Med de sidste og tætte delstaters resultater optalte, kan man nu fatte den endelige dom over det såkaldte midtvejsvalg i USA, der afholdtes d. 3/11 2026. Og resultatet kan ikke udlægges på andre måder, end at der er tale om en uforbeholden triumf for Det Demokratiske Parti og en tilsvarende katastrofe for republikanerne.
Udtryk som ”knusende sejr” og ”Trumps parti ligger i ruiner” har været anvendt i den jublende danske presse, og for en gangs skyld er de faktisk nogenlunde præcise i deres vurderinger. For resultatet er uden tvivl den bedste dag for demokraterne i mange år – og den værste for republikanerne og Trump selv siden valgnederlaget til Biden i november 2020.
En dansk ”USA-ekspert” udtrykte også, formentlig i lidt for ivrig begejstring, at Trump nu var en lame duck-præsident (et udtryk, der i amerikansk politik som regel anvendes om de folkevalgte, der er stemt ud ved et valg, i tiden mellem valgdagen og deres afløsers indsættelse – typisk ca. to en halv måned). Dette er dog reelt ikke helt tilfældet; og vil blive vendt senere i denne artikel.
At Trumps magt er kraftigt svækket efter valget – også i sit eget parti – er der til gengæld ingen tvivl om. Og det bliver interessant at følge, især på republikanernes indre linjer, hvorledes alt dette kommer til at spille sig ud.
Indledningsvist skal valgets resultater vendes. Efter optællingen i de sidste stater står det klart, at republikanerne har mistet flertallet i begge Kongressens to kamre.
I Repræsentanternes Hus – der huser i alt 435 medlemmer, der alle vælges hvert andet år – skiftede i alt 43 pladser parti. Demokraterne, der før valget var i snævert mindretal, råder nu over 257 pladser, mens republikanerne blot har 172.
Målingerne spåede et nederlag til republikanerne her, om end det viste sig større end forventet. Ved midtvejsvalget i Trumps første periode – tilbage i november 2018 – mistede republikanerne også omkring 40 pladser i Repræsentanternes Hus, og det blev betragtet som et voldsomt nederlag.
På forhånd havde republikanerne dog forventet at miste flertallet her. Det var til gengæld ikke tilfældet i det andet kongreskammer, Senatet, hvor de helt indtil valgdagen håbede at bevare et snævert flertal. Før valget rådede de over 53 af de i alt 100 pladser (ved senatsvalg vælges man for seks år ad gangen, med en tredjedel af de 100 til valg hvert andet år, den næste tredjedel to år efter og så fremdeles).
Republikanerne var trods dårlige målinger optimistiske omkring, om de måske ville miste et par pladser; men alligevel beholde i hvert fald 50 pladser. Dette er særligt vigtigt i Senatet, da det ifølge Forfatningen er den siddende vicepræsident – altså her republikaneren JD Vance – der kan kaste den afgørende stemme.
Valget faldt dog helt anderledes ud; demokraterne sejrede i praktisk talt alle de snævre valg og sidder nu på hele 56 pladser mod republikanernes 44.
Med andre ord har demokraterne nu flertallet i hele Kongressen – og hvordan dette vil udspille sig i forholdet til Trump, der altså endnu er præsident i de næste mere end to år, bliver meget interessant at følge
Hvad gik galt for republikanerne?
I det republikanske parti er chokket over det overraskende store nederlag endnu kun ved at lette; og en diskussion er allerede i gang om, hvordan tingene kunne gå så galt. Ikke alene tabte de stort set alle de valg, navnlig omkring Senatet, der på forhånd vurderedes at være i spil; men måske endnu mere bekymrende for partiet var det, at mange af disse nederlag kom i stater, man normalt ville kalde relativt sikre for republikanerne; såsom Mississippi, Alaska og ikke mindst Texas.
De fleste, både i de demokratiske og de republikanske medier, synes enige om, at ansvaret først og fremmest lander hos Donald Trump. Dette er da formentlig også helt korrekt; selvom præsidenten jo altså ikke selv direkte var på valg. Men det er vanskeligt ikke at tolke den meget tydelige ”blå bølge” som en generel utilfredshed med de sidste små to års regeringsførelse.
Og her er det interessant, at Trump har haft svært ved at få gennemført et par af sine vigtigste valgløfter fra 2024. Hans opgør med DEI og alt det woke har faktisk været ganske populært. Hans forsøg på at sende illegale indvandrere ud i større tal gennem agenturet ICE havde også oprindelig stor støtte blandt amerikanerne – men narrativet er dog blevet noget mudret af konstante voldelige episoder (som aggressive demokratiske aktivister og en ensidig demokratisk presse bestemt også har medskyld i).
Til gengæld har den måske vigtigste grund til genvalget af Trump – den høje inflation i Biden-årene – ikke rigtig været i bedring. Den er en smule lavere i USA nu end for fire år siden, men de fleste amerikanere mærker endnu kraftigt forhøjede priser og dermed mindre købekraft.
Særligt prisen på brændstof har voldt store politiske problemer for Trump, der i nogen grad har medansvar herfor. Angrebene mod præstestyret i Iran, og dette regimes følgende lukninger af Hormuz-strædet, har været med til at sende navnlig dieselpriserne i vejret – og demokraterne kan med nogen ret bruge dette som politisk skyts mod Trump.
Disse angreb på Iran har også givet Trump andre problemer, interessant nok primært blandt sine egne loyale støtter. Et af hans klare og tydelige valgløfter var nemlig, at USA under hans ledelse ville blande sig langt mindre i internationale konflikter – og han spillede kraftigt på, at hans første præsidentperiode teknisk set var ret fredelig. Dette billede af en ”fredspræsident” passer dog ikke rigtig sammen med kontinuerlige bombninger af lande langt væk. Og de politiske følger for Trump er eskaleret kraftigt ved, at flertallet af amerikanerne altså nu direkte kæder brændselsprisernes himmelflugt sammen med Iran-krigen.
I denne forbindelse er det interessant, at de altid gennemanalyserede post-valgmålinger (hvor man altså adspørger vælgerne efter valget om, hvorfor de satte deres kryds, som de gjorde) ret tydeligt peger på netop Iran som den store akilleshæl. Hele 77% af vælgerne – og dette tal indbefatter både demokrater, republikanere og uafhængige – pegede på Iran og brændselspriserne som ”vigtigt” eller ”meget vigtigt” for, hvordan de valgte at kaste deres stemme.
Det skal retfærdigvis her siges, at man sagtens kan sætte krydser i flere andre emner som også værende vigtige i en sådan måling, men det er ikke desto mindre et markant budskab.
Hvordan republikanerne agerer i alt dette frem mod næste vigtige valg, præsidentvalget i 2028, bliver også særdeles vigtigt for deres videre færd. Man kunne i nogen grad tolke det hele som et udfald af Trumps personlige mangel på popularitet – men det ville dog nok være en smule farligt for republikanerne udelukkende at bruge dette som en bekvem undskyldning.
For under alle omstændigheder er Trump ikke på valg næste gang – det ville være forfatningsmæssigt umuligt, da han fra januar 2029 vil have været præsident i to ”terms”, altså i alt otte år (også selvom disse to terms helt usædvanligt altså ikke var sammenhængende). Og hvis de kommende kandidater, hvem de så end er, blot tror, at man blot kan køre videre i det gamle spor, kan de godt få sig en ubehagelig overraskelse.
Det er derfor vigtigt for de republikanere, der håber at opstille til præsidentvalget – og det skal selvfølgelig her nævnes, at der på samme valgdag i november 2028 også igen er valg til Kongressen – for alvor analyserer andre aspekter end blot Trump-mantraet i dette valgnederlag.
Lige nu ligner JD Vance og Marco Rubio de to bedste bud på at gå efter republikanernes præsidentnominering, men meget kan nå at ske inden januar 2028, hvor partiernes primærvalg begynder. Flere konservative kommentatorer er allerede begyndt at bringe et nyt (eller måske rettere et gammelt) navn på banen; Ron DeSantis.
Floridas guvernør satsede som bekendt på at vinde nomineringen frem mod 2024, men blev totalt blæst af banen, da Trump trådte ind på den. Og dette nederlag gjorde ondt på DeSantis, der allerede havde brugt ret store summer på sin kampagne. Men selvom DeSantis slet ikke personligt har været på valg her i 2026, er han på mærkelig vis kommet styrket ud af det.
Hans stat, Florida, var således den eneste, hvor republikanerne ikke alene holdt skansen; men faktisk vandt et par pladser og faktisk opnåede fremgang. Denne fortælling vil i sig selv være guld værd de næste år i et republikansk parti, der vil sukke efter vindere og gode fortællinger. Endnu ved ingen dog, om DeSantis overhovedet vil opsøge nomineringen – og vil han ikke det, forbliver diskussionen selvfølgelig teoretisk.
Demokratiske problemer i horisonten trods sejrseuforien
At demokraterne endnu ikke helt har fået armene ned, er der ikke rigtig noget at sige til. De fejrer, helt forståeligt, en af deres største politiske sejre i mange år. Midt i glæden kan man dog alligevel skimte problemer på sigt for demokraterne – alt efter, hvordan de faktisk tolker resultatet af sejren.
Noget af det interessante ved udfaldene af de forskellige kandidatvalg er således, at både de mere klassiske og midtsøgende demokrater og de ekstreme venstrefløjskandidater vandt.
Mantraet, i hvert fald til præsidentvalg, har ofte i amerikansk politik været, at det er svært at vinde uden at række i hvert fald lidt ud til de uafhængige midtervælgere. Men når demokraterne kan vinde et senatsvalg i en swingstat som Michigan med Abdul El-Sayed – en rabiat marxist og islamist, der bl.a. har ført valgkamp med den kontroversielle, USA-hadende radiovært Hasan Piker – så er der noget i gang i landet, som ville have været utænkeligt for bare et årti siden.
Hasan Piker har ved flere lejligheder udtrykt, at USA er gennemsyret af racisme, at landet selv var skyld i og fortjente 11. september 2001, at alle politikredse og hele fængselssystemet bør afskaffes – og lignende vilde udtalelser. El-Sayed har tidligere i hvert fald delvis støttet lignende ting, om end han i valgkampen talte meget vævende udenom at svare direkte på den slags.
På den anden side er der altså også en del demokrater, der har sejret ved at gå lidt tilbage til den mere konsensussøgende demokratiske politik. Og dette kan selvfølgelig give partistrateger hovedbrud frem mod næste store valg. De rabiate venstrefløjskandidater, som de unge socialistiske partirødder i storbyernes universitetsmiljøer elsker, vil ganske givet bruge valgsejren på at forlange, at netop deres agenda nu skal helt frem i fronten igen.
Selv venstreorienterede demokrater som Alexandria Ocasio-Cortez havde ellers for blot et halvt år siden udtalt til flere medier, at man nok var gået for vidt det de vilde woke-ideer – og at tiden nu var moden til en mere afmålt såkaldt ”woke 2.0”.
Men med det seneste valg in mente er der ikke langt til at forestille sig, at det hele nu kan blive endnu mere skørt. Og bliver det netop det, vil demokraterne formentlig lægge grundstenen til deres eget nederlag. For denne agenda er ikke populær hos flertallet af amerikanere på landsplan
Ligeledes bliver det interessant at følge, hvordan demokraterne rent politisk vil de bruge deres nye magt og flertal i Kongressen. Vil de faktisk bruge den til at føre politik, eller vil de igen spilde alles tid på mere eller mindre meningsløse retssager mod deres politiske fjender?
Det var denne strategi, partiet kastede sig ind i mere eller mindre samme aften i november 2016, hvor Donald Trump overraskende vandt sit første præsidentvalg. Og siden har man brugt sine forskellige demokratiske flertal på at finde og føre uendelige og mere og mere ligegyldige retssager mod Trump; med den særegne følge, at flertallet af amerikanerne ikke rigtig længere gider følge med i det og ikke længere tror på anklagerne. Altså en form for ”Peter og ulven”-syndrom, blot i meget større skala.
Beklageligvis – hvis man håber på fortsat succes for demokraterne – tyder det på, de intet har lært. Der gik således knap et døgn efter valget, før Kongressens demokrater begyndte at gøre klar til at føre en rigsretssag mod forsvarsminister Pete Hegseth; som i øvrigt kun undgik denne med nogle få stemmer (interessant nok fra udeblevne demokraterne, der åbenbart ikke gad deltage i dette cirkus). Hvad han faktisk skulle have gjort af lovbrud (og en rigsretssag bør kun anvendes i forbindelse med meget alvorlige lovbrud), synes ingen i den demokratiske del af pressen (herunder den danske) hverken at vide eller interessere sig for. De ved bare, de ikke bryder sig om ham, bl.a. fordi han fik fyret en lang række inkompetente DEI-hires, som Biden-administrationen fik indsat i militære topstillinger.
De anklager, der faktisk bragtes mod Hegseth, handlede mest ulovligheder begået i forbindelse med Iran-krigen – om end alt dette blev sanktioneret af præsidenten. Men det er måske i virkeligheden også det, det i sidste ende handler om; forberedelse mod (endnu) en rigsretssag mod præsidenten. Hvorfor demokraterne gider bruge deres og Kongressens tid på dette, ved vist kun de selv – og deres overbegejstrede støtter i pressen.
Reelt burde de bruge deres politiske flertal til faktisk at føre politik; og dermed besejre den forhadte Trump med politiske midler, ikke juridiske. Sidstnævnte har nu stået på i et årti – og ikke medført andet, end at amerikanerne også har mistet tilliden til hele retssystemet. En af de få institutioner, der ellers tidligere stadig nød ganske bred opbakning.
I øvrigt kan det ligeledes argumenteres, at det hele – selv hvis man helhjertet støtter disse retsprocesser mod præsidenten – er ret meningsløst. Hans tid løber langsomt ud alligevel, og om lidt over to år vil en ny præsident, hvad end det bliver en demokrat eller en republikaner, tages i ed. Trump vil samtidig opleve, at hans nærmeste, navnlig hvis de har ambitioner, langsomt vil frigøre sig fra ham og forberede deres egne dagsordener. Trump vil stadig have sine præsidentielle beføjelser – han er derfor ikke en lame duck – men hans politiske manøvrerum vil kraftigt indsnævres.
USA vil under alle omstændigheder de næste to år stille og roligt bevæge sig ud af Trumps skygge – og det er måske i virkeligheden nok det bedste for både demokrater og republikanere. Det bliver værd at følge med i; kedeligt bliver det i hvert fald ikke.
Anders Næsby, november 2026
Tilføj kommentar
Kommentarer