En omfattende bombekampagne mod Iran begyndte tidligt på dagen d. 28. februar 2026. Og siden har konsekvenserne deraf været diskuteret livligt i politiske og mediemæssige kredse. USA og Israel havde i fællesskab planlagt og gennemført denne operation; som indtil få dage før selve udførelsen – hvor Trump indledte en oppisket og truende retorik mod det iranske præstestyre – i nogen grad kom bag på resten af verden.
EU og de førende europæiske stater beklagede sig i vanlig stil – nok mest over endnu en gang ikke at være blevet inddraget i beslutningsprocessen – men ellers var resten af verdens reaktion bemærkelsesværdigt tvetydig. De danske politikere var vaklende; bl.a. fordi man hverken havde lyst til at rose Trump eller det formørkede iranske præstestyre.
Selv blandt Vestens mange muslimske indvandrere var det vanskeligt at uddrage en bestemt konklusion. De mest fanatiske Hamas-støtter rasede (det iranske styre har gennem en årrække bidraget kraftigt til finansieringen af den palæstinensiske terrorgruppe). Men blandt ganske mange iranske indvandrere var der udbredt glæde over måske endelig at få væltet det forhadte præstestyre.
Det lykkedes da også de amerikansk-israelske luftstyrker at ramme iranernes ledelse hårdt. En række nøglepersoner blev således meldt dræbt de første dage; ikke mindst ayatollah Ali Khamenei – reelt den mest magtfulde mand i Iran. Og næsten omgående væltede det frem i gaderne i Teheran med oppositionsgrupper og helt almindelige mennesker, der søgte at udnytte denne chance for at få præstestyrets ledelse endeligt knust.
Hvad der siden præcis er sket i Iran, er lidt vanskeligt helt at få rede på; bl.a. fordi stort set ingen udenlandske journalister faktisk er i landet. Der rapporteres om i underkanten af 4000 dræbte i Iran, hvoraf ca. halvdelen skulle være civile (men hvorvidt disse tal er korrekte, er meget vanskeligt at sige).
Det er dog utvivlsomt gået blodigt for sig – og det tyder beklageligvis på, at det ellers vingeskudte præstestyre i nogen grad har fået samlet stumperne og genetableret deres magt. I hvert fald kontrollerer man endnu militæret, der har affyret en lang række missil- og droneangreb mod omkringliggende mål, hovedsageligt på den arabiske halvø.
Hvorfor disse rammes, kræver her en kort forklaring: De nok mest ønskede mål lige nu, altså Israel og USA, er både så teknologisk og materielt overlegne, at det næppe ville føre meget med sig at forsøge at ramme dem. Selv for et par år siden, da Irans præstestyre stod stærkest, fik de ikke meget ud af utallige missilangreb mod Israel, der med sit missile dome-skjold relativt problemfrit fik elimineret alle de indkomne våben.
Til gengæld kunne man med noget større succes denne gang ramme en række mål i navnlig de omkringliggende sunnimuslimske stater. Her er det vigtigt at fastslå, at disse – Saudi-Arabien, Qatar, Bahrain, Jordan, Kuwait, Oman og De Forenede Arabiske Emirater – rangerer næsten lige så højt på Irans fjendeliste som Israel og USA.
Alt hvad det iranske præstestyre har foretaget sig i storpolitik de seneste årtier – fra udviklingen af atomare våben til terrorstøtte i Libanon og Gaza – skal således også forstås som et forsøg på at etablere sig som den førende stormagt i regionen; på bekostning af navnlig det forhadte Saudi-Arabien, regionens sunnimuslimske storspiller.
Til præstestyrets store bekymring havde noget dog ændret sig kraftigt i balancen de senere år (et arbejde, der blev iværksat allerede i Trumps første præsidentperiode). Amerikanerne var således lykkedes med at få skabt politisk-økonomiske aftaler med de omkringliggende lande, der også indbefattede Israel; og derved i stigende grad isoleret Iran.
Iranernes modsvar blev så reelt Hamas’ terrorangreb på Israel i oktober 2023. For selvom Hamas utvivlsomt havde egne motiver for dette brutale angreb, har efterretninger med nogenlunde sikkerhed fastslået, at finansieringen bag og givet også den logistiske og politiske støtte til angrebet falder tilbage på Iran.
Den kyniske plan syntes da også i første gang at have virket over al forventning. Ikke alene ramtes de afskyede israelere, hvor det gør mest ondt (den almene, civile israelers sikkerhedsfornemmelse). Dertil kommer, at Gaza og palæstinensersagen for alvor blev bragt tilbage i verdensopinionens søgelys – med et chokerende, rungende brag. Det er endda muligt, at iranerne selv har været overraskede over, hvor voldsom en anti-israelsk og -jødisk retorik det har udløst overalt i den vestlige verden. Især blandt både herboende muslimer og venstreorienterede politiske grupper.
Følgerne er så, at hele affæren også har galvaniseret israelernes ønske om en gang for alle at få ram på problemets rod: Det iranske præstestyre. Og med regeringsskiftet i USA efter valget i november 2024 har man fået et Trump-ledet republikansk verdenssyn, der langt mere end den foregående administration støtter op om nødvendigt hårde militære indgreb i den mellemøstlige region. Med angrebet i slutningen af februar kom så det endelige amerikansk-israelske modsvar.
Fra israelsk side er motivet ganske klart; og skal helt utvivlsomt ses i lyset af alt, hvad der er sket de seneste 2,5 år i regionen.
Fra den amerikanske synsvinkel er tingene noget mere komplicerede. Man har i årtier haft et ønske om at fjerne præstestyret. Det er endnu én af de få ting, demokrater og republikanere er enige om i USA (om end midlerne hertil hurtigt ville bringe uenigheder frem). Det er til gengæld lidt mere uklart, hvorfor angrebet skulle finde sted lige nu.
Inden der spekuleres videre her, må det også klart fastslås, at der formentlig er meget, vi i offentligheden ikke ved – og sandsynligvis heller ikke kommer til at vide. Det er tænkeligt, at der er frembragt efterretninger om f.eks. det iranske atomprogram, der har påtvunget en akut handling. Måske har man opsnuset iranske planer om andre aktiviteter vedrørende Hamas, Saudi-Arabien eller amerikanske baser i områder.
Hvad end den specifikke udløser af Trumps godkendelse af angrebene har været, er der helt sikkert også overvejelser af den art involveret. Marco Rubio, den amerikanske udenrigsminister, erklærede 2. marts, at angrebene delvist var pre-emtive (altså forebyggende); hvilket yderligere taler ind i konteksten om, at iranerne var undervejs med bekymrende planer
Mere synlige grunde kunne være rapporterede iranske angreb på og chikane mod handelsskibe i regionen. Og dertil Trumps løfte til den almene iranske befolkning om at støtte dem, når eller hvis de gjorde oprør mod præstestyret.
Ret hurtigt har konflikten bredt sig ud over området – med potentiale til at vokse sig endnu større. Libanon er således inddraget, da især Hizbollah – og delvis landets regering – aktivt har støttet det iranske styre i kampen mod Israel. Denne del af krigen har fået lidt mindre opmærksomhed; men interessant nok udelukkedes netop Libanon fra den midlertidige våbenhvile omkring kampene, der trådte i kraft i starten af april. Siden da har netop Israel og Libanon indgået deres egen midlertidige cease fire – men det er givetvis kun et spørgsmål om tid, før krigshandlingerne mellem disse to stater tager til igen.
At resten af verden følger det hele nært og med ængstelige øjne, er ganske forståeligt. Det er aldrig rigtig godt, når ballade og kampe udvikler sig i Mellemøsten; og denne gang kan det som nævnt nå usædvanligt farlige højder.
Reaktioner og konsekvenser
Der har selvsagt været mange og svært forskelligartede reaktioner på hele konflikten de seneste små to måneder. De danske medier har som altid haft svært ved at se forbi deres sydende had til Donald Trump – og deres analyser bærer derfor altid dette slørede skær over sig.
Ord om ”Trumps oppustede ego”, hans påståede uvidenhed og uendelige kommentarer om, at ”han over for sine vælgere har brug for at markere styrke” farver stort set alle analyser, hvad end de kommer fra Jyllandsposten, Politiken, Berlingske eller de landsdækkende tv-medier. Og ”analyserne” er følgende derfor ikke ret meget værd; da de simpelthen ikke objektivt er i stand til at vurdere, hvad der reelt foregår.
De danske medier er dog nået til en form for fælles delkonklusion om, at Trump har ladet sig narre af Netanyahu – og ellers ikke rigtig selv ved, hvorfor han bomber Iran. At sådant nonsens overhovedet kan fremkomme i medier, som anser sig selv for at være seriøse og ansvarlige, fortæller egentlig meget godt, hvilken ynkelig tilstand vor hjemlige journalistik befinder sig i.
Medierne har alle med en vis fryd rapporteret om, at krigen koster Trump politisk støtte, også blandt sine mere loyale MAGA-støtter. Denne fortælling har en vis rigtighed, om end de danske medier bevidst eller ubevidst (nok mest det første) underbygger dette ved at referere til den konservative verdens mest kontroversielle og outrerede typer som Tucker Carlson, Candace Owens og Marjorie Taylor Greene, der åbenlyst og i skarpe vendinger har været ude at kritisere præsidenten. Alle tre har helt ubestrideligt vendt præsidenten ryggen; dette er dog i alle tilfælde sket længe for Iran-angrebene overhovedet begyndte, og det har helt andre og mere personlige baggrunde end den nuværende konflikt.
Langt mere absurd er det, når danske medier udlægger bombningerne af Iran som Trumps forsøg på at sikre sig iranske olie- og gasforsyninger. Dette er den klassiske kliché, man også hev frem tilbage i starten af 00’erne omkring krigen mod Irak; og man kan i den forbindelse altid som dansk journalist finde en eller anden ”forsker” (som regel fra Roskilde Universitet), der uden tøven vil udlægge denne subjektive påstand som den pure sandhed.
Ret meget logisk mening giver det dog ikke, hverken dengang eller nu. For handlede det udelukkende om billige fossile energiformer, kunne USA jo blot hæve handelssanktionerne og importere olie og gas til meget lavere priser end nu. Iranerne ville i dag, som irakerne dengang, utvivlsomt hellere end gerne sælge.
Tværtom har bombningerne og de følgende problemer for verdenshandelen skudt priserne på især olie voldsomt i vejret – hvilket man da næppe heller har været i tvivl om ville ske i de amerikanske sikkerheds- og udenrigsministerier. Dette har været kalkulerede risici; netop fordi endemålene har været vurderet vigtigere end eventuelle (og formentlig midlertidige) verdenshandelsproblemer.
Problemet er da også taget op af mere seriøse amerikanske og internationale medier; der løbende har skrevet flere analyser om det, der faktisk kan vise sig at blive et meget alvorligt politisk problem for Donald Trump; at mange, også blandt de republikanske vælgere, for alvor bekymrer sig over den igen stigende inflation – som i første omgang er en direkte konsekvens at lukningen af Hormuz-strædet, en af verdens vigtigste og travleste sejlbare ruter for handel.
Dertil kommer, at Trump faktisk ret tydeligt lovede, at USA – hvis han blev valgt – ville være langt mindre involveret i konflikter og krige rundt om i verden. Denne isolationistiske tanke har i årtier, hvis ikke århundreder, ræsonneret godt blandt mange amerikanske vælgere i begge de to store partier; og ikke mindst Biden-administrationens stadig mere aktive involvering i Ukraine var ganske upopulær i brede dele af befolkningen.
På den baggrund er der intet at sige til, at selv de mest hard core MAGA-vælgere undrer sig noget over, hvor udenrigspolitisk aktiv Trump her i sin anden præsidentperiode faktisk har været, ikke mindst i sin brug af militær magtanvendelse.
Når alt dette er sagt, er der stadig en generelt bred støtte til bombekampagnen, ikke mindst fordi det iranske præstestyre ikke ligefrem er populært i USA. Det kan så til gengæld hurtigt ændre sig, hvis der også på et tidspunkt skal sættes amerikanske tropper på landjorden i Iran.
Alle de ovenstående udfordringer – og ikke mindst et begyndende fald i popularitet blandt amerikanske vælgere (der dog langtfra er så voldsomt, som de altid overivrige danske medier påstår) – synes i nogen grad at have fået Præsident Trump til at ryste en smule på hånden. I hvert fald har han været mere åben end længe for at forhandle med det præstestyre, der altså alligevel ikke blev helt nedkæmpet.
Dermed åbnes der også en mulighed for, at de mange iranere – der rent faktisk var gået på gaden mod regimet – i sidste ende kan blive svigtet. Skulle dette ske, ville det blive en uafvaskelig moralsk plet på hans præsidentperiode; om end det ikke nødvendigvis ville skade ham indenrigspolitisk (eftersom de fleste amerikanere nok helst ser, at krigen slutter hurtigst muligt).
De indenrigspolitiske problemer ville så til gengæld vokse sig uoverskueligt store, hvis krigen trækker ud – og især hvis den kommer til at koste amerikanske soldaters blod og skader den almindelige amerikaners pengepung.
Af samme grunde har Trump en interesse i at få afsluttet konflikten; men selvfølgelig på betingelser og på en måde, der ikke får ham selv – eller supermagten USA – til at fremstå svage eller tabe ansigt. Det er selvsagt ingen let balance; og det bliver interessant at følge, hvorledes dette slutspil udformer sig. Der er dog endnu mange forhindringer i vejen for en egentlig afslutning – og verdens ser med både interesserede og bekymrede øjne med på alt, hvad der lige nu udspiller sig i et af verdens mest farlige og betændte områder.
Anders Næsby, april 2026
Tilføj kommentar
Kommentarer