Hvorfor er amerikanske storbyer i forfald?

Det siges, at en form for kollektiv desillusion var den primære sociologiske grund til, at storbyer i USA mere og mere sank ned i uro, forfald og kriminalitet i slutningen af 1970’erne. En kombination af økonomisk krise, mistro til autoriteter efter Watergate-skandalen, en tvivlen på den ellers hædrede amerikanske moral i kølvandet på Vietnam-krigen og en generel følelse af, at USA's bedste år lå bag dem skulle være nogle af de skygger, der trak så lange kulturelle spor over befolkningen i disse år. Selv fremkomsten af en uhyggelig bølge af seriemordere i USA i netop dette årti er blevet forklaret på samme måde; om end dette naturligvis vanskeligt lader sig bevise.

Men i løbet af 80’erne og 90’erne vendtes denne udvikling. En by som New York, der havde været ved at gå til i kriminalitet, genoplivedes pludselig på positiv vis. Og samme billede sås overalt i USA; op gennem 90’erne stormede byudviklingen frem, samtidig med at en ny erhvervs- og produktivitetsbølge igen trak mennesker til storbyerne. Der var stadig i sammenligning med danske forhold ganske megen kriminalitet, herunder det evige amerikanske problem med skuddrab; men det lykkedes ikke desto mindre at knække kurven i ganske stor grad. Og fremtiden boblede af optimisme.

Især den smukke californiske vestkystmetropol San Francisco blev selve billedet på denne solstrålehistorie. Efter de glade og ubekymrede dage i 60’erne, hvor hippierne flokkedes til byen i søgen efter fri kærlighed og altruistiske fredsbudskaber, var tingene gået en smule i stå. Men med fremkomsten af Silicon Valley og hele den nyopståede IT-industri, fik byen præcis den økonomiske og kulturelle saltvandsindsprøjtning, den hungrede så såre efter. Alt fra Hollywoodstjerner til kunstnere, miljøforkæmpere, venstreorienterede velhavere og alle tænkelige former for populære butikker flokkedes til byens mest mondæne kvarterer. Og siden da har staden med den ikoniske Golden Gate Bridge haft ry for at være en af USA's smukkeste, rigeste og mest progressive byer.  

I dag er historien en ganske anden. San Francisco er ganske enkelt ved at kollapse under presset fra næsten uoverskuelige problemer med affald i gaderne, kriminalitet, utallige butiksrøverier og tusindvis af hjemløse, som har slået sig ned foran forretningerne i byens centrale og tidligere mest travle butiksområder. Børn på vej til skole såvel som forretningsdrivende må bogstaveligt talt manøvrere sig rundt om dynger af affald, brugte heroinsprøjter og mere eller mindre aggressive narkomisbrugere. Flere og flere butikscentre står tomme, alt imens forretninger flygter ud af byen. Ejendomme opkøbt til millioner af dollars står nu hærgede og efterladte tilbage; belejret af hjemløse og narkosælgere, overmalede og smadrede. Og totalt usælgelige for de frustrerede og i mange tilfælde ruinerede ejere. Senest har den landsdækkende forretningskæde Walmart meddelt, at de fuldstændig forlader byen; deres ansattes sikkerhed er truet, og kunderne bliver væk. For slet ikke at tale om de gentagne, systematiske og daglige røverier.

Og således er en udvikling i gang, der på meget kort tid vil slå bunden ud af San Franciscos økonomi; denne ellers så rige by kan simpelthen ikke opretholde sit ellers høje serviceniveau uden indtægterne fra de industrier og forretningsdrivende, der nu forlader byen. Og problemerne vil blot tiltage, hvis ikke drastiske tiltag snart iværksættes.

Og så skulle man jo mene, at byens ledende organer ville handle; at byrådet og borgmesteren, for slet ikke at tale om Californiens lovgivende forsamling og guvernør, da selvfølgelig vil gøre noget ved problemerne. Men nej; der tales blot videre i tågede vendinger om fortsat at tage bevillingerne fra politiet, at de forretningsdrivende skal vise åbenhed og forståelse for de mindrebemidlede og at man forventer uden problemer at tiltrække nye industrier til byen til gavn for økonomien. Selv de mest progressive demokrater i byen tager sig til hovedet; for San Franciscos ledelse har tilsyneladende ingen intentioner andet end blot at fortsætte sin dødsspiral.

”Defund the police!”

Man kan undre sig over, at nogen overhovedet kan betragte den katastrofale udvikling og alligevel fortsætte ad samme kurs. Men for at begribe dette, må man igen forstå, hvor fuldstændigt og totalt de førende partier i USA har gravet sig ned i ideologiske skyttegrave, hvor de som forvirrede soldater i Første Verdenskrig, blindet efter gasangreb, blot ænser en tåget fjende bag højen på den anden side – og helt har glemt sin egen menneskeligt jordbundne fornuft og moral.

Det er således vigtigere at videreføre de luftige principper, der er næsten hellige for partierne, end pragmatisk at løse reelle problemer til gavn for befolkningen; i San Franciscos tilfælde ville det være simpelthen at få ryddet byens gader for hjemløse, kraftigt udvide politistyrken og slå hårdere ned på kriminalitet.

Men dette ville være ganske utænkeligt for det demokratiske flertal i en af USA's mest venstreorienterede (eller med amerikanske termer liberale) byer. For her er de eneste acceptable doktriner stadig, at kriminalitet, hjemløshed og misbrug udelukkende er konsekvenser af racemæssige, sociologiske og økonomiske uligheder. Derfor fører byen en politik om at se igennem fingre med ulovligheder begået af de hjemløse, ligesom der i mange tilfælde rettes store ressourcer og økonomiske midler til netop denne gruppe.

Denne på overfladen sympatiske, men også naive politik har stået på i mere end 10 år i ikke bare San Francisco, men alle de større byer i Californien. Med det resultat, at hjemløse landet over mere og mere er flokkedes mod The Golden State. I dag vurderes det således, at over en tredjedel af alle hjemløse i USA befinder sig i Californien, selvom statens befolkningstal blot udgør omkring 11% af det samlede amerikanske. Der har simpelthen bredt sig en erkendelse af, at man som hjemløs i Californien kan få lov at være i fred fra lovens arm, næsten ligegyldigt hvad man foretager sig. Da mange hjemløse er netop dette som følge af misbrug af f.eks. narkotiske stoffer, har det medført en ond cirkel, hvor misbrugere rejser mod vest. Det hjælper bestemt heller ikke på situationen, at USA på få år er blevet oversvømmet af det billigt tilgængelige og ekstremt afhængighedsskabende stof Fentanyl.

De senere år har hjemløseproblemerne så overskredet en tærskel, hvor det nu er uden for nogen form for kontrol. For selvom man måske kan tilgive San Franciscos politikere, at de ikke forudså den selvforstærkende strøm af hjemløse i deres by, så er det noget vanskeligere at tilgive, at de samtidig har ødelagt deres egen mulighed for at holde kriminaliteten under kontrol og beskytte de lovlydige borgere.

For byen har de seneste tre år udhungret deres egen politistyrke i en sådan grad, at den reelt nu står decimeret og handlingslammet tilbage. I kølvandet på de voldsomme uroligheder som følge af politidrabet på den sorte George Floyd i maj 2020, fløj en bølge af panisk vanvid gennem det demokratiske parti, da man kollektivt og på nationalt plan nåede frem til den konklusion, at alle problemerne skyldtes eksistensen af politiet, som derfor skulle fratages deres bevillinger. ”Defund the police” blev et slogan, der blev gentaget af de fleste demokrater dengang; fra lokale byrådspolitikere til nationale kongresledere.

Midt i vreden over Floyds død lod man sig simpelthen lulle ind i den ide, at al uro, al kriminalitet og alle problemer blandt sorte og andre minoriteter blot var en reaktion på en gennemgående racistisk politistyrke. Den følgende konklusion var så, at man ved at fjerne alt politi derved også ville fjerne alle problemer. Dette mildest talt absurde paradigme forblev desværre ikke blot som et smart politisk slogan; der blev mange steder sat handling bag ordene, og politiet i mange demokratisk ledede storbyer blev enten kraftigt beskåret eller i nogle tilfælde egentlig nedlagt.

Ydermere indledtes et opgør mod det, der kaldtes et systemisk racistisk retssystem, hvor det hævdedes, at den statistisk langt højere kriminalitetsrate blandt sorte (i sammenligning med andre etniske grupper), måtte imødegås ved simpelthen at reducere eller helt fjerne straffe for forbrydelser begået af sorte. Ideologisk-aktivistiske offentlige anklagere undlod i stor grad at uddele fængselsstraffe for selv grove forbrydelser begået af sorte, alt imens stadig flere ofre måtte kigge langt efter nogen som helst form for justits eller beskyttelse.

Resultatet af disse racemæssigt selektive og verdensfjerne reformer har ikke overraskende været en fuldstændig og total katastrofe i alle større byer, der har gennemført noget sådant; i stort set alle tilfælde står poliske flertal fra det demokratiske parti bag beslutningerne.

I den overvejende demokratiske delstat Californien har næsten alle de større byer skudt sig selv godt og grundigt i fødderne med sådanne beslutninger. Værst ser det ud i det nu næsten kaotiske San Francisco, men tilstanden er ikke frygtelig meget bedre i delstatens største by Los Angeles. Også andre demokratisk ledede storbyer uden for Californien – f.eks. Portland og Seattle på vestkysten eller New York på østkysten – har de sidste 2-3 år oplevet voldsomme stigninger i kriminalitet, navnlig begået af hjemløse eller nyligt frigivne forbrydere.

Utroligt nok hænger delstaternes og byernes politiske ledere stadig ubehjælpeligt fast i deres doktriner om, at kriminaliteten på ingen måde er de kriminelles skyld. Og man nægter, forblændet af sin egen idealisme, at se objektivt og pragmatisk på de tårnhøje problemer, man ellers skulle mene kræver øjeblikkelig handling. Og således lades hånt om de lovlydige borgere, der gennem deres arbejde og skatter financierer hele gildet. De fleste vælger at blive i deres hjem, håbende og desperat kæmpende for bedre tider.

En del vælger dog også at flygte. Det er ganske sigende, at en stat som det naturskønne og solskinsrige Californien faktisk svinder i indbyggertal i disse år, selvom USA's samlede indbyggertal er vokset med mere end 30 mio. på blot ti år. Det samme er billedet i New York. Selv progressive og livslange demokrater kaster håndklædet i ringen og flytter væk – interessant nok ofte til republikansk ledede stater som Texas og Florida, hvor man som progressiv liberal måske må leve med konservative normer; men hvor der i det mindste også faktisk bliver taget hånd om kriminalitet og bibeholdt i hvert fald en eller anden grad af justitsfølelse.

Det er også sigende for de tiltagende kriminalitetsproblemer, at lov og orden nu i landsdækkende meningsmålinger statistisk set er det vigtigste emne for amerikanske vælgere. Og det vil følgeligt få enorm indflydelse på de kommende valg i 2024, både til kongressen og til selve præsidentvalget. Nogle af demokraterne er begyndt at lugte lunten og taler nu ligefrem om kraftigt at forøge bevillingerne til de politienheder, de selv forringede for blot få år siden. Andre holder stædigt fast i de selvudslettende doktriner og bliver ved med at bekæmpe deres egne ordensudøvere. Det bliver yderst interessant at se, hvor alt dette ender. For lige nu er kriminaliteten i færd med at æde de amerikanske storbyer op indefra.

Anders Næsby, juli 2023