Debatopgøret d. 10/9 mellem Donald Trump og Kamala Harris har fyldt stort set alt de seneste døgn. Og der synes i den forbindelse at være en vis konsensus om, at Kamala Harris slap bedst fra den; de demokratiskvenlige amerikanske medier var begejstrede, og selv de republikanske medier måtte modvilligt erkende, at Trump nok burde have gjort det bedre.
Der er dog i den forbindelse visse forbehold at belyse; for det er langt fra sikkert, resultatet kan kaldes så entydigt, som medierne fremfører. Debatten og dens videre betydning for valget vil analyseres i denne artikel.
De danske mediers USA-korrespondenter kunne efterfølgende slet ikke styre deres jublende skadefryd. Således kørte narrativerne om, at ”Harris knuste Trump” og ”Ren nedsmeltning for åben skærm”, stort set allerede inden kandidaterne var gået fra scenen.
Tv2’s Lotte Mejlhede holdt ikke smilene tilbage over, hvad hun kaldte en klar og tydelig sejr. Berlingskes Jacob Heinel Jensen hyldede Kamalas præstation som en ”game changer” – selvom samme Heinel i alle sine nylige analyser allerede (i øvrigt ukorrekt) havde omtalt Harris som værende klart i front.
Selv den ellers i reglen afvejede Mirko Reimer-Elster – en af de få USA-korrespondenter, hvis analyser normalt er værd at bruge tid på – hoppede helt med på fortællingen om, at Harris ”kørte Trump midt over”. Man kunne snildt få det indtryk, at alle disse selverklærede eksperter i amerikansk politik forsøger at overgå hinanden i heftige punchline-overskrifter.
Ironisk nok var det ellers Trump-hadende dagblad Politikens analyser faktisk de mest præcise og objektive; de kårede helt korrekt Harris som debattens umiddelbare sejrherre, men påpegede – ligeledes korrekt – at Harris ikke grundlæggende fik forklaret de ubesluttede midtervælgere, hvorfor de egentlig skal stemme på hende. Hun veg mest udenom, når det kom til egen politik og rettede blot klichefyldte anklager mod Trump.
Når alt dette er sagt, er det også SpotOnUSA.dk’s vurdering, at Kamala Harris overordnet set var debattens vinder. Hun virkede fra starten velforberedt; flere ugers intens debate camp med sin nærmeste stab betalte sig – og hun fik i al fald modbevist de kritikere, navnlig blandt republikanerne, der ikke mente, hun kunne sætte to ord sammen. Hun var endvidere seriøs i sin fremtoning; og havde derved klogt lagt sit måske mest irriterende personlighedstræk, den skærende nervøse latter, fra sig for aftenen.
Endnu mere fornuftigt var det (i hvert fald på kort bane), at hun virkede mere moderat og midtsøgende, end i mange af sine tidligere udtalelser. Dette er givet blevet påpeget som et klogt træk af hendes meningsmålingseksperter, da det ræsonnerer godt med de mange ubesluttede midtervælgere, hvis gunst i sidste ende kan afgøre valget. På lang sigt kan dette dog også give hende problemer; hvis vælgerne ikke køber troværdigheden i så markant en ideologisk kursændring.
Hendes måske stærkeste træk i debatten var, da det lykkedes hende at tirre Donald Trump; efter en nogenlunde afvejet start, blev han synligt irriteret, da hun – tydeligvis som et velforberedt stunt – antydede, at Trumps berømte support rallies simpelthen var kedelige; og at folk derfor forlod dem i hobetal. Det var som at holde en rød klud op for øjnene af en olm tyr, og ekspræsidenten løb direkte i fælden. De næste mange minutter var hans svar og påstande i bedste fald ukonkrete og i værste fald direkte vrøvlende, mens han tydeligt famlede med at finde roen igen.
Hovedpinen for Harris er dog, at hun stadig efter debatten stod tilbage med det helt grundlæggende problem, at hun ikke rigtig fremlagde noget konkret: Alt fra familier til forretningsdrivende skulle hjælpes, men ikke et ord om hvordan. Både Israel og Gaza skulle have støtte, men der kom intet bud på løsninger. Og ikke mindst gentog hun den strategisk ret tåbelige og selvmodsigende floskel om, at hun vil gøre alting bedre, når hun vælges – selvom hun faktisk har været en central del af regeringen de sidste næsten fire år. Den siddende præsident Biden prøver hun stadig på samme tid at omfavne og tage afstand fra; hvilket blot gør, hun kommer til at fremstå både vævende og upålidelig.
Trump slog på netop dette i debattens sidste par minutter (selvom han i retrospekt nok burde have bragt det på bane tidligere); ved simpelthen at spørge, hvorfor hun og Biden ikke bare allerede har gjort alle de ting, hun lover at gennemføre efter sin valgsejr.
Dette var nok Trumps bedste øjeblik under den ca. halvanden time lange debat, måske kombineret med en nogenlunde stærk og offensiv start.
I resten af debatten, navnlig efter det lykkedes Harris at komme under huden på ham, fremstod han temmelig flyvsk; argumenterne var lidt over det hele, emnerne blev blandet sammen i én stor og for seerne forvirrende pærevælling. Til tider blev det direkte tåbeligt.
Hans synlige irritation var dog mere forståelig i forhold til de to moderatorer David Muir og Linsey Davis fra ABC News, som bestemt heller ikke slap godt fra deres opgave. De har efter debatten været udsat for heftig kritik fra navnlig republikanske medier for at være alt for venlige mod Harris og tilsvarende uvenlige mod Trump.
Trump selv hævdede endda efterfølgende, der var tre mod én i debatten – hvilket selvfølgelig også kan læses som en indirekte tilståelse af, at det ikke gik så godt som planlagt.
Påstanden om værternes bias er blevet skarpt benægtet og ligefrem hånet i de demokratiskvenlige medier – herunder naturligvis alle de danske – men ser man den fulde debat med objektive øjne, er der faktisk noget om snakken. Flere gange korrigerede eller direkte konfronterede de Trump; det skete mindst tre gange. Og på intet tidspunkt fik Kamala Harris samme behandling.
Ligeledes er det tydeligt, at de to værter gang på gang serverede lette sukkerbolde til Harris, mens de i spørgsmålsformuleringen flere gange holdt længere taler, der direkte kritiserede Trump; inden han så fik lov kort at kommentere derpå.
Med sådanne præmisser ville de fleste politikere nok blive tirrede. Værterne gik endog så vidt flere gange at begynde at debattere med Trump, når han – ifølge dem – sagde usande ting. Baggrunden herfor skulle være, at de fik beskeder fra en stab af faktatjekkere i baglokalet. Et eksempel her var, da Trump (ret ufornuftigt) fremlagde en historie fra Springfield i Ohio om, at immigranter fra Haiti spiser de lokale beboeres kæledyr.
Og ja, historien lyder decideret absurd. Danske USA-kommentatorer var da også ude og nærmest grine i kor; Tv2 formidlede, at ”Trump viderebragte den usande historie om, at immigranter spiser kæledyr”.
Problemet er bare, at historien ikke er rent opspind. Der har været et utal af lokale beboere, ikke alene i Springfield, men også områder i andre dele af landet, hvortil haitianske immigranter er ankommet, hvor nøjagtig samme fortælling er kommet frem; folks kæledyr og lokale parkers svaner og ænder er forsvundet i hobetal, og der er følgende fundet rester efter skamferede ofringer eller halvvejs ædte dyr. Der har endda i mindst tre countys i USA været holdt høringer fremkrævet af bekymrede eller ophidsede borgere, hvor netop disse problemer er bragt for de folkevalgte kommunaludvalg.
Så skør som den lyder, er der reelle facts bag påstanden. Det forhindrede naturligvis ikke de danske medier i at more sig over Trumps ”løgne”. Man kan så til gengæld sætte kraftige spørgsmålstegn ved, om Trump overhovedet burde havde bragt historien på bane; netop fordi den lyder så grotesk, ville han umuligt kunne gøre meget andet end at tabe på det.
Faktatjekkeriet fra værterne blev endnu mere bizart – og med rette efterfølgende kritiseret – da de på intet tidspunkt korrigerede udtalelser fra Harris; som altså også formåede at fremføre nogle ret vilde påstande uden ret megen substans. F.eks. påstod hun, at Trump var ”farlig”, vil afskaffe demokratiet, smide sine politiske modstandere i fængsel første dag på kontoret, og at den såkaldte 2025-plan beviste alle hans onde hensigter. Trump har bare aldrig godkendt eller på nogen måde været en del af udarbejdelsen af den famøse 2025-plan, der har cirkuleret kraftigt i medierne; den er affødt af en højre-konservativ tænketank som en form for ønskevejledning i, hvad den mener, en Trump-regering bør gøre. Men Trump selv har altså intet at gøre med den. Dette er et faktum; men de såkaldte faktatjekkere brød ikke ind, da Kamala, i øvrigt flere gange i debatten, fremførte anklagen.
Hvilken betydning får debatten fremover?
Kamala Harris kunne med rette efter debatten gå til ro med et smil på læben, Hun havde klaret sig bedre, end de fleste spåede. Og hendes modstander Trump så flere gange en smule tåbelig ud. Det betyder naturligvis ikke, at Harris dermed pludselig skal regnes som en moderne Cicero; selvom man navnlig i de mest begejstrede danske medier kunne få det indtryk.
Ingen af de to klarede sig reelt rigtig godt, hvilket vel egentlig heller ikke var forventet. Faktisk var de begge, ud fra en objektiv målestok for USA's næste præsident og ukronede leder af den frie verden, ret dårlige. Af de to var Kamala dog den klart mindst dårlige – og kom alt i alt nogenlunde hæderligt derfra.
Dette skyldes også delvist en bizar og uforklarligt dum fejl, som republikanerne – især de mest inkarnerede Trump-tilhængere – begik i dagene op til debatten.
Der har nemlig de seneste tre-fire årtier udviklet sig en særegen tradition op til præsidentdebatter omhandlende the expectation game; den forventning, der opbygges i pressen og offentligheden til de forskellige kandidaters retoriske formåen. Det specielle i USA er, at denne med tiden er blevet sært bagvendt. Kandidaternes folk har således forsøgt på forhånd at underspille deres kandidats debatevner; ja, ofte nærmest lovet den rene ynk! Logikken bag dette er, at kandidaten derved med en blot nogenlunde præstation kan overskride forventningerne og derved komme ud med et positivt plus. Altså at en middelmådig præstation kan fremstå god, hvis forventningerne var ringe på forhånd. Og dette kan så efterfølgende gøde vandene for mindst én runde positive historier i den næste mediecyklus.
Republikanerne kender ligesom demokraterne alt til dette specielle og sindrige mindgame med pressen. Men denne gang havde de på en eller anden måde fået overbevist sig selv om, at Trump ville sejre klart i debatten. De mest inkarnerede Trump-medier talte endda i dagevis om, at han ”ville knuse Kamala og endegyldigt knockoute hende”.
Sådanne forventninger kan ikke mange leve op til – og slet ikke en i bedste fald middelmådig debattør som Trump, der mest har levet i tidligere debatter af at chokere og levere provokerende og sært mindeværdige oneliners. Og med en præstation der selv objektivt set var under middel for Trump – og tilsvarende over middel for Harris – fremstår han derved som en overordnet skuffelse i debatten; også for sine tilhængere og partifæller, der alle, direkte eller indirekte, har udtrykt deres skuffelse efterfølgende.
Så klar som sejren blev fremstillet i danske medier, var det dog trods alt ikke. Skulle man give karakterer på en skala fra 1 til 10 (med 10 som det bedste), ville den nok lande på en 3’er for Trump og et lille 5-tal til Harris. Men det er Harris’ stab ganske givet fuldt tilfredse med.
Hvor langt denne effekt så er på den lange bane, er vanskeligt at fastslå. I sidste ende ser de mange seere – ofte over 60 mio. i USA alene – de to kandidater duellere direkte mod hinanden; og vurderer nok mest ud fra dette øjeblikskriterium.
Den største sejr fik demokraterne nok i virkeligheden efter debatten, da det kom frem, at superstjernen over dem alle, Taylor Swift, endelig offentliggjorde sin støtte til Kamala. Det har utallige andre i musikverdenen gjort, det er ikke i sig selv sensationelt. Men netop Swift er så stor – og har så enorme tal af inkarnerede følgere, de såkaldte swifties – at meningsmålingseksperter vurderer, hun reelt kan flytte millioner af vælgere; nogle peger på et sted mellem 3 og 5 mio., måske endda flere.
Det er naturligvis alt sammen meget usikkert, da det næsten er umuligt at måle præcist på; og Swift har givet også mange fans, der er og fortsat vil være republikanere. Men der er næppe tvivl om, at Harris-lejren jubler over nyheden.
Den seneste tid havde ellers ført mange dårlige nyheder for Kamala Harris. Det indledende boost i meningsmålingerne efter tiltrædelsen som kandidat – godt hjulpet frem af overivrige medier – synes at være stagneret de sidste par uger. Faktisk pegede flere og flere målinger på, at Trump igen overtog føringen på landsplan – og har opnået en endnu større fremgang i de vitale swingstater. De fleste uafhængige meningsmålinger pegede på Trump-sejr i fem eller seks af de syv swingstater (Georgia, Nevada, Pennsylvania, North Carolina og Arizona – og måske også Michigan). Kun Wisconsin hældte lige nu til Harris. Skulle det falde sådan ud, ville Trump sikre sig valgmandssejren med en meget sikker margin.
Med debatsejren in mente og med millioner af swifties i baglommen burde Harris nu i teorien stå med en mulighed for på ny at vende skuden. Det er bare ikke rigtig, hvad de nyeste målinger viser; for selvom man skal være varsom med nybagte målinger så kort efter debatten, giver de et helt andet billede, end mediediskursen bringer. Trump er faktisk gået frem i flere målinger taget kort efter debatten – og mere problematisk for Harris er det, at samplinger af meningsmålinger blandt de vitale uafhængige vælgere ser ud til at vise, at flere af disse efter debatten har fået et endnu mere negativt syn på Harris. Hun fremstod i disse vælgeres øjne som arrogant og utroværdig; og dette synes at være blevet forstærket af værternes åbenlyse subjektivitet under debatten, der blot befæstede det billede, sandt eller usandt, som Trump har excelleret i at frembringe; at han kæmper ene mand i et unfair game mod en magtfuld elite.
Sidstnævnte er egentlig ikke Harris’ fejl; skylden ligger alene hos de to ABC-værter, der ikke var i stand til at mønstre en professionel objektivitet i så afgørende en stund.
Problemet er til gengæld nu hendes, for vælgerne synes ud fra de første målinger at tage afstand fra dette og i nogen grad sympatisere med Trump, selvom han absolut ikke leverede en god debatpræstation. Værternes tåbeligheder synes derved at give bagslag; og fortsætter den foreløbige tendens i de næste dages målinger, begynder tingene at se meget kritisk ud for Kamala Harris og demokraterne.
En enkelt postdebatmåling fra Ipsos d. 12/9 har demokraterne dog kunne glæde sig over. Den viser en føring på 6 procentpoints til Harris. Netop denne måling har samtlige danske medier svælget i det seneste døgn. Ipsos-målinger har bare før vist alt for store føringer til Harris – og ingen andre nylige målinger, navnlig ikke fra uafhængige målingsinstitutter, viser lignende resultater.
Her viser de fleste til gengæld dødt løb (49% mod 49%) på landsplan eller en snæver føring til Trump. Begge dele er særdeles dårlige nyheder for Harris, da Trump ved begge sine foregående valg har overrasket i forhold til målingerne. På nuværende tidspunkt i 2016 førte Hillary Clinton således med 5-6 procentpoints, mens Biden i 2020 førte med over 7%. Og i ingen af tilfældene var det endelige resultat i nærheden af at lande på den måde (selvom pressen stadig af uforklarlige årsager bliver ved at rapportere det klichéagtige nonsens om, at målingerne ”har en statistisk usikkerhed på 3%”).
Alt i alt kan man opsummere fra endnu en begivenhedsrig uge i amerikansk politik, at valget endnu er muligt at vinde for begge kandidater – men også, at Harris, trods en overraskende præstation ved debatten, nok lige nu har den sværeste vej til sejr.
Det siges da også, at man internt i Harris-lejren, trods en umiddelbar begejstring over debatudfaldet, er svært bekymrede og overvejer en ny strategi for de sidste halvanden måned. Om det så er smart at skifte kurs så sent, er mere usikkert. Men noget bør de overveje; for lige nu går valget ikke deres vej.
Anders Næsby, september 2024
Tilføj kommentar
Kommentarer