Tirsdag d. 24. februar markerede en af amerikansk politiks oftest imødesete og betydningsfulde traditioner; præsidentens årlige såkaldte ”State of the Union”-tale, der modsat andre præsidentielle taler afholdes i og for Kongressen.
Traditionen har sine rødder i selve Forfatningen fra 1787, om end traditionen med en årlig tale først er opstået senere. Forfatningens ord om præsidentens beføjelser siger således blot det noget vage og uklare ”… and he shall, from time to time, give to the Congress information of the state of the Union”. Altså at præsidenten fra tid til anden skal informere kongressen om unionens tilstand.
Det kan ved første øjekast synes sært, at forfatningsfædrene skrev et så uklart direktiv ind i selve grundlaget for USA’s juridiske opbygning; men det kommer sig blandt andet af datidens helt anderledes kommunikations- og transportmuligheder. Kongressens medlemmer brugte megen tid på rejser mellem deres distrikter og hjemstedet for kongresbygningen (først Philadelphia, siden Washington DC), og ligeledes var præsidenten optaget af mange forskellige gøremål. En egentlig samling af de ledende politikere ville således kun give mening, hvis præsidenten samtidig underrettede Kongressen om nyt – indenrigs såvel som udenrigspolitisk (sidstnævnte var oprindelig tænkt som præsidentens primære hovedansvarsområde – og derved fremlagde en egentlig tilstandsrapport for riget.
Med tiden har talen udviklet sig i en langt mere politisk-ideologisk retning. Her kan præsidenten lægge linjerne for den kommende tids vigtigste politiske fokusområder; nok i virkeligheden mere for befolkningen og pressen (netop denne tale har endnu ganske mange tv-seere) end til kongresmedlemmerne. Det har således også været en begivenhed, præsidentens taleskrivere virkelig har lagt et arbejde i – og det er ikke usædvanligt, denne har været deres hovedprioritet i op mod tre måneder forinden.
En velholdt tale har også historisk set reelt kunnet flytte noget for forskellige præsidenter i meningsmålingerne; om end dette billede i den nyere tids stadig mere opsplittede USA har været mindre tydeligt. Og da ikke mindst omkring en så omdiskuteret person som Donald Trump.
Talen fylder selvsagt langt mere i amerikanske end i f.eks. danske medier; denne gang var det dog bemærkelsesværdigt så lidt omtale, de danske medier faktisk gav den. Hvilket – med udgangspunkt i danske mediers altid ensidige holdning til republikanerne og i særdeleshed Trump – mere eller mindre kan oversættes til, at talen var relativt god (havde talen været skuffende eller dårlig ville danske medier vælte rundt i historier herom.)
For reelt leverede Trump en af sine bedste taler som præsident; og det virker til, han i nogen grad, i hvert fald i taler af betydning som denne, har lagt sin noget utålelige trang til at improvisere og tale i ”jordnært og ligefremt” sprog på hylden. I al fald i nogen grad.
Talen fokuserede ganske meget på indenrigspolitiske emner som energiforsyning, priser på dagligdagsvarer, opgør med DEI-politik, immigration og lov og orden – der var så til gengæld noget mindre fokus på udenrigspolitikken.
Et af præsidentens mest virkningsfulde og omtalte øjeblikke i den i alt omkring 107 minutter lange tale var, da han kritiserede de mange liberale, venstreorienterede dommere, der de senere år af ideologiske grunde har overgået hinanden i at nedsætte eller endda helt fritage selv meget alvorlige forbrydelser fra straffe – navnlig hvis forbryderen tilhørte en ”udsat befolkningsgruppe” (som oftest er der her tale om unge, sorte mænd).
Allerede her fokuserede tv-kameraerne klogelig på den lille og ret ekstreme gruppe af Det Demokratiske Parti kendt som The Squad, der helt som forventet reagerede voldsomt og rasende. To af gruppens ledende medlemmer, Ilhan Omar og Rashida Tlaib, begyndte endda at råbe og skabe sig højlydt de næste par minutter – de demokratiske kongresmedlemmer tæt ved dem sad tydeligt og græmmede sig, pinligt berørte over at blive fanget på kamera midt i en sådan furore.
Det mest kendte og mediedækkede medlem af The Squad, Alexandria Ocasio-Cortez (eller AOC, som hun ofte omtales), havde meget fornuftigt valgt at sætte sig et andet sted. Eftersom mere og mere tyder på, hun er begyndt forberedelserne på at opstille til præsidentvalget i 2028, giver det fin mening at tage afstand til de mest ekstreme dele af partiets politik; og i hvert fald The Squad.
Men hvor AOC derved reddede sig selv fra latterliggørelse, kan det samme bestemt ikke siges om Omar og Tlaib, der begge efterfølgende blev udsat for markant kritik; faktisk også i flere af de ellers demokratiskvenlige medier i USA.
Efter dette lettere pinlige optrin bad Trump hele Kongressen rejse sig og klappe ad moderen til den unge ukrainske kvinde Iryna Zarutska, der sidste år brutalt blev nedslagtet i et tog; morderen var netop en af de førnævnte sorte mænd – med utallige foregående forbrydelser og domme bag sig – der helt uforståeligt var blevet løsladt kort før sin drabelige gerning. Med nogle få undtagelser rejste ingen af demokraterne sig op, mens alle republikanerne modsat gjorde.
Netop dette billede gik sin virale gang på amerikanske medier, sociale såvel som mainstream. Og det gav også en meget tydelig illustration af, hvor splittet alting er blevet i USA. Der var engang, for ikke så længe siden, hvor begge sider som noget ganske naturligt ville have rejst sig og klappet ad en grædende og sørgende moder; også selvom scenen blev brugt af den pågældende præsident med politiske bagtanker (hvilket selvfølgelig også var tilfældet her).
Når demokraterne alligevel alle til hobe blev siddende, kom det sig af, at man ikke på nogen måde ville give et billede af, at man støttede Trump – eller hans angreb på dele af dommerstanden. Ikke desto mindre må mange af dem have siddet med en halvdårlig smag i munden – for det så bestemt ikke godt ud i tv-seernes øjne.
Trump rettede netop da en klar og meget direkte anklage mod alle de demonstrativt siddende kongresmedlemmer – og opnåede dermed, hvad han nok i virkeligheden håbede; at udstille en af demokraternes absolutte akilleshæle i de seneste års politik. For mens nogle af demokraterne givetvis blev siddende for at vise, at de støttede de udskældte liberale dommere, så læste mange af seerne det på en anden måde; at demokraternes politik støtter forbryderne og er ligeglade med forbrydelsernes ofre.
Netop dette paradigme – om det så er korrekt eller ej – deles af flere og flere amerikanere; og demokraterne gav dem nu et synligt billede herpå.
Som altid med præsidentielle taler i USA – og da især State of the Union – blev der undervejs og efterfølgende lavet et utal af meningsmålinger. Disse viste stort set et entydigt billede af, at talen var blevet vel modtaget af de amerikanske seere (hvilket givetvis også er grunden til, at den danske presse meget hurtigt talte om andre ting).
Her var det f.eks. interessant, at det ellers demokratisk-venlige medie NBC berettede, at 75% af de adspurgte seere havde været positive over talen, og at 64% nu mente, landet bevægede sig i den rigtige retning (fra lige omkring 50% før talen).
Selv på det særdeles republikanerkritiske CNN var hele 63% positive og kun 36% negative over talen – og det altså på et medie, hvor langt størstedelen af seerne normalt bekender sig til Det Demokratiske Parti.
Disse tal kan selvfølgelig ikke omsættes til, at størstedelen af amerikanerne derved pludselig støtter op om alt, hvad Trump gør. Men at talen blev vel modtaget, er alt andet lige et stort plus for præsidenten. Selv de kritiske medier måtte modvilligt erkende, at talen var ganske fornuftigt skrevet og udført.
Selvfølgelig blev intet af dette rapporteret i de danske mediers ellers omfattende USA-dækning. De, der ikke blot valgte at ignorere talen, skrev en række halvtåbelige artikler, der forsøgte at finde en Trump-kritisk vinkel. F.eks. berettede Tv2 i en stort opsat artikel på hjemmesiden om det demokratiske kongresmedlem Al Green, der for andet år i træk gjorde sig selv til grin ved skabagtig opførsel under talen.
Sidste år råbte han truende og afbrydende ord, i år bar han rundt på et skilt på maven med ordene ”Black People Aren’t Apes” – hvilket skulle forstås som en reference til en nylig video, lavet af en republikansk PR-mand og videredelt på Trumps sociale medier, hvor de ledende demokratiske politikeres ansigter var sat på hovederne af en lang række jungledyr.
Specielt smagfuld var videoen ikke, nok nærmere et lidt halvkikset forsøg på humor. Men de demokratiske medier – og derfor også alle de danske – fokuserede udelukkende på, at Obama-parrets hoveder var sat på noget, der lignede en gorillakrop. Og straks fløj luften med beskyldninger om racisme (også selvom masser af hvide demokratiske politikere på samme fjollede måde var sat ind i videoen).
I bedste fald en banal notitshistorie om et kikset forsøg på af være morsomme blandt republikanerne, der blev blæst op til helt absurde højder – og i de danske medier fremstilledes Al Green følgende som en retsindig borgerretsforkæmper, der står op mod onde kræfter.
Trumps første år
Selvom årets State of the Union-tale ikke holdtes præcist et år efter indsættelsen (som det ellers ofte har været kutyme), giver det alligevel anledning til at reflektere over den kontroversielle præsidents første år (i hvert fald det første her i anden præsidentperiode, der helt usædvanligt altså ikke ligger i forlængelse af den første). Hvad har fungeret, og hvad er slået fejl?
Det negative først: Fra et dansk synspunkt har en stor del af fokus (helt naturligt) ligget på Trumps fortsatte interesse i – og temmelig grænseoverskridende krav om – at gøre Grønland amerikansk. Denne sag har været omtalt grundigt, også tidligere her på SpotOnUSA.dk, men den har ikke desto mindre virkelig skabt skår i det ellers traditionelt gode dansk-amerikanske forhold. Ligeledes har det for Trump givet det mere overordnede problem, at mange af selv de nære allierede har mistet en del af den ellers blinde loyalitet over for USA; og dette kan på sigt blive et stort problem, bl.a. i NATO, hvis ikke denne misstemning på et tidspunkt ændrer sig.
Et andet nederlag drejer sig om en række domme, bl.a. fra den ellers republikansk-dominerede Højesteret, der er gået imod præsidenten. Særligt omkring hans svært omtalte toldsatser rettet mod forskellige dele af verden – hvilket dog faktisk også har medført en række forbedrede toldaftaler for USA.
Et tredje problem i hans første år – og dette kan vise sig at blive det allerstørste rent politisk de næste par år – er, at Trump endnu ikke for alvor har fået bugt med den i USA ganske høje inflation; den er generelt faldet siden Biden-tiden, men endnu ikke i det lovede omfang. Og hvis der er noget, der kan afgøre amerikanske valg (også Midtvejsvalget til Kongressen til november), så er det den daglige økonomi for vælgerne; kan de samme varer købes for de samme penge?
Den danske presse har brugt megen tid på at beskrive de mange og ret voldelige opstande mod ICE-agenturets indfangelse og udvisning af illegale indvandrere; især i byer som Minneapolis har tingene nået et kaotisk omfang. Følgelogikken er så her, at den slags uro er et problem for den øverst ansvarlige.
Hvorvidt det faktisk er så sort/hvidt for præsidentens popularitet, som de danske medier insinuerer, er til gengæld lidt mere uklart. For selvom det bestemt giver et skidt billede på yderligere polarisering i USA – og selvom Trumps approval ratings er faldet en smule det seneste år – så er det muligvis et større problem for demokraterne. Ret mange politikere i partiet støtter nemlig åbenlyst disse anarkistiske tilstande; og det er netop denne foragt for lov og orden, demokraterne har skræmt så mange vælgere væk med gennem flere år.
Den generelle opbakning til Det Demokratiske Parti er således faldet langt mere end opbakningen til Trump. Ligeledes støtter et klart flertal af amerikanerne fortsat udsmidningen af illegale indvandrere. Man kan derfor med nogen ret diskutere, om al denne ballade måske i virkeligheden på sigt kan blive en lille fordel for Donald Trump.
På positiv-siden af det første år tæller en overraskende stor del af den udenrigspolitik, Trump ellers havde lovet i valgkampen at nedtone (eller i hans ord få styr på hurtigst muligt).
Aftalen omkring Israel/Palæstina-konflikten, hvorunder de sidste levende israelske gidsler blev frigivet, var reelt et diplomatisk mesterstykke, der blev hyldet i store dele af verden. Selv de demokratisk-venlige medier i USA var imponerede (den danske presse kunne naturligvis ikke få sig til at rose deres hadeobjekt nr. 1 og beskrev den i stedet som ”en aftale, der udelukkende er lavet for at puste til Trumps store ego”).
Mere seriøse medier i verden fokuserede til gengæld på den egentlig historie; at det helt usædvanligt var lykkedes at få en stor række af de omkringliggende arabiske lande med i aftalen – hvormed man ville kunne lægge et helt andet og større pres på Hamas; og samtidig isolere Iran yderligere. Dette har også, skullet det vise sig, banet vejen for det nylige angreb på Iran (der dog vil blive beskrevet i en kommende artikel og derfor ikke vil blive yderligere analyseret i denne).
Et andet område med stor vælgermæssig appel har været det opgør med woke-kulturen, som mange amerikanere har sukket efter i mere end 10 år. Trump var reelt tilbage i 2015-16 en af de første markante politiske personligheder, der talte imod denne lammende politiske korrekthed – og det vel at mærke i en tid, hvor woke-fortalerne virkelig havde medvind i de kulturelle sejl, og hvor alle større institutioner, herunder pressen, støttede det helhjertet.
Den kulturelle diskurs er nu helt vendt på hovedet, hvilket i hvert fald i nogen grad må tilskrives Donald Trump. Og blandt store dele af den amerikanske ungdom betragtes det woke nu som noget kikset; en lame og cringe rest af omklamrende irritationsmomenter, som de selv voksede op med i skolesystemet og på SoMe.
Også den første tid i præsidentperiodens nedskæringer i meningsløse offentlige stillinger var populære; om end alt dette rent politisk og PR-mæssigt mistede momentum efter Trumps offentlige skænderi med den tidligere allierede Elon Musk (de to synes nu i nogen grad at have renset luften, men helt tætte bliver de næppe igen).
Ligeledes blev Trumps forsøg på at genskabe og genrejse den nationale stolthed – herunder at man igen måtte hylde historiske personligheder, der gennem et årti pludselig er blevet tilsvinet af woke-fortalernes kulturelle disruptere - blevet modtaget ganske vel af de mange ikke synderligt politiske og helt almindelige amerikanere, der traditionelt har været stolte af deres land, kultur og historie.
Alt i alt er det vanskeligt helt at vurdere Trumps første år. Kedeligt har det ikke været; men hvorvidt det overordnet set kan kaldets succesfuldt eller en fiasko handler nok mest om subjektive udlægninger heraf. Objektivt set ligger det endnu lige på vippen – og de kommende par år vil vise, hvordan den omdiskuterede præsident vil blive husket af historien.
Læser man kun den danske presse som kilde omkring udviklingen i USA, vil billedet til gengæld se helt anderledes ud. Her er paradigmet stort set, at alting er ved at falde sammen for præsidenten, at amerikanerne vender ham ryggen, og at demokraterne vil vinde en knusende sejr ved november måneds Midtvejsvalg.
Den danske presse har således leveret et utal af artikler de seneste måneder om, at Trumps støtte forsvinder alle steder, både blandt republikanerne og vælgerne i USA. Det ser ud til, man er ved at tale sig ind i samme fortælling som op til valget i november 2024, hvor danske ”USA-eksperter” på en eller anden måde fik overbevist sig selv om, at Kamala Harris stod til ikke alene at vinde, men også vinde klart.
Det havde meget lidt at gøre med den reelle virkelighed, herunder de uafhængige amerikanske meningsmålinger. Men det var den virkelighed, de danske mediefolk foretrak; og så fik de på en eller anden måde pustet denne ellers lufttomme ballon op til helt urealistisk størrelse.
Samtidig har den danske presse på ny smidt alle hæmninger, når det kommer til artikler om den forhadte Trump – og man forsøger ikke engang længere blot at give indtrykket af at fremstå neutrale og objektive. Både Tv2 og det engang borgerlige medie Jyllandsposten udgav som et klart eksempel herpå i slutningen af februar en artikel med titlen ”Hvad foregår oppe i hovedet på Trump? En chimpanse fra Holland giver måske svaret”.
Altså med andre ord; såkaldt seriøse medier i Danmark prøver at sammenligne intelligensen og intellektet hos verdens måske mest magtfulde mand med en chimpanses! Samtidig viderefører man kritikløst selv de mest absurde konspirationsteorier, der florerer på demokratiskvenlige medier i USA (og nogle gange bare fra sociale medier som Reddit og BlueSky) – så længe det på en eller anden måde udlægger republikanerne eller Trump i negativt lys.
Flere danske medier har således viderebragt og publiceret den helt groteske teori, at Charlie Kirk (den unge, konservative kommentator og debattør, der blev skudt og dræbt under et åbent debatmøde 10. september 2025) skulle være blevet myrdet af sin egen sørgende enkehustru Erika, og at denne nu skulle have indledt en affære med vicepræsidenten JD Vance, der så åbenbart også er involveret i konspirationen.
Ud fra ethvert kriterium for seriøs journalistik burde en så absurd historie ikke engang kunne blive nævnt på et redaktionsmøde uden at møde hånlig latter; og det giver næppe mening her at udpensle de ubegribeligt mange grunde til, at teorien på ingen som helst måde hænger sammen med virkeligheden. Men det har altså ikke stoppet indtil flere medier i Danmark, herunder Tv2, i at udgive artikler herom.
Det er, som efterhånden altid med den danske presse, ganske og aldeles pinligt at følge deres dækning af amerikansk politik, kultur og samfund.
Anders Næsby, marts 2026
Tilføj kommentar
Kommentarer