadig mere selvstændighedssøgende og Danmark-kritisk grønlandsk selvstyre også skulle få frie hænder i udenrigspolitiske beslutninger.
Amerikanerne frygter med rette, at fremmede magter – navnlig kineserne eller russerne – får fodfæste på øen. Noget, der faktisk var ved at finde sted for mindre end et årti siden, inden den danske regering fik lukket ned for det grønlandske selvstyres fuldstændig uansvarlige beslutninger. Og med den fortsatte snak på Grønland om snarlig total selvstændighed – som danske politikere af uforklarlige grunde blot står bovlamme og kigger på – er der en reel risiko for, at Grønland, der på ingen måde ville kunne klare sig længe i selvstændighed uden tilførsel af enorme finansielle tilskud, vil være til salg for enhver magt, der åbner pengepungen.
Grønlands geopolitiske og strategiske betydning er simpelthen for stor til, at USA kan lade noget sådant ske. Det er da også derfor, flere amerikanske præsidenter siden Anden Verdenskrig har forsøgt at købe øen; men man har i sidste ende stillet sig tilfreds med, at Danmark har givet sikkerhedsgarantier, herunder at åbne øen for amerikansk militær tilstedeværelse. Men nu har Danmark, i amerikanernes øjne, i alt for høj grad sluppet grebet om vort eget territorium. Og det åbner for en sikkerhedstrussel, som man ikke længere kan sidde overhørig.
Man kan i den forbindelse på ingen måde derfor udelukke, at en demokratisk administration under Kamala Harris ville have gjort sig klar til lignende handling omkring Grønland – om end det nok ville være blevet gjort på lidt mindre brovtende og lidt mere diplomatisk vis.
Opgøret med woke
Et andet sted, hvor Trump har taget øjeblikkelig handling på et af sine valgløfter, er på det område, der måske mere end noget andet har spillet en rolle i at skabe intern splid i USA de sidste 10-15 år; den lammende og fuldstændig skøre woke-ideologi.
Opgøret var egentlig allerede i gang på et kulturelt plan. Hollywood har på det seneste modvilligt måttet erkende, at det nok har været dårligt for forretningen at lægge sig ud med halvdelen af befolkningen og rette evindelige og alt for åbenlyse politiske pegefingre i stort set alle film og serier det seneste årti. Og stadig flere af de store virksomheder i USA er godt i gang med at afskedige deres DEI-afdelinger, der i årevis har forpestet medarbejderne med tåbeligt nonsens som ”mikroaggressioner”, ”kulturel appropriation” og evindelige kurser, hvor hvide medarbejdere skulle belæres om, hvorfor de alle var racister.
DEI-politikken har ikke alene vist sig ødelæggende for moralen og sammenholdet på arbejdspladserne – forskellige racer har simpelthen stadig mere holdt sig fra hinanden i frygt for at blive påduttet en eller anden racerelateret anklage – men det har ligeledes vist sig at være dårligt for forretningen (selvom den meget omdiskuterede McKinsey-rapport fra 2015 påstod det modsatte).
Firmaerne nærmest faldt over hinanden i det seneste årti for at hyre flest mulige ”udsatte grupper”, herunder raceminoriteter og forskellige LGBTQ-orienteringer på bekostning af kvalifikationer. Med det (ellers ret indlysende) resultat, at alt for mange ukvalificerede mennesker, der ikke havde noget som helst andet at byde på end en bestemt hudfarve eller køn, pludselig fik høje og magtfulde stillinger. Illusionen er nu endelig faldet sammen; og på tværs af USA fyres DEI-ansatte på stribe.
Præsident Trump har nu også med et dekret fyret samtlige offentlige DEI-medarbejdere i de nationale regeringskontorer; herunder tilføjet en (af den danske presse kraftigt udskældt) tilføjelse om en whistleblower-ordning, for at undgå at disse DEI-ansatte og chefer ikke blot på overfladen ændrer deres titler. I forlængelse hermed har Trump fastslået i et dekret, at det fremover er landets politik, at der kun findes to køn; mand og kvinde.
Alt dette skal forstås på to planer. Først og fremmest som et offensivt træk i den igangværende kulturkamp, der netop i disse år raser om USA's sjæl. Og ligeledes som en del af den enorme besparelse på de offentlige udgifter, som Trump har givet Elon Musk og Vivek Ramaswamy til opgave at føre ud i livet. Og hvorfor så ikke starte med de mest ubrugelige og pengeødslende af alle jobs.
Grænsepolitik og illegale indvandrere
Det nok mest omdiskuterede af Trumps dekreter handler om det politiske område, der fylder mere end noget andet overalt i Vesten; indvandringen.
I USA handler dette i høj grad om grænsen til Mexico mod syd, hvor Biden-administrationen, formentlig i en iver for at gøre alt modsat af Trump, løsnede grebet om grænsen og lod millioner komme ind; der tales om 15-20 mio. alene de seneste to-tre år. Især har problemerne med utallige illegale indvandrere – der således ikke har fulgt loven og søgt om opholdstilladelse – skabt en nærmest kaotisk politisk situation i hele USA. Ikke mindst på grund af de voldsomme ideologiske kampe, det har medført.
I årevis havde sydlige republikanske grænsestater som Texas og Florida forsøgt at udvise disse. Men som modsvar hertil erklærede flere store byer i demokratisk-ledede stater som New York og Illinois sig som såkaldte sanctuary cities og åbnede sig dermed for de illegale indvandrere. Resultatet har været en kraftig forøgelse af uro og kriminalitet, som har vendt også de demokratiske vælgere mod deres eget parti; og formentlig spillede en afgørende rolle i Trumps sejr 5. november. Ikke mindst efter historier om voldtægter og mord begået af illegale indvandrere, som de amerikanske myndigheder ovenikøbet vidste havde flere domme bag sig; men alligevel lod gå frit, og endda i nogle tilfælde utroligt nok betalte for at transportere rundt i landet. Dette var blandt andet tilfældet i den tragiske historie om den unge 22-årige sygeplejestuderende Laken Riley, som brutalt blev overfaldet og dræbt i februar 2024 – og som nu har lagt navn til den lov, republikanerne har præsenteret.
Immigration and Customs Enforcement (ICE) er derfor nu for alvor sat i arbejde; og er i færd med at indfange og derpå udvise de indvandrere, der opholder sig illegalt i USA. Mange demokrater er bemærkelsesværdigt stille – formentlig ud fra en forståelse af, at et klart flertal af vælgerne ønsker denne politik gennemført. En gruppe af de mest venstreorienterede – især i den såkaldte The Squad-gruppe med Alexandria Ocasio-Cortez i spidsen – råber dog voldsomt op om de uretfærdigheder, de mener der her begås.
Ocasio-Cortez (som den danske presse har en sær forkærlighed for) dummede sig dog gevaldigt, da hun i en nylig kongreshøring påstod, at det var unfair at smide dem ud, da de illegale indvandrere, ifølge hende, ikke havde gjort noget ulovligt. Donald Trumps nyudnævnte såkaldte border czar, den 63-årige Tom Homan, replicerede hertil ganske køligt, at kongreskvinden tydeligvis ikke vidste, hvad ordet ”illegal” faktisk betyder.
Der skal nok ske meget på dette følelsesladede politiske område den næste tid, og der kan sagtens komme mange tårevædede historier frem, der kan ændre diskursen. Men indtil videre er der i den brede amerikanske befolkning ganske stor støtte til gennemførelsen af en af de mest drastiske repatrieringer i den vestlige verdens nyere historie.
Historien og Amerikas storhed
Et af de områder, den danske presse har interesseret sig mest for, har baggrund i Trumps indsættelsestale, hvor han annoncerede, at USA skal holde op med at skamme sig over sin fortid. Og at Nordamerikas højeste bjerg i den forbindelse igen skal kaldes Mt. McKinley (opkaldt efter USA's 25. præsident, William McKinley).
Det medførte straks en række rasende artikler i medier som DR, Politiken og Jyllandsposten (som ellers engang kunne kaldes en nogenlunde fornuftig borgerlig avis), hvor man valgte at frame historien således, at Trump her spillede på alle white supremacy-tangenter, nedgjorde den oprindelige befolkning i Alaska – der kalder bjerget Denali – og vist nok også gjorde klar til at genoplive det gamle begreb om Manifest Destiny, som navnlig i 1800-tallet spillede en vigtig rolle i USA's ekspansion; at amerikanerne var guddommeligt determinerede til at underlægge sig store dele af verden.
Det lykkedes i den forbindelse d. 21. januar 2025 Jyllandsposten at offentliggøre en artikel om bjerget, hvori professor Jørn Brøndal – der trods en ph.d. i amerikansk historie først og fremmest brillierer i altid at tage fejl i sine analyser – citeres for at påstå, at dette er ”en klar besked til alle hvide amerikanere”. Altså at der på en eller anden måde med omdøbningen gøres klart til at genskabe et hvidt overherredømme over Amerika; hvorefter historien naturligvis fulgtes op med flere citater og artikler om Trumps påståede racisme.
Det er præcis den slags fordrejning af alting, der gør, at stadig flere fravælger pressen som objektive kilder til nyheder. For den samlede danske presse overser igen her, bevidst eller ubevidst, det egentlige grundlag for Trumps ønske om genetableringen af navnet Mt. McKinley (som det i øvrigt hed helt frem til 2015, hvor Barack Obama til pressens udelte begejstring ændrede det): At amerikanerne – og det gælder også mange demokrater – er trætte af konstant at skulle undskylde for deres egen kultur og historie. USA har historisk begået fejl og slette handlinger, det er hævet over enhver tvivl. Men der er også mange storslåede momenter og bedrifter, som amerikanerne kan og bør være stolte af.
Navnlig de sidste 10-15 år har den mest ekstreme del af woke-politikken fuldstændig overtaget det historiske narrativ; og i den forbindelse er enhver historisk begivenhed, som amerikanerne ellers tidligere kunne hylde i fællesskab, blevet udskammet og fordrejet i en grad, så mange i USA næsten er blevet bange for deres egen kulturelle skygge.
De samme tendenser ses i øvrigt i både Europa og Danmark, om end ikke i så udpræget og ensporet grad, som det har været tilfældet i USA.
Men noget er skiftet drastisk den seneste tid. Det skyldes ikke udelukkende Trumps genvalg, om end hans sejr nok i høj grad hænger sammen med tendensen; folk er trætte af at undskylde for egen fortid. Og trætte af at skulle se historien gennem en forskruet og selvhadende raceprisme.
Derfor skal Trumps bekendtgørelse også ses som et ønske om, at amerikanerne igen kan hylde deres egen historie, som – på godt og ondt – har formet den nation, de i dag tilhører. Man kunne ønske, de danske politikere, pressefolk og meningsdannere for en stund kunne se igennem deres uhæmmede Trump-aversion og faktisk lære noget af denne symbolske udmelding.
Mordene på Kennedy-brødrene og Martin Luther King
Noget af det mest opsigtsvækkende og interessante – om end ikke synderligt aktuelle – blandt Trumps mange annonceringer, er løftet om snarest at give offentligheden adgang til de mange endnu hemmeligholdte og klassificerede dokumenter omkring tre meget berømte og omdiskuterede drab i 1960’ernes USA: John F. Kennedy i 1963 og Martin Luther King og Robert Kennedy i 1968.
Navnlig det første af disse har været diskuteret stort set lige siden, og der florerer endnu utallige konspirationsteorier om det seneste præsidentdrab i landets historie. Som bekendt er den officielle forklaring stadig, at den undseelige Lee Harvey Oswald var den eneansvarlige morder. Hvad han evt. selv vidste eller havde af alternative forklaringer, tog han med sig i graven, da han selv blev skudt og dræbt to dage senere af Jack Ruby, en natklubejer med mafiaforbindelser.
Teorierne har dog i årevis gået på, at der var langt stærkere kræfter involveret i drabet; fra mafiaen, til det militærindustrielle kompleks, FBI og CIA. Skulle det sidste vise sig at være korrekt, ville det naturligvis udløse et decideret ramaskrig – og formentlig blive et banesår for disse institutioner. Også selvom ingen af de dengang ansvarlige endnu er i live.
Mere realistisk er det nok, at dokumenterne måske vil skuffe de mange konspirationsteoretikere. For der kan være utallige grunde til hemmeligholdelsen af dokumenterne, og det behøver ikke at have noget at gøre med medskyldighed. Nogle dokumenter KAN måske heller ikke fuldstændig frigives, da de indeholder materiale, der vil belaste det amerikanske efterretningssystem; herunder at angive navne på spioner, angivere og samarbejdspartnere. Og det ville selvsagt være helt absurd, selv så mange år efter, at offentliggøre sine egne hemmeligheder på denne måde.
Når alt det er sagt, vil historikere og konspirationsteoretikere kaste sig over det frigivne materiale med glubende interesse; og ethvert dokument vil utvivlsomt blive nærstuderet den kommende tid. Måske der endelig kommer afgørende nyt frem om det måske mest omtalte drab i verdenshistorien.
Noget af det samme kan siges om de to andre drab, hvis dokumenter nu offentliggøres; Robert Kennedy og Martin Luther King. Begge drab har også været heftigt diskuterede, og der eksisterer i begge tilfælde flere alternative teorier. F.eks. tror mange af Dr. Kings nærmeste IKKE på, at den ellers dømte hvide ekstremist James Earl Ray begik drabet alene – eller overhovedet stod bag det.
Ligeledes indeholder Robert Kennedy-drabet også overraskende mange mystiske omstændigheder; selvom der efterfølgende – ligesom i King-drabet – blev fanget og dømt en enlig morder, i dette tilfælde palæstinenseren Sirhan Sirhan.
Hvad der kommer ud af alt dette, bliver særdeles spændende at følge, hvis Trump rent faktisk gennemfører en fuld offentliggørelse af alle hemmeligstemplede dokumenter. For selvom det mest sandsynlige som nævnt er, at der ikke kommer afgørende nyt frem, så er der også en chance for, at USA og hele verden får sig en voldsom overraskelse.
Anders Næsby, januar 2025
Tilføj kommentar
Kommentarer