Balladen om ”Odysseen”

En vild og meget ophidset debat udspiller sig i disse uger om en film, som endnu ikke er kommet ud (den skulle udkomme i biograferne midt i juli 2026). Den slags ville have været mere eller mindre utænkeligt for bare et par årtier siden – men ses stadig oftere i vor forunderlige nutid.

Filmen, der her er tale om, er ”Odysseen” – en moderne genindspilning af én af den vestlige kulturs mest kendte og indflydelsesrige fortællinger; historien om heroen Odysseus’ forunderlige og meget komplicerede hjemrejse fra krigen om Troja har således inspireret utallige eventyrlige fortællinger siden.

Fortællingens oprindelse går mindst 2700 år tilbage i tiden og tilskrives ofte den græske digter Homér – om end den mytologiske fortælling, det lange episke digterværk baserer sig på, formentlig har yderligere flere århundreder på bagen, måske op mod et halvt årtusind.

Det er langt fra første gang, ”Odysseen” i en eller anden form filmatiseres af Hollywood – denne gang er der dog tale om et langt større og mere ambitiøst projekt end tidligere set. Dertil kommer, at filmen er instrueret af Christopher Nolan, måske den mest hyldede instruktør i nutidens Hollywood. Og alene derfor er både forventninger, pres og ikke mindst mulig kritik skruet endnu højere op end normalt set.

Inden der dykkes yderligere ned i forhåndskritikken af Nolans ”The Odyssey”, er det vigtigt at påpege, at ingen, ud over instruktøren selv og en lille håndfuld andre involveret i produktionen, endnu rent faktisk har set filmen. Den kan jo reelt vise sig at være et mesterværk.

Det eneste, der indtil nu er blevet offentliggjort til offentligheden, er en ca. 2 minutter lang såkaldt teaser trailer, der selvfølgelig allerede er blevet dechifreret og gennemanalyseret af utallige selvstændige anmeldere og nørder på nettet. Her har nogle bl.a. kritiseret hero-krigernes uniformer, der ser en kende for polerede ud for en bronzealderkrig, der stod på i ti år; men her er trods alt tale om relativt ubetydelige detaljer.

Langt mere intens har kritikken været af nogle af karakterernes casting. Og det er her, debatten for alvor har taget fart. Det viser sig således, at Nolan desværre er faldet i en af det seneste årtis mest underlige og ulidelige troper – som allerede er diskuteret til hudløshed i utallige film og tv-shows; den såkaldte race swapping i woke-ideologiens hellige navn.

Selvom det er muligt, dette er begået mod langt flere karakterer i filmen, er især to indtil videre blevet inddraget i race swapping-debatten; Helena (den smukke kvinde, hvis bortførelse ifølge traditionen startede hele den trojanske krig) og Achilleus (krigens og hele mytologiens mest formidable kriger).

Det er allerede nu fastslået og bekræftet, at Helena skal spilles af Lupita Amondi Nyong’o, en sort skuespillerinde af kenyanske oprindelse. Og netop omkring dette casting-valg har debatten virkelig været rasende.

Det er egentlig en kende synd for Nyong’o, der ellers er en glimrende skuespiller med et fint CV bag sig (om end de fleste nok mest husker hende for at være den kvinde, der i et meget berømt klip sad lige bag Will Smith og så på med et både ængsteligt og forundret blik, mens Smith – efter at have slået Chris Rock på scenen til Oscar-uddelingen i 2022 – sad og råbte og truede Rock med at han skulle ”keep my wife’s name out your fucking mouth!”).

Denne artikel skal da heller ikke være en kritik af hverken skuespillerinden eller hendes (i øvrigt yndige) udseende. Men snarere en oprigtig forundring over, at Hollywood overhovedet fortsætter med bevidst at lave så bizarre casting-valg.

For den mytologiske karakter Helena er fuldstændig og klart beskrevet af Homér; ofte tilknyttet adjektivet ”den liljehvide…”. Denne betegnelse skulle i bronzealderens græske verden forstås som en yderlige ros af en kvindes skønhed. Hvor vi i nutidens skønhedsidealer ofte søger det solbrune look, gjorde man i datiden det modsatte; en kridhvid hud indikerede for rige kvinder, at de ikke behøvede at arbejde ude under solen som den almene pøbel.

De, der håbede, at Hollywood-æraen med de bizarre woke-fordrejninger og belæringer af alting var forbi, er dermed blevet skuffede. Tanken lever endnu fuldt i en verden, der har underkastet sig ideologien fuldstændigt.

Castingen er derved heller ikke et tilfælde – eller et udfald af, at en sort kvindelig skuespiller tilfældigvis imponerede til sin audition. Man har lavet denne casting fuldstændig bevidst i forsøget på at fremme en bestemt agenda.

At Hollywood for nogle år siden lavet en række DEI-kriterier, der skal opfyldes for at blive taget i betragtning til fx Oscars, er et kendt (og fuldstændig tåbeligt) faktum. Altså at der skal være så og så mange ”minoriteter, handicappede eller LGBT-personer” i enhver produktion, ligegyldig hvor lidt mening det så giver i den pågældende kontekst. Men selv dette underlige gitter kunne man nok være sluppet igennem i opsætningen af en episk fortælling med utallige forunderlige væsner, personer og guder i mindre roller.

I stedet har man valgt at underkaste en meget central og velkendt karakter denne race swapping. De sædvanlige forsvarsartikler herfor er allerede kørt i stilling af medier og influencere – klar til at beskylde enhver kritik for at være racistisk og derved slå al saglig kritik af filmen i hartkorn med ond white supremacy-ideologi.

Men trods denne stort set ensidige støtte fra hele etablissementet, har de senere år bare alligevel vist utallige eksempler på, at de evindelige diskussioner om mere eller mindre idiotiske casting-valg simpelthen ikke er godt for filmenes eller tv-seriernes omdømme.

Folk er trætte af denne forudsigelige ideologiske nedtrampning af etablerede karakterer og fortællinger; og vil egentlig bare hellere se en velfortalt historie. Og fordi så mange potentielle biografgængere har oplevet hele dette cirkus så mange gange før, vælger en del derfor også allerede nu, at de simpelthen ikke gider se den nye film.

Hollywood har ganske givet i begyndelsen af race swappingens æra troet, at medieverdenens kompromisløse forsvar i sidste ende ville være en fordel; og følgende bare give gratis reklame for selv middelmådige film. Men denne kalkule har på ingen måde vist sig at holde vand. Tværtom har race swappingen efter alt at dømme skadet en lang række projekter, herunder nogle enkelte der ellers i deres kunstneriske egenart var ganske vellavede; hvilket ingen så rigtig opdagede, fordi alt igen handlede om woke-nonsens.

Endnu mere tåbeligt bliver det omkring castingen af rollen som den ikoniske karakter Achilleus, den græske oldtidsmytologis mest formidable kriger. Denne skal efter sigende (det er så dog endnu ikke fuldt ud bekræftet) spilles af Ellen Page, der nu kalder sig non-binær og går under navnet Elliot Page.

Hvorvidt man så end mener, Page er mand eller kvinde, er castingen selvsagt fuldstændig absurd. Page er 1.55 høj, spinkel og på ingen som helst måde hverken maskulin, veltrænet eller fysisk intimiderende.

Man kan her lave sammenligningen med filmen ”Troy” fra 2004, hvor Achilleus-karakteren spilledes af Brad Pitt – der i den forbindelse var kommet i sit livs form for at fremstå så fysisk imponerende som overhovedet muligt. Det var maskulinitet over hele linjen, hvilket en sådan rolle naturligvis også bør svælge i.

I Homérs ”Odysseen” spiller Achilleus ikke nogen kæmpestor rolle (i modsætning til i "Iliaden", hvor han er blandt hovedpersonerne) – men er dog med i en interessant og filosofisk ganske mørk del af Odysseus’ rejse, hvor han møder sin gamle ven i selve Dødsriget. Det er blandt andet herfra vi ved, at Achilleus faktisk døde i den trojanske krig.

Nolans nye film er, naturligt nok, netop blevet sammenlignet med den i øvrigt glimrende ”Troy” fra 2004, der i nogen grad var en filmatisering af "Iliaden".

Kritikken af ikke at følge den oprindelige fortælling fuldt ud er i den forbindelse interessant; i Homérs oprindelige værk om Trojas belejring har de græske guder en central rolle – krigen udspillede sig således både blandt guder og blandt mennesker. I 2004-filmen valgte instruktøren Wolfgang Petersen klogelig at udelade hele dette guddommelige plot; hvilket derved også gjorde det menneskelige drama mere interessant. Ligeledes varede den oprindelige fortællings krig om Troja mindst 10 år – i "Iliaden" starter historien først i belejringens tiende år (og slutter inden byens fald).

Byens endelige skæbne kendes faktisk kun pga passager i "Odysseen", hvor personer, Odysseus møder på sin rejse, fortæller anekdoter om, hvad der skete – f.eks. den berømte fortælling om Odysseus’ snedige krigslist med den trojanske hest, som vi altså også kun kender gennem ”Odysseen”, ikke ”Iliaden”.

Filmen fra 2004 lader det hele – fra Paris’ bortførelse af Helena til Trojas fald – udspille sig over forholdsvis kort tid. Noget klart tidsskema har vi ikke, men man sidder ikke som seer med en følelse af, at hverken optakten til eller selve krigen varer mere end nogle få måneder.

Hvad Nolan i sin nye film vælger at medtage og udelade er naturligvis vanskeligt at tale en masse om, da offentligheden endnu ikke har set den. Men det er netop diskussioner af en sådan karakter, der burde præge filmatiseringen af et episk storværk som ”Odysseen” – ikke, som det er tilfældet nu, om unødvendigt tåbelig casting.

Netop Christopher Nolan er også et interessant tilfælde som instruktør. Nogle hylder ham, andre finder ham overvurderet. I al fald ynder han at sætte sit eget, lettere prætentiøse, præg på sine fortællinger.

Anmelderne (ikke mindst de danske) elsker hans film. Udkommer en Nolan-film er anmeldere ofte så meget oppe og ringe, at der nærmest ikke er stjerner nok til deres bedømmelser; mens de fleste seere ofte sidder tilbage med en tvetydig og lettere forvirret eftersmag. Man vil helst ikke kritisere dem – af frygt for at fremstå dum, da man ikke helt forstår filmene (det gør anmelderne formentlig heller ikke rigtig, men de svælger i tanken om at befinde sig på et højere intellektuelt stade end den dumme pøbel).

De danske anmeldere og pressen er da også helt som forventeligt kørt i forsvarsposition for Nolan. En meget sigende artikel var således at læse på Tv2.dk d. 15/5 2026 med rubrikken ”Skuespillers hudfarve vækker vrede i ny film”, skrevet af Mads Kleis. Allerede med læsning af overskriften er man helt klar over, hvilken vinkel der lægges på historien: Hvide racister raser over, at en sort skuespiller får en stor rolle. Og dermed følger man som altid fint i sporet på de progressive medier i USA.

Problemet er bare, at denne vinkling fuldstændig – bevidst eller ubevidst – misforstår kritikkens pointe. Ingen har problemer med, at talentfulde sorte skuespillere får roller; men det er til gengæld ganske absurd at caste sådanne i karakterroller, der er klart definerede til det modsatte.

Argumentet om, at alle – ligegyldig race, køn eller seksuel orientering – kan spille enhver rolle, ville faktisk være ganske gangbart, hvis det så vel at mærke gik begge veje. For de samme progressive fortalere for race swapping af f.eks. Helena-karakteren, ville næsten bogstaveligt talt troppe op med høtyve og bål i gaderne, hvis en etableret sort eller etnisk minoritetskarakter blev spillet at en hvid person.

Tv2’s artikel viser med al tydelighed dette hykleri: Kleis vælger, efter sin indledende hån af ”Elon Musk-typerne, der har problemer med sorte skuespillere”, at kaste en ”ekspert” ind i sin artikel; i dette tilfælde Berlingske-anmelderen Kristian Lindberg, der straks lancerer en bedrevidende affejning af, at der skulle være nogen som helst problemer – og tilføjer derpå, at ”hvide skuespillere jo tidligere tog roller, som de ikke passede til”. Altså med andre ord, at dette skulle være en eller anden form for poetisk retfærdig payback.

Ret bizart nævner han i den forbindelse, at danske Nicolaj Coster-Waldau engang spillede den ægyptiske gud Horus (Lindberg synes at befinde sig i en illusion om, at ægyptiske guder eller personligheder derved burde spilles af sorte mennesker – sikkert fordi det er lykkedes ham at finde frem til, at Ægypten geografisk ligger i Afrika).

Problemet er bare, at oldtidens ægyptere, etnisk såvel som kulturelt, intet som helst havde at gøre med Afrikas fortrinsvis sorte befolkning – eller for den sags skyld den arabiske befolkning, der siden erobringen i Det Syvende Århundrede har domineret dette oldgamle land.

Andre mediefolk i den vestlige verden har dog taget forsvarsargumenterne for Nolan til endnu mere tåbelige højder end førnævnte Tv2-artikel. Det er således lykkedes flere både britiske og amerikanske journalister at opstøve såkaldte eksperter, der i fuld alvor påstår, at Helena da sagtens kunne spilles af en sort kvinde, da græsk mytologi ”var kraftigt inspireret af, hvis ikke ligefrem hugget fra, afrikansk folklore”. Sådanne udtalelser har selvsagt intet at gøre med seriøs historie. Men vestlige mediefolk lader kritikløst såkaldte eksperter udlægge det alligevel, formentlig fordi det passer fint ind i et narrativ, de selv er faldet for.

Er diskussionen overhovedet vigtig?

Mange vil nok tænke, at dette blot er en storm i et glas vand (hvilket det vel også på mange måder fremstår som). Og kan vi ikke være ligeglade med, om historie og mytologi skal omskrives for et mere moderne publikum (et mantra, der til stor irritation for mange har runget i Hollywood i mere end et årti). Kan vi ikke være fuldstændig ligeglade med, om Helena skal spilles af en sort skuespillerinde – er det ikke også nærmest racistisk at kritisere det?

Indledningsvis kan man til dette sige; hele ideen om skuespil er grundlæggende at påtage sig en rolle, man ikke selv er. Derfor er Hollywoods ide om, at f.eks. en homoseksuel karakter kun kan spilles af en skuespiller, der selv er det, mildest talt mærkeligt. Denne tanke kunne i princippet føres over på skuespillere af forskellig hudfarve også – og dermed, principielt, være at forsvar for de race swappede karakterer.

Det er dog alligevel med race/hudfarve lidt anderledes, især hvis der er tale om etablerede karakterer (f.eks. en klart defineret karakter fra skønlitteraturen som James Bond, og endnu mere en mytologisk eller historisk karakter). Det ville simpelthen se latterligt ud, hvis hvide skuespillere skulle spille sorte ikoner som Martin Luther King eller Rosa Parks. Ligesom det tilbage i 1956 var latterligt, at ærkeamerikaneren John Wayne spillede den mongolske verdenserobrer Djengis Khan.

Det underlige og meget hykleriske i nutidens woke-kultur er som nævnt, at man tilskynder og systematisk arbejder for, at historiske/mytologiske hvide karakterer altid skal spilles af andre etniciteter (i progressivitetens navn) – men hvis nogen skulle få den ide at gøre det modsatte, ville der (stort set bogstaveligt) være brand i gaderne.

Fra Hollywoods synspunkt kan man undre sig over, de stadig kaster sig ud i al dette, da det meget ofte i sidste ende ikke gør andet end at skade indtjeningen. Men for de ”eksperter” (herunder en del universitetslektorer) der bidrager med deres akademiske etos-argumentation til hele denne farce, er der formentlig mere dunkle motiver.

De sidste årtier har man således i hele Vesten i universitetsmiljøernes stadig mere udtalte venstreekstremisme kunnet observere et systematisk forsøg på at omskrive historien. Første skridt var at undergrave Vestens historiske gerninger ved konstant at fremstille den – og den hvide race – som skurken. Nu er man så nået til anden fase, hvor man skridt for skridt – fra fagbøger til skønlitteratur – forsøger at lade som om, at vestlig kultur nærmest aldrig har eksisteret. F.eks. ved at lade skuespillere med alle mulige etniciteter rende rundt i film og serier af historisk eller mytologisk karakter.

Dette er et fint eksempel på, hvorfor denne debat ikke bare er en lidt ligegyldig storm i et glas vand. Der sidder folk overalt i vestlige akademiske kredse, der meget systematisk forsøger at udhule og undergrave deres egen kultur; og prøve at skabe et fuldstændig løgnagtigt billede af, at multikultur da altid har eksisteret i den vestlige verden (ikke andre steder, forstås, der hylder man den etniske ensartethed). F.eks. påstår aktivister forklædt som akademikere på det ellers hæderkronede Oxford Universitet i England, at engelske byer i middelalderen var ”fuld af diversitet” – og derfor er der ingen problemer i at finde sorte og arabiske karakterer i historiske serier, der foregår i den tids England.

I Danmark excellerer også flere og flere universitetsforskere med lignende nonsens-forklaringer; man kan i den forbindelse blot tænke på medie-yndlingen Arne Willerslev, hvis fulde mission i den akademiske verden synes at være at undergrave værdien af sit eget lands kulturhistorie. Og drømmer om en multikulturel verden med universelle normer, hvor ingen længere har rødder nogle steder.

At denne kulturkamp rettet mod Vesten er i fuld gang på næsten alle niveauer i den akademiske verden, er et faktum, de færreste sådan for alvor har taget notits af. De fleste kommer først i berøring hermed i næste led i kæden (underholdningskulturen), når endnu en tv-serie eller film pinedød skal stopfodres med diversitets-nonsens, som de færreste længere gider se på.

Men det er da også derfor, hele diskussionen er særdeles vigtig. Noget så banalt som en ny film er i virkeligheden i et mikroformat en kamp om noget langt større; hele vort kulturelle grundlag og egentlige eksistens.

Mister vi først forståelsen af og forbindelsen til vore egne kulturelle rødder, er der ikke længere noget dybere kit, der holder det hele sammen. Noget sådant ville glæde globalist-akademikerne, kulturradikale anmeldere og de ulidelige woke-ideologer i Hollywood. For da fleste andre vil det være et mareridt.

Homérs klassiske værk ”Odysseen” handlede ironisk om at finde hjem, at være i kontakt med sine rødder. Det er i sandhed trist, at underholdningsbranchen ikke længere selv er i stand til det.

Anders Næsby, maj 2026