En vild historie har fyldt ganske meget de seneste par uger i konservative medier i USA. Meget sigende for det splittede nutidige amerikanske samfund har de demokratisk-lænende medier stort set ikke kommenteret den – hvilket derfor også gør sig gældende for alle danske medier, hvis ”eksperter” udelukkende henter deres historier fra de demokratiske mediers narrativer, der følgelig altid udlægges kritikløst som den pure sandhed.
Historien burde ellers virkelig få opmærksomhed – for den er både fascinerende og dybt forargelig. Det var således noget af en bombe, da Justitsministeriet i USA d. 21. april 2026 annoncerede, at man rettede en tiltale mod Southern Poverty Law Center (SPLC); en organisation der i årtier har været en central del af selve maskinrummet i det progressive, venstreorienterede USA's selvproklamerede opgør mod racisme og undertrykkelse.
SPLC blev grundlagt i Montgomery, Alabama, i 1971 med det formål at overvåge og bekæmpe – med juridiske såvel som aktivistiske midler – white pride-nationalistiske grupper, især i de sydlige stater som Alabama selv. Grupper som Ku Klux Klan (KKK) og det amerikanske nazistparti har selvsagt været i organisationens søgelys; de seneste årtier har den dog også udvidet sin fjendeliste til alt fra katolske kirkegrupper til kendte konservative stemmer – folk som Matt Walsh, Ben Shapiro og den skuddræbte Charlie Kirk er således at finde på SPLC’s lister over fjender, der skal bekæmpes.
Organisationen har haft enorm indflydelse på både lokale og nationale valg; og SPLC har spillet en markant rolle i at forme diskussionen om racelighed (eller mangel på samme) i USA. Desværre er den også, som så mange andre meningsdannere på den progressive venstrefløj, forfaldet til stadig mere aggressiv aktivisme de senere år, ikke mindst siden begyndelsen af 2010’erne. Og der har blandt konservative været en voksende kritik om, at SPLC har brugt deres indflydelse til at fremprovokere agendaer med det formål at bringe sig selv i centrum; eller simpelthen hænge ideologiske modstandere ud gennem smædekampagner.
Hvis der er hold i Justitsministeriets nylige anklager mod SPLC – og det tyder meget på, der er – er de konservative kredses kritik mod organisationen ikke alene berettiget; men tilsyneladende også fuldstændig underdrevet. For situationen er langt, langt mere alvorlig, end selv de mest konspiratoriske kritikere på højrefløjen havde forestillet sig.
Det viser sig således, at SPLC i en årrække – men særligt de seneste 10-15 år – bogstaveligt talt har finansieret deres mest forhadte modstandere som KKK og det amerikanske nazistparti.
Beløb, der samlet løber op i mindst 3 mio. dollars, er således i en lang række lyssky betalinger blevet overført til udvalgte, velkendte ballademagere i f.eks. de to ovennævnte organisationer. Formålet hermed har været at få disse – og en lille gruppe meget synlige og larmende kumpaner – til at dukke op til mediedækkede events. Når dette så skete, f.eks. i nogle af de sager, der har splittet demokrater og republikanere de senere årtier, ville pressen udelukkende fokusere på nogle få i KKK-kutter eller med hagekors på ærmerne.
Den meget udspekulerede tanke bag SPLC’s på overfladen sære finansiering af deres erklærede fjender er så, at den brede offentlighed straks vil tage det progressive synspunkt; da man ikke vil stå på samme side som nazister eller KKK.
Et af de steder, hvor denne dunkle strategi havde sin tydelige virkning, var i 2017 i Charlottesville, Virginia. Her stod midt på torvet en stor og kunstnerisk flot udført statue af en af Virginias største berømtheder, sydstatsgeneralen Robert E. Lee, som var Borgerkrigens vel nok bedste soldat.
Der står overalt i de gamle sydstater en række statuer af generaler fra den tabende side i Borgerkrigen (der udkæmpedes i årene 1861-65); de fleste er opført i årtierne derefter, især i 1890’erne og frem til omkring 1920. Og disse generaler har været sat i et hædrende og ikonisk lys fra en sydstatsbefolkning, der endnu angrede nederlaget i krigen.
Dette har selvsagt skabt en del debat gennem årene, da der også har været en del borgere i de forskellige sydstater – navnlig den sorte del af befolkningen – der ikke har brudt sig om denne heltedyrkelse af en sydstatssag, der i hvert fald delvis havde til formål at bevare slaveriet (om end Borgerkrigen ikke udelukkende handlede om dette betændte emne). Debatten er taget til siden årtusindskiftet og er blevet stadig mere polær.
Oprindelig var det mere broget end bare en opdeling mellem demokrater og republikanere – og det er det vel stadig i nogen grad – men groft sagt har man også i dette emne fordelt sig ind i henhold til de to partier. Republikanerne har forsvaret statuerne; ikke fordi man har støttet slaveri, men fordi man har ønsket at bevare historien – og stadig ønskede se f.eks. sydstatsikoner som Robert E. Lee gennem mangefacetterede briller.
Demokraterne, og især partiets mest progressive del, har stadig mere læst det ind i en kontekst om racisme og undertrykkelse. Nuancerne i en kompliceret debat om historie kontra nutidig moral er gennem årene stadig mere forsvundne.
At Robert E. Lee personligt var imod både sydstaternes udtrædelse af Unionen i 1861 og tilmed moralsk modstander af slaveriet er netop en af de interessante nuancer, der helt er forsvundet fra nutidens fordummende og polære debat.
Udfaldet af den ophedede situation i 2017 – hvor der var aggressive demonstrationer fra begge fløje – blev da i sidste ende også præsenteret gennem medierne (heraf de altid ensidige danske) som en klar sejr til de progressive; altså at statuen af Lee skulle rives ned, og at enhver nuance af historien om Borgerkrigen derfor også nu skulle fjernes. Og en af de vigtigste grunde hertil var interessant nok, at billeder af nynazister og KKK’ere gik verden rundt.
Ingen, og ikke engang flertallet af de ledende republikanere, kunne helt få sig til at tage den svære og tunge debat, når man forsvarede den samme side som disse racistiske organisationer. Det interessante er så, at det tilsyneladende var SPLC, der reelt orkestrerede dette vindende narrativ; ikke ved behændigt at udnytte de saftige tv-billeder, når de forhadte nynazister og KKK’ere dukkede op – men ved faktisk at hyre og betale dem for det.
Afsløringerne har selvsagt givet SPLC et meget stort forklaringsproblem. Strategien er ikke alene amoralsk (mildest talt) – men efter alt at dømme også på flere måder ulovlig. Hvilket selvsagt også er grunden til, at både Justitsministeriet, FBI og politikredse i flere sydlige delstater nu efterforsker sagen.
Så store betalinger er ikke alene bestikkelse af (og teknisk set støtte) til outrerede organisationer, der allerede figurerer på såkaldte watch lists hos det føderale politi; men man har muligvis også direkte støttet og finansieret voldelige grupper, hærværk og egentlige overfald på modstandere og lokalpoliti (selv om de progressive demonstranter bestemt også her gjort sig skyldige heri).
De progressive medier i USA har som nævnt indtil videre forsøgt at undgå denne meget pinlige historie om en af deres darlings. SPLC’s ledere og talsmænd er således altid af medierne blevet bragt på bane som en slags sandhedseksperter, hver eneste gang en eller anden sag i USA har handlet om race – og det sker ret ofte.
De få, der har omtalt historien, har så forsøgt at frame den på sædvanlig vis; at Trump bruger sit justitsministerium til på udemokratisk vis at gå efter sine politiske modstandere.
Dette forudsigelige narrativ holder dog på ingen måde vand, hvis man graver blot en smule i historien. For FBI og Justitsministeriet har en stærk sag; pengesporet er overraskende nok meget veldokumenteret, og der figurerer både tydelige beviser på og øjenvidneberetninger om, at SPCL direkte har finansieret deres mest forhadte fjender.
Hvordan denne forrykte historie videre udspiller sig, er vanskeligt at sige. Sagens råddenskab burde få begge de store partier og samtlige meningsdannende medier i USA til at tage fuldstændig og klar afstand fra SPLC, hvilket uden tvivl ville være sket efter sådanne afsløringer for blot et par årtier siden.
Sådan er virkeligheden beklageligvis ikke længere i Guds eget land. I stedet for en samlet offentlig fordømmelse af SPLC vil også denne skandaløse historie opløses i et opdelt USA, der stadig mere eksisterer i to forskellige virkeligheder.
Republikanske medier vil grave videre og forlange svar; og givet vil også den republikanske del af Kongressen tage sagen op. Demokraterne vil i videst muligt omfang forsøge at snakke om noget helt andet.
Det siger næsten sig selv, hvad de danske journalister derfor vil gøre. Man kan i den forbindelse prøve at finde blot én omtale af denne sag i de ellers så USA-interesserede danske medier. Det er ikke muligt. Og dette fortæller endnu en gang – hvis man endnu er i tvivl – hvor ensidig, ynkelig og fuldstændig ubrugelig, den danske presses USA-dækning er.
Anders Næsby, maj 2026
Tilføj kommentar
Kommentarer