Meget har på det seneste været skrevet i den vestlige verdens medier om Trump-administrationens beslutning om at sende væbnede styrker, bl.a. fra nationalgarden, til en række kriminalitetsprægede byer; herunder hovedstaden Washington DC og Chicago.
Kritikken er ikke ligefrem gået stille af sig; og det er blevet kaldt alt fra magtmisbrug til decideret fascisme, at præsidenten således blander sig aktivt i interne forhold i storbyer – alle med egne love og demokratisk valgte lovgivere, både lokalt og delstatsligt.
Den mest oplagte del af denne kritik er gået på, at det i alle tilfælde (indtil videre) er gået ud over demokratisk ledede byer; og påstanden er således, at Trump bruger væbnede styrker til at nedtromle og underminere sine politiske modstandere.
Denne kritik er allerede hørt utallige gange af de danske mediers selvudnævnte USA-eksperter; og det kunne da også være reelt nok, hvis de dertil kunne tilføje en egentlig journalistisk og objektiv undersøgelse af, hvad der faktisk foregår i de involverede byer.
Det sker dog naturligvis ikke; formentlig fordi danske journalister aldrig rigtig kommer ud over deres næsten mekanisk faste startpræmis om, at Trump helt grundlæggende ikke er i stand til at gøre noget, der ikke er født af enten ondskab eller narcissistisk egoisme. Og følgende finder man derfor simpelthen ikke grund eller behov for at undersøge tingene ordentligt.
Problemet med denne forudsigelige tilgang – ud over den sædvanlige endimensionelle USA-dækning i de danske medier – er, at man helt grundlæggende enten misforstår eller nægter at forstå problemets fundament og omfang. For selvom man sagtens kan diskutere visdommen i Trumps ganske kontroversielle løsning, så er det helt absurd, når danske reportere som Jesper Steinmetz og Lotte Mejlhede for åben skærm fuldstændig benægter, at der overhovedet er problemer i de demokratiskledede storbyer.
Sandheden er tværtimod, at der ikke alene er problemer; men at disse har vokset sig til et så voldsomt omfang, at det nærmere er uansvarligt for en siddende regering ikke at gribe ind.
Kriminalitet har for så vidt været et problem i amerikanske storbyer i umindelige tider, om end det periodevis har været nedadgående. Dog er problemet vokset betragteligt de seneste 5-6 år til et niveau; navnlig efter den fuldstændig katastrofale ”defund the police”-politik, som overivrige demokrater buldrede afsted med efter George Floyd-sagen i 2020 (og siden bitterligt har fortrudt).
Denne groteske politiske ide blev født ud af en forskruet og mere eller mindre marxistisk sociologisk præmis om, at politiet selv fremprovokerede kriminaliteten gennem deres hårdhændede ageren over for især sorte mistænkte; følgelogikken var så, at man ved at fjerne politiet også ville fjerne kriminaliteten. At det selvfølgelig ikke på nogen måde gik som foreskrevet, var vist kun en overraskelse for de mest verdensfjerne, venstreorienterede demokrater. Og især i de demokratisk styrede storbyer er en i forvejen høj kriminalitet eksploderet til et niveau, som ikke engang partiets egne kernevælgere kan acceptere.
Nogle af de mere tragikomiske og groteske følger af dette kom i 2023, da politichefen i Oregon-storbyen Portland gik ud foran tv-kameraerne og opfordrede til, at folk holdt op med at låse deres biler og husdøre; så man derved undgik at få noget smadret, når røverne brød ind! Eller da politiet i San Francisco simpelthen stoppede med at assistere butikker, når det blev begået røverier ved højlys dag – og mere eller mindre opfordrede dem til at acceptere tabene. Ikke overraskende har mange butikskæder simpelthen forladt denne engang velfungerende californiske storby.
Langt mere alvorligt er dog de eskalerende skud- og drabsrater i storbyerne, der efterhånden har gjort det vanskeligt for lovlydige borgere at færdes på gader og stræder. Navnlig ved aften- og nattetide. Dertil kommer, at man også i dagtimerne kan se endeløse rækker af hjemløse misbrugere, der efterlader bjerge af affald, ødelæggelse og ekskrement omkring sig.
Mange demokratisk ledede storbyer har således udviklet sig til mere eller mindre lovløse og tilsvinede hell holes, som de fleste med midler dertil flygter fra hurtigst muligt.
Utroligt nok benægter de demokratiskvenlige medier – og deraf også alle de danske – endnu tingenes tilstand, ligesom de fleste politikere i Det Demokratiske Parti (med nogle få, markante undtagelser) har gjort forsvaret af lovløsheden til en politisk mærkesag – simpelthen ved at påstå, at den ikke eksisterer.
Prøver man deraf som oplyst borger i USA at finde ud af gennem medierne, hvad der faktisk foregår, vil man følgende støde på to vidt forskellige virkeligheder; alt efter om man søger svaret i demokratiske eller republikanske medier.
Et godt eksempel herpå – netop et af dem, som både Jesper Steinmetz og Lotte Mejlhede frejdigt har benyttet flere gange – er statistikkerne omkring kriminalitet; f.eks. i hovedstaden Washington DC, som er en af de byer, Trumps regering allerede har grebet ind i.
Kriminaliteten i denne by er således ifølge demokraterne faldet med 35% alene i 2024 – hvilket, hvis det da var korrekt, naturligvis ville være en ren solstrålehistorie. Det er netop sådanne tal, de danske reportere helt ukritisk har viderebragt – og brugt som slamdunk-bevis på deres udsagn om, at det hele blot er et af Trumps mere eller mindre selvopdigtede påfund.
Problemet er bare, at tallene på ingen måde er rigtige; de er snarere et udfald af grov talmanipulation. Man har simpelthen ændret grænserne for, ikke alene hvad der kategoriseres som kriminalitet – men også hvilke forseelser der følgende undersøges og retsforfølges. Lidt som en fortyndet version af logikken om, at man kan fjerne al kriminalitet ved blot at fjerne al lovgivning.
De danske medier rapporterer som altid, at Trumps interventioner kun handler om at tage kontrollen med demokratisk ledede byer; altså igen at køre narrativet om, at der er tale om en eller anden form for totalitær magtovertagelse. Ligeledes kører USA-reporterne afsted med tilføjelsen om, at det hele er nonsens, da ”kriminaliteten jo falder i alle byerne”.
Det sidste er kun på den mest overfladiske måde korrekt. For ja, statistikkerne for grov, voldelig kriminalitet er teoretisk faldet i disse byer; men kun fordi, man har fundet en ny og ganske kreativ måde at skabe dette ”fald”.
Man er således i flere demokratisk ledede storbyer stoppet med at registrere såkaldte misdemeanors (kategorien lige under den mere alvorlige felony) med i statistikkerne, ligesom grænsen for, hvornår grov vold finder sted, er sat kraftigt op. Med andre ord er byerne på ingen måde blevet mindre kriminelle, farlige eller voldelige – tværtimod – men rent statistisk kan en demokratisk presse fortælle en positiv, rosenrød historie.
Det har også i flere demokratiskledede byer været brugt – både af politikere og af de folkevalgte retshåndhævere – at presse på for at retsforfølge felonies som misdemeanors; og derved give det kunstige indtryk, at den mere alvorlige, grove kriminalitet er faldet. Flere komiteer i senatet har lavet undersøgelser af dette fænomen, der reelt er at betragte som manipulation. Alt dette har den danske presse naturligvis ikke reporteret om.
Mønsteret har gentaget sig mange steder; og bl.a. derfor har utallige beboere i storbyerne på egen krop oplevet en voldsomt forøget usikkerhed og kriminalitet i deres nabolag – og samtidig siddet og set og hørt på mediefolk og politikere, der har pralet med en kriminalitetsrate i stadigt fald.
Når virkeligheden så alligevel en gang imellem har banket for meget på, har samme politikere og mediefolk fundet nogle ret groteske bortforklaringer. De evige sociologiske argumenter omkring undertrykkelse og en hård opvækst er hørt så mange gange, at det efterhånden falder for døve øren.
Man skal dog heller ikke lede længe efter mere eksotiske og mærkelige udlægninger. Således har Keith Ellison, Minnesotas Attorney General (justitsminister), flere gange været ude i offentlige interviews og adressere de alt for mange biltyverier i storbyen Minneapolis; ikke ved at kritisere de ”unge”, der står bag dem, men i stedet ved at rase mod – og rent faktisk lægge sag an mod – de bilfabrikanter, der i hans øjne ”laver biler, der er alt for lette at stjæle”. Et så forskruet syn på lov og orden er desværre ikke en enlig, tosset svale i demokratisk ledede byer og delstater; men i flere tilfælde nærmest blevet normen
Føderal indgriben
Alt dette ligger til baggrund for Trump-administrationens beslutning om at gribe ind i byerne. Og derved, modsat i f.eks. Minneapolis i 2020 efter George Floyd-opstandene, faktisk at sætte en fysisk stopper for volden og kriminaliteten. Donald Trump har selv siden udtalt, at hans største fortrydelse fra sin første præsidentperiode (2017-2021) var, at han ikke greb ind i de voldelige opstande dengang; og dermed måtte se utallige hjem, forretninger og hele bydele gå op i røg og ødelæggelse.
Responsen i medierne har, som det efterhånden er kutyme, ikke ligefrem været afmålt og rationel, hverken i de demokratiske amerikanske medier eller deres ekkokamre i de danske. Det overbrugte ord ”historisk” er naturligvis frembragt indtil flere gange, ligesom det er kaldt ”et uhørt angreb på demokratiet”. Sammenligningen med 30’ernes Tyskland er selvfølgelig også fundet frem igen, og Trump er – igen – kaldt alt fra fascistoid til decideret nazist.
Indledningsvist er der hertil at sige, at det reelt ikke er historisk – i hvert fald ikke ud fra en definition om, at ”historisk” betyder, det er noget unikt, der aldrig før er sket. Præsidenter i USA har gennem tiden flere gange grebet aktivt ind i både byer og delstater, når begivenhederne i deres øjne har nået uacceptable højder.
Inden et par eksempler betragtes, skal den juridiske del vendes. Hvad præsidentens beføjelser rent faktisk er her, i forhold til delstaternes egen suverænitet, er en vanskelig lovmæssig gråzone, der ikke klart defineres i forfatningen. Rent teknisk er det ulovligt at anvende amerikanske soldater på amerikansk jord – altså mod amerikanere – men det har ikke desto mindre været gjort flere gange; når lovløsheden har nået et så omfattende niveau, at såkaldt martial law har været implementeret. Lidt mere uklart er det med nationalgarden (som præsidenten kan diktere), og som bl.a. har som opgave at opretholde lov og orden nationalt i krisetider.
Det skal i denne forbindelse også fastslås, at det er juridisk lettere at intervenere i hovedstaden Washington DC end i nogen andre amerikanske storbyer – simpelthen fordi Washington DC ligger i de lille føderale District of Columbia og ikke i en delstat med egen forfatning og love. Hovedstaden er således direkte under beføjelser fra Kongressen og præsidenten.
Lidt mere kompliceret bliver det i delstaternes storbyer, f.eks. Chicago. Det har dog ikke tidligere forhindret præsidenter i også at gribe ind der. Det er med andre ord på ingen måde ”historisk”, hvad der her finder sted.
Eisenhower sendte tropper til sydstaten Arkansas i 1957 for at modsætte sig denne og andre sydlige staters opretholdelse af raceadskillelse i uddannelsessystemet. Kennedy gjorde det samme i 1963 i Alabama; det var ved denne lejlighed, delstatens demokratiske guvernør George Wallace symbolsk stillede sig i vejen for at forhindre de to første sorte elever i at entre den high school, der skulle starte på.
Helt tilbage i 1863, midt i Borgerkrigen, sendte Lincoln føderale tropper til New York City i 1863 for at nedkæmpe de såkaldte Draft Riots, der havde baggrund i navnlig den irske arbejderklasses vrede over at blive indkaldt mod deres vilje hæren; samt en vrede rettet mod især byens sorte over, at krigen nu skulle handle om de sydlige slavers frihed – efter Lincolns Emancepation Declaration var trådt i kraft 1. januar 1863.
Efter drabet på Lincoln i april 1865 indførte de førende unionsgeneraler som Grant og Sherman i flere tilfælde martial law i de overvundne sydstater – ofte ganske drakonisk – simpelthen for at gennemtvinge de nye regler og love i en befolkning, der på ingen måde sympatiserede med dem.
I alle de ovennævnte tilfælde kunne man sagtens argumentere, at de forskellige præsidenter og generaler overskred deres beføjelser; men de fleste historikere er enige om, at det var den rigtige beslutning.
Hvorvidt det så også er tilfældet nu, er en vanskelig vurdering; og det udlægges da også helt forskelligt, alt efter om man hører det fra demokratiske eller republikanske meningsdannere og politikere.
Interessant nok er det dog blevet modtaget overraskende positivt i flere af de pågældende byer. I Washington DC har flere af navnlig byens fattigste rost det faktum, at de kan færdes mere frit i byen uden at frygte overfald.
Chicago i delstaten Illinois skulle have været næste storby i rækken; her har debatten omkring det været helt vild, ikke mindst båret frem af den rabiate og meget venstreorienterede borgmester i byen, Brandon Johnson, der mildt sagt ikke er Trumps største fan.
Denne borgmester – der må kandidere til den uofficielle titel som USA's værste byleder – har modsat sig alle præsidentens tiltag med vanligt raseri.
Det overraskende er dog, at overraskende mange i byen, herunder store dele af den sorte befolkning, har rost Trumps ide om intervention; simpelthen fordi kriminaliteten i storbyen har nået et niveau, der for længst har overskredet det acceptable.
Om det så faktisk ender med troppeindsætning, er langt fra sikkert. Så sent som 31. december 2025 antydede Trump, at den føderale troppeindsættelse alligevel ikke bliver til noget i denne omgang. Bl.a. på baggrund af en juridisk blokering af Højesteretten, som præsidenten har valgt at efterleve. Det juridiske slagsmål er dog langt fra forbi; ej heller diskussionen om, hvornår urolighederne bliver store nok til, at den udøvende magt alligevel kan og bør gribe ind.
Der er heller ingen tvivl om, at kriminalitet de kommende år vil være ét af de vigtigste politiske emner; med potentiale til at afgøre valg på både lokalt og nationalt niveau. Og så længe demokraterne insisterer på blot at lade stå til – eller fortsat erklære, at kriminelle blot er uskyldige ofre for sociologiske forhold – så vil de ligeledes fortsat skyde sig selv i foden. For amerikanerne er trætte af det – og ønsker simple og grundlæggende dyder som lov, orden og respekt for samfundet tilbage.
Det er i den forbindelse meget sigende, at hele 27 af de 30 mest kriminelle storbyer i USA er ledet af demokrater.
Anders Næsby, december 2025
Tilføj kommentar
Kommentarer