Abraham Lincoln, der senere skulle blive USA's måske største præsident nogensinde, sagde i 1858 på det republikanske konvent: ”A house divided amongst itself cannot stand”. Hans tale var med til at gøre den aspirerende politiker landskendt; på elokvent, metaforisk vis beskrev han den tiltagende splittelse i et land, der buldrede afsted mod sin ultimative krise; Borgerkrigen.
Selvom ordene er hentet i en fjern fortid, synes de alligevel sært passende som beskrivelse af USA i dag. En stormagt i forfald, et folk der mere og mere splitter sig i to uforsonlige lejre. Et land hvor demokrater og republikanere knap nok længere kan tale sammen.
Min interesse for ikke blot amerikansk politik, mens også dets farverige historie og kultur, går mange år tilbage. Jeg mener, det var serien ”Nord og Syd”, som DR sendte engang i sen-80’erne, der for alvor vækkede min interesse; og jeg slap den aldrig rigtig igen.
Ligesom de fleste i Danmark har mine politiske sympatier hovedsageligt ligget hos Det Demokratiske Parti. For danskere er det nok ganske naturligt, i og med vore ideer om velfærdsstaten og fordelingspolitikken nok ræsonnerer en smule bedre med demokraterne end med republikanerne.
Jeg erindrer også, hvordan jeg med stor glæde fulgte serien ”The West Wing” (1999-2006) om den fiktive demokratiske præsident Jed Bartlet, vidunderligt spillet af Martin Sheen, og dennes stab, som ud over at underholde giver et fantastisk godt indblik i amerikansk politik. Jeg tøver stadig ikke med at kalde den for den klart bedste politiske serie nogensinde. I serien sympatiseres der mest med demokraterne; dog bliver republikanerne ikke portrætteret som modbydelige fjender, mere som ideologisk opponerende modstandere. Og sådan har jeg egentlig også altid selv haft det med Det Republikanske Parti; jeg har sjældent holdt med dem, men jeg hader dem heller ikke. Faktisk foretrækker jeg egentlig først og fremmest moderate amerikanske politikere, hvilket parti de så end hører til.
Men det var ikke desto mindre demokraterne, jeg i sidste ende holdt med. Problemet er, at jeg simpelthen ikke længere kan genkende Det Demokratiske Parti. De gamle værdier og mådehold, der kendetegnede dette parti, synes ganske og aldeles kastet ud ad vinduet. Idealerne fra Carter- eller Clinton-årene – for slet ikke at tale om Det Tyvende Århundredes største demokrat, Franklin Roosevelt – er mere eller mindre forsvundne, alt imens partiets sjæl har ladet sig erobre af sin mest rabiate venstrefløj. Og derfor kan jeg ikke længere støtte dem.
Det betyder naturligvis ikke, at republikanerne dermed pludselig repræsenterer fornuftens lys; de har sandelig også deres egne indre problemer at slås med. Men det betyder dog, at jeg er blevet langt mere villig til faktisk at forsøge at sætte mig ind i republikanernes præmisser og ræsonnementer, såvel som demokraternes. Forsøge at se tingene fra alle sider.
Og det er netop her, de danske medier i min optik fejler ganske eftertrykkeligt; man kan naturligvis diskutere, om danske medier altid rapporterer fair og objektivt omkring dansk politik, men eftersom vi faktisk bor her – og derfor selv kan danne vore holdninger – betyder det måske ikke helt så meget. Helt anderledes er det, når det drejer sig om rapportering fra andre lande, f.eks. USA. Her er vi reelt afhængige af objektivitet og nuancering. Det lever de danske medier bare på ingen måde op til. For selvom de bruger virkelig meget tid og mange ressourcer på netop amerikansk politik – der i det danske mediebillede fylder langt mere end f.eks. tysk eller EU-politik – så er det bemærkelsesværdigt, hvor ensidigt det faktisk er. Næsten uden undtagelse tages der altid demokraternes parti, ligesom historier fra de førende pro-demokratiske medier i USA kritikløst udlægges som ubøjelige sandheder.
Denne ensidige tendens gælder desværre hos stort set alle danske USA-korrespondenter. Der findes nogle få undtagelser – Berlingskes Birgitte Borup og TV2’s Mirco Reimer-Elster – hvis artikler og analyser efterhånden er de eneste, der er værd at bruge tid på, hvis man da ønsker et mere nuanceret blik på amerikanske forhold.
Og det er helt grundlæggende derfor, jeg skriver denne blog; ikke for blot at gøre alt modsat i forhold til de endimensionelle danske mediers USA-rapportering, men for at prøve at gøre billedet af amerikansk kultur og politik en kende mere balanceret. Jeg håber naturligvis, nogle vil finde interesse i denne side.
Anders Næsby, juli 2023
Tilføj kommentar
Kommentarer