Attentater og konspirationer

Lørdag d. 25. april, under den såkaldte White House Correspondents Dinner, udsattes den amerikanske præsident Donald Trump endnu en gang for et attentatforsøg, det tredje hvor skud blev affyret på under år (yderligere tre attentatforsøg skulle i samme periode være blevet forhindret af politiet og Secret Service i sidste øjeblik).

Denne alvorlige begivenhed blev, som det efterhånden er normen i vor bizarre samtid, kommenteret på alle mulige måder på sociale medier: En del fejrede det, andre begyndte straks at påstå, at Trump selv havde iscenesat det (denne del vil vendes senere i artiklen) og nogle sørgede mest over, at det ikke lykkedes gerningsmanden at ramme.

Heldigvis var der dog også ganske mange, der med rette fuldstændig og uforbeholdent fordømte noget, som vi indtil for ganske få år siden alle var enige om at fordømme mod politiske ledere – hvad end man så personligt mente om deres politik.

Helt så ensidig en fordømmelse kunne den danske presse naturligvis ikke hive sig op til. Utallige snakkehoveder sad således de følgende dage og udtalte sig om, hvordan tonen i den amerikanske debat sandelig også er blevet slem – og at Trump jo har skabt denne grimme tone (underforstået; at han nok selv er skyld i det). Andre skyndte sig at advare om, at præsidenten nu ville kunne bruge dette angreb på sit liv på at kritisere og slå ned på demokraternes retorik – igen vendes tingene bemærkelsesværdigt hurtigt på hovedet ved at Trump, i hvert fald indirekte, udpeges som skurken.

Man er således også i den danske presse på nippet til at gå helt ud på samme konspiratoriske planke som Moderaternes altid verdensfjerne europaparlamentsmedlem Stine Bosse, der så sent som to dage før lørdagens attentat på sociale medier udtrykte, at hun da bestemt også mente, at Trump selv havde iscenesat det mest alvorlige attentat mod sig; altså i Pennsylvania d. 13. juli 2024 (hvor han dog ikke var præsident).

Denne absurde teori har siden floreret livligt på SoMe-sites overalt i verden, og det er ganske bemærkelsesværdigt, hvor mange der i blindt Trump-had faktisk er villig til at falde for noget sådant. Og altså ikke bare i kredse for mere eller mindre tilfældige internettrolde og paranoide enspændere. For også enkelte medlemmer af Det Demokratiske Parti har antydet samme narrativ; og nu altså europæiske politikere som Stine Bosse.

Det ændrer dog ikke på, at det er usædvanligt tåbeligt – selv efter Stine Bosse-standarter. Ikke alene blev Trump i Virginia i 2024 skudt i øret; tre tilskuere bag ham blev også ramt. To af disse blev alvorligt sårede. Den sidste døde øjeblikket, da en patron fra den kraftfulde riffel flækkede hans kranium lige før øjnene af hans datter.

Med andre ord; i den fantasiverden, som Stine Bosse befinder sig i, er Donald Trump kynisk nok til ikke alene at opstille og udføre et så vildt scenarium – og bogstaveligt talt lade rigtige patroner flyve om ørerne på sig – men altså også reelt tage livet af tilfældige tilskuere. Antageligt for sådan virkelig at lægge tryk på den dramatiske effekt.

Det er svært at opliste de uendelige grunde til, at denne ”teori” på ingen som helst måde giver mening; men den slags detaljer afholder normalt heller ikke Stine Bosse i at ytre sine tåbeligheder.

Langt mere bekymrende er det at se, hvor forrået en reaktion attentatet har medført i den amerikanske medie- og kendisverden. Ud over at der findes et utal af almindelige demokratisk-lænende mennesker, der rent ud sagt benægter, at begivenheden overhovedet har fundet sted, runger det også voldsomt, hvor hurtigt man i brede kredse begyndte at gøre grin med det og endda i flere tilfælde hånede præsidenten.

Mest opmærksomhed har den ubegribeligt usjove late night-vært Jimmy Kimmel fået; ligesom efter Charlie Kirk-drabet har han modtaget megen kritik blandt konservative for at joke med det nylige attentat. Dertil er en ret upassende joke, han fortalte foran first lady Melania Trump i forrige uge, hvor han kaldte hende ”den kommende enke”, igen blevet kritiseret. Specielt vittig var kommentaren på ingen måde i forvejen; nu fremstår den om muligt endnu mere kvalmende.

En lang række andre demokratisk-lænende meningsdannere og pressefolk har i bedste fald kun i meget vage vendinger fordømt attentatforsøget på præsidenten – og herudover florerer et utal af videoer på sociale medier, der simpelthen støtter skud mod den forhadte Trump; og mest beklager sig over, at det ikke lykkedes den 31-årige Cole Tomas Allen at ramme mere præcist.

Netop denne attentatmand – der nu er i politiets varetægt og formentlig står foran en meget lang fængselsdom – er et interessant studie af den ubegribeligt hadefulde stemning og splittelse, der præger USA i disse år. Selvom alle detaljer om ham endnu ikke er kommet frem, synes han at være en på overfladen almindelig mand; underviser, nogenlunde almindelig uddannelse og uden de store pletter på straffeattesten.

Medierne har naturligvis med interesse gennemlæst hans tidligere SoMe-opslag – og her syder og bobler det med vrede og had mod republikanerne i almindelighed, og Trump i særdeleshed. Hvilket desværre er et mere og mere almindeligt syn hos ellers på overfladen normale mennesker i USA.

Alt dette har naturligvis også genvakt debatten om den tone og de ytringer, der plager den amerikanske politiske scene og offentlighed. Og bebrejdelserne går derfor også mod indflydelsesrige demokrater og deres allierede i kendisverdenen, der på ingen måde har holdt sig tilbage i vilde udtalelser om navnlig Donald Trump.

Den kontroversielle præsident er ganske vist ikke selv kendt for at holde sig helt på værdighedens linje omkring, hvordan man omtaler sine politiske modstandere; men der er altså stadig langt til de groteske anklager, demokraterne uden at kny slynger om sig med. Fascist, demagog, diktator og endda nazist er ikke længere udtalelser, der florerer i internettets mærkelige afkroge; disse bruges jævnligt om Trump – og efterhånden også alle, der stemmer på ham – af nogle af USA's mest magtfulde politikere, mediefolk og Hollywood-kendisser.

Det er ironisk nok de samme meningsdannere, der i valgkampen i 2024 brugte uger på at rase over en fire år gammel udtalelse fra JD Vance om, at mange af de kvindelige demokratiske politikere var ”childless cat ladies”. En udtalelse, der måske ikke ligefrem er smagfuld – men som på ingen måde var så alvorlig eller perfid som de udtalelser, republikanerne og især Trump næsten dagligt må lægge øre til.

Diskussionen om debattens ophedede højder handler nu – som det flere gange tidligere er set i amerikansk politik – om, hvorvidt anklager om f.eks. at være ”Hitler” så indirekte skulle føre til, at en eller anden faktisk begiver sig ud i at udføre et attentat – muligvis i en forkvaklet tro på, at man følgeligt gør noget godt for samfundet.

Det er selvsagt en kompliceret diskussion. Rent juridisk er der formentlig intet ulovligt, for ytringsfrihedsretten er forfatningsmæssigt bundet og har derfor meget vide rammer. Medmindre man rent faktisk direkte opfordrer til at dræbe Trump (det er strafferetligt en forbrydelse i USA at true med at dræbe præsidenten, også selvom det man ingen intentioner har om at gøre det). Ytringsfrihedsretten bliver da også flittigt brugt at demokrater, der i disse dage adspørges om tidligere sagte og skrevne kommentarer.

Lidt vanskeligere bliver det omkring det moralske ansvar. Og her er det vigtigt at påpege, at demokraterne selv har anklaget republikanere med netop dette argument; f.eks. tilbage i 2011, hvor det demokratiske kongresmedlem Gabrielle Giffords blev skudt i hovedet under et vælgermøde i Arizona (men heldigvis mirakuløst overlevede). Efter dette skuddrama rasede den demokratiske ledelse mod bl.a. republikanere, der i nylige kampagnevideoer bogstaveligt talt havde skudt demokratiske lovforslag i stykker eller lavet lignende smagløse stunts.

Med dette in mente kunne man mene, at de ledende demokrater måske om ikke andet burde tage et kritisk blik på egen retorik. Det tyder ikke meget dog på, man har tænkt sig at gøre. Den eneste førende demokrat, der de senere år rent faktisk har gjort noget sådant, er Joe Biden efter attentatet mod Trump i Virginia i 2024. Her erkendte og beklagede han utvetydigt, at hans retorik var gået for vidt (han havde blandt andet kort forinden kaldt Trump ”a target for democrats”). Og siden har han ikke igen svinget sig op på samme retorisk groteske højder; hvilket faktisk også synes at have genskabt en vis samhørighed mellem Trump og Biden.

Denne imponerende eftertænksomhed synes desværre at være en enlig svale i Det Demokratisk Parti anno 2026, hvor man simpelthen har viklet sig for dybt ind i sin retorik om den forhadte Trumps ondskabsfuldheder.

Den danske presse selvskabte sandheder

At den danske presses i sin USA-dækning ikke ligefrem er objektiv, er efterhånden næppe en overraskelse for de danskere, der rent faktisk interesserer sig for, hvad der foregår hinsides Atlanten. Og det er naturligvis heller ikke tilfældet denne gang.

Ikke alene er man, som i tiden efter Charlie Kirk-drabet, godt i gang med igen at helgenkåre Jimmy Kimmel og tegne et billede af ham som en utrættelig kæmper for ytringsfriheden mod Trumps formørkede og fascistoide kræfter. Man har også kastet sig helt ind i kampen for at nedtone, fordreje og bortforklare den politiske venstreorienterede vold, der gang på gang skaber situationer som det nylige attentat i USA.

Onsdag d. 29. april offentliggjorde de to store (i hvert fald engang) borgerlige morgenaviser Jyllandsposten og Berlingske hver sin artikel om netop den ophedede retorik i USA; og om hvorvidt demokraterne følgende kunne delvis bebrejdes for det nylige attentat.

Skribenterne i de to aviser – Christian Bigum for Jyllandsposten og Jacob Heinel i Berlingske – vendte begge problemstillingen. Men nåede også begge, helt forudsigeligt, frem til deres egne mere eller mindre selvskabte konklusioner om, at det hele vist i sidste ende var Trumps egen skyld.

Især Heinel udtrykker denne pointe meget klart – og foregiver ikke engang længere at være objektiv i sin journalistik. Således skriver han, nærmest som en direkte forfatterkommentar (selvom noget sådant er no go i traditionel journalistisketik), at ”Trump jo selv startede det hele med sin ondsindede retorik”.

Ud over at det er en sandhed med meget kraftige modifikationer, er det heller ikke ligefrem et logisk stærkt argument, at det rent faktisk skulle retfærdiggøre et drabsforsøg.

Trump har siden sin indtræden i politik i 2015 været grov i retorikken – det er hævet over enhver diskussion – men det er i den forbindelse vigtigt at huske, at hele det politiske og meningsdannende spektrum i amerikansk politik også helt fra starten på ingen måde holdt sig tilbage. Indledningsvis blev Trumps kandidatur i 2015 hånet som en latterlig joke; og da latteren så forstummede i takt med, at meningsmålinger og især de første primærvalg i 2016 begyndte at fortælle en helt anden historie, blev retorikken for alvor voldsom; og allerede dengang myldrede det med personfornærmelser og anklager, der reelt ikke kan blive værre.

Dertil lykkes det begge journalister at opstille en besynderlig præmis – som hele den etablere vestlige presse også elsker at hamre løs med – om, at den politiske vold skulle være lige slem fra begge fløje.

Det er selvsagt noget frygteligt vrøvl; og man må stille kraftigt spørgsmål ved de ret forskruede ”undersøgelser”, der ligger til grund for en sådan påstand. Heinel bakker i den forbindelse sit udsagn op med eksempler, hvor ledende demokrater er blevet fysisk angrebet eller overfaldet; og nævner i den forbindelse den mangeårige leder af Repræsentanternes Hus Nancy Pelosi og den demokratiske guvernør i Pennsylvania, Josh Shapiro.

Hvad Heinel til gengæld ikke nævner er, hvem der faktisk stod bag netop disse to angreb. Den jødiske Shapiro blev således angrebet i sit hjem tilbage i april 2025 af en gerningsmand, der forsøgte at brænde guvernøren og dennes familie inde. Motivet var det fanatiske antijødiske had, som for alvor blussede op i USA efter terrorangrebet i Israel i oktober 2023. Shapiro havde i den forbindelse holdt fast i sin støtte til Israel.

Pelosi og hendes mand (det gik mest ud over sidstnævnte) blev overfaldet i deres hjem i San Francisco i 2022. De demokratiske medier i USA – og derfor også øjeblikkeligt den samlede danske medieverden – kaldte det straks et politisk overfald og bebrejdede republikanerne; indtil det kom frem, at gerningsmanden var en sindsforvirret hjemløs med utallige voldsdomme, som udelukkende var på fri fod pga. demokraternes egen fejlslagne politik omkring lov og orden, ikke mindst i den svært progressive stat Californien.

Begge tilfælde havde altså intet at gøre med ”højrefløjsvold” (snarere tværtimod), men Heinel opstiller det alligevel implicit som præcist dette; hvilket ikke alene er pressemæssigt uetisk, men reelt også direkte forløjet.

Begge artikler bærer sig overordnet set oppe på påstanden om, at volden vist er den samme fra begge sider af det politiske spektrum. Man hører også altid det samme på de mere hjemlige danske kanter, når en sådan diskussion indimellem blusser op. Den langt overvejende røde presse finder naturligvis altid en universitetslektor (som regel fra RUC), der kan underbygge dette med ”forskning”.

Ingen, der rent faktisk har oplevet den stigende politiske vold de seneste årtier, er dog rigtig i tvivl om, hvor det egentlig kommer fra. Det er stort set altid fra venstrefløjen (og når det kommer til Israel/Palæstina-konflikten de arabisk-muslimske kredse).

En nylig og mere reel undersøgelse - udarbejdet i samarbejde mellem analyseinstituttet YouGov og The Economist - om politisk voldsparathed i USA (om end noget sådant er vanskeligt at lave helt præcise undersøgelser om) viser, at omkring 6% af republikanske vælgere i ”visse tilfælde” vil finde politisk vold forsvarligt. Til gengæld var tallet hele 25% på den demokratisk-lænende side. Faktisk når tallet utroligt nok helt op på samlet set 42%, hvor man kombinerer responsen for de to kategorier af "liberal" og "very liberal". 

Ingen af de førnævnte artikler nævner noget om dette. Til gengæld giver de ikke alene Trump skylden gennem sin ”egen grimme retorik”; men tilmed antyder de begge kraftigt, at Trump og republikanerne har en politisk interesse i at oppiske debatten om politisk vold, der (i hvert fald ifølge Heinels artikel) ”jo er faldende i USA”.

Sidstnævnte er endnu en vild påstand, der reelt ikke viser meget andet end den danske USA-journalistiks fuldstændige mangel på forståelse for, hvad der faktisk foregår. For volden er ikke i fald i USA – hverken den politiske eller den ”almindelige” – på landsplan. Man er til gengæld i demokratiskledede byer og stater begyndt at kategorisere, og derfor registrere, lang færre hændelser som værende vold. De eneste steder i USA, vold generelt er let faldende, er i udpræget republikansk-ledede områder.

Men alt det vil danske journalister naturligvis helst ikke skrive om. Den slags ville ødelægge narrativet om, at republikanerne og især den hadede Donald Trump altid er den skyldige part og roden til alle USA's problemer. Herunder altså at blive udsat for attentatforsøg med riffelskud for tredje gang på blot to år.

Anders Næsby, maj 2026