En scene fra det seneste præsidentvalg fortalte egentlig det hele. På selve valgaftenen, d. 3/11 2020, bevægede TV2’s udsendte reporter Rasmus Tantholdt sig rundt blandt borgerne i en af USA's storbyer og mødte en flok demokratiske støtter. En midaldrende kvinde blev spurgt ind til sine holdninger og grunde til at være på gaden, hvorefter spørgsmålet så faldt på, hvad hun i grunden mente om republikanerne. Svaret kom prompte: ”I hate them!”
Lettere overrasket og måske lidt desillusioneret kommenterede Tantholdt, at det jo var hendes landsmænd, hun her talte om. Men hun konstaterende blot igen: ”Whatever, I hate them all!”.
Og sådan er der chokerende mange amerikanere, der har det med deres politiske modstandere. I Danmark kender vi bestemt til politiske uenigheder og ophidsede debatter. Men slet ikke på de rasende og hadske niveauer, man støder på i USA i disse år; hvor ægteskaber og familier splittes, hvis én pludselig bekender sig til det ”andet hold”. Hvor folk med forkerte holdninger kan bandlyses fra arbejdspladser, forbydes at tale på universiteter eller skrive i landsdækkende aviser. Hvor republikanere og demokrater mange steder ikke kan holde ud fysisk at være i et rum sammen. Og hvor selv skolebørn pludselig, om de vil det eller ej, trækkes ind i ubønhørlige og kompromisløse ideologiske kampe. Med det sørgelige resultat, at mange i USA, fra menigmand til meningsdannere, taler om næsten borgerkrigslignende tilstande.
Med andre ord et amerikansk folk i total opløsning. Spørgsmålet er dog, hvordan det er kommet så vidt? De fleste i Danmark, også såkaldte eksperter i amerikansk kultur og politik, vil ofte sige noget i stil med, at splittelsen opstod i Trump-årene. For han var jo en træls og splittende fyr. Sådanne overfladiske forklaringer på et dybt kompliceret problem er blevet ganske udbredte blandt meningsdannere; men det ændrer naturligvis ikke på, at forklaringen er langt dybere og mere kompliceret – med vidtforgrenede arme og dybe rødder i amerikansk historie.
Fra uafhængigheden til borgerretsbevægelsen
Splittelsen har på sin vis altid været til stede i USA, om end den har taget mange forskellige former. Selv i den hæderkronede Anden Kontinentale Kongres – den der skabte det afgørende brud med Storbritannien gennem Uafhængighedserklæringen i 1776 – var der overraskende store uenigheder, der gradvist samlede sig i to politiske grupperinger. Den ene og indledningsvist mest magtfulde, ofte omtalt som Olive Branch-gruppen, talte for en dialogisk og kompromissøgende tilgang til moderlandet og Kong George 3. Det var dog i sidste ende den anden og mere rabiate gruppering under ledelse af bl.a. Adams-fætrene fra Massachusetts, Lee og Jefferson fra Virginia og Franklin fra Pennsylvania, der skridt for skridt tog den politiske kontrol med kongressen og fremtvang et væbnet oprør mod briterne. Følgerne heraf blev som bekendt verdenshistoriske.
Da det rent faktisk lykkedes for amerikanerne at vinde deres frihed i krigen (formelt afsluttet i 1783), startede så en politisk proces, som The Founding Fathers ikke havde hverken forudset eller ønsket; at kongressens medlemmer – og siden også vælgerne – fordelte sig mellem hovedsageligt to partier. Det var ikke i starten de to stærke partier, vi kender i dag; Demokraterne og Republikanerne opstod således først gradvist senere. Derimod handlede det store skisma i landets unge år om, hvad den amerikanske union egentlig var for en størrelse; var det en løs samling af uafhængige stater (konføderation) eller selvstyrende stater underlagt fælles politiske rammer (føderation).
John Adams, der havde arbejdet utrætteligt for at skabe USA, måtte modstræbende se denne splittelse ske for sine øjne både som unionens første vicepræsident og senere som den 2. præsident efter Washington. Og han måtte se sit gamle venskab med Thomas Jefferson, som indædt kæmpede for enkeltstaternes rettigheder, forgå af samme grund.
Denne uafklarede diskussion martrede det unge USA de næste 80 år. Hurtigt slog tanken om stærke statsrettigheder rod især i sydstaterne, der bl.a. frygtede, de mere pengestærke nordlige stater ville overtrumfe syden, hvis magten samlede sig i unionens hovedstad. Og det mest splittende emne blandt mange uenigheder skulle hurtigt blive slaveriet, som i sydstaterne stadig blev holdt i hævd.
I takt med at USA voksede mod vest og optog nye stater, opstod diskussionen også om, hvorvidt disse så skulle være slavestater eller ej. Mere og mere tegnede splittelsen sig geografisk – Nord mod Syd. Og trods mange forsøg på kompromisser og fælleskabsdannende begivenheder, tog splittelsen alligevel fart op mod midten af det 19. århundrede, ikke mindst efter dannelsen af den kompromisløse slaverimodstandsgruppe The Abolishionist Movement i 1831. Gruppen betragtede slaveri som en synd, og alle der holdt slaver som forbrydere. Linjen var lagt frem mod den blodigste og på mange måder mest skelsættende begivenhed i USA's historie, Borgerkrigen.
Da denne endelig brød ud i 1861, handlede det egentlig ikke direkte om slaveri, men derimod om statsrettigheder kontra unionen. Ikke desto mindre blev slaverispørgsmålet mere og mere centralt, navnlig efter Lincoln overraskende i 1862 annoncerede, at alle slaver skulle frigives, når Sydstaterne, The Confederate States of America, engang var besejret.
Da Syden efter fire års blodig krig endelig overgav sig i april 1865, blev unionen gendannet og slaverne frigivet. Men dermed stoppede splittelsen ikke. Ret hurtigt formede især de gamle sydstater en række love, der skulle holde den nu frisatte sorte befolkning nede. Et problem, der skulle ride med langt ind i det 20. århundrede.
Ved indgangen til 1900-tallet var USA endnu i fuld vækst, alt imens befolkningen stadig delte sig over sin tids store spørgsmål: Det industrielle øst mod det vilde vest. De første diskussioner om indvandringens grænser i et land formet og skabt af de indvandrede, ikke mindst som følge af de stadig voldsommere uenigheder mellem f.eks. irere og italienere i New York. Også en umådeligt ophidset diskussion om alkoholforbud eller ej skulle splitte befolkningen; og da kongressen rent faktisk i 1920 forbød alkohol på national basis med Det 18. Forfatningstillæg (i øvrigt det eneste forfatningstillæg, der nogensinde er trukket tilbage igen), blev disse uenigheder for alvor udstillet. At loven viste sig som en ikke alene upopulær, men også direkte katastrofal idé, er en hel historie for sig selv. I sidste ende gjorde den ikke meget andet end at gøre forbrydersyndikater, især mafiaen, rige og stærke på at smugle alkohol til den tørstige befolkning. De fleste åndede da også lettet op, da forbuddet blev ophævet i 1933.
Racespørgsmålet var også i denne tid et stærkt diskuteret emne; Ku Klux Klan var således omkring 1920 en enorm og indflydelsesrig politisk organisation med forgreninger i store dele af landet. Det var først fra 1950’erne, at Borgerretsbevægelsen tog det juridiske og politiske opgør mod denne organisation, som gradvist derefter mistede sin brede indflydelse.
Ellers er det formentlig i 1960’erne, at en splittelse i befolkningen skulle nå næsten så hadefulde højder, som vi ser i USA i dag. Det altoverskyggende emne her var Vietnam-krigen. I slutningen af 60’erne kogte og sydede det i de amerikanske storbyer. For eller imod krigen var det mest markante emne i disse år, ligesom et oprør mellem generationer også brød ud i fuldt flor. Der var oprørsstemning i de fleste storbyer i USA i denne tid, også voldelige. Kulminationen var den tragiske episode på Kent State University i Ohio, hvor fire demonstranter i 1970 blev dræbt af skud.
Gennem 1970’erne trak splittelsen dybe spor gennem USA, hvor navnlig de større byer prægedes af mismod, fattigdom og opløsningstendenser, inden en form for opvågnen og gensamling af landet skulle finde sted i løbet af 1980’erne. Dette hang også sammen med et fælles projekt i at afslutte og vinde Den Kolde Krig; og simpelthen at genfinde en tabt stolthed over USA.
Gennem de lykkelige og bekymringsfri 90’ere, hvor den amerikanske måde gav indtryk af at have underlagt sig hele verden, var splidspørgsmålet mest af økonomisk karakter; hvad skulle amerikanernes penge gå til, og hvorledes skulle regeringen spille en rolle i formidlingen heraf. Og så kunne befolkningen i øvrigt finde lejlighed til virkelig at splittes over spørgsmålet om Bill Clintons påståede seksuelle eskapader.
Men selvom der faktisk i netop 90’erne var tendenser til, at det blev stadig sværere at lave tværpolitiske love i kongressen, var det dog ingenlunde på niveau med, hvad vi ser i Guds Eget Land i dag.
USA har i grunden altid fungeret bedst, når befolkningen følte et fælles projekt; de tidlige års pionerånd og erobringen af vesten var noget næsten alle kunne samles bag. Verdenskrigene, især den anden af dem, samlede befolkningen som aldrig før.
Da de kaprede fly fløj ind i Tvillingetårnene og Pentagon d. 11/9 2001 opstod en kortvarig og spontan fællesskabsfølelse i USA; den forsvandt dog næsten lige så hurtigt igen, bl.a. på grund af voldsomme uenigheder om, hvordan USA nu skulle agere og slå tilbage. Og dermed afsløredes også, at noget fundamentalt var eroderet i den amerikanske befolkning. At der ikke længere var fælles holdepunkter, som i sidste ende kunne samle dem alle. Ikke engang i egentlige krisetider.
Mange kulturpolitiske tænkere har søgt svar på, hvorfor dette egentlig er. Og som så oftest med de mest komplicerede spørgsmål er der ikke noget simpelt svar. Men noget af det, som flere allerede i starten af 1990’erne bekymret påpegede, var, at de moderate elementer i USA's lederskab gradvist og systematisk blev manøvreret ud. For selvom amerikanere elsker at se sig selv som kompromisløse, så hviler hele landets storhed faktisk på evnen til netop at gå på kompromis. Noget der er lykkedes gennem næsten alle de mere end 200 år, USA har eksisteret – som en overvældende succes blandt verdens magter.
Kompromisets kunst eksisterer bare ikke rigtig længere i USA. Både demokrater og republikanere udnytter et flertal til et køre damptromlen hen over modstanderne og slamdunke sin politiske agenda igennem; uden skelen til værdien i tværpolitiske løsninger. For blot 20-30 år siden var der i Kongressen masser af moderate, midtsøgende politikere i begge de to store partier; altså både konservative demokrater og liberale republikanere. Dem er der ikke mange tilbage af i dag; selvom disse gennem årene har haft en vital rolle i at udstrække hånden mod det andet parti og dermed lægge grunden til langt de fleste skelsættende love i USA's historie.
Tilbage står så i dag en befolkning, der har taget de i forvejen problematiske skel til nye og voldsomme højder. Dette er der naturligvis også mangeartede grunde til, herunder en eksplosiv udvikling i brugen af de sociale medier, hvori vi som brugere mere og mere frasorterer andre holdninger end vores egne. Og stadig flere amerikanere, republikanere såvel som demokrater, betragter ikke længere tilhængere af det andet parti som modstandere – men som en egentlig fjende, der helst skal gøres tavs. Dermed er der også grobund for noget virkeligt skræmmende, hvis ikke denne tendens vendes.
Da Joe Biden blev valgt i november 2020 efter endnu et hadsk og særdeles tæt præsidentvalg i USA, var jeg egentlig ikke synderligt begejstret. For trods sine næsten 50 år i politik havde Biden formået aldrig rigtig at lede noget, ligesom han gennem årene også har ændret holdning som vinden blæser. Med andre ord lignede han mest af alt en visionsløs karrierepolitiker, som først og fremmest blev valgt i mangel af bedre og fordi han aldrig rigtig har sagt eller gjort noget kontroversielt. Eller noget som helst andet for den sags skyld.
Men jeg var ikke desto mindre villig til at give ham en chance; det kunne jo være, han rent faktisk i alle disse år havde gået og gemt på nogle spændende ideer – og i USA's præsidentielle historie er der faktisk flere eksempler på ellers kedelige skyggemænd, der blev glimrende præsidenter. Harry Truman er et glimrende eksempel herpå. Dertil var jeg glædeligt overrasket over, at han i sin indsættelsestale i starten af 2021 talte om at række ud til modstanderne og gensamle det amerikanske folk. Det, landet mere end noget andet har brug for.
Denne pludselige begejstring skulle desværre vise sig at være kortvarig. For Biden har indtil videre i sin præsidentperiode ikke bestilt meget andet end at puste yderligere til splittelsen og i øvrigt fejlet med stort set alt, hvad han har forsøgt sig med. Det tegner derfor det skræmmende perspektiv, at næste præsidentvalg i 2024 bliver en gentagelse af det forrige; at amerikanerne igen skal vælge mellem to af de mindst kvalificerede kandidater i landets historie i form af Biden og Trump. Det er faktisk svært at sige, hvad der ville være værst. Men slemt vil det i begge tilfælde blive, alt imens uoverstigelige kløfter blot vokser og vokser i den frie verdens ledende magt.
Anders Næsby, juli 2023
Tilføj kommentar
Kommentarer