På den konservative amerikanske højrefløj har udtrykket TDS et stykke tid floreret, når man kommenterede på liberale mediefolks dækning af Donald Trump. Akronymet dækker over ordene Trump Derangement Syndrome – altså en form for mental lidelse, der gør det umuligt at vurdere objektivt og realistisk, når det kommer til den siddende præsident.
Begrebet er naturligvis mest opfundet som en joke; en ganske lunefuld måde at kommentere på de venstreorienterede mediers ofte helt absurde udlægninger af, hvad Trump mener, siger og gør. Men når man følger både de demokratiskvenlige amerikanske mainstreammedier – og deraf også deres danske kolleger og ”USA-eksperter”, der altid udlægger tingene på præcis samme måde – bliver man mere og mere overbevist om, at der reelt er noget om diagnosen. Og at store dele af den vestlige journaliststand ganske enkelt ikke længere er i stand til at udføre deres arbejde på bare nogenlunde tilfredsstillende måde, når det kommer til deres hadeobjekt nummer ét.
For det er altså ret vildt, hvordan alting skal fordrejes udi absurditeter, hver gang Trump er involveret. Deraf vurderes alle hans politiske tiltag som værende enten idiotiske eller direkte onde; hvilket f.eks. tydeligt ses i forbindelse med hjemsendelserne af de illegale indvandrere i USA. Her har danske ”eksperter” uden at ryste på hånden sammenlignet det med 30’ernes tyske politik – men helt ignoreret det faktum, at eksempelvis den svært beundrede demokrat Barack Obama i sin tid som præsident hjemsendte ikke færre end 3 mio. af slagsen; altså langt flere, end Trumps ICE-agentur både har hjemsendt og agter at hjemsende.
Dertil kommer, at amerikanerne i ganske markant grad støtter hjemsendelserne. Selv blandt demokratiske vælgere viste en nylig meningsmåling, at over 70% støttede at hjemsende folk, der befandt sig illegalt i landet. Hvilket da også er en ganske logisk konklusion at nå for langt de fleste mennesker.
TDS-fænomenet har også været tydeligt at se i forbindelse med Trumps nylige delvise nedrivning og genopbygning af en fløj i Det Hvide Hus. Noget lignende er sket utallige gange i bygningens historie (den blev oprindelig indviet i år 1800), og en del forskellige præsidenter har således gennem årene sat deres præg på den. Således er f.eks. den berømte West Wing – altså afdelingen hvor den politiske stab arbejder – udbygget mange gange, simpelthen fordi antallet af ansatte i den politiske sektion er vokset støt gennem årene.
Ingen i den danske presse har nogensinde interesseret sig for Det Hvide Hus-ombygninger før; og med rette, for det er uendeligt uinteressant. Men nu, hvor Trump vil tilbygge en balsal (hvilket i øvrigt giver fin mening at have i tilbygning til præsidentboligen) udlægges det af den danske presse, som var det er alt fra unødvendig luksustilbygning fostret af en narcissistisk eneherskers selvpromovering til en saftig lignelsesmetafor for nedrivningen af selve demokratiet.
Det er, som det så ofte er tilfældet i nutidens presse, fuldstændig absurd.
Israel og fredsaftalen
En af de foregående ugers mest opsigtsvækkende historier i verdenspolitikken var Trump-regeringens offentliggørelse af en fredsaftale i konflikten mellem Israel og Hamas, der har stået på siden det bestialske terrorangreb mod Israel d. 7. oktober 2023. En aftale, der fik alverdens diplomater og kommentatorer til at spærre øjnene op. For selvom ingen betvivler, at der stadig er uendelig lang vej i dette betændte område til en mere varig fred, så var det faktisk ganske opsigtsvækkende, hvad man indledningsvist formåede; især frigivelsen af stort set alle de resterende levende gidsler blev hyldet i Israel som et diplomatisk svendestykke.
Og siden da har selv Trump-kritiske medier i USA måttet erkende, at det var en ganske imponerende bedrift; som utallige eksperter ellers havde benægtet på nogen måde ville være mulig.
De danske medier kunne naturligvis ikke nære sig og benægtede hårdnakket, at nogen som helst ros skulle kastes Trumps vej. Straks kastede danske ”eksperter” sig ud i lange forklaringer om, hvorfor aftalen faktisk slet ikke er lavet for andre end Trumps eget ego. Og at freden jo bestemt ikke er sikret. Og det er da for så vidt korrekt, at en egentlig fred har lange udsigter; tanken om at palæstinensere og israelere på et tidspunkt skulle leve ved siden af hinanden i harmoni er nok ret utopisk. I øvrigt har Trump-administrationen heller aldrig påstået, at alt nu var ordnet.
Men samtidig er det hævet over enhver diskussion, at Trump med denne aftale er nået meget længere, end nogen troede var muligt. F.eks. er det faktisk lykkedes at få en lang række af de omkringliggende arabiske stater til at støtte op bag – og dette nybrud er én af de vigtigste grunde til, at netop denne aftale på sigt faktisk har potentiale til at lede til noget. Det pres, disse stater kan lægge på Hamas i særdeleshed og palæstinenserne i almindelighed kan reelt gøre en forskel (selvom det naturligvis skal siges, at vejen endnu er lang; og har denne konflikts historie lært os noget, så er det, at der altid kan opstå nye forhindringer).
Men alene med frigivelsen af de levende israelske gidsler er der opnået en enorm triumf, som fejres åbent i Israel i disse dage og uger. Selv de mest Trump-hadende mediefolk i USA på kanaler som CNN og MSNBC har måttet erkende, at aftalen overordnet set er et flot stykke arbejde.
Det samme gælder dog selvfølgelig ikke for de danske medier, der er så fastlåst i deres opfattelse af Trump som det mest modbydelige og ubegavede menneske i verden, at man simpelthen kollektivt nægter at give rosende ord for noget som helst.
No Kings-demonstrationerne
De seneste par uger har snakken i USA – og derfor også de danske medier – fokuseret på de omdiskuterede ”No Kings”-demonstrationer, som demokraterne har været med til at planlægge i en lang række storbyer på tværs af USA.
Demonstrationerne fik ikke helt det omfang og fylde, arrangørerne havde håbet på; men der var dog alt i alt ganske mange mennesker på gaderne på tværs af landet. På overfladen kan det derfor se nogenlunde vellykket ud som den folkelige protest mod Trump-administrationen, flere medier har forsøgt at udlægge det som.
Der skal dog ikke kradses ret meget i overfladen før de underliggende problemer begynder at komme til syne. Ud over at der findes utallige klip på sociale medier af deltagende demonstranter, der har mere end svært ved at formulere, hvad de egentlig demonstrerer mod, er det også fra et objektivt synspunkt en ret bizar præmis for en demonstration. Simpelthen fordi der ikke er, og heller ikke kommer, en konge i USA. Det ville svare lidt til at afholde en ophidset og omfattende ”No Presidents”-demonstration i nutidens Danmark.
De danske medier har naturligvis jublet over demonstrationerne; og ser det stort set ensidigt som en bekræftelse af deres eget endimensionelt negative syn på Donald Trump. Med lettelse og nyfunden optimisme kan man derved holde fast i sin egen ønsketænkning; at befolkningen i USA i samlet græsrodsflok vil rejse sig mod den forhadte diktator. Reelt er det dog ikke meget mere end det; ønsketænkning og luftkasteller.
Kun én dansk USA-kommentator har været kritisk omkring ”No Kings”-demonstrationerne; Mirco Reimer-Elster. Han udtrykte således i uge 44 både på Tv2 og i Jyllandsposten, at hele fundamentet for demonstrationerne ikke alene er meningsløst. Men ydermere – og vigtigere – udstillede de reelt mere Det Demokratiske Partis totale apati og mangel på evne til rigtig at fange amerikanerne.
For selvom det næsten ikke burde være muligt, er partiets tilslutning i nylige målinger faktisk faldet yderligere. Dette skyldes givetvis også en række andre ting; men hvad demonstrationerne også, helt sikkert utilsigtet, afslørede, var, at partiet – her næsten et år efter det forsmædelige præsidentvalgnederlag i november 2024 – endnu ikke har fundet et fælles fodslag eller sågar blot en fælles fortælling. Ud over den allerede alt for velkendte om, hvor forfærdelig en person Donald Trump er.
Men det bør være børnelærdom for politiske partier – og da ikke mindst ét med så stor og hæderkronet historie bag som Det Demokratiske Parti – at man ikke i længden vinder hverken tilslutning eller valg på negative fortællinger. Man kan godt for en stund enes om at bekæmpe noget (i dette tilfælde Donald Trump); men man må og skal også fortælle vælgerne, hvad man selv vil, går ind for og har ambitioner om at skabe. Det er de amerikanske vælgere ikke i tvivl om hos Trump og republikanerne, hvad end man så mener om disse visioner. Men det er langt mere uigennemskueligt hos demokraterne.
Faktisk har partiet næppe været mere fragmenteret og opsplittet end i tiden op mod Borgerkrigens udbrud i 1861. Dengang var det modstridende holdninger til slavespørgsmålet, der tvang partiet i knæ indefra – og da gik der årtier, inden man endelig kom på benene igen.
Mange, herunder nærværende medie SpotOnUSA.dk, havde håbet på og antaget, at nederlaget i 2024 måske kunne have samlet de mange interne fraktioner; og at man dertil begynde at søge tilbage mod moderationen efter det sidste årtis vandring mod tossede ekstremer på venstrefløjen. Utroligt nok synes det modsatte at være sket – og partiet er om muligt i sine udtalelser, valg af kandidater og politiske stunts blevet endnu mere rabiat. Vælgerne bryder sig bare ikke om det og forlader derfor partiet i stadig rindende strømme.
Anders Næsby, oktober 2025
Tilføj kommentar
Kommentarer