Hollywoods selvskabte problemer

Det siges, at mens 1990’erne var filmens guldalder, så var begyndelsen af 2010’erne tv-seriernes; her væltede det ud med fremragende serier, og Hollywoods største skuespillere foretrak for første gang serierne frem for de store blokbuster-film.

Begge dele synes i dag langt, langt væk. For både de fleste film og serier produceret i de seneste år har ramt et bundniveau, der ikke ville synes muligt for blot et årti siden. Så hvordan er det egentlig gået så galt for Hollywood? (jeg holder mig her til den efterhånden noget upræcise Hollywood-betegnelse for film- og tv-produktion – rent begrebsligt gør det tingene nemmere). Hvorfor er noget, der var så godt, på så få år blevet så elendigt?

Der er naturligvis flere forskellige grunde – samt nogle få fælles. De klassiske blokbuster-film har de senere år gennemgået en markant forandring, bl.a. fordi Hollywood har opdaget det enorme salgspotentiale i det asiatiske marked. Det har indflydelse på både historierne og måden, der produceres på – ikke mindst når f.eks. Kinas censur skal tækkes. Ligeledes er Hollywood gået helt i selvsving med superheltegenren; den har altid eksisteret, men der er vel lavet flere superheltefilm de sidste ti år end hele resten af filmhistorien tilsammen. Det synes at have nået et mætningspunkt nu; og sandt at sige er der godt nok også kogt meget filmisk suppe på tynde, afpillede ben.

Kreativiteten virker efterhånden også til at kunne ligge på et meget lille sted. Ud over de alt for mange superheltefilm excellerer Hollywood mest i at lave alt for mange efterfølgere til engang afholdte film; for slet ikke at tale om de ofte ulidelige remakes af gamle travere til det såkaldte moderne publikum. Ingen efterspørger dem, men de kommer alligevel i en lind strøm.

For tv-branchen har den ekstremt hurtige udvikling i streamingbranchen naturligvis påvirket produktionerne i stor grad. Fra at have været en simpel, genial ide lanceret af først og fremmest Netflix, findes der i dag et virvar af forskellige tjenester, som konstant prøver at overgå og delvist kopiere hinanden i store og dyre satsninger. Med virkelig varierede resultater til følge. Og hele denne branche ligner mere og mere en økonomisk boble, der kan briste når som helst – man har simpelthen kraftigt overvurderet muligheden for fortjenester.

For både tv- og filmbranchen gælder det dog, at man har valgt at være avantgarde indenfor den efterhånden ulidelige politiske korrekthed, der i disse år synes at trænge ind i alle ender og kanter af de vestlige samfund. Der er således ikke mange nye produktioner, som ikke konstant på mere eller mindre åbenlys vis udpensler politiske budskaber – og naturligvis altid med alle de rigtige holdninger. Oscar-uddelingerne har efterhånden udviklet sig til aktivistiske og moraliserende konventer, som færre og færre længere gider bruge tid på. Seertallene er derfor i frit fald til, hvad der engang var hele branchens vel nok vigtigste og mest interessante aften.

Det er også derfor, det på mange måder var så rart og betryggende at følge den overvældende succes, som ”Top Gun 2: Maverick” oplevede i 2022. Filmen blev årets suveræne bestseller og tjente styrtende med penge; den punkterede derved også myten om, at biograferne ikke rigtig endnu er kommet sig oven på Covid 19-årene. Det interessante ved filmen er, at den egentlig ikke er noget iøjnefaldende mesterværk – hvilket den oprindelige film fra 1986 vel heller ikke rigtig var. Den var bare god, gammeldags underholdning, som film plejede at være, og dejligt blottet for politiske budskaber. Filmens stjerne Tom Cruise takkede endda seerne før filmen; det var som biografgænger helt befriende ligefrem at blive rost og værdsat – i stedet for igen at få stukket en moralsk pegefinger i hovedet.

Hollywood synes nemlig at have glemt, at film først og fremmest er eskapistisk underholdning. Peter Jacksons ”Lord of the Rings”-film, der efterhånden har næsten et kvart århundrede på bagen, er i dag mindst lige så populære, som da de udkom. Og det er de, udover deres høje kunstneriske kvalitet, fordi de netop ikke allegorisk kommenterer på sin samtid eller kommer med alle mulige samfundskritiske statements.

Film og serier kan egentlig godt med en vis succes kommentere på sin samtid, men det gøres bedst, når det ikke er alt for tydeligt; f.eks. har Coppola selv erkendt, at ”Godfather”-filmene kan ses som en allegori over USA's moralske forfald; personificeret gennem karakteren Michael Corleone, der indledningsvis er en idealistisk og sympatisk ung mand, der modstræbende trækkes ind i de mørkere sider af familiens forretninger. Og som i forsøget på at beskytte sine nærmeste, ender med at blive alt det, han først var imod.

Men selv uden denne læsning af ”Godfather”-filmene, er de stadig i deres egenart ubestridelige mesterværker. Det er netop denne del, det moderne Hollywood har glemt; at kunsten og underholdningen er og skal være vigtigere, end hvad det så end er, værkets moralske budskab måtte være. 

Men denne pragmatiske vej er Hollywood slet ikke slået ind på endnu, ikke engang efter at have bevidnet succesen for ”Top Gun” sidste år. Tværtom fortsætter hele branchen med stadig mere at fjerne sig fra almindelige menneskers univers; således har man netop internt i branchen vedtaget en række nye og ekstremt woke diversitetsregler, hvor en bestemt minimumsprocent af de ledende roller skal være dækket af minoritetsgrupper, LGBTQ+-personer, handicappede og lignende, hvis filmen overhovedet skal i betragtning til en Oscar fremover.

Det ville med andre ord udelukke, at mesterværker som ”Braveheart”, ”Titanic” – eller for den sags skyld ”Godfather” – i dag ville kunne laves med bare et gran af realistisk troværdighed over sig.

Ligeledes er nogle af de dygtigste fagpersoner i branchen systematisk gennem de senere år blevet skiftet ud (hvis de da var hvide mænd) og erstattet med mindre kvalificerede folk, som til gengæld tjekker alle de rigtige bokse af på diversitetspladen. Eller hyret egentlige aktivister, som har sat politiske budskaber langt over kunstnerisk kvalitet.

Det forklarer måske, hvorfor det tilsyneladende kniber så meget med nyskabelse og kreativitet i underholdningsbranchen. Men for det engang så beundrede Hollywood er det en selvdestruktiv udvikling. Og som seere må vi blot græmme os og håbe på lysere tider.

7 serier og film ødelagt af deres egen identitetspolitik:

Nedenfor følger en liste på syv eksempler på film eller serier fra de senere år, der er blevet ødelagt af deres egen woke-politiske korrekthed. Listen kunne nemt være meget længere, og der kunne vel også findes endnu mere grelle eksempler end de nævnte; men som udtryk for de dybe problemer, hele branchen har rodet sig ind i, maler listen alligevel et billede af en branche i sørgeligt forfald.

”Ghostbusters” (2016):

Denne ualmindeligt kiksede film er et oplagt sted at indlede listen. På mange måder markerer netop 2016 tidspunktet, hvor wokeismen for alvor holdt sit indtog i tv- og filmindustrien. Det har formentlig en del at gøre med Donald Trump, der netop dette år bragede ind på den politiske scene i USA; og hans forargede modstandere i medieindustrien totalt kastede alle hæmninger over bord.

Den oprindelige ”Ghostbusters” fra 1984 var en morsom, lighthearted komedie, som folk på min alder har gode minder om fra vores barndom. Men nu skulle endnu en klassisk film genoplives og genindspilles, blot med kvinder i hovedrollen. Filmen forsøger ligesom den oprindelige at være morsom (navnlig på mænds bekostning), men er det bare ikke rigtig. De fire meget ucharmerende kvinder i hovedrollerne gør ikke meget for at fremme filmen; de får dog heller ikke meget at arbejde med i et tyndt, usjovt manuskript. Filmen floppede ikke overraskende – men i stedet for at acceptere nederlaget, bebrejdede skuespillerne og instruktøren publikum. Og indledte derved en uheldig trend, der stadig hjemsøger film- og tv-industrien i USA: At seernes påståede foragt for alt fra kvinder til forskellige minoriteter bliver en bekvem prygelknabe og lige så bekvem undskyldning, når succesen udebliver.

”Bros” (2022):

Der var ingen ende på forhåndsbegejstringen, da det helt tilbage i 2019 blev meldt ud, at den progressive darling Billy Eichner skulle producere, instruere og selv spille hovedrollen i en romantisk komedie om homoseksuelle mænd. Efter indspilning i 2021 var den klar til frigivelse i biografer året efter; og medieverdenen faldt i svime. Her var netop alt det, der skulle markere, hvor langt progressiviteten var nået. Anmelderne var ovenud entusiastiske og priste alt ved filmen; mange gik endda så vidt som til at påstå, at man næsten havde en pligt til at tage i biografen og se ”Bros” – ellers var man vist noget nær homofob.

Problemet var bare, at stort set ingen faktisk så filmen, hverken i USA eller resten af verden. Den blev et gigantisk flop, som blot indhentede omkring 14 mio. dollars på verdensplan – efter sigende havde alene marketingskampagnen for filmen kostet det tredobbelte, og hertil kommer så de endnu større produktionsomkostninger.

Eichner, anmelderne og hele filmbranchen stod rystede tilbage. De forfaldt hurtigt til den efterhånden kliché-agtige bebrejdelse af alle, der ikke helhjertet havde støttet den.

I stedet kunne de måske have stillet sig selv det rationelle spørgsmål om, hvem denne film egentlig var lavet for? Muligvis mandlige homoseksuelle; dog udgør de trods alt ikke et stort nok segment til at sikre en sådan film succes.

Hvad angår flertallet af heteroseksuelle mænd skød filmen totalt forbi; de fleste ser kun modstræbende romantiske komedier, hvis daten eller kæresten ønsker det. At nogle af filmene faktisk alligevel er ganske tålelige, skyldes ofte tilstedeværelsen af en sød og smuk kvindelig hovedperson, som man i det stille kan lade tankerne svæve lidt om; som en Meg Ryan, en Jennifer Aniston eller en Julia Roberts. Men at forestille sig, at en flok mænd i starten af 20’erne en aften pludselig ville få den ide at tage i biografen for at se en mandlig homoseksuel komedie er nogenlunde lige så realistisk som en fri, regeringskritisk presse i Nordkorea.

Tilbage er så kvinderne, der jo siges at have en svaghed for romantiske komedier. Problemet er blot, at kvinderne (indrømmet, da jeg ikke selv er kvinde, spekuleres der her) formentlig elsker disse film, fordi de selv kan drømme sig ind i den yndige kvindelige hovedpersons univers; hun får styr på sit liv, succes og ikke mindst den flotte prince charming til sidst. Heller ikke de har således noget egentligt incitament til at se ”Bros”.

Hvad end grundene er, så fejlede filmen totalt og står tilbage som en af årtiets indtil nu mest dundrende biograffiaskoer.

“She-Hulk: Attorney at Law” (2022):

I august 2022 blev dette underlige misfoster af en serie frigivet på streamingtjenesten Disney+ som sidste led i den såkaldte (og voldsomt udskældte) fjerde fase af MCU (Marvel Cinematic Universe). Som en farceagtig komedie, løst baseret på tegneseriesuperhelten She-Hulk, skulle serien appellere til både det tilsyneladende umættelige superheltepublikum og til et mere moderne, kvindeligt seersegment. Den fejlede totalt på begge parametre.

Anmelderne forsøgte at tale den en smule op, men publikum reagerede ganske anderledes. Fans af Hulk og She-Hulk var rasende, og de fleste andre faldt hurtigt fra – med det resultat, at seriens skabere i de sidste afsnit forfaldt til mere og mere bizarre hændelser, herunder at hovedpersonen bogstaveligt talt kravlede ud af sin streamingtjeneste og snakkede direkte til både publikum og seriens forfattere.

Problemet var dog ikke så meget den mildest talt forfejlede humor, men mere det faktum, at serien og ikke mindst dens belærende hovedperson, portrætteret af Tatiana Maslany, spillede ensidigt på alle de woke-politiske tangenter; kvinder var undertrådte ofre for misogyni, hvide mennesker (og navnlig mænd) var roden til alle problemer osv.

Tilbage står She-Hulk som en rodet og ualmindeligt usjov komedieserie, som for mange tidligere fans nærmest er blevet symbolet på forfaldet for det engang så vellidte MCU.

“The Lord of the Rings: The Rings of Power” (2022):

Salgsgiganten Amazons stenrige ejer Jeff Bezos ville også erobre den forjættede streamingverden ved at producere en kæmpesucces til sin streamingtjeneste Amazon Prime. Derfor opkøbte han i 2017 for dyre domme (nogle af) rettighederne til J.R.R. Tolkiens elskede fantasy-univers.

Ideen var at skabe en majestætisk tv-serie over mindst fem sæsoner, der skulle udspille sig i den såkaldte Anden Alder (handlingen i både ”Hobitten” og ”Ringenes Herre” foregår i den senere Tredje Alder). Fra starten var produktionen omgivet af voldsomme debatter; ikke mindst fordi netop Tolkiens fanbase er den måske mest nørdede og nidkære af alle fanbaser – hvilket ikke siger så lidt.

Der var tilbage i begyndelsen vist nok et oprigtigt ønske om at skabe en magisk og smukt lavet filmserie i Tolkiens ånd; dertil hyrede Amazon Tolkien-eksperter og endda Peter Jackson som konsulenter. Netop Peter Jackson stod tilbage i slut-90’erne og start-00’erne bag den højt besungne filmatisering af trilogien om ”Ringenes Herre” – hvor det spektakulære univers blev skabt så fint, at selv de mest stædige fans overgav sig. Men ret hurtigt begyndte tingene at køre af sporet, bl.a. fordi Bezos efter sigende personligt beordrede, at denne serie skulle være en ny ”Game of Thrones”; altså et konspiratorisk og magthungrende alle mod alle-univers, der i sin egenart slet ikke kan forbindes med Tolkiens. Ret hurtigt forlod Tolkien-eksperterne da også projektet.

Endnu værre var det, at de dertil hyrede producenter og skribenter af serien smed al mådehold overbord i forsøget på at appellere til den såkaldte moderne verden; altså at overbebyrde serien med identitetspolitik og referencer til alt muligt nutidigt.

Resultatet blev da også derefter. Serien er den dyreste nogensinde, men kan i bedste fald, fra et æstetisk perspektiv, kaldes middelmådig. Faktisk kan man som seer undre sig over, hvor alle pengene er blevet af, da hverken skuespillet, manuskriptet eller for den sags skyld de til overflod tilstedeværende CGI-computeranimationer ser imponerende ud.

Allerede før lanceringen af de første afsnit var der store kontroverser, efter Amazon totalt havde fejlet med marketingskampagnen; frigivelser af race-swappede karakterer som sorte elvere og dværge, den sædvanlige forhåndskritik af enhver der ikke straks accepterede disse karakterer som værende racister – og ikke mindst en række ufattelig kiksede SoMe-klip, hvor influencere sad sammen og storroste serien for dens ”diversitet og inklusion”. Disse opstillede samtaler foregik på forskellige sprog og med forskellige influencere, men med stort set samme manuskript. Det tog da også kun nørder på nettet ca. ti sekunder at finde og sammenligne disse kunstige klip; den følgende hån blev så voldsom, at Amazon skyndte sig at fjerne dem igen.

Bedre blev det ikke, da serien så endelig kunne streames. Ikke overraskende høstede den ros fra de alt for mange anmeldere, der stadig i fuld alvor sætter lighedstegn mellem seriers politiske korrekthed og deres kunstneriske kvalitet. Men resten af publikum var langt fra imponeret. Amazon pralede ellers efter de første to afsnits frigivelse med, at enorme antal seere havde ”klikket ind”, om end det er uklart, hvad dette begreb præcis dækkede over. Senere antydedes tal på mellem 25. mio. og 100 mio., som igen skulle have klikket ind; men ellers holdt Amazon de præcise seertal helt for sig selv, hvilket ellers ikke ligefrem er normalen, hvis der er tale om seersucceser. Det viste sig også efterfølgende, at blot 37% af seerne af første afsnit faktisk så sæsonens otte afsnit til ende – normalt vil et sådant tal under 50% betyde, at seriens videre produktion næsten med sikkerhed skrottes.

Det er dog ikke rigtig en mulighed for Amazon, der ikke alene har smidt rekordbeløb i produktionen (sæson 2 er de allerede ved at filme), men som også har forpligtet sig på mindst fem sæsoner af noget, som de tilsyneladende havde overbevist sig selv om ville blive et verdensomspændende kæmpehit. Det påstås da også, at man internt i Amazon Prime er i decideret panik over den mere end kølige modtagelse, og at store fyringsrunder og omskrivninger allerede er undervejs.

For serien er præcist lige så tåbelig, som fansene frygtede; proppet med identitetspolitik, ikke mindst i form af den forudsigelige ”stærk kvinde”-trope udspillet gennem en sværdsvingende, arrogant, konstant aggressiv og mandenedgørende Galadriel, som på ingen måder minder om Tolkiens smukke, magiske og stoisk kloge elverdronning. Dertil kommer, at seriens plot både er tyndt, forudsigeligt, ladet med alt for åbenlyse referencer til nutidig amerikansk politik – og ind imellem direkte ulogisk skruet sammen.

Ledelsen i Amazon er efter sigende så utilfredse med modtagelsen af serien, at de endda overvejer helt at skrotte første sæson og starte forfra. Så vidt går det nok ikke, men hvad fremtiden bringer for den ilde stedte serie er på nuværende tidspunkt mere end usikkert.

”Willow” (2022):

I slutningen af sidste år udkom endnu en ambitiøs fantasy-serie, ”Willow”, der skulle fungere som en sequel (efterfølger) til den oprindelige ”Willow”-film fra 1988. Filmen var ikke i sin tid noget kæmpehit blandt biografgængere, men har siden vundet sig en bred fanbase og betragtes i dag af mange som en elsket, om end lidt overset klassiker.

Den oprindelige film var en delvist Tolkien-inspireret handling i en magisk verden, hvor den undseelige dværg Willow, spillet med varme og indlevelse af Warwick Davis, skulle redde et nyfødt menneskebarn, spået til at frelse verden fra en ond troldkvinde. Det lykkedes da også skaberne af den nye serie at lokke Davis tilbage til sin titelrolle.

Det var så desværre også stort set det eneste, der lykkedes for seriens skabere fra Lucasfilm (under streamingtjenesten Disney+). For allerede før offentliggørelsen af de første afsnit var der stor skepsis blandt mange Willow-fans; ville Disney igen ødelægge en feteret klassiker, som de gennem det seneste årti har fået hug for at gøre alt for mange gange? – tænk blot på behandlingen af det engang så elskede Star Wars-univers.

Frem for alt gik bekymringen på, om ”Willow” nu også skulle igennem den efterhånden ulidelige identitetspolitiske vridemaskine, hvor den moderne verdens politiske spørgsmål partout skal skubbes ind i et fantasy-univers, der netop bl.a. er afholdt, fordi det ligger så langt fra hverdagens evindelige ideologiske kævl. En stor del af charmen ved ”Willow” (og for den sags skyld også så forskellige film som Ringenes Herre eller Star Wars) er netop eskapismen; klassiske fortællinger om det gode mod det onde, men i fjerne universer, langt fra vores hverdag.

Og desværre skulle det hurtigt vise sig, at fanbekymringerne ikke var overdrevne. Serien var således ladet til overflod med alt fra en politisk korrekt sammensat casting – med præcis det rette antal forskellige etniske minoriteter og LGBTQ-repræsentation – og naturligvis en handling, der for gud ved hvilken gang de sidste 5-6 år udstillede alle kvinder som handlende, perfekte væsner og alle mænd (i hvert fald de hvide) som enten kvindehadende undertrykkere eller tåbelige idioter.

Der gik da heller ikke længe, inden hammeren faldt. Trods hæderlige seertal til det første afsnit, forsvandt interessen meget hurtigt for den pinligt skrevne, elendigt spillede og håbløst woke-politiske series indhold. Allerede efter de første par uger, var der stort set kun anmeldere tilbage; herunder kritikere, der morede sig med at dissekere seriens håbløsheder. Disney måtte modstræbende erkende, at ”Willow” ikke ligefrem trak seere til i hobetal; faktisk var det så grelt og seertallene så lave, at analysefirmaer måtte konkludere, at serien lå inden for den statistiske usikkerhed af overhovedet at have seere.

Den endelige ydmygelse kom så for en måneds tid siden, hvor Disney annoncerede, at man for at spare penge i den indtil nu voldsomt store underskudsforretning, som streamingtjenesten Disney+ har vist sig at være, simpelthen kasserer en række lavt rangerende serier og film og fjerner dem fra tilgængelighed. Det kan umiddelbart synes besynderligt at fjerne egenproduceret materiale, der jo allerede er finansieret, men det skyldes simpelthen, at der derved kan spares beskatning deraf. ”Willow” var en af disse eliminerede serier – tilmed den nyeste af dem.

Den nye serie om Willow, som der var ganske store forventninger til for under et år siden, er dermed allerede forsvundet, muligvis for altid. De uheldige få sjæle, der faktisk så den, vil fremover svagt erindre en elendig misskabning, som nu ligger udsmidt og glemt på populærkulturens losseplads.  

”The Little Mermaid” (2023):

I maj 2023 udkom endnu en stor Disney-satsning, der endte med både at underpræstere og skabe langt flere kontroverser end goodwill. Alene dette understreger et virkeligt problem, som Disney de senere år har kastet sig ud i; det Disney-brand, der engang blev forbundet med hygge, glæde og uskyldighed, er nu nærmest altid involveret i kontroverser.

På det kunstneriske plan var det også en satsning, som der objektivt set kan stilles spørgsmål ved; filmen var således endnu én i en tilsyneladende endeløs række af live remakes af gamle tegnefilmsklassikere. Underligt, fordi ingen af de tidligere eksempler – som den sære dyrefilm ”Lion King” (2019) eller den elendigt castede ”Pinocchio” (2022) – for alvor har fanget nogens interesse. Måske fordi disse historier simpelthen bare fungerer bedre som tegnefilm.

Ikke desto mindre forsøgte Disney sig nu igen. Denne gang med en moderne live remake af den oprindelige animerede klassiker fra 1989. Og selvfølgelig kunne de denne gang heller ikke nære sig for straks at skabe kontroverser om produktet. Ikke alene skulle sange omskrives, så de ikke stødte nogen i vores overfølsomme nutid; karakteren Ariels personlighed skulle også ændres således, at hun nu overhovedet ikke higede efter sin udkårne mands kærlighed (den slags går jo ikke for moderne, stærke og selvstændige kvinder). Og sidst men ikke mindst race-swappede man også denne karakter, der trods sin oprindelse i nordeuropæisk mytologi nu skulle spilles af en ung sort kvinde, den i dag 23-årige Halle Bailey.

Straks eksploderede internettet i ophidsede og ikke særlig smagfulde diskussioner om netop dette. At Disney vælger denne strategi, der er set så mange gange de senere år, kan undre; for der skabes blot en masse ballade om en ellers hyggelig børnefilm, som burde gøre det modsatte. Man kan således ikke lade være med at spekulere i, om race swapping-elementet ikke blot anvendes som et kynisk skjold mod enhver kritik af filmen som helhed; der derved kan udlægges som ondsindet racisme. Præcis den samme skabelon opbyggedes omkring Disneys live remake af ”Peter Pan and Wendy”, også fra 2023. Med præcis samme resultat. Alle diskuterede race swappingen af Peter Pan-karakteren og Wendys nyfundne stærke og selvstændige feminisme, ingen snakkede i positive vendinger om selve filmen, som nu allerede er lagt i glemslens grav.

Det er egentlig synd for den unge havfrue-skuespiller Halle Bailey, som er blevet fanget i dette tåbelige spil omkring sin race. Hun er smuk, spiller glimrende og indlevende – og har ikke mindst en vidunderlig sangstemme, der sagtens kunne fortjene at medvirke i noget bedre end endnu en fuldstændig unødvendig genindspilning af en afholdt klassiker.

“Indiana Jones and the Dial of Destiny” (2023):

Det sidste indslag på denne liste er også det nyeste; den nyligt ankomne 5. film om arkæologhelten Indiana Jones. For mig (og givet mange andre også) står Indiana Jones-filmene og Harrison Fords portrættering af denne larger than life-eventyrer som noget ganske særligt. Han var simpelthen min største filmhelt, da jeg var lille – og jeg elskede de tre oprindelige film fra 1980’erne. Bekymringen var derfor stor, da jeg hørte, at Lucasfilm og Disney arbejdede på en femte og sidste film – her lige midt i identitetspolitikkens triste storhedstid.

Sandt at sige var mange Indy-fans allerede til dels stået af efter den mildest talt tamme fjerde film, ”Indiana Jonas and the Kingdom of the Crystal Skull” fra 2008. Denne var ikke ladet med irriterende politiske budskaber, den var bare skuffende og ufrivilligt latterlig; hvem glemmer f.eks. de fejlplacerede aliens eller den helt tåbelige scene, hvor Indy beskyttede sig fra en atombombe ved at kravle ind i et køleskab.

Så derfor var forventningerne til en ny film, med en falleret Harrison Ford over de 80 år, ikke specielt store. Alligevel præsterede producenterne at overgå de kølige forventninger – desværre på negativ vis. For filmen lægger sig i et efterhånden velkendt mønster af dyrt indkøbte franchises, som Disney på en eller anden måde formår at ødelægge.

”Dial of Destiny” er ligesom den udskældte fjerde film i serien rodet og ulogisk, og den forlader sig ligeledes alt for meget på brug af halvdårlige CGI-effekter. Det helt store problem er dog inkluderingen af karakteren Helena Shaw, forfærdeligt spillet af Phoebe Waller-Bridge, der reelt er sat i verden for at overskygge og latterliggøre den aldrende Indy, der blot trækkes hjælpeløst rundt som en ubrugelig gammel mand i sin egen filmserie. Og dermed tages den overbrugte trope om den stærke kvinde til irriterende nye højder; hendes karakter er simpelthen så ulidelig og selvsmagende, at man må forbløffes over, at skribenterne og producerne af filmen i fuld alvor mente, hun ville appellere til nogen overhovedet. Den hovedansvarlige bag filmen, Lucas-films leder Kathleen Kennedy, har i den forbindelse helt virkelighedsfjernt antydet, at Helena Shaw-karakteren fremover kan videreføre filmserien på egen hånd.

Det er dog yderst tvivlsomt efter den mere end undervældende modtagelse. Selv filmanmelderne i Cannes, som for en måneds tid siden fik lov at se filmen på forhånd, kritiserede Waller-Bridges karakter for at være alt for påklistret i sin feministiske dekonstruktion af hele Indy-universet. Og når selv ikke de mest politisk korrekte mennesker i verden støtter op om filmen, har skaberne bag den et virkeligt problem.

Hele ideen med Cannes-visningen var netop at skabe en goodwill omkring filmen på forhånd; denne plan gik helt galt. Og siden har det knebet i voldsom grad med overhovedet at lokke kunder i biografen. Svært problematisk for et produkt, der efter sigende har kostet omkring 450 mio. kr. i produktion og marketing. Og som formentlig skal op på en omsætning på omkring 800 mio. for overhovedet at tjene sig selv ind for selskabet bag. Det tyder intet på, den kommer blot i nærheden af.

Det spinkle håb om en pludselig positiv aura om filmen på sociale medier ser heller ikke ud til at have nogen chance for at ske. Mange steder på nettet omtales filmen således som ”Indiana Jones and the insufferable feminist”. Efter sigende er der internt i Disney og Lucasfilm så rasende en vrede over denne store satsnings elendige resultat og modtagelse, at der meget snart kommer til at rulle ledende hoveder.

Det sidste brøl – og dette bliver det uigenkaldeligt sidste, ingen gider se en sequel med Phoebe Waller-Bridge i hovedrollen – for en af filmhistoriens mest elskede helte er derfor endt som et sørgeligt og let forglemmeligt bjæf.    

Anders Næsby, juli 2023