En opsigtsvækkende retssag har fyldt meget i den amerikanske offentlighed den seneste tid, intenst dækket i både de demokratiske og de republikanske medier. I sin egenart er sagen både tragisk og frygtelig – men dog på ingen måde politisk.
I det stadig mere splittede USA er den på én eller anden måde bare alligevel blevet det alligevel. Og lige nu ser vi endnu en gang, hvorledes to stejle og kompromisløse grupperinger samler sig på hver sin side i en debat om sagen, der for længst er blevet både ondsindet og decideret grotesk.
Sagen drejer sig om den 36-årige (nu tidligere) mor Lindsay Clancy, der d. 24. januar 2023 dræbte sine tre små børn (børnene havde en alder på henholdsvis 5 år, 3 år og otte måneder).
Hun havde efter alt at dømme planlagt dette makabre tredobbelte drab minutiøst. I al fald havde hun sendt sin mand, børnenes fader Patrick, ud på et længere ærinde i byen Duxbury i Massachusetts, hvor de boede. Mens han var væk, lokkede hun én efter én sine børn ind i et rum, hvor hun med hænderne kvalte dem til døde. Derefter forsøgte hun, efter eget udsagn, at begå selvmord ved at hoppe ud fra øverste etage i deres to-etagers-hus og ned på en græsplæne. I retssagen har hun siddet i rullestol efter faldet.
I sin egenart burde sagen egentlig være ret ligetil: Var Clancy, som hun og hendes forsvarsadvokat hævder, sindssyg i gerningsøjeblikket som følge af postfødselsdepression? – eller var hun en koldblodig morder, der gjorde det utænkelige og henrettede sine tre små børn?
Selvom den egentlige retssag, der netop i forrige uge afsluttedes i Massachusetts, handlede om netop dette, er den offentlige debat herom blevet noget helt, helt andet. Faktisk er det utroligt nok næsten blevet glemt – i hvert fald kraftigt nedtonet – at tre små børn er døde, og at den ulykkelige nu tidligere ægtemand til Lindsay Clancy for altid må leve med billedet i sit hoved af sine døde børn, da han kom hjem og fandt dem. Kvalt med så stor kraft, at deres rødstænkte øjne i flere tilfælde var poppet halvvejs ud.
Manden selv er til gengæld utroligt nok lagt for had af store grupper af de mest fanatiske og vrede feminister omkring retssagen, der behandler Lindsay Clancy som ikke blot et offer – men ubegribeligt nok også som et forbillede og en helt. Og som om det ikke var skørt nok, så er race også blevet inddraget i sagen selvom alle sagens parter er hvide. Hvordan alt dette hænger sammen, vil beskrives i den følgende del.
Mordere som feministiske ikoner
Der havde allerede været en del offentlig debat om drabet, inden selve retssagen startede. Men det eksploderede for alvor, da den faktisk gik i gang d. 20. juli 2026. Processen varede for en sag af denne art usædvanligt længe (næsten 30 fulde retsdage, frem til 6. september), hvilket bl.a. kom sig af, at forsvaret indkaldte usædvanligt mange karaktervidner, der alle kunne fortælle, hvor meget Lindsay elskede sine børn, og hvor god en moder hun var – altså indtil hun kom til at henrette dem.
Dertil kommer, at forsvaret også noget kontroversielt forsøgte at fremstille manden og børnenes fader som en ondsindet mandschauvinist – og altså at forvandle hele diskursen til ”en undertrykt kvindes oprør mod patriarkatet”.
At noget sådant overhovedet blev tilladt af dommeren (i en sag, hvor manden jo altså ikke stod anklaget overhovedet), har en del at gøre med, at sagen udspillede sig i Massachusetts; en af de mest venstredrejede, progressive delstater i USA. Stort set al delstatens politik det seneste årti har fået et meget markant feministisk præg, ofte helt ud i det ekstreme. Det var således selvsamme delstat, der for nylig lovliggjorde abort helt frem til uge 40, altså selve det normale fødselstidspunkt.
Hvor meget Clancy-forsvarets strategi bar frugt inde i selve retssagen, er vanskeligt præcist at sige. Men der er ingen tvivl om, at det virkede i den omkringværende offentlige debat. Lidt ligesom den berømmede OJ Simpson-retssag i 1995, hvor det lykkedes forsvaret at forvandle en dobbelt drabs-anklage til en offentlig diskurs om hvide menneskers undertrykkelse af sorte.
I løbet af den ca. seks uger lange Lindsay Clancy-retssag voksede antallet af højlydte (mestendels kvindelige) støtter udenfor retsbygningen, hvor de med skilte, råb og slagsange erklærede deres støtte til den anklagede. Og vel og mærke ikke, som man skulle tro, i deres overbevisning om, at hun var uskyldigt anklaget for mord, hun ikke havde begået – i så fald havde det måske været til at forstå – men i deres faktiske overbevisning om, at ingen kan begribe, hvor svært det er at være mor. Noget sådant, må vi andre forstå, kunne være sket for alle; og skulle det ske, må samfundet i hvert fald ikke bebrejde den kvindelige drabsperson.
Ligeledes vrimler sociale medier som TikTok med videoer af kvinder, der erklærer deres kompromisløse støtte og evige kærlighed til Lindsay Clancy. Mange af disse, der præsenterer sig selv som mødre til små børn, erklærer samtidig, at de bestemt også har haft lyst til at gøre som Clancy.
At nogle af disse videoer allerede har udløst skilsmisser fra kvindernes chokerede ægtemænd, er til at forstå. Og man må have oprigtig ondt af de børn, der en dag falder over videoer, hvor de hører og ser deres egne mødre ytre den slags.
De sidste par uger af retssagen begyndte medierne at spekulere i, om der kunne være tale om en såkaldt hung jury – altså at de 12 civile jurymedlemmer, der i sidste ende afgør skyldsspørgsmål, ikke kunne blive enige. Hvordan pressen overhovedet har snuset sig frem til dette, er interessant i sig selv, eftersom jurymedlemmer under ingen omstændigheder må kommunikere deres interne diskussioner med omverdenen under retssagen (en regel, der i SoMe-tidsalderen er blevet noget vanskeligere at opretholde i praksis).
Pressen begyndte endvidere at indikere, at der var tale om en ”11 mod 1”-situation blandt juryens medlemmer (som skal være enige om en dom, for at retssagen kan afsluttes). Og der var interessant nok, som man ellers skulle tro, ikke elleve for at dømme Clancy skyldig. Tværtimod var elleve jurymedlemmer tilsyneladende klar til helt at frikende den tredobbelte barnemorder.
Men der var altså én, der holdt fast; og det lod sig tilsyneladende ikke løse, trods utallige instruktioner fra dommeren om at forsøge at nå til enighed. Pressen begyndte derpå straks at spekulere i juryens sammensætning, hvilket nu blev den store historie. I et land besat af race- og kønsmæssig segmenttænkning var det interessant, at juryen bestod af ni kvinder og tre mænd. Og at den racemæssige fordeling var elleve hvide og én sort.
Pressen konkluderede ret hurtigt (om de så vidste noget eller ej), at det måtte være én af mændene, der stemte for Clancys skyldighed. Og ret hurtigt begyndte især den mest progressive del af pressen, både i Massachusetts og på nationalt plan, at skrive kritiske artikler om denne mand. Det er i delstatens lovgivning strengt forbudt at oplyse navne på aktive jurymedlemmer. Men pressens detaljer var så detaljerede, at folk på nettet ret hurtigt fandt frem til, hvem det kunne være.
Det er i den forbindelse også vigtigt at påpege, at den mest skøre del af den feministiske amerikanske venstrefløj – dem der hyldede Lindsay Clancy og nægter at acceptere, at kvinder nogensinde kan være skyldig i noget som helst – også på andre parametre allerede har draget konklusioner om folk på baggrund af deres race og køn. Denne gruppe hader frem for alt ét bestemt segment, som de for længst har erklæret ansvarlige for alle verdens problemer: Hvide mænd.
De mest aggressive artikler og videoer om det ene, oprørske jurymedlem kom nu derfor til at handle om, hvordan kun hvide mænd kan have så megen arrogance og patriarkalsk ondskab i sig, at de kan få sig til at gå imod den primært kvindelige jurymajoritet og dømme stakkels Lindsay.
Det gav følgende denne ellers dybt tragiske sag et næsten komisk skær, da pressen midt i september opdagede, at den enlige, trodsige jury var en sort mand. Særlig absurd var den sorte kvindelige CBS-vært Gayle Kings reaktion, da hun fik det at vide midt i et interview, og chokeret udtalte at ”hun lige var nødt til at absorbere, at en sort mand ville gøre dette!”.
Selvom Gayle King er blandt de mest venstreorienterede og woke tv-værter i USA (og det siger ikke så lidt), er denne bizarre udtalelse alligevel et godt billede på det mærkelige verdenssyn, hun deler med de førnævnte, vrede feminister, der har fulgt retssagen. Et verdenssyn der tilskriver, at alle bør have en bestemt holdning ud fra deres køn og race.
Det var faktisk at af de andre jurymedlemmer, der afslørede det enlige medlems race i ovennævnte interview. Efter at dommeren havde erklæret en såkaldt mistrial (ugyldig retssag) som følge af den uenige jury, var jurymedlemmerne nu frie til at tale med hvem, de ville. Og det var der så sandelig nogle af dem, der gjorde.
Flere af de kvindelige jurymedlemmer har således knap bestilt andet end at give interviews til stort set samtlige amerikanske medier; med vilde historier om deres vrede mod det arrogante mandlige jurymedlem, om at de allerede fra starten havde besluttet at frikende Clancy, og at de så hele sagen som et ”opgør med patriarkatet”.
Nu kan tidligere jurymedlemmer ifølge amerikansk lov sige, hvad de vil – men det er alligevel vildt, at de så åbent erkender, at de således på ingen som helst måde har opfyldt deres ansvar som objektive lægdommere.
Og hvis man nu tænker, at hele sagen da i det mindste ikke kan blive mere vanvittig, så bliver man skuffet. Når det kommer til USA, kan tingene altid blive mere skøre. For nylig debatteredes Clancy-sagen i det populære Oprah-talkshow – og her erklærede flere sorte kvinder blandt gæsterne højlydt, at de forlanger at få at vide, om de som sorte kvinder også nu har ret til at dræbe deres egne børn; for sorte kvinder har det mindst lige så hårdt som mødre som Lindsay!
Ligeledes diskuteres det livligt blandt flere kvindelige influencere, om Clancy-sagen (som ganske vist skal gå om, men som de er sikre på vil ende i total frifindelse) måske på sigt kan bane vejen for, at kvinder fremover skal have denne ret. Altså til at begå en form for retroaktiv abort – eller med andre ord at dræbe deres små børn, hvis de fortryder at have fået dem.
Som en modpol til alt dette vanvid står resterne af en national amerikansk fornuft, der mere og mere synes på vej i graven. Der er bestemt navnlig konservative (og retfærdigvis skal det også siges visse demokratiske) kommentatorer, der holder fast i, at Lindsay Clancy selvfølgelig bør dømmes efter lovens hårdeste paragraffer – og som raser mod den venstreradikale feminisme, der prøver at ophøje tredobbelt drab til en næsten etisk gerning i kønskrigens navn.
Næsten glemt af alle parter i den højlydte debat er sagens egentlige ofre. De tre døde børn, der kun lige nåede at opleve den første tid i deres alt for korte liv. Deres far Patrick, der ikke alene har måttet gennemleve enhver forælders værste mareridt; men som nu også har måttet leve under politibeskyttelse grundet de vanvittige, vrede feminister, der truer ham og har udpeget ham som skyld i det hele. Og dertil det enlige, modige sorte jurymedlem, der er gået under jorden – og som for blot at opfylde sin borgerpligt som jury har måttet se sit liv destrueret af en blodtørstig presse, der nu udstiller og endevender samtlige øjeblikke i hans liv.
Det er vanskeligt helt at begribe, at noget så absurd udspiller sig – men det er beklageligvis realiteterne i nutidens amerikanske samfund.
Anders Næsby, september 2026
Tilføj kommentar
Kommentarer