Et af den amerikanske histories største mysterier handler om 112 menneskers sporløse forsvinden og rækker helt tilbage til den tidligste kolonitid i, hvad der i dag er USA. Her mere end 400 år senere ved historikerne stadig ikke, hvad der egentlig skete med kolonisterne i Roanoke-kolonien i slutningen af 1580’erne.
Baggrunden for mysteriet er nært forbundet med Opdagelsestiden og de store europæiske magters interne magtkampe. I dette tilfælde spændinger mellem England og Spanien, som gennem 1500-tallet i stadig større grad havde hvæsset knivene i forhold til hinanden. De tilsyneladende uendelige handels- og kolonimuligheder i det nyopdagede Amerika kom ganske hurtigt til at spille en nøglerolle heri. Det var således ikke gået englændernes næse forbi, at Spanien gennem deres tidlige kolonisation og blodige plyndring af Mellem- og Sydamerika havde hjembragt enorme skatte og underlagt sig kæmpemæssige landområder – og de ønskede derfor selv en bid af kagen.
Under Dronning Elizabeth 1. sendtes flere ekspeditioner afsted langs Nordamerikas kyster, orkestreret af hendes yndling Walther Raleigh. I 1585 opkaldte han således et nyopdaget landområde efter Englands hæderkronede jomfrudronning: Virginia. Dette område omkring Chesapeake-bugten bød tilsyneladende på både rig natur og store handelsmuligheder; og så var der mulighed for at danne base for kapervirksomhed mod de rigt lastede spanske skibe.
Raleigh grundlagde derfor i 1585 en mindre koloni i, hvad der i dag er det nordligste North Carolina. Kolonien rendte hurtigt ind i problemer med at brødføde sig selv; og omkringboende indianere, der ellers fra starten havde været ganske venligtsindede mod de nye hvide naboer, vendte sig hurtigt mod dem. Det kulminerede i henrettelsen af høvdingen Pemisapan i 1586. Kort efter besluttedes det at evakuere resterne af den ilde stedte kolonis beboere, da den navnkundige Francis Drake ankom med sine skibe. Tre mænd og et mindre antal omvendte lokale blev tilbage. Drake lovede dem at ankomme med nye folk og bedre forråd året efter.
Det gjorde han da også i 1587. Der var bare ingen spor af de efterladte, ud over rester af et enkelt menneskeligt skelet. Det formodedes, at indianere havde gjort det af med den første kolonis sidste beboere. Dog ankom nu langt flere, formentlig omkring 120 kolonister, der nu skulle udbygge og forbedre kolonien; den fik navnet Roanoke. John White, en af Raleighs betroede udsendinge, blev koloniens første officielle guvernør. Hans barnebarn, der blev givet det symbolladede navn Virginia Dare, skulle 18. august 1587 blive det første engelske barn født i Amerika.
White forsøgte efter grundlæggelsen at forbedre forholdet til de nærtboende indianerstammer, navnlig de ganske stærke Powhatan-indianere. Derpå forlod han senere samme år Roanoke for at rejse hjem til England efter forsyninger og flere forstærkninger. Planen var at vende tilbage året efter. De 112 tilbageværende kolonister, herunder nyfødte Virginia Dare, måtte holde ud alene et års tid.
Skæbnen ville dog, at der skulle gå tre år, før flåden vendte tilbage. Uheldige vejrmæssige omstændigheder og tiltagende aktivitet fra den spanske flåde havde i mellemtiden forhindret White i at holde sit løfte, så det blev først i sensommeren 1590, at han med sine folk igen nåede Roanoke. Hvad de fandt, skulle blive et chok for White og hele England.
Ved et underligt skæbnetilfælde satte guvernøren sine ben i Roanoke d. 18. august 1590, præcis tre år efter hans barnebarns lykkelige fødsel. Allerede fra skibet havde han og de andre sømænd fornemmet, at noget var helt galt, da de kunne se kraftigt forstærkede palisader om kolonien; men til gengæld ingen tegn på liv. Dette blev bekræftet, da de endelig nåede dertil. Roanoke virkede simpelthen som et forladt spøgelsesfort. Der var hverken kolonister eller kødelige rester af dem. Heller ikke skriftlige beretninger var efterladt – ud over et enkelt, kryptisk ord, hastigt ridset ind i trævæggen: ”CROATOAN”.
En nærliggende ø gik muligvis under dette navn, og White formodede derfor, at kolonisterne var flygtet dertil. Dog stod det hurtigt klart, at der heller ikke her var spor efter de forsvundne. Adskillige ekspeditioner ind i landet og samtaler med nærtboende indianere gjorde dem ej heller klogere på mysteriet, og kort efter måtte White skuffet vendte hjem til England med beskeden om, at kolonisterne i Roanoke simpelthen var sporløst forsvundne.
De næste år forsøgte Raleigh sig med flere ekspeditioner, der skulle finde de forsvundne landsmænd. Men nogen opklaring på mysteriet fik man aldrig, trods vedvarende rygter om, at europæisk udseende mennesker var blevet spottet i forskellige indianerlejre og småbyer. Mere end 100 år senere – og betydeligt længere inde i landet – lokaliseredes en indianerstamme, hvis indbyggere i mange tilfælde syntes at være lysere i huden, end hvad normalen var – og tilmed bar mange af dem tilnavne, der lød bemærkelsesværdigt engelske. Hvorvidt disse så faktisk var efterkommere af den fordømte Roanoke-koloni, kunne ingen give noget klart svar på.
Roanokes sørgelige skæbne fik dog på ingen måde England til at opgive ambitionerne om Nordamerika; og i 1607 grundlagdes den første succesfulde koloni, Jamestown, i Virginia. Trods koloniens problemfyldte og omtumlede fødsel blev dette startskuddet til en udvikling, der skulle bringe England i en førerposition omkring Amerika; og lægge grunden til den senere britiske storhedstid. Men det er en helt anden historie.
Anders Næsby, juli 2023
Tilføj kommentar
Kommentarer