Ifølge Det Gamle Testamentes svært underholdende Første Mosebog nåede den navnkundige Metusalem en imponerende alder af 969 år. Helt derop er vi trods alt ikke nået i amerikansk politik anno 2023, men man kan ind imellem få den fornemmelse, at vi er godt på vej.
For det er et af nutidens store paradokser, at man – i en tid, hvor alle skriger på og politisk appellerer til fornyelse og den unge generation – ved det seneste amerikanske præsidentvalg 2020 måtte opleve, at valget stod mellem de to ældste kandidater nogensinde. Hertil kan man så lægge fire år mere i ved valget i 2024, der (som det ser ud nu) bliver en gentagelse af opgøret mellem Donald Trump og Joe Biden.
Op til præsidentvalget i 1980 blev Ronald Reagan gang på gang konfronteret med sin ganske høje alder. Han var dengang 69 år, og blev kort efter sin indsættelse 70. Det gjorde ham til den ældste nogensinde til at indtage jobbet. Fire år efter, ved valget i 1984, var denne kritik selvsagt endnu mere udtalt; demokraternes kandidat Walter Mondale mente endda, han med ”alderskortet” havde fundet nøglen til at besejre Reagan. Det var dog kun, indtil den siddende præsident i et legendarisk indslag fra en af tv-debatterne totalt pillede denne trussel fra hinanden, da han med al sin lune humor og charme sagde: ”I will not make age an issue of this campaign. I am not going to exploit for political purposes my opponent’s youth and inexperience”. Selv Mondale lo højlydt; men hans drøm om præsidentposten var forbi.
Donald Trump var ét år ældre end Reagan var i 1980, da han i 2016 blev valgt som USA's 45. præsident. Og utroligt nok var Joe Biden endnu ældre, hele 77 år, da han besejrede den i forvejen aldrende Trump ved valget i 2020. Alt dette fremkalder naturligvis det oplagte spørgsmål, som mange de senere år har stillet sig selv; hvor bliver fornyelsen dog af i amerikansk politik? Hvorfor bliver de to partier ved med at opstille aldrende kandidater – der endda synes at blive endnu ældre for hvert valg?
Der skal ikke herfra lyde ét ondt ord om gamle mennesker. Men jobbet som amerikansk præsident er utrolig krævende, fysisk såvel som mentalt. Som den vestlige verdens egentlige leder er der praktisk taget altid kriser at håndtere for en siddende præsident; og vægten af ansvarets byrde er tung, selv for opvakte og raske folk på deres fysiske og mentale top.
Der har været sagt og skrevet meget om Trumps mildest talt kaotiske fire år i Det Hvide Hus. Dette indslag skal ikke handle så meget om hverken hans eller efterfølgeren Bidens politiske ideologier og visioner, men mere om de aldrende kandidaters formåen. I sin tid fik Trump bl.a. kritik for, at han efter sigende ikke gad bruge tiden på tunge briefinger og lange, indviklede rapporter; og at han faktisk derved skulkede fra en vigtig del af sit arbejde og ansvar.
Det er Biden i sin nuværende præsidentperiode aldrig blevet anklaget for. Der er så til gengæld andre bekymringer: Det er ikke så meget alderen, folkene omkring ham frygter; det er mere hans åbenlyst falmende mentale helbred og svigtende kognitive evner. Utallige er efterhånden de tv-klip, hvor Biden snakker sort fra talerstolen, prøver at give hånd til folk, der ikke er der – eller pludselig farer vild på sin vej ned fra et podium. Og hans stab frygter med rette, hvad der faktisk kan ske i en debat mod en republikansk modstander til præsidentvalget næste år.
At denne modstander formentlig er Donald Trump, gør ikke bekymringerne mindre; de to er ikke i forvejen ligefrem på julekort med hinanden, og Trump er berygtet for sin evne og vilje til at spille det beskidte spil; skulle noget ske omkring Biden under debatten – hvis han går i stå eller mister tanketråden – vil The Donald utvivlsomt IKKE vælge gentleman-vejen, men derimod omgående sætte et hånende og ufint retorisk stød ind.
Nu skal det naturligvis indskydes, at et år er længe i politik. Og i disse tider med konstant medieovervågenhed og aldrig hvilende sociale medier er det en evighed. Vi kan derfor heller ikke være sikre på, det overhovedet er de to, der skal duellere i november 2024. Det er dog den vej, pilene lige nu peger.
For republikanerne er positioneringen frem mod de primærvalg, der indledes kort efter nytår, allerede i fuld gang. Politisk støtte sikres, nøglestabspersonerne er fundet og donationerne vælter ind; alle er de gearet helt op til kamp. Længe så det ud til, at Florida-guvernøren Ron DeSantis kunne blive et seriøst bud, men hans kampagne har ikke kørt helt på skinner de seneste måneder. Til gengæld er Trump i samme periode braget frem; alle nuværende målinger tyder på, primærvalgene ligger for hans fødder.
Igen skal man dog huske, at meget kan nå at ske. I sommeren 2007 tydede intet f.eks. på, at nogen demokrater ville kunne udfordre favoritten Hillary Clinton – indtil den på det tidspunkt langtfra landskendte Barack Obama pludselig begyndte at choksejre i nogle af de tidlige primærvalg i 2008. Ingen troede rigtig heller på Trumps chancer, før han begyndte at udradere alle sine modstandere ved primærvalgene i 2016. Med andre ord ligger intet endnu fast.
For demokraterne er situationen om muligt endnu mere speget. Normalt ville der ikke være så meget at snakke om i et parti, hvis siddende præsident er i gang med sin første periode. Denne gang er der dog markante stemmer i Det Demokratiske Parti, der af primært to grunde taler om at opstille en intern modkandidat: Biden er, grundet sin værdimæssigt venstredrejede kurs, ganske upopulær blandt de uafhængige midtervælgere, som ofte afgør de amerikanske valg. Og fordi man simpelthen frygter for hans helbred. De fleste i partiet ønsker naturligvis ikke, det når dertil; og håber nok mere stiltiende, han bare vælger ikke at genopstille. Biden har dog klart meldt ud, at han går efter at blive genvalg.
Det er da også ganske svært at forestille sig, at partiets stærke kræfter ikke vil stille sig loyalt bag en siddende præsident, hvis denne forsøger genvalg. Og selv hvis de ikke gjorde det, er det svært at få øje på alternativet. Vicepræsidenten ville normalt regnes som det naturlige næstevalg i arvefølgen – men Kamala Harris er endnu mere upopulær end Biden blandt de amerikanske vælgere. Og ikke meget mere populær i sit eget parti, hvor mange bekymrer sig for hendes enestående evne til at jokke i spinaten i næsten en hvilken som helst opgave, hun bliver stillet. Ligesom hendes retorisk pinagtige offentlige taler og gentagne grineflip på forkerte tidspunkter har været genstand for megen hån i pressen.
Og derfor er demokraterne nødt til igen at satse på gamle Joe. For ligesom det også gælder hos republikanerne, har demokraterne simpelthen ikke for alvor formået at køre spændende kandidater fra yngre generationer i stilling. Den næste John F. Kennedy eller Barack Obama er ikke til at få øje på nogen steder. Det er sigende, at de yngre demokratiske vælgere faktisk foretrækker den halvvejs socialistiske Bernie Sanders, som med sine nuværende 81 år er endnu ældre end Biden.
Pressen elsker ganske vist at fremhæve den kønne og helt unge Alexandria Ocasio-Cortez (der allerede er blevet givet akronym-kælenavnet AOC) – men det er næsten utænkeligt at forestille sig, den mere brede amerikanske vælgerskare vil vælge en præsident, der om muligt ligger endnu længere til venstre end Bernie Sanders. Hun vil dog til næste efterår fylde 35 år og derfor nå den minimumsalder, en amerikansk præsident ifølge forfatningen skal have. (Det var ikke gået op for den mest AOC-begejstrede del af den danske presse, da de op mod valget i 2020 forsøgte at tale hende op som en mulig demokratisk kandidat – selvom dette simpelthen ikke i USA er juridisk muligt for en 31-årig, som hun dengang var).
Begge de to førende partier har altså store problemer med at køre de næste generationer i stilling; og begge partier har også, grundet den tiltagende skyttegravsstemning i amerikansk politik, kørt sig længere og længere væk fra midten. De få unge kandidater, der har formået at gøre deres eget navn kendte, er derfor ofte temmelig yderliggående – til den ene eller den anden side.
Der findes dog enkelte yngre politikere, der begynder at vise potentiale. Hos republikanerne har den blot 43-årige Missouri-senator Josh Hawley imponeret med sine spiddende og knivskarpe forhør af kandidater til offentlige embeder, ligesom den 51-årige tidligere guvernør og FN-ambassadør Nikki Haley har skabt en vis respekt om sit arbejde internationalt. Begge anses for velovervejede og moderate kandidater, der langt mere end f.eks. Trump ville kunne appellere til en bred vælgerskare. Haley har dog en risiko for at brænde tidligt ud, da hun allerede har annonceret sit kandidatur til næste års valg; og lige pt. ikke ligefrem imponerer i målingerne.
Hos demokraterne tales der stadig mere om måske kommende præsidentkandidater (dog næppe til valget i 2024) i form af Maryland-guvernøren Wes Moore, der ud over at være statens første sorte guvernør nogensinde regnes for en såkaldt blue dog – en relativt konservativ, midtsøgende demokrat. Han taler således for øgede bevillinger til retssystem og politi, for mere lov og orden og om borgerpligt. Ligeledes har Michigan-guvernøren Gretchen Whitmer imponeret med sine åbenhjertige og personlige taler og skabt sig et omdømme som en forkæmper for kvindernes sag; men nok så vigtigt synes hun også at appellere til både midtsøgende og til en vis grad konservative vælgere. I al fald er hun ganske populær i sin delstat, der ofte har været en af de mest uforudsigelige swingstater i præsidentvalgene; og derfor er yderst interessant set med nationale amerikanske briller.
Så måske er der alligevel håb om fornyelse i amerikansk politik de kommende år. Men for nu må vi, formentlig, se frem til et valg i 2024 mellem to kandidater, hvis samlede alder til den tid vil være ikke mindre end 160 år.
Anders Næsby, juli 2023
Tilføj kommentar
Kommentarer