Der er sagt og skrevet meget om d. 6. januar 2021. Dagen, hvor vrede Trump-tilhængere, som ikke accepterede valgresultatet fra november 2020, omringede og siden fysisk trængte ind i kongresbygningen i Washington DC. En del i forsamlingen greb til vold, og flere dødsfald fulgte i kølvandet herpå.
Dagen er – helt korrekt – kaldt en skamplet på det amerikanske demokrati, og forargelsen har forståeligt nok været stor i den amerikanske såvel som den internationale presse.
Selvom der allerede har været ført en del retssager mod de voldelige oprørere, er de flestes øjne rettet med den netop opstartede sag mod manden, de fleste bebrejder for begivenheden; den nu tidligere præsident Donald Trump.
Da jeg ikke er jurist – og i øvrigt ikke kender samtlige af sagens detaljer – skal jeg undlade på forhånd hverken at dømme eller frikende Trump (noget, den samlede presse, herunder den danske, desværre har umådeligt svært ved at holde sig fra).
Dog vil jeg umiddelbart mene, at det bliver mere end vanskeligt at bevise hans skyld – her er det vigtigt at have in mente, at anklageren skal bevise den anklagedes skyld. Det er ikke den anklagede, der skal bevise sin uskyld (heller ikke når det drejer sig om så kontroversiel politisk figur som Trump).
For hele retssagens kerne er, om den dengang endnu siddende præsident bevidst orkestrerede et egentligt fysisk angreb på Kongressen – og derved reelt var i færd med at udføre et statskup. Han var ikke selv på gerningsstedet d. 6. januar og har derfor selvsagt heller ikke været med til faktisk at trænge ind. Anklagerne fokuserer i stedet på, hvad han på dagen skrev på sociale medier og sagde i sine taler, samt hvilke ordrer han udstak.
Dette indlæg skal ikke læses som et forsvar for Trumps handlinger. For selvom jeg er villig til at anerkende visse positive resultater i Trumps præsidentperiode, så regner jeg ham bestemt ikke for en stor eller specielt værdig præsident. Og der er ingen som helst tvivl om, at hans opførsel især efter valgnederlaget var pinlig og usympatisk. Det er også svært at læse hans fuldstændige mangel på evne til at anerkende sit nederlag som ret meget andet end et billede på mandens narcissistiske selvbillede; han kunne simpelthen ikke acceptere en realitet om ikke at være den evige vinder.
Det betyder dog ikke, han faktisk orkestrerede et angreb på Kongressen. For ja, det var dybt uansvarligt og inflammatorisk for amerikanske valgprocesser, at han i ugerne og månederne efter valget d. 3/11 2020 og frem mod Bidens indsættelse d. 20. januar konstant nægtede at anerkende udfaldet. Og han tilskyndede og ophidsede ydermere sine følgere i en sådan grad, at man med nogen ret kan sige, at 6. januar-begivenhederne formentlig ikke var sket uden ham.
Det er dog vigtigt at huske, at det faktisk ikke er ulovligt for en siddende præsident at opføre sig uansvarligt. Dumt og svært bekymrende, ja, men ikke ulovligt.
En siddende præsident har ifølge forfatningen ganske brede beføjelser og er ikke bundet af ret meget andet end sin samvittighed; og slet ikke når det kommer til ytringer (anklagerens sag baserer sig jo primært på, hvad præsidenten ytrede i dagene op til og i særdeleshed på selve dagen).
Der er andre anklagepunkter mod Trump, herunder anklagen om, at han har hjemtaget og endnu er i besiddelse af hemmeligstemplede dokumenter. Denne del er bizart nok også i pressen blæst op som en frygtelig forbrydelse – selvom stort set alle tidligere præsidenter, såvel som den nuværende, har gjort præcis det samme. En af præsidentens beføjelser er i øvrigt at ophæve fortroligheden af ethvert dokument, ligegyldig hvor følsomt det så end er.
Den mest alvorlige anklage er dog utvivlsomt den om selve oprøret; som jo altså, hvis den bevises, ville tendere højforræderi. Personligt tvivler jeg som nævnt på, han bliver dømt – det ville formentlig heller ikke gøre amerikansk politik mindre giftigt, hvis han faktisk blev det – og selv hvis det skulle ske i den overvejende demokratisk-sympatiserende retskreds, hvor sagen foregår, er der reelle chancer for, at Højesteret, The US Supreme Court, hvor republikanske dommere netop i disse år er i overtal, vil omgøre kendelsen.
Beklageligvis er også det ellers hædrede amerikanske retssystem de senere årtier blevet voldsomt inficeret med partipolitik; en udvikling, begge de store partier har været lige gode om.
Har demokraterne opført sig bedre?
Der er ingen tvivl om, at Donald Trump fortjener den overvældende store kritik, der er rettet mod ham og hans ageren efter 6. januar-angrebet. Den deles af den amerikanske såvel som den internationale presse, af størstedelen af amerikanerne og endda af brede dele af Det Republikanske Parti. Størst er raseriet dog i Det Demokratiske Parti, hvor Trump allerede før begivenheden var blevet den måske mest forhadte figur nogensinde i amerikansk politik.
Kritikken fordeler sig overordnet set på tre punkter: For det første, at Trump har nægtet at anerkende udfaldet af et demokratisk afholdt valg. For det andet, at han har tilsluttet sig og endda tilskyndet til udbredelsen af konspirationsteorier om valgets legitimitet. Og endelig, og mest alvorligt, at han skulle have stået bag (eller i hvert fald antydet opfordringer til) fysiske angreb på politiske institutioner.
Alle tre dele er af demokraterne erklæret som forkastelige og usle dolkestød mod den hæderkronede amerikanske republik. Og det er da også svært at argumentere imod, at de langt hen ad vejen har en pointe.
Det ville dog klæde Trump-kritikerne i Det Demokratiske Parti, hvis de faktisk selv var i stand til at leve op til deres fine idealer. For der findes desværre masser af eksempler på, at de har tilskyndet til eller endda begået præcis de samme ugerninger, som Trump med rette har fået kritik for.
Efter det umådeligt tætte præsidentvalg tilbage i år 2000 mellem republikaneren George W. Bush og demokraten Al Gore var det i demokratiske kredse udbredt praksis at erklære, at valget skulle være blevet stjålet fra Al Gore – især delstaten Florida var i centrum for denne konspirationsteori, da Bush med meget få tusinde stemmer vandt der og derved netop kravlede op på de nødvendige 270 valgmænd. Der var i årene derefter utallige eksempler på, at denne konspiration levede livligt og endda betragtedes som noget nær et faktum.
Et lignende – og endnu mere hysterisk – eksempel sås i 2016, hvor brede dele af Det Demokratiske Parti simpelthen nægtede at erkende det faktum, at den forhadte Donald Trump havde besejret Hillary Clinton. At resultatet kom bag på alle meningsmålinger og politiske Kloge Ågers forudsigelser, er velkendt i dag. Men det var umådeligt pinligt efterfølgende at høre, hvordan demokraterne i ren benægtelsestilstand prøvede at opdigte fortællinger om snyd.
Og disse valgfornægtelser begrænsede sig ikke til obskure hjemmesider i et eller andet dystert hjørne af nettet, men til ledende medlemmer af Det Demokratiske Parti; således udtalte både Nancy Pelosi, Hillary Clinton og Kamala Harris i tiden efter 2016, at valget var ”rigged”(altså manipuleret). Der klagedes både over, at Hillary tabte, på trods af at hun på landsplan havde fået flest stemmer (selvom det aldrig nogensinde har været det afgørende i amerikanske præsidentvalg, der handler om at opnå flest valgmænd), og over at det på en eller anden måde var svært uretfærdigt, at en for Hillary pinlig historie kom frem i medierne i dagene op mod valget (hertil kom en kraftig modreaktion op mod valget i 2020, hvor det siden er kommet frem, at pressen og sociale medier nægtede at offentliggøre en historie, der tilsvarende kunne have skadet Joe Biden – man kan her overveje, hvilken af de to muligheder, man egentlig som vælger foretrækker).
Da det ikke rigtig lykkedes at overbevise nogen om valgmanipulation, kastede demokraterne sig ud i fortællingen om, at russiske computertrolde havde påvirket vælgerne i så stor grad, at valget endte med at gå Trumps vej. Denne temmelig bizarre fortælling opnåede overraskende stor udbredelse, også blandt såkaldt ansvarlige medier.
Ret meget mening giver den dog ikke, hvis man tænker lidt dybere over tingene. For selvom der utvivlsomt har floreret både opdigtede fake news-historier og falske meningsdannere på nettet op mod 2016, så er det alligevel en voldsom påstand, at det faktisk skulle have afgjort valget. Og man kan tilføje; hvis det virkelig var sandt, burde de store partier i USA omgående fyre samtlige politiske strateger og marketingseksperter – og i stedet hyre en flok russiske computernørder i Moskva og St. Petersborg, siden de tilsyneladende ved langt mere om de amerikanske vælgere, end eksperterne selv gør.
Ydermere kommer så de efterhånden utallige retssager og anklager, som demokraterne uden ophold har ført mod Trump, siden han i 2015 trådte ind på den politiske scene. Det forarger den dag i dag verdenspressen, at Trump – efter de nylige anklager mod ham er kommet frem – faktisk går frem i målingerne og tilsyneladende bliver mere populær blandt vælgerne. Men med tanke på, hvor mange anklager og retssager, der allerede har været rettet mod ham – og faldet totalt til jorden – er det egentlig ikke så underligt. Der går simpelthen ”Peter og Ulven” i den; hans tilhængere vil blot se anklagerne som et bevis på deres egne påstande om, at hele systemet vil ham til livs med ufine midler.
Hvem husker for eksempel ikke, da store dele af verdenspressen tog for givet, at Putin havde en pinlig klemme på Trump, der vist nok skulle have haft at gøre med prostituerede og perverteret sex. Altså at den siddende præsident i USA, den frie verdens leder, på mafialignende vis blev afpresset af sin største modstander! Sådanne absurde påstande florerede i årevis, og selv i det jordbundne Danmark hoppede meningsdannere kritikløst med på vognen. Vores tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann baserede endda en hel analyse af verdenspolitikken i en landsdækkende avis på denne groteske præmis. Latterligt som det end må forekomme i retrospekt.
Selv den sidste og mest alvorlige del af anklagerne mod Trump og hans tilhængere – de voldelige angreb på institutionsbygninger – kan demokraterne beklageligvis heller ikke undslå sig fra selv at have begået. Efter drabet på George Floyd i 2020 var der således i større amerikanske byer utallige eksempler på selvtægt, plyndringer og egentlige overfald orkestreret af voldelige aktivister med tilknytning til Det Demokratiske Parti.
Historiske statuer og monumenter blev efter godtbefindende revet ned og smadret, utallige butikker og private hjem blev plyndret af såkaldte demonstranter – og i mange tilfælde blev også lokale regeringsbygninger angrebet og raseret. I den progressive vestkystby Seattle blev byens Capitol Hill endda erobret og holdt besat af aktivister i en hel uge.
Interessant nok var både demokratiske politikere og den demokratiskvenlige del af pressen i disse tilfælde ovenud begejstret og hyldede alle dem, der førte det hele ud i livet. De selvsamme mennesker, der helt korrekt fordømte 6. januar-begivenhederne som værende et frygteligt angreb mod selve demokratiet, var altså her i en ganske anden grøft. Hvilket reelt ikke afslører ret meget andet end det ufattelige hykleri, der desværre synes at blive en stadig stærkere og mere integreret del af amerikanernes forrådnede politiske debat.
Tilbage står, at anklagerne mod Trump er særdeles alvorlige. Og hvis han rent faktisk er skyldig, bør han følgende rammes at lovens fulde og hårde hånd – også selvom det kunne få bekymrende og endda farlige konsekvenser for et USA, der allerede er på kogepunktet. Men det ville klæde både demokraterne og pressen at feje for egen dør; for det nytter ikke noget at angribe sine politiske fjender for at nedbryde demokratiet, når man ikke er et hak bedre selv.
Anders Næsby, august 2023
Tilføj kommentar
Kommentarer