Hvad er en kvinde?

Det er ikke så mange år siden, man ville blive mødt med undrende hovedrysten, hvis man et sted i den vestlige verden stillede dette simple spørgsmål. For selv ikke små børn ville være det mindste i tvivl om, hvad svaret da selvfølgelig var.

Men det var dengang; i den efterhånden fjerne fortid, der ligger mere end 6-7 år tilbage. For utroligt som det lyder, er netop spørgsmålet om, hvad en kvinde er, blevet et af de mest kontroversielle i store dele af den vestlige verden – og især i USA, hvor det kan medføre trusler, vold og irrationelle vredesudbrud.

Et af de første kendte navne, der oplevede vreden på egen krop, var den hædrede britiske Harry Potter-forfatter JK Rowling. Hun har egentlig altid i sine holdninger været ganske politisk korrekt og har således i høj grad delt holdninger med woke-segmentet. Men hun blev pludselig alligevel for en 4-5 år siden lagt voldsomt for had af netop de mest woke grupperinger. Hendes brøde var, at hun udtalte, at kvindelighed er bundet i biologien.

Man skulle egentlig mene, dette udsagn var så langt fra at være kontroversielt som muligt. At det var noget ganske selvfølgeligt. Men nej, ikke i nutidens mere og mere afsporede verden.

For i takt med, at kønsidentitet er blevet selve flagskibet i den politiske korrekthed, er der de senere år gået rent cirkus i definitionen af, hvad f.eks. det at være kvinde vil sige. Utallige såkaldte forskere benægter således simpelthen, at køn har noget som helst at gøre med biologi og alene er et resultat af personlige følelser. Altså at hvis man føler sig som en kvinde, så er man automatisk en kvinde.

Tilmed er der opstået en evigt voksende række af nye køn; og selv for de, der virkelig prøver at være med på de progressive tendenser, kan det være vanskeligt at finde hoved og hale. Tilsyneladende er der ingen grænser, så længe nogen føler sig som et eller andet. At dette allerede har fået ret store konsekvenser i skolesystemer, retssystemer og sport, navnlig i USA, vil jeg vende tilbage til senere i dette indlæg.

Der er naturligvis også mange, der har nægtet at købe ind på denne pludselige ophævelse af den klassiske binære kønsopfattelse. En af de stærkeste kritikere har de seneste par år været den religiøst funderede og dybt konservative amerikanske kommentator og foredragsholder Matt Walsh, som navnlig i den seneste tid er blevet en af USA’s mest omdiskuterede personer.

Han lavede sidste år en dokumentarfilm, ”What is a woman”, hvori han rejste rundt i landet og talte med alt fra universitetsprofessorer i kønsstudier, kvindesagsgrupper, transkønnede og læger med speciale i kønsforandrende medicinering og operationer på bl.a. mindreårige børn – sidstnævnte er Walsh særligt forarget over – og stillede dem det simple spørgsmål om, hvad en kvinde egentlig er. Det er ganske morsomt, hvis man får lejlighed til at se den omkring halvanden time lange dokumentar, at opleve, hvor vilde og snoede semantiske forklaringer nogle af disse selverklærede eksperter kan rode sig ud i for at forsøge at undgå at besvare spørgsmålet. Og de fleste af dem kommer som følge deraf til at fremstå ret latterlige.

Filmen skabte allerede en vis furore sidste år – bl.a. med det resultat, at Matt Walsh er blevet en af de mest hadede og ”cancelede” personer i USA, hvor der næsten altid er højlydte og ofte voldelige demonstrationer på universiteter, han gæsteforelæser på. Men for omkring halvanden måned siden tog tingene for alvor fart, da den af selveste Elon Musk blev lagt ud på Twitter.

Baggrunden var, at Walsh havde aftalt med Twitter at få filmen, der før havde været lidt vanskelig at få adgang til, lagt ud til offentligheden. Politisk følsomme personer i Twitter modarbejdede internt denne beslutning og mørkelagde filmen under henvisning til luftige begreber om, at det var skadeligt – og endda på en eller anden måde voldeligt – at kritisere den moderne, flydende kønsopfattelse.

Disse woke-sensitive medarbejdere havde dog gjort regning uden mediets nye ejer, Musk, der netop havde købt det (for hvad nogle ville kalde en voldsom overpris) for at sikre ytringsfriheden; Twitter havde således tidligere været kritiseret for at lade visse ytringer få mere plads end andre. Musk lagde derfor personligt et link til filmen ud på sin profil, som nu frit kunne ses af alle. I løbet af blot et par døgn var den allerede blevet vist mere end 170 millioner gange – og er dermed den uden sammenligning mest sete dokumentarfilm i 2023.

Det siger næsten sig selv, at dette ikke har formindsket en i forvejen betændt debat. Og det ellers objektivt set banale spørgsmål om, hvad en kvinde er, diskuteres nu livligt på alle planer i det amerikanske samfund.

Noget af det, Walsh i dokumentaren lykkes bedst med, er at udstille, hvorledes de progressive kønstænkere meget hurtigt farer vild i deres egen logik. I et af filmens mest latterfremkaldende interviews formår en af de interviewede, en forsker i kønsstudier, faktisk at komme med noget nær en definition af, hvad en kvinde er. Ifølge hende er en kvinde således enhver, der identificerer sig som en kvinde. Walsh stiller herefter det logiske følgespørgsmål om, hvad det så er, man identificerer sig som? Og herefter sker så det, der meget ofte sker i filmen; de interviewede bliver fornærmede og afbryder snakken. Uvillige til at erkende, at deres egen kvindedefinition blot jager sin egen skygge rundt i en uendelig ring af nonsens.

Konsekvenserne for kvinder

Walsh er irriteret over mange elementer i den moderne tids flydende kønsopfattelse, men er primært forarget over, at selv små børn trækkes ind i det hele – og at det i USA faktisk er lovligt at igangsætte fysiske kønsforandringer af helt små piger og drenge gennem medicinering og kirurgiske indgreb.

Det er dog langt fra de eneste følger, disse nye vinde har fået for især kvinder i USA. Helt konkret har det også medført store konsekvenser omkring kvindesport; her tillod man i mange stater – og på nationalt plan – for et par år siden, at enhver, der erklærer sig som kvinde, derved kan få lov at stille op i kvindesport.

På landsholdsniveau er det endnu ikke muligt, da man her er underlagt internationale regler. Men på college-niveau har det fået skæbnesvangre følger for en lang række dygtige kvindelige sportsudøvere. I atletik vrimler det således pludselig med biologiske mænd, der uden de store problemer smadrer deres kvindelige modstandere. Og det er bestemt ikke uproblematisk på de ofte voldsomt dyre universiteter, hvor man med gode evner inden for sport har mulighed for at få betalt sine studier gennem de såkaldte scholarships. Her må de dygtigste kvinder nu ofte se deres muligheder for scholarships forsvinde til fordel for biologisk mandlige modstandere, der naturligvis har en helt urimelig fysisk fordel.

Dette problem har ramt stort set alle college-kvinder i sportsgrene, hvor fysisk styrke er en afgørende faktor. Intet sted har det dog været mere offentligt promoveret end i svømning, hvor en tidligere mandlig konkurrencesvømmer, der nu kalder sig kvinde og går under navnet Lia Thomas, knuser al modstand og alle rekorder mod sine chanceløse kvindelige modstandere.   

De få kvinder med mod til at kritisere dette vanvid udsættes for offentlige heksejagter forestået af det ufattelig højlydte woke-segment. Eller egentlig fysiske overfald, som det for nylig skete for den kvindelige svømmer Riley Gaines, der som andre har måttet se sine chancer for retfærdige sejre fordufte i den sport, hun har dedikeret sit liv til.

Gaines havde i sin tid forundret måttet dele omklædningsrum med den nyudsprungne ”kvinde” Lia Thomas, der frit luftede alle sine mandlige kropsdele foran de unge kvinder i lokalet. Hun oplevede, hvordan mange andre unge kvinder som hun var fortørnede – men meget hurtigt valgte at holde helt mund efter samtaler med universitetsledelsen, der mere eller mindre truede dem til tavshed. Det nægtede Gaines dog; og blev derfor offentlighedens billede på modstand mod biologiske mænd i kvindesport. Ligesom i tilfældet JK Rowling har det i visse af de mest woke kredse gjort Gaines til en egentlig hadefigur, der ofte frygter for sit fysiske helbred, når hun taler offentligt.

Utroligt nok kommer nogle af de mest hadske kritikere af Riley Gaines fra kvindesagsgrupperne. Og heri ligger et af de mest sære paradokser i den moderne kønsdebat: At de, der grundlæggende påstår at kæmpe kvindernes sag, reelt arbejder aktivt for at opløse kvinders muligheder for at tale frit og excellere inden for deres eget felt. Enten ved at kritisere de få, der tør ytre sig – eller ved at forholde sig tavse.

Det er således sigende, og næsten lamslående, hvor mange kvindesportsikoner, der tidligere har talt vidt og bredt om at fremme kvindesport – men nu holder totalt mund, når det kommer til biologiske mænd i deres egne sportsgrene. Ligeledes har selverklærede kvindesagspolitikere på den politiske venstrefløj været bemærkelsesværdigt tavse.

Den feministiske venstrefløj skal i et historisk perspektiv faktisk have ros for én ting; den utrættelige kamp for kvindernes sag. Derfor er det også bizart at opleve, hvorledes den venstreorienterede kvindebevægelse nu er faret totalt vild i sin egen politiske korrekthed. For når biologiske mænd udkonkurrerer deres kvindelige modstandere, så burde de, der hævder at kæmpe kvindernes sag, reagere voldsomt. Underligt nok sker det modsatte.

Der er simpelthen en grotesk, stiltiende accept af, at kvinder på denne helt urimelige måde smadres ud af deres egne sportsgrene. De samme feminister, der i årtier har kæmpet for at fremme kvinder i sport, har af uforklarlige grunde valgt at stå på de biologisk fødte mænds side; og derved lagt fundamentet for den totale opløsning af kvindesport.

Endnu mere rystende er historierne fra fængsler i f.eks. Californien, hvor mænd med flere voldtægtsdomme – af et forvirret retssystem, der helt og aldeles har lagt fornuften på hylden til fordel for politisk korrekthed – rent faktisk har fået lov til at afsone deres domme i kvindefængsler, fordi de pludselig og meget behændigt har erklæret, at de føler sig som kvinder. Et sådant slaraffenland for mandlige voldtægtsforbrydere må næsten for dem være bedre end af være på fri fod; og ethvert anstændigt menneske må græmme sig og føle med de stakkels indsatte kvinder, der nu helt hjælpeløst kan udnyttes efter behag.

Men kvindesagsgrupperne og de såkaldte kvindeforkæmpere holder mund, måske af frygt for at blive woke-pøblens næste mål. Så hellere lade kvindelige fanger blive overfaldet og udnyttet. Så hellere lade biologiske mænd overtage den totale dominans i kvindesport. Så hellere acceptere, at kvindekønnet opløses i verdensfjernt, semantisk nonsens.

Der må ganske enkelt være personer i de feministiske bevægelser, der ligesom jeg har svært ved at se nogen som helst form for logik i disse nutidstendenser. Det må syde og koge lige under overfladen. Det kan man da håbe; eller måske i det mindste bare håbe på, de igen kan blive enige om, hvad en kvinde faktisk er. Ellers er den moderne kvindekamp i sandhed tabt.

Anders Næsby, juli 2023