Uge 40 markerede en af de velkendte og lidt særegne traditioner op mod præsidentvalg; debatten mellem de nominerede (og muligvis kommende) vicepræsidenter.
Ofte har disse debatter været ganske hurtigt glemt, da det i sidste ende er præsidentkandidaterne, vælgerne for alvor tiltrækkes af. Og det diskuteres således også altid af politiske eksperter, hvor meget vicepræsidenternes duel egentlig betyder. Til gengæld er det ind imellem sket, at denne debat kan være ganske interessant at følge med objektive øjne; simpelthen fordi der ofte er et dybere politisk indhold deri.
Dette var bestemt tilfældet i mødet mellem demokraten Tim Walz og republikaneren JD Vance. Faktisk leverede de to herrer en overraskende god og medrivende debat på et langt højere niveau end det lettere pinlige ordkævleri mellem Donald Trump og Kamala Harris.
Det mest overraskende var nok, at begge kandidater gjorde en god figur; og dermed fik de også begge i nogen grad modbevist de narrativer, som deres politiske modstandere havde bygget op. Tim Walz fik bevist, at han ikke var en forvirret og woke miniudgave af Bernie Sanders, og JD Vance fik bevist, at han på ingen måde var ”weird” (som den demokratiskvenlige presse har forsøgt at beskrive ham).
Især Vance kom dermed styrket ud af debatten; for denne fortælling om den mulige kommende vicepræsident har også været knyttet indirekte til Trump, der lidt overraskende valgte ham. På SpotOnUSA.dk har dette valg været kritiseret – og fastholdes på det rent valgtaktiske plan – men Vance fik i hvert fald overbevist en stor del af sine kritikere.
Han fremstod gennem hele debatten autentisk, velforberedt og oratorisk skarp.
Også Walz klarede sig langt bedre, end mange, herunder dette medie, havde forudset. Valget af ham kan stadig undre, da han næppe valgmæssig bidrager til ret meget andet end at vinde sin hjemstat Minnesota (som Kamala formentlig vinder alligevel). Men hans præstation var overraskende god, og han lykkedes i hvert fald om ikke andet i at fremstå som eftertænksom og troværdig; og slap endda fint fra at forsvare nogle af Kamalas mere upopulære standpunkter.
Skulle man rangere deres præstation på en skala fra 1 til 10 (med 10 som det højeste), ville JD Vance nok få en 8’er, mens Tim Walz lander på en stor 6’er. Når Vance scorer højere, skyldes det primært, at han fik solgt sin personlige fortælling bedre end Walz; og at han modsat Walz ikke havde egentligt svage øjeblikke i debatten. Det havde den demokratiske kandidat, om end de i det samlede billede ikke overskygger en generelt fin præstation.
Det store spørgsmål er så, hvad vicepræsidentdebatten egentlig tæller i det store billede. Alt andet lige er en god debatpræstation naturligvis et plus. Det står dog ikke klart, hvor meget det reelt flytter. Som nævnt er den største betydning måske, hvordan medkandidaten bidrager til den overordnede fortælling om den ledende kandidat; herunder dennes næse for at vælge de rigtige folk.
Og her var det et stort plus for Trump, at Vance – som ikke mange havde et positivt forhåndsbillede af – fik gjort sit kritiserede image til skamme.
Noget lignende kan siges om Walz i forhold til Kamala Harris; dog med det lille forbehold, at der stadig er en udbredt fornemmelse – også i demokratiske kredse – af, at hun simpelthen har valgt forkert. Mere og mere tyder nemlig på, at Pennsylvania kan blive selve nøglen til at vinde valget; og hun skal efter alt at dømme vinde her, hvis hun skal nå de magiske 270 valgmænd.
Det var netop derfor, så mange valgeksperter pegede på, at det oplagte valg som running mate var den populære Pennsylvania-guvernør Josh Shapiro – og det sendte et mindre chok gennem Det Demokratiske Parti, da Harris fravalgte en mand, der formentlig ville rykke hende meget nærmere sejren i den afgørende stat.
Faktisk kan man med nogen ret sige, at hvis Harris ender med at tabe valget, fordi hun taber i Pennsylvania, vil hun fremstå som det største fjols i nyere amerikansk valghistorie.
Problemer for demokraternes kampagne
Den direkte betydning af vicepræsidenternes debat er som nævnt usikker. Det er det til gengæld ikke, at Harris lige i denne afgørende tid – med omkring en måned til valget – blot kan se problemerne vokse omkring sig.
For selvom det igen i slutningen af september lykkedes den svært selektive danske presse at køre en hel runde historier om, at Kamala fører i alle målinger, så er det på ingen måde det billede, de mere seriøse, uafhængige meningsmålingsinstitutter i USA viser.
Her synes tilslutningen til Trump blot at være stigende, navnlig gennem de seneste to-tre uger. I valgmandskollegiet har han næsten hele vejen igennem ført snævert; nu tyder flere målinger også på, at han måske vil vinde i samlet stemmetal på landsplan. Det er særdeles dårlige nyheder for demokraterne, da tendensen også siver yderligere ind i de afgørende swingstater.
Michigan og Wisconsin er stadig too close to call. Målingerne her peger i lidt forskellige retninger. Til gengæld vokser Trumps føring i de såkaldte solbæltestater Arizona og Nevada. Selv den nærliggende New Mexico – der ellers ikke regnedes blandt swingstaterne og normalt nogenlunde sikkert går demokraternes vej – er i visse målinger kommet i spil. Noget lignende gør sig utroligt nok gældende i Tim Walz’ hjemstat Minnesota; skulle demokraterne få problemer her, endsige faktisk tabe staten, ville det være voldsomt pinligt for især Harris – og igen stille hendes mærkværdige valg af Walz til skue.
I Pennsylvania er det endnu tæt, men Trump vokser støt og roligt i målingerne; og ligger lige nu til at sejre med 2-3 procentpoints. North Carolina og Virginia kan muligvis også begge komme i spil; dog fører Trump nogenlunde komfortabelt i førstnævnte, mens Kamala har føringen i sidstnævnte. I South Carolina og Georgia synes Trumps tilslutning også at stige; begge stater ligger lige nu til at gå hans vej.
Falder det hele ud som i ovenstående beskrivelse, vinder Donald Trump ganske klart – med tilslutning af omkring 300 mandater – i valgmandskollegiet.
Begyndende panik og nye strategier
Situationen forværres for demokraterne af, at momentum lige nu simpelthen bare går Trumps vej. Og med valget lige om hjørnet er det kritisk for Kamala Harris.
Det er formentlig også derfor, Kamala på det seneste ganske markant har ændret strategi; både rent politisk og i sin tilgang til valgkampen. På det politiske er hun vendt 180 grader omkring kraftigt debatterede emner som indvandring, energi og retspolitik. Hun støtter nu en markant reduktion af indvandring fra syd, herunder opførelsen af grænseværn; et politisk område, hvor hun ellers allerede fra før sin vicepræsidenttid har været udtalt kritiker af Trumps berømmede mur. På energiområdet støtter hun nu udvinding af skifergas, hvor hun tidligere har været lodret imod. Ligeledes taler hun pludselig om højere straffe på lov og orden-området; hvor hun ellers altid har støttet både lavere straffe og den absurde ”defund the police”-politik, som Det Demokratiske Parti for 3-4 år siden købte ind på – og siden politisk har brændt fingrene gevaldigt på.
Desværre har hun haft lidt svært ved troværdigt at forklare sine holdningsskift.
De danske USA-korrespondenter har i den forbindelse også rapporteret om Harris’ nye og radikalt ændrede politiske linje; men samtidig helt uforståeligt holdt fast i påstanden om, at hun skulle være i front i meningsmålingerne.
Det giver selvsagt ingen mening. For hvorfor i alverden skulle man dog ændre på en succesfuld kurs? Når Harris alligevel så nær valget pludselig gør det, er der kun én mulig logisk konklusion: Demokraternes egne interne målinger viser, hun er ved at tabe.
Et andet kritikpunkt mod Harris’ kampagne – at hun gemmer sig fra medierne og aldrig stiller op til interviews – har hun på det seneste også forsøgt at imødegå. Fra at have været næsten fraværende for journalister, dukker hun nu stort set dagligt op til forskellige interviews. Det er en risikabel strategi; for der er en grund til, hendes stab mest muligt har holdt hende fra det indtil nu. Hendes manglende evne til at ytre andet end forberedte aforismer er blevet et velkendt fænomen i amerikanske medier; og hun skal vel efterhånden kåres som uofficiel verdensmester i ordsalat, sort snak og indholdsløse sætninger.
Derfor har hun også i overvejende grad valgt venligtsindede medier, såsom det ideologisk venstreorienterede (og i øvrigt ekstremt tåbelige) talkshow ”The Wiew”, hvor fem kendiskvinder, herunder skuespilleren Whoopi Goldberg, giver deres forsimplede syn på en kompleks politisk verden. Også talkshow-værter som Stephen Colbert har hun besøgt – og gjort sit bedste for at fremstå med en folkelig charme, som hun desværre bare ikke rigtig besidder.
En undtagelse var et nyligt interview på det seriøse og dybt respekterede nyhedsshow ”60 Minutes”, hvor hun ikke kom alt for godt gennem værten Bill Whitakers dybdegående spørgsmål – bl.a. om, hvorfor hun ikke bare har ændret alt det, hun nu lover, i sin tid som højtstående medlem i den siddende, demokratiskledede regering.
I alle tilfældene er Harris sluppet overraskende dårligt fra sin rundtur i medierne. Og hendes stabs bekymringer har således vist sig fuldt berettigede.
Orkanernes rasen i sydøst
Der kan dog også komme afgørende game changers i valgkampe fra helt andre sider end kandidaterne. Man taler i amerikanske præsidentvalgkampe således ofte om den såkaldte ”october surprise” – at der altid synes at komme en for begge partier helt uventet overraskelse ind i valgkampens sidste måned, som får betydning for udfaldet. Det synes i år at være de orkaner, der netop i disse dage rammer det sydøstlige USA hårdt; især staterne Florida, Georgia og South Carolina.
Den første af disse, Helene, har allerede hærget med enorme ødelæggelser til følge. Og det kan – og er allerede ved – at blive et problem for Kamala Harris, simpelthen fordi hun er en del af den siddende regering. Det er selvsagt ikke regeringens skyld, når naturfænomener rammer; men der kommer hurtigt kritik af den føderale organisation af redningsaktioner, nødhjælp og oprydning. Man kan her blot tænke tilbage på den omfattende kritik, der i 2005 ramte den dengang siddende præsident George W. Bush, efter at orkanen Katrina ramte Louisiana.
I den aktuelle sag er kritikken gået på, at Kamala Harris hyggesnakkede og grinede på tv med Stephen Colbert, mens folk druknede og mistede alt i syden. Om denne kritik er fair, kan man vurdere efter subjektiv opfattelse; men den slags har det med at blive problematisk for de ledende politikere.
Nogle iagttagere har dog også påpeget, at orkanens hærgen kan blive et endnu større problem for Trump på selve valgdagen. Mange af de distrikter, der er hårdest ramt, er således blandt dem, hvor republikanerne står stærkest vælgermæssigt. Og det har givet spekulationer om, hvorvidt ellers nogenlunde sikre stater som Florida derved pludselig kan komme i spil; simpelthen fordi folk, der sidder i overfyldte tilflugtshaller og har mistet alt, formentlig har andet at tænke på end at komme ned og stemme.
Hvad gør Joe Biden?
Den sidste X-faktor i valget er manden, der endnu – om end mange næsten havde glemt det – er USA's præsident; Joe Biden. Og der har om ham de sidste dage været mange rygter og overvejelser om, hvor loyal han egentlig vil være over for Kamala Harris i den afsluttende del af valgkampen.
Det er et velkendt faktum, at Biden på ingen måde bryder sig om Donald Trump; og han ønsker derfor bestemt heller ikke, at den forhadte republikaner igen skal indtræde i præsidentembedet. På den anden side har Bidens og Harris’ forhold heller aldrig været specielt varmt; og det siges at være blevet kølet ned til under frostgraderne efter det, som Biden anser som et uretfærdigt, forræderisk kup mod sig – hvor Harris har været med til at stikke kniven i ryggen på sin tidligere chef og tvunget ham ud.
Den seneste tid har der da også været flere sære begivenheder, der har sat spekulationerne yderligere i gang om, hvorvidt Biden måske i ren hævngerrighed kunne finde på at sabotere sit eget partis valgkamp. I slutningen af september lod han sig således under et halvfornøjeligt vælgermøde fotografere med en MAGA-hat på hovedet; det vakte stor opsigt og blev straks kritiseret af chokerede demokrater.
Havde det været en enlig svale i en munter stund, var historien nok ikke kørt ret meget videre. Men de sidste dage har Biden flere gange pludselig holdt pressekonferencer midt i Kamalas optrædener på f.eks. tv-interviews eller indirekte kritiseret hende. F.eks. gik han på tv og roste kommunikationen og samarbejdet med republikaneren Ron DeSantis, guvernøren i den orkanramte stat Florida, umiddelbart efter, at Kamala Harris (i øvrigt ret dumt) havde kastet sig ud i en offentlig kritik af guvernøren over, at han ikke havde tid til at snakke telefonisk med hende.
Det fik DeSantis og Biden til at fremstå som seriøse ledere, der tog vare på deres nødstedte borgere; og Harris til at se selvoptaget og fornærmet ud midt i en national krise.
Store dele af pressen har dog været endnu mere optaget af at udlægge historien som endnu et bevis på en hadefuld stemning mellem præsidenten og vicepræsidenten; og det vælter lige nu ud med beretninger om, hvordan deres to stabe i Det Hvide Hus modarbejder eller endda direkte bekriger hinanden.
Således går spekulationerne på, at Bidens og hans stab nu udelukkende koncentrerer sig om at finpudse præsidentens eftermæle – og reelt helt har opgivet Harris, bl.a. ud fra en forventning om, at hun taber valget.
Hvordan dette drama videre udspiller sig, bliver bestemt ikke kedeligt at følge. Og der venter nogle djævelsk spændende og afgørende sidste uger af den amerikanske valgkamp.
Anders Næsby, oktober 2024
Tilføj kommentar
Kommentarer