Amerikanerne har traditionelt hyldet deres egen historie. Det er da også derfor, der er lavet utallige film om eller med udgangspunkt i amerikansk historie. Nogle af delene helt ud i ekstremerne; der findes vel således knap en pistolduel fra det vilde vestens tid, der ikke er filmatiseret mindst ti gange.
Ligeledes er amerikanernes deltagelse i visse krige, navnlig Anden Verdenskrig og Vietnam-krigen, blevet udødeliggjort på film utallige gange; om end sjovt nok af fundamentalt forskellige grunde. I Anden Verdenskrig har det været dejlig simpelt at portrættere amerikanske soldater som heroiske (eller i det mindste selvopofrende) mod en umenneskelig fjende, mens Vietnam nærmere har været brugt som en løftestang for kritik af alt fra amerikansk hybris i verdenspolitikken til racerelaterede kontroverser; eller endda blot for at udforske faldgruberne i menneskets sjæl (som f.eks. i Oliver Stones fremragende ”Platoon” fra 1986).
Netop de to ovenstående krige er dog portrætteret så mange gange på film, at der kunne laves lister udelukkende med baggrund i Anden Verdenskrig eller Vietnam. Film omhandlende disse emner vil derfor heller ikke være at finde på den følgende liste.
Masser af andre områder og emner i amerikansk historie har dog også været vendt af Hollywood; med det resultat, at USA kan fremvise en længere liste af filmatiseringer af egen historie end vel noget andet land i verden.
Nogle tidsperioder i filmskabningens historie har haft deres egne, særegne tendenser, hvorfra historieformidlingen er blevet belyst gennem specifikke, tidstypiske spektre; således har nutidens film i USA en tendens til altid at se historien gennem racekritiske briller, mens 1970’ernes film ofte var systemkritiske, i nogen grad USA-kritiske og en kende rebelske.
I 1980’erne genfandt mange film stoltheden over USA; og tingene blev ind imellem taget til de helt høje nationalpatos-nagler. Men selv med disse tendenser in mente, byder de fleste filmiske perioder på mesterværker.
Det betyder naturligvis ikke, at alle disse film derved er perfekte. Hverken hvad angår den historiske akkuratesse eller den kunstneriske egenværdi. Og der findes derfor også masser af halvdårlige eller endda elendige film blandt de mange gode. Denne liste handler dog ikke om disse (en sådan liste kunne komme på tale en anden gang).
Der skal til gengæld her kigges nærmere på nogle af de bedste (eller mest undervurderede) film om den storslåede amerikanske historie. Hvor grænsen går for, hvornår en film kan kaldes historisk, er en diskussion i sig selv; således kan en charmerende film som 90’er-hittet ”Forrest Gump” – selvom den naturligvis omhandler en fiktiv person og en opdigtet handling – i nogen grad siges at være en periodehistorisk rejse over USA's op- og nedture gennem tre årtier; og den samspiller på elegant vis med egentlige historiske begivenheder. Nogle af de samme argumenter kunne bruges om mesterværket ”The Godfather” fra 1972. Jeg vil dog udelade disse fra listen, selvom de begge ville komme sikkert ind på en liste over personlige favoritfilm.
En anden af mine absolutte yndlingsfilm, den eminente ”Last of the Mohicans” fra 1992 vil også blive udeladt, om end denne måske i endnu højere grad kunne siges at være en historisk film. Den tager sit udgangspunkt i Den Fransk-indianske Krig (1756-1763), og den spiller sig i høj grad ud blandt historiske begivenheder og personer. Stadig centrerer den dog omkring fiktive nøglepersoner og en fiktiv handling – og trods sin mesterlige portrættering af Nordamerika i 1700-tallet og fremragende filmiske fortælling kommer den altså ikke med.
Dog er der heldigvis masser af fine historiske film tilbage at vælge imellem. Den følgende liste er naturligvis ganske subjektiv, og der kunne givet findes masser af gode, ud over de medtagne syv film:
”Gettysburg” (1993)
Ronald F. Maxwell instruerede denne storfilm, der baseres på Michael Shaaras historiske roman ”The Killer Angels”. Den er optaget on location i og omkring Gettysburg, og i genskabelsen af de storslåede kampscener deltager tusindvis af frivillige fra hele USA, som år efter år genopfører slagene fra borgerkrigen.
Filmen blev et uventet stort hit i et USA, der endnu i 1990’erne gemte på en dyb, folkelig fascination af Den Amerikanske Borgerkrig (1861-1865). Og den rummer, ud over glimrende skuespilspræstationer fra bl.a. Martin Sheen (som Robert E. Lee), Jeff Daniels (som Joshua L. Chamberlain) og Tom Berenger (som James Longstreet), også en historisk detaljeorientering, som selv de mest nørdede borgerkrigshistorikere glædede sig over.
Først og fremmest er det dog en virkelig fremragende film, der på elegant vis følger de afgørende og skæbnesvangre beslutninger i de tre måske mest afgørende dage i Den Amerikanske Borgerkrig. De fire timers spilletid føles ikke ét minut for langt, mens man suges ind i de heroiske og tragiske begivenheder ved det amerikanske kontinents blodigste og mest berømte slagmark.
”The Alamo” (2004)
Det kan synes en kende kontroversielt at vælge John Lee Hancocks værk om den texanske frihedskrig i 1830’erne til denne liste, eftersom filmen rent kommercielt var en dundrende fiasko. Den var ekstremt dyr at producere med masser af dyre og realistisk genskabte kulisser, uniformer og kostumer i en filmisk tid før computeranimationer overtog (og i nogen grad ødelagde) alt. Og det efterfølgende billetsalg levede langt fra op til forventningerne; faktisk er filmen at finde på de fleste lister over største økonomiske filmflop gennem tiden.
Dette prædikat er dog ganske uretfærdigt, hvis man faktisk tager sig tid til at se den ca. 2,5 timer lange film. For trods en noget langsom første halvdel (denne del fik en delvis korrekt kritik for at snegle sig for meget afsted), så tager handlingen virkelig fart i anden halvdel, hvor den mexicanske hær ankommer til det lille fort The Alamo for at kvæle de 180 oprørere derinde under ledelse af William B. Travis, Jim Bowie og den berømte Davy Crockett; som dog alle vælger at kæmpe og dø til sidste mand. Belejringen og den følgende blodige erobring af fortet er spektakulære scener; og det er i høj grad også filmens sidste del, hvor vi følger resterne af den texanske hær under ledelse af Sam Houston (her spillet af Dennis Quaid), der vælger deres sidste store og altafgørende slagmark for frihed og selvstændighed i Slaget ved San Jacinto i 1836.
Både belejringen af Alamo og slagscenerne ved San Jacinto rummer nogle af den nyere filmhistories mest mindeværdige og vellavede scener. Det er storslået, uden nogensinde at forfalde til overdrevne romantiseringer af en virkelig fascinerende del af den amerikanske historie.
”Glory” (1989)
Ligesom ”Gettysburg” tager ”Glory” sit udgangspunkt i Den Amerikanske Borgerkrig; men denne film fortæller en ganske anden side af krigen. Vi følger heri den dybt interessante – og sande – historie om det berømte Massachusetts 54. Regiment, der udelukkende bestod af sorte soldater; nogle frivillige fra nordstaterne, andre undvegne tidligere slaver fra Syden. Trods stor skepsis fra mange, også i Nordstaterne, skulle dette banebrydende regiment i høj grad vise deres værd i krig; og derved vise vej for op mod 180.000 andre sorte soldater, som skulle være med til at afgøre borgerkrigen og hjælpe slaverne i syd til frihed.
Vi følger de uprøvede soldater fra regimentets formation i 1862, over deres benhårde og prøvende træning og til deres første reelle kampe – inden det hele kulminerer i et heroisk angreb på det stærkt befæstede sydstatsfort Wagner i juli 1863. Det var i dette slag, tropperne endegyldigt beviste, at sorte soldater på ingen måde står tilbage for deres hvide kolleger hvad angår mod, vilje og selvopofrelse.
Med i filmen spiller flere af slut-80’ernes største sorte filmstjerner som Morgan Freeman og Denzel Washington. Og Matthew Broderick spiller den unge og idealistiske hvide oberst, der får til opgave at træne og i sidste ende lede sit sorte regiment til sejr. Filmen er glimrende instrueret af Edward Zwick, og den giver et både fascinerende og rørende indblik i én af de noget oversete, men ikke desto mindre virkelig skelsættende fortællinger fra den amerikanske historie.
”The Patriot” (2000)
Mel Gibson beviste i 1995 med den fabelagtige ”Braveheart”, at han både som instruktør og skuespiller kunne skabe episke, historiske storfilm. Og i 2000 gentog han mange punkter af samme anvendte formel til at skabe den aldeles glimrende ”The Patriot”, der tager sit udgangspunkt i Den Amerikanske Uafhængighedskrig (1775-1783).
Filmen følger Mel Gibson i hovedrollen som Benjamin Martin, delvist inspireret af den historiske person Francis Marion (en af heltene fra Uafhængighedskrigen, der gennem sine dristige guerillaangreb på den britiske hær blev kendt som The Swamp Fox).
Denne amerikanske patriot forsøger at holde sammen på sin familie (han er enkemand og far til syv børn), alt imens krigens alvor trænger sig stadig tættere på. En tragisk begivenhed trækker ham modvilligt ind i kampen. Men hurtigt derefter udvikler han sig til en sand plage for briternes soldater, der hverken kan forudse hans lynsnare raids eller fange ham dybt inde i South Carolinas sumpede og uvejsomme terræn.
Filmens lange spilletid til trods (op mod tre timer), er man godt underholdt hele vejen igennem. Historien er velfortalt, kampscenerne er storslåede, og skuespillerne – der ud over Gibson byder på gode navne som Heath Ledger, Tom Wilkinson og Jason Isaacs – leverer fine, indlevende præstationer.
”13 days” (2000)
Selvom Cubakrisen i oktober 1962 er velkendt af historien som det dramatiske højdepunkt under Den Kolde Krig – og vel nok det nærmeste, verden har været på den totale, altudslettende atomapokalypse – kræver det ikke desto mindre godt filmisk håndværk at kunne lave en film, hvor publikum holdes i næsten åndeløs spænding gennem mere end to timer, når det meste af filmen foregår med samtaler på kontorer, og hvor det netop ikke kom til militær konfrontation. Men det er netop, hvad ”13 days” virkelig lykkes med.
Filmen er særdeles godt skruet sammen, byder på fremragende skuespilspræstationer fra bl.a. Stephen Culp som Robert Kennedy, Bruce Greenwood som John F. Kennedy og ikke mindst Kevin Costner som Kenneth O’Donell, en af præsidentens nærmeste rådgivere.
Derudover er filmen, trods en delvis opgradering af navnlig O’Donells rolle og betydning under Cubakrisen, forbløffende historisk korrekt og går helt tæt på de diskussioner, overvejelser og beslutninger på højest tænkelige politiske niveau, der både ud fra Kold Krigs-doktrinernes storpolitiske rationaler skulle levere handlekraftigt modspil til Sovjetunionen og samtidig forsøge at redde hele verden fra den endegyldige katastrofe.
Filmen giver ikke alene et glimrende og interessant indblik i den ufattelig højspændte Cubakrise, den fremstår også som en af de absolut bedste politiske film nogensinde.
”Alle præsidentens mænd” (1976)
Robert Redford og Dustin Hoffman spiller hovedrollerne som de ivrige unge Washington Post-journalister Bob Woodward og Carl Bernstein, der kommer på sporet af århundredets pressehistorie og politiske skandale efter et ved første øjekast simpelt og fejlslagent indbrud i Watergate-bygningen. Filmen er lavet ganske kort efter den egentlige skandale (der startede ved indbruddet i sommeren 1972 og kulminerede med Præsident Nixons afgang i august 1974), men den holder ikke desto mindre aldeles godt endnu her mange år efter.
Lidt ligesom i tilfældet med ”13 days” kræver det godt filmisk håndværk at skrue en spændende film sammen ud fra en historie, der bygger på journalisternes stædige og tålmodige håndværk, mens de graver sig stadig dybere ned i skandalens mange lag.
Redford og Hoffman spiller som altid så overbevisende, at de mere eller mindre kommer til at eje deres roller – og derudover stråler især Jason Robards i rollen som Washington Posts legendariske chefredaktør Bob Bradlee.
Nogle af filmens mest mindeværdige scener er Woodwards møder i en mørk parkeringskælder med sin mystiske kilde, der kun kendes som Deep Throat (en person højt placeret i regeringssystemet, hvis identitet i øvrigt først blev afsløret årtier efter filmens udgivelse), som trods vævende og uklare detaljer hele tiden holder de unge journalister på rette spor ved at opfordre til, at de skal grave videre i historien ved at forfølge pengesporet: ”Follow the money!”
”JFK” (1991)
Oliver Stones tre timer lange storfilm om efterdønningerne af mordet på John F. Kennedy i 1963 var af flere grunde opsigtsvækkende, da den i 1991 ramte de amerikanske biografer. Ikke alene blev den en seermæssig succes, der fortjent fik store roser fra anmeldere og publikum; men nok så interessant indeholder filmen den oprindelige optagelse lavet af tilskueren Abraham Zapruder, der som den eneste med sit håndholdte smalfilmskamera fangede de skæbnesvangre sekunder, da præsidentens blev ramt af skud i halsen og i hovedet. For de fleste amerikanere var det i biografens mørke under "JFK" første gang, de faktisk så disse horrible billeder.
Filmen og den omtalte scene var med til at genstarte en overvældende interesse for JFK-drabet, og et væld af bøger, foredrag og ny-efterforskninger af og om begivenheden væltede frem i årene efter.
Omdrejningspunktet for filmens handling er Jim Garrison, distriktsanklager i New Orleans, der tre år efter drabet genoptager sagen, da han nægter at tro på den officielle forklaring fra den såkaldte Warren-kommissions forklaring om, at den undseelige Lee Harvey Oswald havde skudt og dræbt præsidenten alene og tilsyneladende uden klar grund.
Garrison, mesterligt spillet af Kevin Costner, driver udviklingen i filmen med sin stædige og i mange tilfælde ensomme kamp mod en usynlig fjende, hvis styrke og indflydelse hele tiden synes at blive større. Et imponerende antal af store skuespillernavne optræder i større og mindre roller, og filmen forbliver spændende hele vejen igennem, også selvom den tager sig god tid til at følge Garrisons gradvise opklaringsarbejde gennem lange samtaler, undersøgelse af dokumenter og interviews af øjenvidner og kilder. Filmens sidste tredjedel og spændingsmæssige kulmination centrerer om Garrisons retssag mod en af de af ham udpegede medsammensvorne konspiratorer, Clay Shaw (spillet af Tommy Lee Jones).
”JFK” er Oliver Stone fra dengang, han var bedst. De senere år har det knebet gevaldigt for ham at ramme samme niveau, som han her gør – med sin måske allerbedste film. Og selvom han får lagt en kende for meget på de konspirationsteoretiske lag i formidlingen af dette dramatiske stykke historie, kommer man som seer ikke desto mindre fra filmen med både en stor ny indsigt og lige dele forbløffelse og forargelse over omstændighederne omkring drabet på John F. Kennedy.
Anders Næsby, maj 2024
Tilføj kommentar
Kommentarer