Mandag d. 19. maj brød den triste historie i de amerikanske medier om, at landets nu forhenværende præsident Joe Biden er diagnosticeret med en aggressiv form for prostatakræft. Meget sigende for den nuværende offentlige diskurs i USA fløj der nærmest øjeblikkeligt mere eller mindre usmagelige historier på sociale medier om, at det blot var opdigtet; et kynisk spin for at få indhyllet hans skrantende renommé i sympati.
Historien er dog efter alt at dømme sand. Biden er formentlig kræftsyg, og det er ifølge flere medicinske eksperter sandsynligt, at sygdommen med tiden kan koste ham livet.
Skeptikerne har ikke desto mindre en pointe i, at offentliggørelsen af diagnosen – som næppe kan have været helt ny viden for Biden eller folkene omkring ham – virker bemærkelsesværdigt belejlig.
Den falder således præcist sammen med, at helt andre diskussioner om Bidens helbred er eksploderet i USA; med en sådan kraft, at både den demokratiske og den republikanske presse for en gangs skyld er fuldstændig enige om, hvad den vigtigste historie er. Selv Donald Trump er helt undtagelsesvis reduceret til en birolle, alt imens en af den nyere tids største politiske skandaler rulles ud for åben skærm.
For der er næppe nogen tilbage i den amerikanske offentlighed, der længere tror på, at gamle Joe ikke som minimum var slemt kognitivt svækket i sin præsidenttid – og nok nærmere decideret dement.
Hvor længe historien kører, og hvor meget den politiske lavine vil rive med sig, er indtil videre ikke til at sige. Men der er næppe tvivl om, at en del magtfulde og indflydelsesrige personer må ryste gevaldigt i bukserne og med rette frygte den tiltagende storm. For det er intet mindre end grotesk, hvad der har fået lov at finde sted; og endda åbenlyst foran og med villig medvirken af den presse, der ellers elsker at se sig selv som selve demokratiets aldrig slumrende vagthund.
Baggrunden er en række bøger, der på det seneste er udkommet (eller snart udkommer) om det omfattende cover up om Joe Bidens sande helbredstilstand – ikke mindst hans kognitive forfald og tiltagende demens – i sit præsidentembede. Den klart mest omtalte af disse, med titlen ”Original sin”, er skrevet af Alex Thompson og CNN-værten Jake Tapper.
Heri afdækker de to skribenter, efter samtaler med hundredvis af insider-kilder fra Det Hvide Hus i tiden fra januar 2021 til januar 2025, hvorledes de republikanske mediers historier om Bidens forfald ikke alene var korrekte; men at det faktisk stod endnu mere grelt til, end selv de mest kritiske røster overhovedet havde forestillet sig.
Der fortælles om kabinetmøder, hvor præsidentens ministre sad chokerede tilbage efter mumlende og usammenhængende nonsens fra deres og USA's øverste chef; om sikkerhedsmøder i The Situation Room med militærets ledende såkaldte joint chiefs, hvor Biden knap vidste, hvor han var; og om utallige medarbejdere i Det Hvide Hus, der blev bedt om at holde mund efter interaktioner på gangene med deres forvirrede, fortabte og totalt åndsfraværende præsident.
Bogen har fået ros for at være veldokumenteret, dybdegående og såvel interessant som decideret skræmmende. Det siger næsten sig selv, at de to skribenter da også efterfølgende har været interviewet og citeret af næsten alle større medier i USA.
Navnlig Jake Tapper er dog efterfølgende også blevet angrebet fra flere sider; en del klip florerer således netop nu, hvor han som vært på CNN gentagne gange helt indtil for omkring et års tid siden kategorisk har benægtet enhver snak om Bidens helbred og endda hånligt affejet enhver, der har stillet spørgsmålstegn derved.
Retfærdigvis skal det her siges, at Tapper har været ude offentligt at undskylde for sin egen pinlige rolle som journalist gennem alle disse år i benægtelse. I den forbindelse har han personligt undskyldt til Lara Trump, republikansk politiker og Donald Trumps svigerdatter, for et nu berømmet interview i 2020, hvor han på svært arrogant vis affejede hendes påstande om, at Biden formentlig var mentalt svækket.
Tapper har derved rent faktisk vist en smule rygrad og ansvarsfølelse. Modsat de utallige af hans kolleger i de amerikanske medier, som hele vejen har deltaget velvilligt i løgnen om Bidens tilstand; og som nu – efter bøgernes offentliggørelse – ganske hyklerisk spiller overraskede og forargede over, at Det Hvide Hus har skjult præsidentens tilstand.
Den danske presse kan naturligvis heller ikke sige sig fri fra ansvar. Her dækker man sig som altid ind under den efterhånden tyndslidte undskyldning om, at ”man jo blot vidererapporterer, hvad pressen skriver om i USA”.
Selv uden den vigtige tilføjelse om, at danske journalister som altid kun viderebringer historierne fra de demokratiskvenlige amerikanske medier, må man også dertil understrege, at de har gjort sig skyldige i en ufatteligt selektiv opfattelse af virkeligheden: De havde således som alle andre set Biden vælte rundt, fare vild på scenen, give hånd til ikkeeksisterende mennesker og hans snøvlende, usammenhængende tale – men de har alligevel, som deres kolleger i USA, ladet som om, han nok bare havde jetlag, stammede som barn, var forkølet eller hvilken bekvem undskyldning, man nu har ladet viderebringe.
Pinligt er ikke længere et stærkt nok ord til at beskrive de danske mediers generelle dækning af denne sag i særdeleshed og amerikansk politik i almindelighed.
Hvem styrede egentlig USA under Joe Biden?
Pressen har deres egne og ganske dybe problemer i denne tid. En i forvejen skrantende troværdighed har med den mangelfulde Biden-dækning fået endnu et dybt slag; og man kan da om ikke andet håbe, at den begyndende selvkritik i medierne – bl.a. efter at den indflydelsesrige talkshowvært John Stewart har raset mod deres totale inkompetence den seneste uge – faktisk vil føre til en egentlig selvransagelse oven på en af alle tiders mest groteske kollektive mediesvigt.
Der er dog også andre i USA, der netop i denne tid får rettet søgelyset mod sig. Og her kan der være tale om mere alvorlige problemer end tab af troværdighed og anseelse. For det er på ingen måde utænkeligt, at forbrydelser af den meget alvorlige slags er blevet begået af topfolk i Det Hvide Hus i deres vedvarende og systematiske bestræbelser på at skjule præsidentens tilstand.
Det udgør således et meget alvorligt juridisk og konstitutionelt problem, hvis præsidenten fysisk eller mentalt er ude af stand til at varetage sine opgaver. Det er blandt andet derfor, Kongressen i 1967 vedtog Det 25. Forfatningstillæg – et tillæg designet specifikt til situationer som Joe Bidens svækkede præsidenttid; i hvert fald de sidste par år af den.
I en situation, hvor kabinettet og vicepræsidenten vurderer, at en præsident f.eks. er kognitivt voldsomt hæmmet – og det MÅ man have været vidende om – har man ifølge tillæggets stk. 3 reelt pligt til at aktivere en overtagelse af præsidentens magt. Ved ikke at gøre dette har kabinetsmedlemmer, kongressens ledelse og vicepræsident Kamala Harris gjort sig skyldig i pligtforsømmelse; og det er ganske alvorligt, når der er tale om ledelsen af verdens mægtigste land.
Interessant nok går der også stadig flere historier om, at Bidens nærmeste rådgivere i stadig større grad simpelthen har gemt ham væk, selv fra regeringsmedlemmer og vicepræsidenten, for at skjule den sande og fremskredne svækkelse. I så fald har disse rådgivere gjort sig skyldige i grov tilsidesættelse af deres pligter; for Kongressen skal informeres, hvis præsidenten er svækket; og da især, hvis det er vedvarende og tiltagende. Det er dog svært at tro, at så mange ledende kabinetsmedlemmer så længe kan have været uvidende om noget så vigtigt.
Interessant er det, at Biden, navnlig i sin sidste regeringstid, underskrev usædvanligt mange dekreter og love – herunder en lang række præsidentielle benådninger af sine nærmeste – som nu alle, med tanke på Biden faktiske tilstand, må granskes meget kritisk. Anede han overhovedet, hvad han skrev under på? Og skrev han faktisk selv under, eller brugte hans folk blot den såkaldte autopen? For i så fald taler vi ikke blot om pligtforsømmelse og løgne, men om ulovlig tilraning af præsidentiel magt og beføjelser. Måske endda et decideret statskup.
Det skal her påpeges, at vi, når det kommer til offentlige oplysninger om præsidenters tilstand, er inde på et vanskeligt politisk og juridisk territorium. En præsidents helbredsmæssige tilstand skal oplyses til kongressen og befolkningen; det er bl.a. også derfor, han modtager kontinuerlige helbredstjek, og at indholdet af disse bekendtgøres til pressebriefinger. Men det siger samtidig næsten sig selv, at det ville skabe alt for megen panik på eksempelvis aktiemarkederne, hvis enhver mindre lidelse – fra forkølelse til mild coronavirus – straks blev delt med verden.
Samtidig er der flere historiske eksempler på, at mere seriøse helbredsproblemer ikke bare uden videre er blevet offentliggjort og først er blevet kendt i deres fulde omfang mange år senere. Af disse er især to tilfælde berømte: Woodrow Wilson blev ramt af et alvorligt slagtilfælde i oktober 1919, og det kom først langt senere frem, hvor alvorligt det havde været. Hans kone Edith kørte mere eller mindre landet det næste års tid sammen med hans kabinet. Det var muligvis gjort i bedste mening for både landets og husbondens bedste – men det var ikke desto mindre en klar overtrædelse af forfatningens rammer.
Disse var ikke dengang så klart definerede, i hvert fald på dette specifikke punkt; Det 25. Forfatningstillæg blev først vedtaget i 1967.
Et lidt nyere tilfælde var attentatforsøget mod Reagan i marts 1981, som meget nær kostede ham livet. Han var alvorligt svækket i flere måneder derefter. Men offentligheden fik blot det indtryk fra folkene omkring præsidenten, herunder hustruen Nancy, at han kun var overfladisk ramt og snart på benene igen. Når de handlede som de gjorde, skyldtes det primært en frygt for at fremstå svækket, ikke mindst omkring lederskabet, over for Sovjetunionen i en tid, hvor Den Kolde Krig virkelig var højspændt og bekymrende nær at blive ”varm”.
Både Wilsons og Reagans folk gik utvivlsomt for langt i deres forsøg på at skjule præsidenternes helbred. I begge tilfælde kan man samtidig i nogen grad undskylde dem med, at præsidenterne var i bedring efter alvorlige anslag; og at man oprigtigt forventede, de begge ville komme sig fuldstændigt igen. Det præcis modsatte er tilfældet med Joe Biden. Hans helbred blev kun værre, og folkene omkring ham kunne umuligt have været uvidende om det.
Historierne om de tilsyneladende utallige episoder, hvor Biden har været fuldstændig fra den, vælter da også frem i disse dage; fra medarbejdere i Det Hvide Hus, der tilsyneladende gerne vil fortælle, hvad der faktisk foregik på magtens højeste tinder – og det er temmelig rystende.
Til trods for præsidentens åbenlyse forfald, havde man ikke desto mindre blandt folkene omkring Biden helt ubegribeligt og virkelighedsfjernt snakket sig ind i en fortælling om, at han ikke alene sagtens kunne sidde perioden ud; men oven i købet også genvælges i 2024 – og her er det vigtigt at huske, at han allerede var blevet valgt af partiet i primærvalgene i 2024 og ville være stillet op mod Donald Trump i november samme år, hvis ikke maskefaldet havde været så totalt efter den famøse debat i juni 2024.
Hvordan de på nogen måde havde forestillet sig, dette ville være forløbet, hvis Biden på en eller anden måde havde vundet valget i november 2024 – og nu derved ville være i gang med sin anden præsidentperiode – kan man simpelthen ikke begribe. Men man havde tilsyneladende en plan om at styre landet med en dement figur i spidsen; en potemkinkulisse uden indhold som leder af den vestlige verden i en tid, hvor sikkerhedspolitikken hele tiden synes at blive mere skræmmende udfordrende.
Det er mildest talt fuldstændig bizart. En skandale, der forhåbentlig vil blive husket af historien som en vej, der aldrig igen må betrædes.
Lidt det samme kan siges om pressens ageren gennem flere år i hele denne farce; her er det dog nok trods alt for optimistisk at tro, at de vil lære noget som helst. Det ville i så fald være en enestående begivenhed i nyere pressehistorie.
Anders Næsby, maj 2025
Tilføj kommentar
Kommentarer