En naturkatastrofe af enorme dimensioner har ramt den normalt så idylliske amerikanske stillehavsø Maui, efter at voldsomme brande begyndte at rase med hastig fart d. 8. august. Øen, der er den næststørste på Hawaii, huser i underkanten af 170.000 mennesker. Navnlig den mellemstore by Lahaina er hårdt ramt; i skrivende stund rapporteres over 80 % af byen totalt ædt op af flammerne. Mange har mistet alt.
Endnu værre end de omfattende materielle ødelæggelser er dog de stadig stigende og efter alt at dømme store tab af menneskeliv. Over 100 mennesker er bekræftet omkomne, og officielle kilder rapporterer, at 850 endnu er meldt savnede. Uofficielt fortælles der om op mod 1200. Myndighederne taler bemærkelsesværdigt meget udenom, når det kommer til de stadig mere insisterende spørgsmål fra pressen og befolkningen om, hvor mange blandt de savnede er børn.
I det hele taget er de ledende myndigheders ageren under hele krisen sat under skarp lup. For selvom det oftest i forbindelse med katastrofer bliver en slags automatreaktion at bebrejde øvrigheden, både på lokalt og nationalt niveau, så er der i dette tilfælde faktisk noget om snakken. Den næsten ubegribelige inkompetence skriger simpelthen til himlen.
Mens den danske presse knap nok har taget notits af begivenheden, pejler stadig flere af navnlig de konservative medier i USA i disse dage sigtekornene mod de ansvarlige; og ikke mindst den rystende mangel på fornuft i deres beslutningsprocesser. Fokus rettes også mere og mere på den nationalt ansvarlige leder, Joe Biden.
Der er naturligvis ingen, der bebrejder præsidenten for hverken brandens (tilsyneladende tilfældige) opståen eller de beslutninger, der akut skulle træffes i de første, kritiske timer og dage. Kritikken mod ham har til gengæld været voksende af andre grunde; for det første, at han forblev på sin ferie i mere end en uge, inden han så endelig fik besøgt øen en enkelt dag. For derefter at tage på ferie igen. Og for det andet – og mere udtalt – at han mildest talt gjorde sig uheldigt bemærket under besøget på Maui.
Her er det lige værd at vende den lidt specielle tradition om, at amerikanske præsidenter (og for den sags skyld også alle andre statsledere i verden) altid forventes at besøge katastroferamte områder. Udadtil har det en fin symbolsk mening; det understreger, at lederen tager situationen alvorligt og viser empati for de ramte, og håbet er, at synliggørelsen af katastrofens omfang kan føre til allokering af mere støtte. Reelt har det dog sjældent nogen større værdi; og man kan argumentere, at det store følgecirkus, der altid omgiver f.eks. en amerikansk præsident, egentlig mest bare forstyrrer hjælpearbejdet. Det ville dog være noget nær politisk selvmord at lade være: Alle forventer det, og derfor dukker man op.
Problemet for Biden er derfor ikke, at han rejste til Maui d. 21. august. Det betragtedes nærmest som en selvfølgelighed. Problemet er, hvad han formåede at bidrage med i løbet af sit knap seks timer lange besøg. Der har i den amerikanske offentlighed været stadig mere udtalte bekymringer for præsidentens mentale og kognitive helbred, og dette har fået yderligere næring efter Maui-turen. Således lykkedes det ham flere gange at komme med særdeles upassende morsomheder i mødet med både pressen og lokale ledere. En politisk leder kan vinde megen sympati og velvilje med humoristisk udstråling; men ikke midt i en national katastrofesituation. Tænk blot, hvad det kostede den tyske politiker og dengang sandsynlige Merkel-efterfølger Armin Laschet, da han for rullende kameraer grinede under sit besøg i de hårdest ramte oversvømmede områder i Nordrhein-Westfalen i sommeren 2021: Han var derefter mere eller mindre færdig i politik.
Endnu værre var det dog for Biden, da han under sin tale på Maui – hvor mange af de berørte familier var til stede – i fuld alvor sagde, at han kan sympatisere med deres oplevelser og tab, fordi han selv for 20 år siden havde en mindre køkkenbrand i sit hus, der lavede skader på køkkeninteriøret, inden brandvæsenet kom og slukkede den – og at flammerne i øvrigt næsten nåede at berøre hans højt elskede 1967-Corvette (som han stadig har).
Det er svært at tro, at nogen taleskriver har formuleret noget så verdensfjernt, elitært og håbløst fejlplaceret, men det stod præsidenten ikke desto mindre i fuld alvor og sagde.
Det er her interessant at sammenligne tidligere præsidenters ageren i forbindelse med katastrofer. George W. Bush blev voldsomt kritiseret for sin håndtering af Orkanen Katrinas hærgen i Louisiana og navnlig byen New Orleans i 2005. Der findes endnu journalister og historikere, der mener, det definerede hans præsidentperiode på negativ vis. Det skyldes naturligvis ikke, at nogen dengang bebrejdede Bush for selve orkanen. Kritikken gik på, at han i første omgang reagerede for langsomt og for lidt empatisk – og i øvrigt fløj over byen i stedet for at lande der. Ydermere kritiseredes det, at han for langsomt fik rettet de nationale ressourcer under Federal Emergency Management Agency (FEMA) til områdets centrum.
George W. Bush’ håndtering dengang fortjener ganske givet i nogen grad det kritiske lys, der rettedes herpå. Men man kan med god ret mene, at Bidens håndtering indtil videre har været langt værre. Det er i den forbindelse også interessant, at de kritiske spørgsmål mod ham stort set udelukkende kommer fra den republikanske del af pressen. Den demokratisk-venlige del, herunder den danske, har ikke beskæftiget sig voldsomt meget med begivenheden og koncentrerer sig langt mere om retssagen mod Donald Trump. Selv Bidens absurde tale på Maui er stort set forbigået i tavshed. Det ville med sikkerhed ikke have været tilfældet, hvis præsidenten havde været Reagan, Bush, Trump eller nogen andre republikanere.
Vreden mod de lokale myndigheder
Bidens ubehjælpsomme optræden er dog i sidste ende hovedsagelig af symbolsk karakter. Den slags kan måske koste politisk, men når det kommer til dødstal, ødelæggelser og tab kan præsidenten reelt ikke gøre hverken fra eller til.
Den virkelige forbitrelse på Hawaii og i særdeleshed på Maui retter sig mod FEMA’s bemærkelsesværdigt dårlige håndtering af både evakuering og efterfølgende skadeshjælp. Og måske især mod øens lokale ledere og embedspersoner, hvis svigt og inkompetence da også er af næsten ubegribelig tyngde.
Da brandene for alvor begyndte at rase om dagen d. 8. august, blev skolerne fornuftigt nok beordret lukket. Mindre fornuftigt var det dog, at alle børn, der på dagen var mødt op, blot blev sendt hjem uden nogen form for opsyn, plan eller kontrol. Det er netop mange af disse børn, der uofficielt meldes savnet nu. Det er ikke lykkedes pressen at få et klart svar på, hvem der beordrede børnene hjem uden hensyntagen til deres sikkerhed og evakuering. Men det er tydeligt, at der her i hvert indirekte kan findes en medvirkende årsag til de mange savnede mindreårige; panikramte børn er simpelthen blevet overladt til deres egen skæbne, mens flammerne åd sig ind på dem.
Der er også en voldsom kritik mod både Mauis lokale beredskabschef og mod Hawaiis guvernør Josh Green (D) over, at øens sirenesystem ikke har været sat i gang. Denne indlysende måde at advare om akut fare blev, ifølge Greens forklaring, ikke anvendt, fordi øens borgere var trænet i, at denne lyd signalerede tsunamivarsler. Og at de derfor i det tilfælde ville søge ind i landet, ikke ud mod havet!
Forklaringen er blevet modtaget nogenlunde lige så lunkent som logikken bag den. Og mange kritikere har med rette her påpeget, at folk trods alt nok ville kunne lægge to og to sammen, hvis de, alarmeret af den sirene, der desværre aldrig lød, havde kunnet kigge ud og se røgen og ilden nærme sig.
Samme Josh Green har også kastet sig ud i en usympatisk politisk manøvre, hvor han forsøger at kaste skylden bort fra egne skuldre ved at bebrejde klimaforandringerne for brandene. Det er faktisk muligt, der rent videnskabeligt kan være en sammenhæng – det vil forskere og klimatologer ganske givet diskutere den kommende tid – men argumentet fra Green er alligevel temmelig malplaceret; for det er jo ikke klimaforandringer og mulige globale temperaturstigninger, folk har i hovedet, når de over stok og sten forsøger at flygte fra flammerne. Her skal hjælpen hurtigst muligt sættes i værk, og med dette svigtede myndighederne fatalt.
Også mod den lokale politistyrke er vreden tiltagende, da det i dagene efter tragedien er kommet frem, at unavngivne politifolk direkte har afskåret folk i at flygte. Og endda i nogle tilfælde dirigeret dem ind mod flammerne. Mange vidner fortæller således, at lange køer af biler blev forhindret i at køre videre af betjente, selvom de forreste bølger af flammer bogstaveligt talt var lige i hælene på dem. Med vage grunde om at respektere den almene trafik og afvente reparationer af elnettet er alt for mange familier blevet forhindret i at redde sig selv. Og de forfærdelige konsekvenser heraf kan nu ses på makabre billeder af udbrændte bilkøer. De få, der trodsede både ordrer og vejspærringer, har kunnet fortælle historien om deres redning til pressen. Langt hovedparten kogte eller brændte ihjel i deres ufrivillige dødsfælder. Det er endnu ikke lykkedes nogen at få svar på, hvem der har givet politistyrken så håbløse ordrer. Ligesom det er meget vanskeligt at forstå, hvorfor de rent faktisk har fulgt dem og derved indirekte underskrevet alt for mange civiles dødsdomme.
Den største og mest harmfulde kritik rammer dog en mand ved navn M. Kaleo Manuel, der er i gang med sin anden periode som direktør for Hawaiis Commission on Water Management (CWRM). Som overordnet ansvarlig for øernes vandforsyning er det tilsyneladende ham, der på et kritisk tidspunkt nægtede Mauis desperate brandmandskorps øget adgang til vand. De tilgængelige reserver var ganske enkelt ved at slippe op, da ilden bredte sig mest voldsomt. Men i stedet for at åbne alle tænkelige vandsluser, nægtede CWRM at imødekomme det desperate ønske. Og der spekuleres nu i, hvor mange huse og hvor mange liv, der kunne have været reddet, hvis dette ufattelige svigt ikke var sket.
Manuel har ydermere kastet sig ud i nogle mildest talt bizarre bortforklaringer i en række interviews, hvor han storsmilende taler i tågede vendinger om, at ”vandet skal afgives holistisk” og fordeles i henhold til equity (de amerikanske demokraters nye yndlingsord, der vist nok betyder noget i stil med aktiv lighedsfordeling for alle hele livet igennem). Hvis equity har noget med vand at gøre, må det derved betyde, at alle altid skal have lige meget vandtilgang – et princip så vigtigt for Manuel, at selv ikke et akut behov for vand til brandvæsenet i forbindelse med bekæmpelsen af en dødelig storbrand kan skære igennem det.
Det siger næsten sig selv, at denne virkelighedsfjerne embedsmand er under voldsomt pres i disse dage. Til gengæld er det langt mere usikkert, hvilken politisk og måske endda juridisk konsekvens, der efterfølgende vil komme for ham og de andre ansvarlige på Maui. For tilbage står en stadig voksende og yderst pinlig politisk skandale – der dog blegner ved siden af de menneskelige tragedier, enorme tab og dybe sorg, som har ramt en lille ø i Stillehavet.
Anders Næsby, august 2023
Tilføj kommentar
Kommentarer