I 1919 ratificerede Kongressen i USA det 18. forfatningstillæg - og godkendte derved den måske mest kontroversielle (og i bagklogskabens ulideligt klare lys) tåbelige lovtekst i landets historie. Som et forsøg på at komme, hvad man mente var roden til mange af USA's sociale problemer til livs, forbød man på nationalt niveau produktion, transport af og handel med alkoholiske drikke - interessant nok forbød loven ikke specifikt indtagelse af alkohol i sig selv.
Det var ikke blot en tilfældig lovtekst; ved at indskrive den som tillæg til selve forfatningen, skulle den fremover eksistere som en helt fundamental del af den amerikanske kultur. Og da den juridisk trådte i kraft året efter - helt præcist d. 17. januar 1920 - indledtes derved, hvad lovens bagmænd håbede ville blive en ny, sundere og moralsk renere alder i USA's historie. At det mildest talt ikke skulle gå sådan, er velkendt i dag. Hvad der derimod er mindre kendt, er de mange og overraskende grunde til, at denne besynderlige lov overhovedet endte med at komme for dagen - og ikke mindst de personer og grupper, der i årevis havde kæmpet for den.
For man kunne nemt med nutidens øjne danne sig den konklusion, at det nok var religiøse grupper og stokkonservative typer, som stod bag loven. Men så simpelt er det langtfra. Loven havde derimod en lang og dyb historie bag sig allerede i 1920, og den blev først og fremmest båret frem af kvinder; faktisk var kampen for alkoholforbud en af de første virkelige politiske kvindesager i amerikansk historie. Hvordan dette hænger sammen, vil jeg forsøge at beskrive her:
Alkoholkultur er ligeså gammel som præ-USA's kolonihistorie. De forskellige europæiske grupper af immigranter medbragte deres egne traditioner for brygning af øl, vin og stærkere alkoholiske drikke. Og allerede fra starten af 1800-tallet var traditionen om at drikke lidt under og efter arbejdsdagen, f.eks. for farmere, ligeså rodbunden som dyrkningen af jorden selv. En simplificering af destillationsprocessen i netop disse år gjorde dog også, at indtagelsen blev langt mere markant; hvor der tidligere havde været indtaget lette drikke, ofte iblandet vand, var der nu tale om langt stærkere og dermed langt voldsommere indtag. Og problemerne viste sig næsten med det samme.
Allerede fra 1830'erne begyndte der at komme utallige meldinger især fra de tyndere befolkede landområder om alkoholens konsekvenser. Ofte var det de lokale præster, der måtte lægge ører til frygtelige fortællinger fra ulykkelige kvinder, som kunne berette om, hvordan alkohol og fuldskab rev deres ægteskaber og familier fra hinanden. Kvinderne måtte udholde lidt af hvert, når deres mænd kom fulde hjem - råb, tæv og det der var værre.
Derved formedes stille og roligt den alliance, der skulle bære loven igennem mange, mange år senere; kvinder og kirkens folk. I 1840'erne dannedes også de første foreninger, der skulle afhjælpe alkoholiserede gennem støtte og samtale; de såkaldte "Washingtonians". Denne organisation, som hurtigt blev meget populær, anvendte mange af de samme principper som AA bruger i dag. Men successen skulle dog glide ud i glemslen, da århundredets helt store krise startede i 1861: Den Amerikanske Borgerkrig.
Under krigen klagede generaler på begge sider over mændenes enorme alkoholindtag; trods deres forsøg på at holde det i ave, destillerede soldaterne løs i lejrene. Nordstatsgeneralen George McClellan udtalte i begyndelsen af 1862, at total afholdenhed i hans hærenhed, Army of the Potomac, ville være mere end 50.000 mand værd. Men bugt med problemet fik hverken han eller nogen andre militære ledere under krigen nogensinde.
Da krigen endte med en total sejr for unionen i 1865, påbegyndtes den helt store ekspansionstid for USA. Med hjælp fra den transkontinentale jernbane, der endeligt var færdigbygget i 1869 rykkede landet hurtigt mod vest. Lovløsheden, balladen og ikke mindst alkoholen flyttede hurtigt med. De mange saloons er en velkendt del af den amerikanske folklore og udødeliggjort i utallige westerns; men de var også i manges øjne - ikke mindst kirkens og kvindernes - syndens og selve Djævelens hule. Familier på vej over prærien måtte ofte opleve at miste alt, fordi manden i den lokale saloon drak alt op eller mistede det i kortspil. Nogle kvinder greb til handling; allerede i 1870'erne og 1880'erne var der faktisk eksempler på, at bevæbnede grupper af kvinder simpelthen angreb og smadrede saloons.
I slutningen af århundredet dannedes så, hvad der skulle blive den vel nok mest succesfulde politiske lobbyorganisation i amerikansk historie, The Anti-Saloon League. Gruppen var under ledelse af indflydelsesrige kirkelige ledere og nogle få magtfulde politikere, der hurtigt kom med. Men dens græsrødder, som kæmpede på alle planer i alle ender af landet, var kvinder. Og de næste 20-25 år arbejdede organisationen utrætteligt på at samle kvinder overalt for denne sag, som man mente ville forbedre kvindernes situation betydeligt. Det er således også sigende, at mange af de mest indflydelsesrige kvinder i Anti-Saloon League også blev de ledende suffragetter, altså forkæmpere for kvinders ret til at stemme.
Og de havde succes med deres foretagende. Systematisk brugte organisationen sin indflydelse, som i starten af 1900-tallet kun voksede. County efter county, by efter by, stat efter stat blev overtalt - og i mange tilfælde presset - til at indføre lokale alkoholforbud. Anti-Saloon League blev hurtigt så magtfuld, at politikere overalt simpelthen frygtede dem; i mange tilfælde kunne de blot opstille en modkandidat, som handlede efter deres ønsker, hvis den pågældende politiker ikke makkede ret. Og der gik ikke længe, inden den nationale kongres også begyndte at komme under kraftig indflydelse fra organisationen.
Stadig kunne man dog ikke helt få gennemført det endelige mål; det nationale forbud. Men så skulle hjælpen komme fra uventet kant; udbruddet af Første Verdenskrig. I første omgang holdt USA sig udenfor, men i 1917 var det slut med isolationspolitikken, efter det kom frem, at den tyske regering i hemmelighed havde konspireret med Mexico om en krigserklæring mod USA. Amerikanerne gik i krig; og alkoholmodstanderne fik deres trumfkort. Mange af de ledende ølproducenter i USA i starten af 1900-tallet var således af tysk afstamning; og grundet den voldsomme antityske retorik i krigens kølvand, vendte mange sig af principielle grunde mod øl. Derved var selv de mest tørstige amerikanere nu på Anti-Saloon Leagues side. Det sidste søm var hamret gennem væggen.
Allerede i 1917 var Det 18. Forfatningstillæg blevet foreslået i Kongressen, og efter to års hårdt lobbyarbejde lykkedes det altså at få det vedtaget i 1919. Håbet var som nævnt, at USA gennem et forbud kunne rydde ud i mange af de problemer, der rev samfund og familier fra hinanden. Det skal til lovens bagmænds forsvar da også siges, at USA virkelig var ved at bukke under for alkoholens svøbe. En undersøgelse fra slutningen af 1800-tallet havde således peget på, at en amerikansk mand mellem 18 og 49 år i gennemsnit drak, hvad der svarer til 88 flasker whisky om året - altså at fuldstændig vildt overforbrug af alkohol, med alt hvad det måtte medføre af personlige tragedier.
Det skal ligeledes siges, at størstedelen af lovlydige amerikanere faktisk (i hvert fald i begyndelsen) forsøgte at leve op til loven. Og alkoholindtaget gik da også en del ned i de første år.
Ikke desto mindre medførte loven langt flere problemer, end den løste. Mange af de ledende politikere, som havde stemt for loven, havde hyklerisk skaffet sig enorme lagre af alkohol til eget brug - det var jo som nævnt ikke ulovligt at indtage det. Mange steder foregik den nu illegale handel med alkohol også helt åbenlyst; de fleste drak jo alligevel, også lovens egne arme, og man så derfor igennem fingre med det. Da de føderale myndigheder forsøgte at slå hårdere ned på disse åbenlyse lovbrud, spidsede tingene til. Forbryderiske organisationer som f.eks. mafiaen øjnede enestående muligheder på at tjene styrtende på import af spiritus. Nogle blev endda ganske populære på det, f.eks. den karismatiske Al Capone, som mange i Chicago anså som en form for folkehelt. I hvert fald indtil det mere sande billede kom frem.
For mafiagrupperne begyndte også meget hurtigt at bekæmpe hinanden, og en egentlig voldsspiral udviklede sig derved meget hurtigt. I midten af 1920'erne var situationen bekymrende for lovens bagmænd; folk drak tilsyneladende stadig, og kriminaliteten eksploderede især i storbyerne. Forsøg på at slå endnu hårdere ned lagde grunden til at række gode fortællinger i eftertidens populærkultur; men større succes med at bremse alkoholen havde man ikke.
Mod slutningen af 20'erne var mange amerikanere ved at være godt og grundigt trætte af Det 18. Forfatningstillæg; og der var stadig stærkere kræfter, der nu åbenlyst turde modsige Anti-Saloon League og alkoholforbuddet. En af disse var den karismatiske demokrat Franklin D. Roosevelt, der trods sin lammende poliolidelse var en stigende stjerne i amerikansk politik. Da børserne krakkede i 1929 og indledte det, vi nu kalder Den Store Depression, mistede loven også sin sidste pondus. De Svingende 20'eres vilde natteliv - med jazz, fester og bekymringsfrit alkoholindtag - afløstes nu af fallitter, arbejdsløshed og mismod. Mange måtte gå fra hus og hjem, alt imens alle de problemer, man oprindelige havde søgt løst gennem et alkoholforbud, nu syntes helt uoverskueligt store.
Roosevelt gjorde ophævelse af alkoholforbuddet til et af sine kampagneløfter - samt naturligvis den berømte New Deal, der skulle revolutionere samfundshjælp i USA - da han stillede op til præsidentvalget i 1932. Og vandt. Da han indtrådte i 1933, ophævedes samme år den måske mest udskældte lov i USA's historie.
Anders Næsby, juli 2023
Tilføj kommentar
Kommentarer