Selvom det føles som værende ganske nyligt, er det efterhånden ved at være to år siden, det famøse amerikanske præsidentvalg i 2024 blev afholdt. Og da der i amerikansk politik aldrig er rigtig længe til næste valg, kan man så småt nu begynde at ane de første konturerer frem mod præsidentvalget i november 2028.
Hvis dette valg endnu føles som værende langt ude i fremtiden, er det vigtigt at påpege, at præsidentvalg i deres helhed mere eller mindre står på i halvandet års tid; og allerede om senest et år fra nu, i sommeren 2027, vil de fleste af de seriøse kandidater have meldt ud herom. Denne artikel vil derfor forsøge at kigge frem mod det næste valg – og vende de kandidater fra begge de store partier, der lige nu virker som de mest sandsynlige.
Inden dette videre belyses, skal det nævnes, at der allerede i år afholdes et vigtigt valg i USA: Det såkaldte Midtvejsvalg (The Midterm Election) i november 2026. The Midterms er egentlig blot et valg til Kongressens to kamre, Senatet og Repræsentanternes Hus.
Disse afholdes i USA hvert andet år. Den lidt misvisende titel har midterm-valget traditionelt båret, når det hvert fjerde år holdes midtvejs mellem to præsidentvalg – de resterende kongresvalg holdes så samtidig med præsidentvalgene.
Enkelte guvernørvalg og en lang række mere lokale by- og county-valg afholdes også denne dag, men disse skal ikke yderligt berøres her.
Den danske USA-presse varmer da også i disse uger stadig mere op til midterm-valget; og kan som altid ikke finde ud af ret meget andet end at bygge samtlige historier omkring Donald Trump (selvom præsidenten jo altså ikke selv er på valg til november).
Det skal retfærdigvis indskydes, at enhver siddende præsidents dagsform og popularitet bestemt har betydning for de forskellige kandidater til Senatet og Repræsentanternes Hus; det smitter simpelthen af på kandidaterne, hvordan amerikanerne ser på præsidentens parti på landsplan.
Helt direkte kan det dog ikke altid overføres. Der sidder mange kongresmedlemmer rundt omkring i delstaterne, hvis popularitet – eller mangel på samme – er sikret gennem deres handlinger i forhold til de lokale vælgere; og ikke er afhængige af præsidentens politiske ageren. Dertil kommer, at delstaterne – navnlig uden for de større byområder – ofte er præget af lokale politiske spørgsmål og utallige forskellige dagsordener, som vi forståeligt nok ikke rigtig har indblik i her i Danmark.
Ikke desto mindre synes i hvert fald Det Demokratiske Partis overordnede strategi frem mod midtvejsvalget at være den samme, de (bestemt ikke altid med succes) har anvendt det seneste årti; at Trump er fjenden, og at alt handler om at bekæmpe ham.
Her på SpotOnUSA.dk har denne strategi flere gange været kritiseret, og det af flere grunde: For det første har det nu stået på så længe, at flertallet af amerikanske vælgere simpelthen finder det kedeligt og forudsigeligt. Alle anklager mod Trump er set og hørt før, og demokraternes påklistrede vrede og indignation mod præsidenten begynder at forekomme farceagtig.
For det andet, og vigtigere, kan man ikke som stort og indflydelsesrigt parti så længe bygge en strategi op alene omkring modstand mod noget/nogen. Der skal også frembydes grunde for vælgerne for at stemme demokratisk; med andre ord skal man også være for noget.
Her ville nogle måske indvende, at demokraterne bestemt har været for mange ting det seneste årti, hvilket da også er korrekt. Problemet er bare, at de fleste af de mærkesager, flertallet af vælgerne forbinder med det moderne demokratiske parti, har vist sig både politisk håbløse og ekstremt upopulære. Man kan her blot tænke på DEI, ”defund the police”, flydende køn og masseimmigration.
Mange af de demokratiske kandidater har da også for længst opdaget, hvor tåbelige disse ideer var; og er derfor ganske fornuftigt flygtet fra dem. Desværre har mange bare ikke rigtig fundet den platform, de så i stedet skal stå på – og da slet ikke partiet som helhed.
Det sidste problem omkring demokraternes anti-Trump-strategi er, at de gennem hele denne tiårige periode ikke har gjort sig selv mere populære, tværtimod. For selvom de konstante retoriske angreb på Trump formentlig har bidraget til at svække hans popularitet, så har det også i vælgernes øjne fået demokraterne selv til at fremstå i et mere negativt lys; som et surmulende og konstant anklagende, næsten hadefuldt, parti. Det forunderlige er tilmed sket, navnlig her i Trumps anden præsidentperiode, at demokraternes tilslutning faktisk er faldet endnu mere end Trumps.
Det er netop denne del, den danske presses såkaldte USA-eksperter har så vanskeligt ved at forstå i en tid, hvor de – ligesom frem mod november 2024 – er ved at tale sig ind i paradigmet om, at demokraterne må stå foran et supervalg, hvor de stort set rydder bordet.
Samtidig refererer de konstant til en nylig måling fra Ipsos, der viser, at Trumps popularitet på landsplan blot er omkring 35% (det var i øvrigt selvsamme Ipsos, der frem mod valget i 2024 kom med de mest bizarre målinger, og i øvrigt altid skyder republikanerne kunstigt lavt – noget, de danske journalister heller ikke har opdaget). Men selv om denne Ipsos-måling helt usædvanligt skulle vise sig at være korrekt (de mere seriøse, uafhængige meningsmålingsinstitutter i USA peger lige nu på en Trump-popularitet på omkring 41%), så hjælper det bare ikke rigtig et demokratisk parti, der på landsplan i popularitetsmålinger ligger mellem 25% og 28%. Enkelte målinger har endda vist dem nede på katastrofale 21%.
Med andre ord: Demokraternes evigt negative råben og skrigen mod præsidenten vækker muligvis glæde hos den ensidige danske USA-presse. Men det gavner dem på ingen måde i forhold til dem, der virkelig tæller; de amerikanske vælgere.
Man kan håbe for demokraterne, at de snart holder op med dette ensidige pjat – og begynder at føre reel politik igen.
Hvem bliver partiernes næste præsidentkandidater?
Selvom midtvejsvalget forståeligt nok vil fylde mest her i 2026 – og her på mediet vil blive grundigere analyseret, når valget for alvor nærmer sig til efteråret – vil denne artikel som tidligere nævnt forsøge den (indrømmet vanskelige) opgave at spå frem mod præsidentvalget i 2028. I den forbindelse kigges der nu nærmere på de formentlig bedste bud på de to store partiers kandidater.
Inden der fortsættes ad dette spor, skal det også meget klart fastslås, at intet på nuværende tidspunkt kan siges med sikkerhed. Tempoet skrues nærmest konstant op i nutidig politik, og der kan ske ufatteligt meget bare det næste år. Dertil kommer, at det i sidste ende er primærvalgene og slutteligt konventerne i begge partier, der endeligt udpeger kandidaterne; og der sker næsten altid overraskelser frem mod og under primærvalgssæsonen (der typisk kører fra tidligt i januar og frem til medio juni i selve valgåret).
Alligevel vil forsøget følgende gøres – med alle de forbehold og ubekendte faktorer, der selvsagt må være så længe før.
For demokraterne er feltet lige nu det mest åbne. Der vil i artiklen her fokuseres på en lille håndfuld interessante kandidater, herunder deres svagheder og styrker, men der er næppe tvivl om, at langt flere vil have ambitioner herom. F.eks. var der frem mod demokraternes primærvalg i 2020 ikke færre end 29 kandidater. Mange af disse forsvandt hurtigt ud af billedet, hvilket da også altid sker ved primærvalg. Her kan politikere med årtiers erfaring og enorme politiske netværk blive blæst ud af spillet på få uger; simpelthen fordi alt er større og vildere til nationale valg.
Den kandidat, der utroligt nok stadig står bedst i demokraternes egne målinger, er Kamala Harris. Den tidligere vicepræsident har ikke meldt ud endnu, om hun faktisk vil prøve at blive nomineret igen (hvilket da også er taktisk dumt så tidligt i forløbet). Men hendes meget vævende svar i direkte spørgsmål derom indikerer med stor tydelighed, at hun i hvert fald kraftigt overvejer det.
På plussiden tæller et ganske vigtigt element (som formentlig også forklarer, at hun er målingernes front-runner); genkendelighed. Hun er simpelthen et navn, der er kendt af nærmest alle i USA, og en eventuel kampagne vil derfor ikke behøve at bruge tid på at introducere hende for vælgerne.
Ligeledes har hun endnu ganske stor støtte internt i partiet, hvor man aldrig rigtig har turdet kaste sig ud i en reel analyse af, hvorfor hendes kampagne fejlede så markant i 2024. Det Demokratiske Parti anno 2026 tør simpelthen ikke rette kritik af en sort kvinde. Og derved tør og vil man heller ikke analysere de utallige svagheder, hendes kandidatur afslørerede ved forrige valg.
SpotOnUSA.dk har aldrig lagt skjul på vor totale mangel på begejstring for Kamala Harris; og skulle hun rent faktisk ende i 2028 som partiets spidskandidat, tør vi godt allerede nu forære sejren til republikanerne, stort set ligegyldigt hvem de så opstiller. Det skal dog også siges, at vejen hertil er svær for Harris; hun skal selv vinde partiets primærvalg, hvilket hun aldrig før har været i nærheden af. I 2020 kollapsede hendes kortvarige kampagne uden at hun havde vundet én eneste partivalgmand. Og i 2024, efter Joe Biden endelig trak sig, fik hun på ganske udemokratisk vis stort set foræret spidskandidaturet af demokraternes mest indflydelsesrige støtter.
På den anden side kan det jo også være, Harris i hvert fald internt har turdet tage et kritisk blik på sin kampagne – og faktisk har lært noget. Og hvem ved; vilde comebacks er set før i amerikansk politik.
Mere spændende er måske den 36-årige New York’er Alexandria Ocasio-Cortez, ofte blot omtalt som AOC. Den kønne og karismatiske kongreskvinde er en darling for partiets stadig mere højlydte venstrefløj, der ligesom den danske presse elsker hende. Hun forstår som få andre i amerikansk politik at bruge især sociale medier til sin fordel, og til hendes politiske rallies er en begejstring og et talmæssigt fremmøde, som de andre demokratiske kandidater sikkert sukker drømmende om. Hun har især virkelig tag i de unge partivælgere, ikke mindst efter at have vundet den aldrende Bernie Sanders’ opbakning (den gamle socialist, der gennem årtier har stået for den venstreorienterede linje i partiet, der nu nærmest er blevet mainstream.
I 2028 vil AOC være 38 år; og dermed både have en solid politisk erfaring og stadig en i præsidentiel sammenhæng ung alder. Hun er også nu gammel nok til faktisk at kunne blive præsident, hvilket ifølge Forfatningen kræver en alder på mindst 35 år (det havde dele af den AOC-begejstrede danske presse ikke opdaget, da de forsøgte at tale hende op som mulig præsidentkandidat allerede i 2020).
Hun vil qua sin popularitet i store dele af partiets græsrødder have en reel chance for at sikre sig nomineringen i sommeren 2028.
På negativsiden tæller så for AOC, at hun tilhører den yderste venstrefløj. Dette kan som nævnt hjælpe hende i primærvalgene (i hvert fald i en del stater), men det ville også blive et virkeligt problem i et endeligt nationalt valg. For hendes politiske standpunkter flugter bestemt ikke med et flertal af vælgerne i USA – og hun vil således give sit parti meget store vanskeligheder med at tiltrække de vigtige ubesluttede midtervælgere.
Denne gordiske knude er stærke kræfter og donorer i partiet da også fuldt ud bekendt med, og man vil her frygte et AOC-kandidatur; og formentlig derfor modarbejde hende internt og støtte hendes mere moderate rivaler. Det bliver interessant at følge, hvordan alt dette kommer til at spille sig ud, hvis hun faktisk ender med at melde sig som kandidat til partiets nominering.
Det har hun ikke gjort endnu; men der arbejdes efter sigende bag linjerne meget stærkt på at samle opbakning, donorer og dygtige stabsfolk til en kommende kampagne.
Et af de antageligt stærkeste demokratiske kort ville være den ganske populære 54-årige Michigan-guvernør Gretchen Whitmer. Som kvinde og relativt progressiv (uden dog på nogen måde at være så venstreorienteret som AOC) vil hun formentlig kunne give en vis begejstring også blandt partiets græsrødder. Dertil kommer det vigtige faktum, at hun nu flere gange ret markant har vundet guvernørvalget i den vigtige swingstat Michigan, der i de seneste præsidentvalg virkelig har været i fokus. Det var således en smal sejr her til Trump over Hillary Clinton i 2016, der for alvor markerede, hvor valget var på vej hen.
Og når man som Whitmer så klart kan dominere i Michigan, vil hun også som spidskandidat have gode muligheder i de andre vigtige såkaldte rustbælte-swingstater som Pennsylvania og Wisconsin, måske endda sætte stater som Ohio og Iowa i spil.
Skulle hun så blive partiets kandidat, ville hun følgende også undersøges og kritiseres langt mere dybdegående, end hun hidtil har oplevet; og der ville for alvor bores i samtlige politiske beslutninger, hun har stået bag i sin hjemstat. Herunder nogle på landsplan ret upopulære. Dertil kommer, at Whitmer i modsætning til Harris og AOC for ganske nylig har meldt klart ud, at hun ikke ønsker at opstille til præsidentvalget. Sådanne udtalelser har før vist sig ikke at være helt korrekte, men hvis hun faktisk mener det, er yderligere spekulationer selvfølgelig ligegyldige.
Blandt de mandlige demokratiske kandidater kan man ikke komme uden om Californiens guvernør Gavin Newsom, der også tidligere er beskrevet her på mediet. Han er særdeles progressiv og veltalende, har et nydeligt udseende og er skarp i interviews. På det ydre ligner han den ideelle kandidat; og vil med et holdnings- og værdigrundlag, der nok ville placere ham et sted mellem Whitmer og AOC, kunne appellere til både de moderate og de venstreorienterede i partiet (om end denne balance kan være vanskelig at ramme præcist). Da han har ledet Californien i en del år (siden 2019), har han også erfaringen med mange forskellige politiske områder. Staten rummer alt, fra storindustri til små landbrug, og er tilmed både den indbyggermæssigt og økonomisk set største stat i USA.
Hovedpinen for Newsom er ironisk nok også Californien, som altid i amerikanernes øjne har været betragtet med en vis hovedrysten. Det progressive er altid lige en tand mere skørt derovre; og staten er endda under Newsoms ledelse gået forrest med at implementere nogle af de seneste års mest tossede politiske ideer – alt det, der har hængt som en klods om benet på Det Demokratiske Parti de seneste år. Newsom ville derfor som spidskandidat give republikanerne en masse konkrete politiske beslutninger, de kan bruge til at angribe ham med. Han har dog også intellektet og de oratoriske evner til at kunne forklare sig omkring alt dette over for vælgerne.
Et lidt mere moderat valg, der for alvor ville kunne række ud til amerikanske midtervælgere, er Josh Shapiro, guvernør i Pennsylvania. Ligesom Michigan har Pennsylvania været en af de mest afgørende swingstater de seneste præsidentvalg – og en sejr her ville gavne demokraternes chancer markant. Shapiro er som Whitmer ganske populær i sin egen stat og vil ligeledes måske kunne ændre på status quo andre steder i Rustbæltet.
Skulle partistrateger lige nu udpege en kandidat, der på papiret ville være bedste mulighed for en sejr på landsplan, ville Shapiro formentlig være deres bedste bud. Han har også siden 2024 efter sigende arbejdet systematisk på at sikre sig indflydelsesrige partistøtter frem mod 2028.
Problemet for Shapiro er, at han ikke får ret meget opmærksomhed i den amerikanske offentlighed. Han optræder sjældent i de nationale medier, og han gør sig ikke rigtig i voldsomme og bombastiske udtalelser på SoMe. Det er muligvis en bevidst strategi for at holde sig ude af alt det nonsens og mudderkastning, der præger Det Demokratiske Parti i denne tid. Men det medfører så også det problem, at vælgerne (alle andre steder end i Pennsylvania) mere og mere glemmer ham. Han er da også konstant dalet i interne målinger for mest sandsynlige kandidater og ligger nu i sådanne et godt stykke under de 10%.
Har Shapiro faktisk ambitioner om at blive partiets præsidentkandidat, skal han således nok snart til at markere sig lidt mere på landsplan.
En del demokratiske medier peger da også mere og mere på en anden moderat kandidat i form af den tidligere transportminister Pete Buttigieg. Den 44-årige Buttigieg er reserveofficer i hæren og har en baggrund som borgmester i South Bend i staten Indiana. Han er ganske jordnær og sjældent udfarende i sine udtalelser, men alligevel ganske veltalende.
Samtidig appellerer han med sin baggrund i Midtvestens rural heart land til vælgergrupper, som demokraterne ellers stort set har mistet følingen med. Buttigieg scorer overraskende højt i interne målinger, hvor han næsten ligger side om side med Kamala Harris – og som kandidat til et nationalt valg ville han efter alt at dømme være et langt bedre valg end hende.
Han er til gengæld ikke en, der på nogen måde begejstrer den mest progressive unge venstrefløj i partiet – og han kunne hurtigt ende som den lidt glemte kandidat til primærvalgene, der bare stille og roligt går i stå.
Den sidste demokrat, der her skal nævnes, er den nok mindst realistiske long shot-kandidat, den 66-årige kongresmand Rahm Emanuel. Emanuel har et CV, som de færreste andre i politik kan matche; tidligere borgmester i storbyen Chicago, militærkarriere under Golfkrigen, stabschef under Obama-administrationen, ambassadør i Japan og nu altså højtrangerende kongresmedlem. Han er tilmed vidende og højt begavet – og har således alle kvalifikationer for at lede verdens mægtigste land.
Han er ligesom Josh Shapiro jødisk – og har endda været frivillig i den israelske hær, IDF. Netop det jødiske og stærkt zionistiske element kan give både fordele og ulemper internt i partiet (og i øvrigt det samme på verdensplan, hvis han skulle blive valgt).
Problemet bliver så for ham i en eventuel primærvalgkamp (Emanuel har intet meldt ud endnu om sit mulige kandidatur), at Det Demokratiske Parti på græsrodsniveau er blevet stadig mere antijødisk de seneste år, hvilket ikke mindst har vist sig på universiteterne, hvor jødiske studerende bogstaveligt talt er blevet presset ud, jagtet eller overfaldet. Mange græsrødder ville simpelthen aldrig stemme på en jødisk kandidat (dette er ironisk nok den nutidige tilstand i et parti, der hele tiden anklager republikanerne for racisme).
Rahm Emanuel ville – hvis han mod forventning skulle opnå sit partis kandidatur – kunne udfordre republikanerne på områder, de normalt klarer sig bedst på; f.eks. forsvaret og militære interventioner i Mellemøsten. Han er dog som nævnt et long shot, en dark horse. I hvert fald sammenlignet med de ovennævnte mulige kandidater for demokraterne.
For Det Republikanske Parti er listen af mulige kandidater lige nu en anelse mere overskuelig, om end der bestemt og her kan fremkomme helt uventede og overraskende kandidater det næste års tid.
Når Donald Trumps anden præsidentperiode udløber (i januar 2029), slutter hans omtumlede tid som præsident også. Forfatningen har siden 1951 forhindret præsidenter i at sidde i mere end to 4-årige perioder – og her betyder det intet, om perioderne har været sammenhængende eller som i Trumps tilfælde to ikke-sammenhængende perioder.
Det betyder også, at partiet skal finde en ny kandidat gennem egne primærvalg. Som det ser ud lige nu, tegner det til at blive en kamp mellem to fremtrædende navne: Vicepræsidenten JD Vance og udenrigsministeren Marco Rubio.
JD Vance må i den forbindelse have førertrøjen på. Som siddende vicepræsident er han i manges øjne den naturlige efterfølger for den afgående præsident – og selvom den danske presse afskyr ham, har han objektivt set klaret sin hidtidige vicepræsidentrolle fint. Han er klar i retorikken og har fungeret godt med at levere Trumps centrale budskaber. Ikke mindst i international politik, hvor f.eks. hans kritiske opsange til europæiske politikere virkelig har skabt opmærksomhed.
Han har også den klare fordel, at Trump til alles overraskelse – herunder dette medie – personligt pegede på ham som sin naturlige aftager og derfor valgte den dengang relativt ukendte og unge 38-årige Ohio-senator til sin vicepræsidentkandidat i 2024. Dermed vil den markante MAGA-bevægelse formentlig også støtte ham i primærvalgene.
Dette kan dog også vise sig at blive hans akilleshæl. For ligesom demokraternes venstredrejede mærkesager har været upopulære hos den gennemsnitlige amerikanske vælger, har også MAGA på denne måde været splittende. Og er i store dele af USA’s vælgerskare både udskældt og hadet.
Det er nok også derfor, Marco Rubio efter sigende forbereder en kampagne, hvor han vil søge mere ind mod den politiske midte, der også har haft sværere kår i Det Republikanske Parti de seneste år. Den 55-årige tidligere mangeårige senator og altså nu både forsvarsminister og midlertidige national sikkerhedsrådgiver ville med sin hispanic-etniske baggrund kunne medføre en interessant x-factor til valget hvad angår de ikke-hvide stemmer (og især de latinamerikanske).
Der spekuleres også i republikanske medier om, at Rubio internt er uenig i flere af Trumps og Vances beslutninger, især omkring udenrigspolitik – om end han udadtil har været loyal over for linjen. Han er som Trump en hardliner omkring militære interventioner, og er dertil stærk støtte af Israel. Men han har efter sigende også talt for en mere fastlagt linje og været bekymret omkring de mange forskelligartede meldinger fra Det Hvide Hus.
Rent ideologisk er han ganske konservativ, men har også ved flere lejligheder, både i sin tid i Floridas delstatspolitik og som senator i USA vist sig villig til tværpolitisk samarbejde; noget der ville kunne gavne ham i en valgkamp og muligvis lukke nogle angrebsflanker fra demokraterne.
Som nævnt er Vance og Rubio klart de bedste bud lige nu. Skulle andre mulige kandidater nævnes, kunne man måske pege på Florida-guvernøren Ron DeSantis, der så sent som i sommeren 2023 lignede det bedste bud som en republikansk præsidentkandidat – men ligesom stort set alle andre blev blæst fuldstændig af banen, da Donald Trump igen trådte ind i rampelyset.
DeSantis har intet endnu sagt om et muligt nyt forsøg på at blive republikanernes kandidat. Men skulle han ønske det, er det ikke urealistisk. Han har gjort det imponerende godt i en stor og kompleks stat som Florida, hvor tidligere tiders kriminalitetsproblemer har været voldsomt faldende. Tilmed er det blevet USA's mest populære stat at flytte til. Og ikke bare, som tidligere, for pensionister, der ønsker deres sidste år i varme og sol. Også storindustrier er stadig mere tiltrukket af Floridas velfungerende og erhvervsvenlige statsapparat, der rent økonomisk i disse år bugner.
Trods en ret markant konservativ linje, er DeSantis ganske populær i en stat, der for ikke så mange år siden betragtedes som en swingstat. Under hans lederskab er den blevet stadig mere ”rød” og betragtes nu som nogenlunde sikker for republikanerne til præsidentvalg. Hvilket med sine 27 valgmænd (det fjerdehøjeste i USA) bestemt ikke er uvæsentligt.
Skulle han stille op igen, kræver det dog en gentænkning af den kampagne, der fejlede totalt i 2020. DeSantis havde, modsat de fleste andre republikanske kandidater, virkelig mange penge i sin kampagnes war chest – og fik ikke meget ud af dem.
Det er vanskeligt lige nu at pege på ret mange andre realistiske kandidater for republikanerne. Skulle man alligevel spekulere på spændende long shots, kunne man måske foreslå den 41-årige New York-kongreskvinde Elise Stefanik, der for alvor gjorde sig berømt i USA under de rystende kongreshøringer om antisemitisme på universiteterne i december 2023. Her grillede hun knivskarpt en række universitetsledere, der alle blev udstillet på det skammeligste. Det var også her, hun kom på Trumps personlige radar – han udtalte efter sigende til sine nærmeste, mens han som millioner af andre fulgte høringerne på tv, at ”she’s a killer!”
Da Trump blev genindsat som præsident i januar 2025, udpegede han da også netop Stefanik til den vigtige post som amerikansk FN-ambassadør; formentlig i et forsøg på at få den skarpe kvinde til at banke resten af verden på plads. Udnævnelsen endte dog med at blive trukket tilbage; ikke fordi Stefanik havde gjort noget galt, men fordi han havde brug for hendes loyalitet og intellekt i en kongres med et meget snævert og skrøbeligt republikansk flertal.
Stefanik har som de fleste andre på denne liste ikke meldt noget ud. Men der spekuleres stadig mere i republikanske medier om hendes kandidatur – og hun er efter sigende selv i færd med at række ud til nøglepersoner og analysere sine muligheder.
Skulle det vise sig at være rigtigt, kunne Stefanik være et spændende bud. Hun er bestemt ikke lige nu den mest oplagte spidskandidat – men hun ville som konservativ kvinde fra en traditionelt demokratisk stat som New York, og med den rette alder og udseende, muligvis kunne række ud til vælgergrupper, ingen af de tre førnævnte republikanere på samme måde kan matche. Og skulle det ikke blive til noget med et kandidatur i 2028, er Stefanik alligevel værd at følge med et vågent øje de kommende år i amerikansk politik; for hun har både evnerne og karismaen til at nå store højder.
Anders Næsby, juni 2026
Tilføj kommentar
Kommentarer