”Der var engang…” Med disse ikoniske ord indledes alle gode eventyr. De henleder vor fantasi på en fortryllende verden udenfor tid og sted, hvor drømme går i opfyldelse. Hvor det gode sejrer over det onde. Der er derfor en næsten bidsk ironi i at indlede en artikel om Disney-koncernens evindelige nutidige problemer med netop disse ord.
For der var virkelig engang, hvor stort set alt, hvad Disney rørte ved blev til guld. Hvor brandet var så stærkt og rodfæstet i den vestlige kulturs kollektive bevidsthed, at ingen politikere kunne drømme om at kritisere det. Hvor det var elsket af alle, ung som gammel, og hvor alle forbandt det med noget magisk og vidunderligt; næsten som i de eventyr, Disney havde excelleret i at lave animerede filmatiseringer af.
Da jeg var omkring 20 år og første gang læste en kritisk artikel om, at Disney var blevet for stor og magtfuld en mediekoncern, affærdigede jeg den næsten fnysende. Så solidt var deres brand plantet i selv en ung mand i det fjerne Danmark; jeg kunne simpelthen ikke begribe tanken, at Disney på nogen måde kunne repræsentere andet end det gode og hyggelige. Siden har jeg modvilligt måttet erkende, at koncernen virkelig har vokset sig stor – også så stor, at man objektivt set kunne blive bekymret for dens alt for markante indflydelse på især den amerikanske mediedækning. Rigtig forarget kunne man dog alligevel ikke blive; det var jo Disney!
Men det var dengang. Før Disney søgte ind på en kurs, der efterhånden har bragt dem ind i selve centrum af nogle af de mest ophidsede politiske diskussioner i USA. Spørgsmålet er, hvordan det er nået dertil. Hvordan er et universelt feteret brand blevet ét af de mest udskældte i deres eget hjemland?
For at blive klogere herpå, kan man studere den aktuelle kontrovers om Disneys kommende live-remake af sin måske mest elskede tegnefilmsklassiker, ”Snehvide”. Hele balladen om denne kommende film (som efter planen skulle ramme biograferne i foråret 2024) er reelt et ganske sigende billede på alt, hvad der i disse år skiller amerikanerne kulturelt.
At der er tale om endnu én i rækken af overflødige remakes, som ingen rigtig har bedt om, er det første problem. Det seneste årti har der været lavet utallige af disse; og ingen af dem har været gode eller på nogen måde mindeværdige. Nogle enkelte var dog, især de første par gange, ganske store publikumssucceser målt på solgte billetter. Og det er formentlig derfor et håb om indtægter, der får et økonomisk presset Disney til endnu en gang at koge suppe på gamle, afgnavede ben.
Det er dog ikke en hvilken som helst film, der nu skal genskabes. Da den oprindelige ”Snow White and the Seven Dwarfs” udkom i 1937, blev den med det samme en bragende succes. Denne animerede genskabelse af det af Grimm-brødrene nedskrevne folkeeventyr skabte mere eller mindre en helt ny genre i filmverdenen – og katapulterede Disney helt op i superstjernestatus blandt børnefamilier. Faktisk kan man med nogen ret sige, at ”Snehvide” skabte grundlaget for den storhed, Disney skulle vokse sig til.
Der er derfor også allerede en del kritiske røster blandt inkarnerede fans af den animerede klassiker. De mange nylige remakes har således ikke alene været kunstnerisk dårlige, de har også skabt negativ røre grundet deres insisteren på at ændre elskede klassikere, så de passer til det såkaldte moderne publikum. Altså helt ulideligt politisk korrekte versioner, der fundamentalt ændrer centrale karakterer til ukendelighed; fysisk såvel som menneskeligt.
Og selvom navnlig de sidste 1-2 år har afsløret en voksende modvilje blandt publikum mod dette nonsens – en modvilje, man selv på direktionsgangene i Disney er begyndt at erkende – så synes den nye ”Snehvide”-film bare at buldre videre i det efterhånden alt for velkendte woke-spor. Således har et lækket fotografi fra optagelserne skabt voldsom røre; på fotoet ses hovedpersonen Snehvide og de syv dværge – eller det vil sige, de er netop ikke dværge (for det er tilsyneladende heller ikke længere politisk korrekt). De er til gengæld en broget flok af mænd og kvinder af alle racer, og der kan derfor sættes kryds i alle de diversitetsbokse, som Hollywood i disse år har forelsket sig i.
Hovedpersonen selv er naturligvis heller ikke sluppet for at blive renset i den politiske korrektheds hellige vand. For tåbeligt som det er med en figur med navnet Snehvide, så skal hun nu spilles af en latinokvinde ved navn Rachel Zegler.
Netop Zegler har givet Disneys marketingsfolk kronisk hovedpine med sine mange offentlige ytringer om den karakter, hun skal spille. For selvom det kan være ganske forfriskende med bramfrie kendisser, så falder begejstringen hurtigt til jorden, når netop denne kendis blot lyder som endnu en i rækken af nutidige skuespillere, der tankeløst udtrykker de samme forudsigelige korrektheder som alle de andre. Dette PR-mareridt af en skuespiller plaprer således konstant på sociale medier om, hvor primitiv og elendig den oprindelige karakter var; og om, at hendes portrættering skal vise en selvstændig og stærk kvinde, der overhovedet ikke har brug for en mands kærlighed. Hun kalder i den forbindelse prinsen for en ”creepy stalker”, og hun taler om, at Snehvide skal blive en ”stor leder”. Man ser derfor for sig endnu en af de sværdsvingende, mandehadende, fejlfrie ”stærk kvinde”-figurer, som film- og tv-branchen i disse år er ved at drukne i. Karakterer uden personlige udviklingsrejser, født perfekte og uden laster, sært kønsløse og sterilt renset for romantiske følelser – og selvfølgelig kun holdt tilbage af enten onde eller dumme hvide mænd!
Problemet i den overbrugte stærk kvinde-trope er, udover forudsigeligheden, at den på et helt fundamentalt plan ændrer den allerede etablerede Snehvide-karakter til noget helt andet. Både Zegler og filmens forfattere og instruktør forsvarer disse forandringer med, at den gamle film udtrykte nogle helt forkerte værdier. Ja, den var vist nærmest både racistisk og patriarkalsk. Men det fremkalder jo det oplagte spørgsmål om, hvorfor i alverden en så forfærdelig film så overhovedet skal genskabes?
For Disney kunne jo bare skabe en helt ny karakter i en helt ny historie; og derved kunne man frit skabe nøjagtig den personlighed, man ville. Det ville også tilføre en forfriskende og efterhånden svært tiltrængt kreativ nyskabelse i stedet for de evige gentagelser. Sådan tænker man dog ikke i Disneys ledelse; her er der helt andre og vigtigere agendaer på spil.
En koncern på vej i knæ?
Disneys kreative valg omkring ”Snehvide” er naturligvis en dråbe i et stort hav. Og havde det blot drejet sig om en enkelt eller nogle få dårlige film, var udfordringerne til at overse. Problemer af langt større grad er dog i denne tid begyndt at afsløre sig for mediekoncernen; og roden til disse problemer kan findes på øverste ledelsesniveau.
Robert Allen Iger (i offentligheden kendt som Bob Iger) er Disney-koncernens nuværende administrerende direktør (CEO). Og netop denne mand er lige nu i skudlinjen omkring Disneys blødende finansielle situation. Der var ellers ingen ende på begejstringen, da han i slutningen af 2022 blev udpeget – eller rettere genindsat – som CEO for Disney, efter selv at have overladt tøjlerne til sin tidligere underdirektør Bob Chapek i 2020.
Iger havde på det tidspunkt ledet Disney siden 2005 og blev navnlig det næste årti hyldet i forretningsverdenen for sin offensive og ekspansive strategi. Han stod således fadder til beslutningerne om at opkøbe flere stærke konkurrenter til animationsdelen i form af Pixar og Marvel, ligesom han også i 2012 købte Lucas-film med alle dets elskede filmfranchises, såsom ”Star Wars” og ”Indiana Jones”. Alt dette gjorde Disney til den ledende mastodont inden for underholdningsbranchen, og koncernen syntes ustoppelig.
Det var dog også i midten af 2010’erne – netop hvor Disney nåede sit forretningsmæssige zenit – at de første kritikere af Bob Igers strategi begyndte at melde sig. Flere og flere især uafhængige anmeldere og fans beklagede sig over, at Disney overudnyttede f.eks. Star Wars-universet ved at pumpe alt for mange film ud. Skylden for det sidste årtis voldsomme inflation i de evindelige superheltefilm kan således også i høj grad lægges for fødderne af Iger.
Men der var gode penge i det, så længe folk blev ved med at strømme til biograferne. Stille og roligt synes der dog at være blevet opbygget et mætningspunkt for de alt for mange film og deres dalende kvalitet. I al fald er Disney den seneste tid rendt ind i voldsomme problemer med at få folk i biograferne; navnlig de sidste to år har koncernen tabt enorme summer på store filmsatsninger, blockbusters, som de ellers havde store forventninger til: ”Strange world” og ”Lightyear” fra 2022 og ”Little mermaid”, ”Elemental” samt ikke mindst den rædselsfulde ”Indiana Jones and the Dial of Destiny” fra 2023.
Koncernen selv bruger stadig i stor grad Covid-19 som en forklaring på disse problemer. Der er da heller ingen tvivl om, at pandemien ramte Disney hårdt; under nedlukningerne havde hverken forlystelsesparkerne eller biograferne mulighed for at tjene penge. Onde tunger påstår dog også, at det i virkeligheden var derfor, Bob Iger i 2020 overlod tøjlerne til Chapek; som så kunne få ansvaret for pandemiøkonomiens elendige bundlinje, hvorefter Iger kunne skyde ham til side og vende tilbage som Disneys store frelser. Pandemien er også den primære forklaring på, at Disney satsede endog meget stort på streamingtjenesten Disney+ (som desværre har vist sig langt mindre profitabel end forventet).
Den vægtigste grund til Disneys problemer ligger dog et andet sted. Og her vender vi tilbage til den aktuelle kontrovers om ”Snehvide”. For Bob Iger har skudt andet end tvivlsomme strategiske satsninger og halvdårlige film i gang. Det var således Iger selv, der – i tiden omkring 2016, hvor alle meningsdannere hyldede hans overlegne og succesfulde lederskab – også sporede Disney ind på en politisk kurs, som mere end noget andet rammer koncernen i baghovedet nu; en woke-politisk og til tider næsten rabiat kurs, der har jaget store dele af det ellers loyale publikum væk.
Mere end næsten nogen andre større firmaer i USA har Disney således ”bøjet knæet” for den woke-aktivisme, der de seneste 6-7 år er skyllet ind over den amerikanske offentlighed. Iger har i den forbindelse ved flere lejligheder offentligt erklæret, at han mener, Disney bør kæmpe aktivt for at fremme en lang række venstreorienterede værdier. Dette har især været tydeligt i deres produktioner; de engang så harmløse og alment vellidte Disney-film er nu stort set altid stoppet til randen med identitetspolitik. Endvidere har dele af den produktionskreative stab fået lov at skubbe særlige politiske agendaer igennem, navnlig omkring en åben kamp mod påstået systemisk racisme og mod det kvindeundertrykkende såkaldte patriarkat. Og de sidste par år omkring LGBTQ+.
Tydeligst – og med mest vidtrækkende politisk betydning – var det, da Disneys medarbejdere, utroligt nok med ledelsens godkendelse og støtte, kastede sig ud i en aktivistisk stillingtagen til en vedtagen lov om beskyttelse af køns/gender-påvirkning af mindreårige børn i Florida.
Den danske presse omtaler altid denne lov, der rettelig bærer navnet ”Parental Rights in Education bill”, som ”Don’t say gay-bill” (et øgenavn, man ukritisk har hentet fra de mest prodemokratiske af de amerikanske medier – og derved endnu engang afsløret sin egen usaglige subjektivitet).
Danske journalister har desuden italesat hele kontroversen og modstanden mod denne lov, som var det en stor sejr for Disney og et tilsvarende nederlag for lovens bagmand; Floridas republikanske guvernør Ron DeSantis. Hvilket dog endnu engang ikke afslører ret meget andet end den danske presses ufattelige mangel på evne eller vilje til at forstå, hvad der reelt foregår i USA.
For Disneys helt utidige indblanding i en stats politiske lovgivning har kostet dem dyrt; ikke alene har de mistet nogle enestående og næsten 100 år gamle skatteundtagelser (der i øvrigt gav dem en helt urimelig fordel i forhold til andre firmaer i staten), det har også kostet voldsomt på populariteten, som i forvejen var begyndt at stagnere. Mange børnefamilier af neutral eller konservativ observans har simpelthen vendt dem ryggen. Og det mærkes netop nu i stor grad på ikke alene streaming og billetsalg i biograferne, men også på besøgende i Disneyland-parkerne, der ellers altid har været en ren pengemaskine for Disney.
I 2023 mærker Disney derfor for alvor konsekvenserne af mange års dårlige valg og fremmedgørelse af eget kernepublikum. Koncernen bløder i næsten alle ender og kanter; alene det seneste halvandet år er aktieværdien faldet med svimlende 58% (det skal dog her nævnes, at selvsamme kurs havde været støt stigende gennem flere år frem mod midten af 2021). Det siges også, at der er decideret krisestemning på koncernens ledelsesgange – og det står mere og mere klart, at Bob Iger på ingen måde er den tilbagevendte frelser, både han selv og direktionen havde håbet på.
Det er på en eller anden måde – med en logik, der ikke lader sig forklare – lykkedes for Disney at ødelægge den ene helt unikke fordel, de havde i forhold til stort set alle andre firmaer i USA; at de var bredt elsket i alle ender af det politiske spektrum. Så stærkt og velanset var brandet, at forældre i alle ender af landet med enhver politisk observans havde urokkelig tillid til film, serier, events eller forlystelsesparker, når blot Disney-navnet repræsenterede det.
En sådan forbrugertillid ville enhver anden forretning give hvad som helst for. Men Disney ødslede det hele væk på under et årti ved at køre sig helt ud på venstrefløjen af den stadig mere rasende amerikanske værdidebat. Utroligt nok synes koncernen blot at buldre videre i samme spor. Således lancerede Disney+ her i 2023 den nyeste version af serien ”Proud family”, der tager tilsviningen af hvide mennesker og rabiat BLM-politik til nye højder; med indiskrete kald til vold og væbnet revolution. Ikke ligefrem hyggelig, familievenlig underholdning. I indeværende år har småpiger i Disneyland også kunnet møde store mænd med skæg i kjoler, der har budt dem velkommen i de ellers populære ”prinsesse for en dag”-events i parkerne. Mange småbørnsfamilier er følgende og helt forståeligt nærmest flygtet ud til bilerne.
Ligeledes har lækkede zoom-møder fra direktionsgangene i Disney afsløret, hvordan flere af lederne i tv- og filmproduktionen helt åbent taler om at sætte politiske budskaber før underholdning og kunst. At den slags er blevet tilladt og endda tilskyndet i et selskab, der først og fremmest lever af sober, god og grundlæggende harmløs familieunderholdning, er helt ubegribeligt; og Disney betaler netop nu en meget dyr pris herfor.
Der er derfor også i disse dage et enormt pres fra aktionærerne. Panikken over den elendige økonomiske bundlinje i navnlig 2022 og 2023 har frembragt de truende knive mod Bob Iger; og det er mere end sandsynligt, at han – givet mod sin vilje – simpelthen er nødt til at prøve at skifte tilbage til den gamle, succesfulde kurs. Det er da også derfor, der lige nu cirkulerer flere og flere rygter om, at den Snehvide-filmen, der på alle måder er kommet galt fra start, bliver udskudt, kraftigt ændret – eller endda måske helt skrottet.
Sidstnævnte mulighed ville naturligvis være et voldsomt nederlag; og endda reelt det samme som at smide en masse millioner direkte i skraldespanden. Men med tanke på det ubegribelige vildspor, Disney har bevæget sig ind på, kan det faktisk vise sig at være den bedste løsning. For den engang så elskede koncern har mere end nogensinde brug for en positiv historie. Og det får de ikke med Rachel Zegler og ”Snehvides” allerede udskældte, politisk korrekte og formentlig helt igennem kiksede filmatisering af den måske mest elskede tegnefilmsklassiker af dem alle.
Anders Næsby, september 2023
Tilføj kommentar
Kommentarer