Der er skrevet utallige bøger om emnet, og førende amerikanske historikere har i årtier ytret sig i sikre, kloge vendinger om netop dette interessante spørgsmål: Hvorfor har socialismen aldrig slået rod i USA? Mange interessante svar er givet, og det har i årevis været betragtet som noget, der aldrig er sket, og nok heller ikke kommer til at ske. Men spørgsmålet er, om denne ”sandhed” snart skal lægges i graven.
Noget stort og muligvis fundamentalt forandrende buldrer således netop nu under overfladen hos demokraterne, og problemstillingen er over sommeren mere og mere boblet op til overfladen. Historien er kun enkelte gange berørt i de danske medier, der har alt for travlt med at lave deres omkring ti daglige artikler og indslag om, hvor forfærdeligt et menneske Donald Trump er.
I de amerikanske medier – interessant nok både de republikanske og de demokratiske – er historien derimod efterhånden blevet den dominerende. Og begge sider dækker den med ængstelse, om end baggrunden for denne ængstelse kommer af hvert sit grundlag. For mere og mere tyder på, at en egentlig borgerkrig er tæt på at eksplodere i Det Demokratiske Parti.
Her på SpotOnUSA.dk var spådommen efter demokraternes valgnederlag i november 2024, at partiet nu – efter det indledende chok og fornægtelsesfase var forbi – simpelthen måtte søge tilbage til en mere moderat linje På ny blive det mere folkeligt forankrede parti, det var i hvert fald frem til midt i 00’erne.
Det skal nu åbenhjertigt erkendes, at vi på mediet ganske enkelt tog fejl. Demokraterne har på ingen måde fundet tilbage til en mere moderat linje. Faktisk er det her små to år efter blevet åbenlyst mere ekstreme; og det selvom det tydeligvis giver sig udslag i alle målinger, at størstedelen af deres egen vælgerbase ikke ønsker de rabiate ideer, der har martret partiet i et årti. Alt det, der nogle gange lidt forsimplet kaldes det woke. Problemet er bare, at de yderligtgående grupperinger i partiet lige nu er dem, der laver klart mest larm. De har momentum, og de har fået blod på tanden.
Kamala Harris, der som bekendt blev partiets præsidentkandidat i 2024, fremstod dengang i de vitale ubesluttede midtervælgeres øjne som alt for radikal på en lang række punkter. Men i sammenligning med flere af de kandidater, der netop i denne tid fylder i mediebilledet hos demokraterne, fremstår Harris nu som noget nær kedsommeligt midtsøgende.
For der er virkelig tale om nye vinde i amerikansk politik, når et af de to store partier opstiller kandidater til ledende poster som guvernører eller kongresmedlemmer, der vedkender sig marxisme, taler for at ophæve Forfatningen, raser mod alle elementer i den amerikanske kulturhistorie og endda åbenlyst hylder angrebene d. 11. september 2001 – sidstnævnte er netop nu særligt ømtåleligt, da denne tid markerer 25-års-dagen for det blodigste og mest ødelæggende terrorangreb i USA's historie.
De kontroversielle kandidater
Hvem er de så, disse rabiate personer, der lige nu fylder så meget i Det Demokratiske Parti? Groft sagt kan de inddeles i to undergrupper: De marxistisk inspirerede (hovedsageligt kvindelige) idealister og de muslimske.
Blandt de mest iøjnefaldende fra første gruppe kan nævnes Seattle-borgmesteren Katie B. Wilson. Hun overtog borgmesterposten i det progressive Seattle i januar 2026 og har siden glimret med en række tiltag, der mere eller mindre er i færd med at smadre den ellers charmerende vestkystby. Siden hendes magtovertagelse er byens hjemløseproblem eksploderet, politiet har fået frataget den sidste smule magtmidler, de havde, og en række store virksomheder som Starbucks og Microsoft (som i bund og grund betaler gildet i den normalt velhavende by) er undervejs med at flytte væk efter voldsomt øgede beskatninger.
Det skal retfærdigvis her siges, at Wilson ikke har ytret planer om at ville opstille på nationalt niveau. Men hun er allerede blevet én af republikanernes mest brugte politiske skydeskiver – også på nationalt plan – når man vil vise et skoleeksempel på, hvad yderligtgående demokratisk politik kan føre til.
Endnu mere tosset og rabiat fremstår medlemmet af Wisconsins delstatsforsamling Francesca Hong, der i august i 2026 kun meget knebent tabte partiets primærvalg frem mod at blive statens næste guvernør. Blandt hendes ret vilde politiske forslag er bl.a. et ønske om helt at afskaffe politiet, fængselssystemet og den vigtige amerikanske helligdagsfejring Thanksgiving. Hun vil inddrage mangemillionærers formuer for at gøre al pleje gratis, og hun har skabt røre med sine udtalelser om, at alle hvide mennesker grundlæggende er født onde (eller i hvert fald skyldige i verdens problemer).
Både Hong og Wilson er erklærede medlemmer af den bevægelse, der kalder sig Democrat Socialists – en gruppering, der har som sit erklærede mål helt at overtage styringen af Det Demokratiske Parti.
Problemerne med de yderligtgående demokratiske kandidater bliver dog endnu tydeligere, når man betragter nogle af de stadig flere muslimske profiler. I Danmark har de fleste nok hørt om den nyligt tiltrådte New York-borgmester Zohran Mamdani, der har gjort sit indtog i storbyen med en besynderlig politisk blanding af socialisme, multikulturalisme og islamiske idealer. Hele den sprængfarlige cocktail, der netop nu rumler i Det Demokratiske Parti.
En del af hans tiltag har allerede skabt furore i byens erhvervsliv, der efter sigende for en stor dels vedkommende forbereder en masse-exodus fra byen. Ligeledes har hans politik om at skabe priskontrol på lejligheder vist sig mere eller mindre katastrofal. Der er ligeledes ængstelse for konsekvenserne af hans seneste ide om at skabe offentligt kontrollerede forretninger, der tvinger priser kunstigt ned for skatteydernes penge. Og dermed potentielt kan smadre byens detailhandel.
Senest er Mamdani virkelig kommet i vælten omkring mindehøjtidelighederne for 25-års-dagen for terrorangrebene i 2001, der ramte New York hårdt. Ikke alene har han ved flere lejligheder ytret den temmelig groteske og bagvendte påstand, at angrebene ”gik særligt slemt ud over muslimer”. Ved en nylig underskrivelse af et støttedokument for de faldne rakte han bemærkelsesværdigt efterfølgende kuglepennen til sin kontroversielle rådgiver Ramzi Kassem; en mand, der tidligere har forsvaret og faktisk er i familie med en af de terrorister, der kaprede flyene i september 2001.
På selve 25-årsdagen brillerede Mamdani også sammen med sin politiske allierede Alexandra Ocasio-Cortez, da de ved Ground Zero blev fanget pjattende og storgrinende, mens navnene på de ca. 3000 døde blev læst op – alt imens pårørende stod omkring og græd.
Mamdani er endda langt fra den værste kandidat, der i denne tid er ved at overtage Det Demokratiske Parti. Mere outreret er Abdulrahman El-Sayed, demokraternes nyligt valgte kandidat til det kommende senatsvalg (opstillet i Michigan), som bl.a. vil afskaffe indvandrings-agenturet ICE, åbne grænserne for alle, give fuld amnesti og statsborgerskab til alle illegale indvandrere og har en temmelig aggressiv tilgang til sine politiske modstandere (republikanerne), som han har opfordret til at ”kaste ned i mudderet og kvæle”.
El-Sayeds største politiske problem lige nu er dog ikke – utroligt nok – disse absurde ideer, eftersom en del demokrater har ytret lignende ting. Det er derimod blevet en virkelig klods om benet på ham, at han længe har kørt et partnerskab og ofte har lavet politiske rallies med den dybt kontroversielle muslimske influencer Hasan Piker, som ved flere lejligheder har beskrevet USA som et gennemført ondt, racistisk og undertrykkende samfund, der bør opløses totalt – og som i øvrigt har udtalt om 11/9-angrebene i 2001, at ”USA selv var ude om dem og fortjente dem”.
Der er næppe tvivl om, at det nære forhold til Piker i sin indledende politiske fase har gavnet El-Sayed – det har simpelthen hjulpet til at gøre hans navn mere kendt. Men lige nu forsøger han og hans folk desperat at afblæse forbindelsen. Netop i disse tider, hvor USA mindes de dræbte i 2001, ser så vanvittige udtalelser ikke gode ud. Og selvom aktuelle målinger melder om dødt løb i dette senatsvalg, vil republikanerne få en enestående politisk mulighed for at skyde løs på El-Sayeds og Pikers manglende patriotiske og hånende holdning til de faldne amerikanere.
Langt flere end blot de ovennævnte socialistiske islamister dukker i denne tid op i Det Demokratiske Parti – folk som Rashida Tlaib og Ilhan Omar er også allerede repræsenteret i Kongressen – og der er blandt de mest venstreorienterede i partiet virkelig begejstring over denne forandring.
Indtil videre støtter de to hovedgrupper i den nye bevægelse – islamisterne og socialisterne – loyalt op om hinanden. Dermed er den sære alliance mellem Islam og den yderligtgående venstrefløj, vi også kender fra andre vestlige lande, nu sprunget ud i fuldt flor i USA. Men på sigt vil det ganske givet medføre problemer for bevægelsen – der er simpelthen for mange forskellige på disse to fraktioner, når det kommer til egentlig politik og værdimæssigt ståsted.
På overfladen er alliancen da også svær at forklare. De stærkt troende, familie/klan-bundne og patriarkalske strukturer i Islam har intet foreneligt med venstrefløjens progressive idealer. Faktisk har disse to politiske yderpoler kun to ting til fælles; et had mod vestlig kultur og et had mod jøder i almindelighed (og Israel i særdeleshed). På alle andre parametre forekommer alliancen uforståelig.
Det er ikke desto mindre denne bizarre forening, der aktuelt driver det interne oprør hos Demokraterne frem. Et oprør, der har fået førende og mere ”klassiske” demokrater som strategen James Carville, kommentatoren Van Jones og kongresmanden Hakeem Jeffries til at råbe vagt i gevær.
Netop Jeffries, der fungerer som leder af det demokratiske mindretal i Repræsentanternes Hus, har fået en stor del af skylden for, at tingene er nået så vidt. I sin rolle som speaker har han været blandt partiets ledere de senere år – og i den forbindelse forsøgt at appellere til alle fraktioner i partiet, dog uden rigtig at tilfredsstille nogen af dem. Kritikken mod ham er gået på, at han har været for svag i sin ledelse; og således har været ude af stand til at slå de yderligtgående tendenser ned, som flere førende demokrater frygter vil destruere deres parti indefra.
At Jeffries ikke er nogen specielt dygtig leder af den demokratiske kongresgruppe, er på mange parametre korrekt – hans forgænger Nancy Pelosi styrede sin gruppe med betydeligt mere sikker hånd og retning – men udelukkende at give ham skylden er heller ikke fair. For de interne spændinger, der har ført til det nuværende kaos, har rødder langt længere tilbage end Jeffries’ formandskab.
Sandt er det dog, at Jeffries heller ikke har været god til at sætte sine folk på plads, når de helt tossede ting er blevet ytret i offentligheden. Her tænkes bl.a. på nogle af demokraternes mest pinlige kongresmedlemmer som den somaliske islamist Ilhan Omar og den palæstinensiske aktivist Rashida Tlaib, når de har raset mod alt amerikansk. Eller den sorte texaner Jasmine Crockett, som trods sine anseelige 45 år stadig mere desperat forsøger at lyde som en 13-årig teenager i sin barnagtige kommunikation (mest gennem TikTok).
Et af Crocketts seneste indslag var at påstå, at sorte mennesker nu kan findes hængende fra træer overalt i USA. En fuldstændig grundløs løgn så tyk, at selv de demokratiske medier i USA har nægtet at viderebringe den. Det har selvfølgelig ikke stoppet danske medier som Tv2 News i at bringe ”nyheden”.
Det længe ulmende oprør
Ledelseskritikken mod Jeffries kan med nogen rigtighed rettes, om end han naturligvis ikke som speaker har nogen formel magt til at irettesætte folkevalgte kongresmedlemmer. Men også på de større og bredere politiske linjer har han lederskab virket for svagt og retningsløst.
Det er ikke desto mindre muligt, at oprøret ”nedefra” i Det Demokratiske Parti ville være sket under alle omstændigheder. Gennem mere end et årti er der således opbygget en vrede blandt partiets lokale græsrødder. Ikke over Trump og republikanerne (om end de bestemt også er vrede på dem), men på deres eget partis ledelse, der ved flere lejligheder totalt har ignoreret og endda modarbejdet græsrøddernes ønsker.
Det sås for alvor første gang ved demokraternes primærvalg i 2016. Her ønskede det samlede demokratiske etablissement åbenlyst, at Hillary Clinton skulle være partiets præsidentkandidat. Desværre startede primærvalgene helt anderledes; og det var den gamle socialist Bernie Sanders, der til alles chok overraskede både i Iowa og New Hampshire. Faktisk havde han så meget momentum, at partiets lederes frygtede, det kunne bære videre – og at han måske ville ende som den endelige kandidat. Der var det så, man meget direkte begyndte at påvirke de forskellige delstaters primærvalg og presse donerer; i et så tydeligt omfang, at Sanders til sidst måtte opgive sin ellers succesfulde kampagne.
Partiets ledere stod lettede tilbage. Men blandt de venstreorienterede og primært unge græsrødder var man rasende. Sanders’ stævner og taler havde faktisk været båret af en virkelig begejstring, modsat den klinisk kedelige Hillary Clintons – og på valgdagen i november 2016 blev en del af de skuffede græsrødder hjemme, hvilket var en medvirkende årsag til Hillarys chokerende nederlag til Donald Trump (selvom hun vist stadig går rundt og påstår, at valget var ”rigged”).
Noget lignende gentog sig i 2020-primærvalgene, hvor Sanders-magien igen sendte ham bragende ud af starthullerne med sin ”Feel the Bern”-kampagne. Indtil endnu en politisk studehandel blev skabt af partiledelsen; i dette tilfælde dannedes frem mod det vigtige primærvalg i South Carolina en alliance med gruppen af sorte partimedlemmer under ledelse af den magtfulde kongresmand Jim Clyburn, som nu kastede sin fuldstændige støtte bag gamle Joe Biden, der ellers ikke indtil da havde imponeret.
Endnu en gang følte de unge græsrødder sig snydt – og Bernie Sanders forlod kort efter partiet i protest (og er siden valgt til Senatet som uafhængig kandidat). Selv i 2024 følte partiledelsen – der ellers på dette tidspunkt havde fornemmet den stadig spirende vrede blandt partirødderne – det nødvendigt at blande sig aktivt i primærvalget. Først pressede man utroligt nok igennem, at der ikke skulle stilles spørgsmålstegn ved at sende den efterhånden halvdemente præsident Biden igennem primærvalgene uden seriøs modstand. Men da man over sommeren panikkede og pressede Biden ud, trumfede ledelsen på få dage igennem, at den uduelige Kamala Harris skulle blive partiets kandidat – i stedet for rent faktisk at lade partirødderne vælge deres ønskede kandidat på konventet i august 2024 (det, som konventer oprindeligt skulle bruges til).
Således er det paradoksale sket, at partiet, der konstant fabler om at ”redde demokratiet”, nu kontinuerligt agerer meget, meget udemokratisk.
Demokraterne står altså med store interne brudlinjer, som kan få enorm betydning fremover; både på kort sigt frem mod Midtvejsvalget i november 2026 og sandelig også længere frem i tiden, som en kamp om selve partiets sjæl. Hvordan alt dette kommer til at udspille sig – og hvordan demokraterne i øvrigt vil klare sig, både de yderligtgående og de mere moderate – til det kommende kongresvalg i november, bliver særdeles interessant at følge.
Lige nu stritter målinger i alle retninger; og det skal i den forbindelse klargøres, at republikanerne bestemt har deres egne problemer at slås med. Således er det et virkeligt politisk problem for de republikanske kandidater, at Trumps popularitet er faldet støt det seneste år. Og at økonomien, navnlig den høje inflation, stadig ikke er under kontrol.
Men der er næppe heller tvivl om, at demokraternes stadig flere yderligtgående kandidater mildest talt også vil dele vandene i vælgerhavet. Lige nu kan det gå alle veje – og de interne kampe og mulige oprør i Det Demokratiske Parti buldrer videre.
Anders Næsby, september 2026
Tilføj kommentar
Kommentarer