Hen under eftermiddagen d. 30. marts 1981 forlod den nyligt indsatte amerikanske præsident Ronald Reagan det hotel, Washington Hilton, hvor han netop havde holdt endnu en af de taler, der i en lind strøm følger med i jobbet. Lidet kunne han vide, at han få øjeblikke senere skulle befinde sig i akut livsfare – og at USA blev kastet ud i et kaotisk døgn, hvis konsekvenser kunne være blevet ubegribelige.
For i folkemængden udenfor hotellet ventede den 25-årige John Hinckley Jr.; higende efter en chance for at skrive sit navn ind i historien. Med en 22. kaliber Röhm RG 14-revolver affyrede han en serie skud mod præsidenten. I de kaotiske sekunder derefter væltede Secret Service-agenter ned over Reagan og fik ham trukket ind i en nærtstående bil, mens Hinckley hurtigt blev overmandet. Præsidenten virkede i første omgang ikke til at være blevet ramt. Det var til gengæld Det Hvide Hus’ pressesekretær James Brady, som lå ubevægelig og kraftigt blødende på jorden. Et skud havde ramt ham direkte i hovedet.
John Hinckley burde reelt ikke have haft muligheden for overhovedet at komme så nær præsidenten, i og med at hans havn allerede var på FBI’s og Secret Services radar som en potentiel trussel. Han var en utilregnelig enspænder, der havde haft kontakt med ekstremistiske grupperinger, bl.a. i det nynazistiske miljø, og han havde allerede under den forrige præsident Jimmy Carter flirtet med tanken om at vælte regeringen med voldelige midler. Det var dog helt andre motiver, der i sidste ende fik Hinckley til at udføre sin herostratiske misgerning.
Det viste sig nemlig, at Hinckley var blevet forelsket i og sygeligt besat af den helt unge skuespiller Jodie Foster, der i 1976 som blot 12-årig havde opnået stjernestatus grundet sin rolle i filmen ”Taxi Driver”. Hinckley havde tilsyneladende set filmen mindst 15 gange og var derefter begyndt at skrive utallige kærlighedsbreve til Foster, som helt naturligt ikke besvarede dem og sikkert med rette frygtede denne grænseoverskridende stalker. Hinckley havde i sin forvildelse (han fik efterfølgende den psykiatriske diagnose erotomani – tvangstanken om, at man overbeviser sig selv om, at en anden person er forelsket i én) fået den idé, at Jodie Foster blot skulle overbevises om, hvor meget hun også elskede ham. Alle hans breve havde dog ikke gjort udslaget, og derfor, ræsonnerede Hinckley, måtte han endegyldigt bevise sin kærlighed til hende og hele verden ved simpelthen at skyde præsidenten.
Hvad Hinckley dog på ingen måde kunne have forudset var, at han med sin svulmende og sære ikke-politiske handling, skulle udløse særdeles politiske problemer på den helt store skala – og at konsekvenserne nær var blevet fatale for hele verden.
Baggrunden herfor ligger i den tids altoverskyggende internationale konflikt, Den Kolde Krig. Efter at spændingerne mellem USA og Sovjetunionen endeligt så småt var begyndt at aftage gennem 70’erne – bl.a. på grund af Nixons diplomatiske åbning mod både Kina og Sovjet, og de efterfølgende begyndende nedrustningsaftaler – var Den Kolde Krig i høj grad blevet varm igen de seneste år. Efter Sovjetunionens invasion af Afghanistan i 1979 og den følgende amerikanske militære støtte til de afghanske militser (noget, man i den grad skulle fortryde et par årtier senere), var forholdet mellem de to stormagter kraftigt forværret ved indgangen til 1980’erne.
Tingene var på ingen måde blevet mere rolige efter valget af Ronald Reagan som USA's 40. præsident i efteråret 1980; han havde gennem valgkampen gjort det mere end tydeligt, at han betragtede forgængeren Carters diplomatiske tilgang i verdenspolitikken som naiv og svag, og han havde med sit præsidentskab en langt hårdere kurs. Denne tough on communism-politik bar han med ind i Det Hvide Hus, da han tiltrådte i januar 1981.
Og der skulle da heller ikke gå længe, inden begivenheder bag Jerntæppet satte yderligere blus på den i forvejen ophedede situation. Det var således netop i denne tid, at fagbevægelsen Solidaritet i den polske by Gdansk, ledet af den karismatiske Lech Walesa, skulle påkaldte sig verdens opmærksomhed, da den vovede at trodse både den kommunistiske polske regering og selveste Sovjetunionen. Reagans regering lovede deres klare støtte til Walesa – om end det var uklart, hvad denne støtte præcis ville bestå af – og lagde dermed en presbold på det sovjetiske styre, hvis leder Bresjnev vist nok overvejede en egentlig invasion af Polen. Det var i hvert fald vurderingen i Vesten; og hele verden frygtede, hvad dette i så fald kunne føre til. Især hvis Reagan faktisk var villig til at sætte hårdt mod hårdt.
Hele stemningen i Den Kolde Krig var med andre ord højspændt; og tidligere højspændte situationer havde med tydelighed vist, hvor let begge sider kunne blive yderligere nervøse i henhold til hinandens dispositioner.
Koldkrigsfrygten skulle komme til at sætte sit meget tydelige præg på begivenhederne d. 30. marts. Og disse fik yderligere næring af interne problemer i Reagans egen stab og regering, som i mangel af en egentlig leder kom til at befinde sig flere timer i et magtvakuum og i en konstitutionel krise, der ikke ligefrem gjorde beslutningerne nemmere.
Da Reagan få sekunder efter attentatforsøget befandt sig i sin præsidentielle bil på vej i stor fart mod Det Hvide Hus, virkede faren i første omgang til at være undgået. Secret Service-agenten Jerry S. Parr sad på bagsædet med præsidenten og havde hastigt undersøgt ham for skudsår. Der syntes ikke at være nogen, og Secret Service-proceduren var derfor hurtigst muligt at få præsidenten i sikkerhed i Det Hvide Hus.
”You broke my ribs, you son af a bitch!”, klagede Reagan til ham, eftersom Parr i selve attentatøjeblikket havde kastet sig over præsidenten og væltet ham til jorden med stor kraft. Der gik dog ikke mange øjeblikke, før Reagan begyndte at hoste kraftigt. Og da der nu også kom blod op, tog Parr en vigtig beslutning om at trodse procedurerne og beordre præsidentbilen direkte til det nærliggende George Washington University Hospital. Læger kunne senere fastslå, at Reagan næsten med sikkerhed ville have været død, hvis Parr ikke havde truffet denne vitale beslutning.
Da han kom til hospitalet få minutter senere, kunne Reagan selv gå ind; det insisterede han på, mens han smilede og vinkede til de overraskede patienter og ansatte. Der gik dog ikke mange sekunder, inden han begyndte at klage over ikke at kunne trække vejret, og han mistede kort efter bevidstheden. Parr forklarede, at han nok var kommet til at brække et par ribben på Reagan – hvilket da også kunne være alvorligt nok for en aldrende patient – men det stod hurtigt klart for lægerne, at symptomerne var langt værre. De begyndte derfor at undersøge hele kroppen for et skudsår; og de fandt det utroligt nok i selve armhulen, hvor ingen havde kunnet se det.
Det stod med ét klart, at situationen var kritisk. Præsidenten var blevet ramt af et skud – og da der ikke kunne findes andet end det ene indgangssår, måtte kuglen stadig være et sted i kroppen. Præsidentens stab og hans hustru, den viljestærke Nancy Reagan, blev hurtigt informeret om, at der måtte opereres akut – og at det langt fra var sikkert, han ville overleve. Da Ronald Reagan lige inden bedøvelsen havde et vågent øjeblik og var blevet informeret om det kommende indgreb, udtrykte han, endnu med sin lune humor i behold, at han sandelig håbede, alle de tilstedeværende var republikanere. En af de unge læger, der netop var kastet ud karrierens mest angstfremkaldende udfordring, replicerede kort: ”Mr. President, today we are all republicans!”
Hvem ledede USA 30. marts 1981?
Mens lægerne på George Washington University Hospital kæmpede med at redde både Reagans og pressesekretær Bradys liv, udspillede sig et om muligt endnu større drama i kælderen under Det Hvide Hus. Reagens nærmeste stabsmedlemmer James Baker, Michael Deaver og Ed Meese befandt sig på hospitalet, hvor de forsøgte at holde styr på begivenhederne. Og på visse af regeringens ministre, der havde deres helt egne ideer om magtfordelingen.
Det stod nemlig ret hurtigt klart for alle, at Forfatningen og dertilhørende lovbestemmelser ikke kunne give noget klart svar på, hvem der faktisk ledede USA i dette kritiske øjeblik. Hvis præsidenten dør, f.eks. efter et attentat, er sagen klar nok; i så fald overtager vicepræsidenten øjeblikkeligt beføjelserne. Og ligeledes er der en videre ”arvefølgeliste” i det tilfælde, at også han skulle forgå. Men præsidenten var netop ikke død. Han var under livreddende behandling og i fuld narkose. I bevidstløs tilstand kunne han naturligvis ingen beslutninger træffe.
Det såkaldte 25. Tillæg til Forfatningen fra 1967 giver faktisk mulighed for, at præsidenten i en kortere periode midlertidigt kan overføre sine beføjelser til en anden, men det kræver et underskrevet brev. Og det er naturligvis ikke noget, Reagan den givne dag havde nogen som helst mulighed for at forudse eller klargøre. Det hjalp heller ikke på problemerne, at vicepræsidenten George Bush ikke befandt sig i Washington DC og kun var på vej dertil i sit fly; og at man denne dag havde store problemer med satellitforbindelserne, hvilket vanskeliggjorde kommunikationen mellem Bush og resten af regeringen, der lige da befandt sig i et såkaldt War Room under Det Hvide Hus.
Værre var det dog, at udenrigsministeren Alexander Haig faktisk var til stede. Reagan og hans nærmeste stab havde i dagene inden attentatet talt om på sigt at udskifte den gamle militærmand Haig, fordi de rent ud sagt anså ham for at være en smule skør. Hans handlinger denne dag skulle da også i høj grad bekræfte denne mistanke. Haig lagde sig ikke alene ud med de andre regeringsmedlemmer i lokalet, især forsvarsministeren Caspar Weinberger, da han mere eller mindre erklærede, at han – i det fysiske fravær af præsidenten og vicepræsidenten – skulle fungere som den egentlige beslutningstager. Forsvarsministeren protesterede og refererede til lovbestemmelsen National Security Act fra 1947, hvori der står, at forsvarsministeren i krisesituationer skal fungere som Acting Principle – om end det ikke specificeres, hvad denne rolle præcist er, eller hvornår den skal træde i kraft. Det forhindrede dog ikke den mere og mere ophidsede Haig i at skynde sig op i presserummet og erklære bombastisk for offentligheden, at ”I am in charge!”
Det amerikanske folk og presse var forvirrede. Men det var vand imod det totale kaos, der herskede i det famøse war room. For mens der stadig intet nyt var om Reagans helbred, og mens Bush endnu ikke var nået til Washington, så lykkedes det på en eller anden måde de ledende ministre til stede – i høj grad fremskyndet af Haig – om at overbevise sig selv om, at russerne måske stod bag attentatet. Og selv da Hinckleys bizarre motiv kom frem i løbet af dagen, frygtede man stadig i lokalet, at Sovjetunionen når som helst kunne finde på at angribe USA. Weinberger havde nemlig, næsten som en rutinehandling, øget det amerikanske alarmberedskab, DEFCON, da attentatet fandt sted. Da spændingerne i Den Kolde Krig lige da var markante, øgede Sovjet derfor også øjeblikkeligt deres.
Haig argumenterede derpå ikke alene, at Sovjets angreb ville finde sted i løbet af kort tid – de ville udnytte kaosset omkring Reagans tilstand, hvad end de stod bag eller ej – men endvidere, at USA derfor nu var nødt til at affyre sine atommissiler først; altså for at komme dem i forkøbet. Han gik faktisk så vidt, at han beordrede den såkaldte ”Football” – den kuffert med atomkoderne, der altid skal befinde sig nær præsidenten – bragt ned til sig. Mange i lokalet, herunder justitsministeren William Smith, nægtede at følge denne måske skæbnesvangre ordre. Utroligt nok skulle der netop da opstå et nyt problem, da det viste sig, at man simpelthen ikke kunne finde kufferten – eller den militærmand, der bærer rundt på den.
Dette overbeviste endnu mere Haig om, at et storstilet komplot ledet af russerne var i gang; og at man derfor omgående måtte angribe Sovjetunionen. Det viste sig dog efterfølgende, at militærmanden blot var gået på toilettet og ikke havde informeret nogen om det.
Det var først, da George Bush endelig ankom til kabinettets war room, at der i nogen grad kunne lægges en dæmper på Haig. Selvom han stadig argumenterede, at Bush skulle igangsætte Det 25. Forfatningstillæg – og dermed selv tage magten (hvilket han muligvis ikke engang ville have juridisk beføjelse til at gøre) – satte Bush sig imod. Han mente, modsat Haig, at kabinettets bedste og mest loyale opgave lige da var at følge Reagans ønsker; altså intet at gøre, før præsidenten, forhåbentlig, snart var på benene igen.
Heldigvis kom der endelig gode nyheder fra hospitalet, hvorfra der ellers også denne dag havde hersket en voldsom forvirring. Således kunne lægerne melde, at både Reagan og Brady ville overleve; på trods af, at pressen gennem eftermiddagen havde erklæret Brady død og kommet med flere mere eller mindre opdigtede diagnoser af Reagan. Og på trods af, at det utroligt nok var lykkedes endnu en galning af komme helt tæt på præsidenten. Ved at iføre sig en hvid lægekittel havde en mand på en eller anden måde omgået alle Secret Service-vagter, som på netop denne dag ellers burde have været i højeste alarmberedskab. Denne heldigvis harmløse særling var først blevet opdaget af lægerne, da han stod bøjet ned over den komatøse præsident.
Efterspillet
I dagene efter attentatforsøget skulle der slikkes mange sår for Reagans omtumlede regering. Intet havde fungeret optimalt; heller ikke de forsvarssystemer, der skal virke. Pressen – der ellers ikke selv havde set for godt ud – borede i, hvem der rent faktisk havde truffet beslutningerne i de mest kritiske timer. Og Reagans nærmeste stab prøvede at berolige den nervøse befolkning ved at få taget fotografier af en smilende præsident, siddende i sin sygeseng.
Det kom senere frem, at både staben og Nancy Reagan her havde dækket over, hvor svækket præsidenten faktisk var. Og at han havde været meget tæt på at blive den femte amerikanske præsident i historien, der var faldet for en morders hånd. Det siges, at Nancy kun modstræbende gik med på ideen; men internt rasede over den måde, tingene var blevet gjort.
Både i regeringen, pressen og befolkningen var man dog ikke i tvivl om, hvem der, udover selvfølgelig John Hinckley, var historiens store skurk. For mens Parr og de unge læger blev hyldet for deres livreddende indsatser, rettedes fokus mod den utilregnelige Al Haig.
Det stod da også ganske klart for Haig, at alle hans analyser og handlinger d. 30. marts havde været fejlagtige. Selvom han senere undskyldte til Reagan selv, var tilliden til ham forsvundet. Præsidenten fyrede ham ikke øjeblikkeligt – det ville sende et farligt signal til russerne og blot blæse yderligere liv i rygterne om, at Haig, bevidst eller ubevidst, havde været i gang med et egentligt statskup – men et halvt år efter blev han bedt om at trække sig ”af personlige grunde”. Den mangeårige statsmand, militærperson og krigshelt Al Haig endte derved sin karriere med en grim plet på renomméet. Udadtil forblev han loyal og tog sin skyld på sig; til sine nærmeste beklagede han sig dog over, at han efter egne ord med vilje var faldet ned på en håndgranat for at skåne resten af regeringen. Haig har ret så langt, at han på ingen måde var den eneste, der dummede sig på denne begivenhedsrige dag i 1981.
James Brady kom sig aldrig fuldt over læsionerne i sit hoved. Han vendte ikke tilbage til Det Hvide Hus, men skulle blive en af de ledende fortalere for våbenkontrol i USA.
Nancy Reagan påtog sig en endnu større rolle i at støtte sin mand i præsidentarbejdet; og flere historikere med kendskab til parret har udtrykt, at hun måske i virkeligheden var et af de mest magtfulde mennesker i USA i disse år.
Ronald Reagan kom sig langsomt, men også efterhånden fuldt. Han genvandt i 1984 præsidentposten med et overvældende flertal og skulle komme til at lede sit land og den vestlige verden på en sejrrig kurs mod Sovjetunionen gennem den sidste halvdel af 80’erne. Han hjalp sin vicepræsident George Bush med at blive valgt til det højeste embede i 1988, og trak sig derefter helt ud af politik. Kraftigt fysisk svækket annoncerede han i 1994 i et rørende brev, at han var ramt af Alzheimers og derfor tog afsked med det amerikanske folk.
Han døde 10 år senere; og er siden gået over i den amerikanske folkeerindring som værende blandt de største og mest anerkendte præsidenter i historien.
Anders Næsby, september 2023
Tilføj kommentar
Kommentarer