Med kun lidt over et år til det næste amerikanske præsidentvalg (5. november 2024) er valgkampen på sin vis allerede godt i gang. Hos oppositionspartiet Republikanerne har de forskellige kandidater til primærvalgene kørt kanonerne i stilling; nøglestabsmedlemmer er udpeget, de svimlende store war chests (pengemidler rejst til valgkampen) er allerede tætpakkede og strategien, herunder politiske emner og slagord, er som minimum under udformning.
Alt dette er der intet nyt i med et præsidentvalg lurende i horisonten. Hvad der til gengæld er en smule mere usædvanligt er, at der også i det magtbesiddende parti, Demokraterne, muligvis er ved at blive gjort klart til et kampvalg. For stadig flere rygter går i disse dage på, at Joe Biden muligvis kan blive udfordret fra egne rækker.
Hvis Biden var i gang med sin anden præsidentperiode, havde sagen været ganske klar; i så fald ville demokraterne, ligesom republikanerne, forberede sig på de primærvalg, der starter i begyndelsen af 2024. Det var den første – og i manges øjne største – præsident, George Washington, der indledte traditionen med two terms (to præsidentperioder), da han i 1790’erne erklærede, at ingen bør besidde den magtfulde post i mere end maximalt otte år. Her citerede han bl.a. gamle romerske politiske filosoffers ord om, at magten korrumperer. Af samme årsag nægtede han i 1796 at stille op til en tredje valgperiode – selvom han utvivlsomt ville blive genvalgt – og overlod tøjlerne til sin vicepræsident John Adams.
Respekten for Washingtons principper – kombineret med en længere række af mindre heldige præsidentskaber gennem Det 19. Århundrede – gjorde, at traditionen levede helt indtil 1930’erne, hvor Franklin D. Roosevelt blev den første og eneste præsident i historien med mere end to perioder. Efter sin officielle indtrædelse på posten i 1933 sad han helt frem til sin død i april 1945; han havde her netop påbegyndt sin fjerde periode. Med sikker hånd havde han båret sit land gennem først Depressionen i 30’erne og derpå Anden Verdenskrig. Og denne store demokrat regnes derfor helt naturligt i dag blandt landets Great Presidents.
Med vedtagelsen af det 22. Forfatningstillæg i 1951 blev princippet vedtaget som lov. Og det vil derfor ikke – medmindre Forfatningen af en eller anden grund ændres igen – være muligt for nogen præsidenter at sidde i mere end 8 år. (Her skal det indskydes, at der faktisk er en mulig undtagelse for den siddende vicepræsident; i det tilfælde, at præsidenten dør eller træder af – i så fald vil vicepræsidenten automatisk indsættes som præsident frem til næste valg og vil herefter kunne vælges til to perioder. Rent teoretisk vil man derved maksimalt set kunne være præsident i tæt ved 12 år).
Men hvorfor så den tiltagende snak om at udskifte Joe Biden på demokraternes stemmeseddel? Fordi det bliver stadig sværere, selv for de mest loyale Biden-støtter, at løbe fra det faktum, at præsidenten simpelthen ikke synes at være ved mentalt i stand til at udføre verdens måske vigtigste og sværeste job.
De republikanske medier har helt fra starten – reelt allerede tilbage i valgkampen i 2020 – udpenslet Biden som værende både gammel, sløv og halvsenil. Og det er da heller ikke her, problemet egentlig ligger for Biden. Den republikanske presse udstiller praktisk taget altid en siddende demokratisk præsident som værende mere eller mindre inkompetent, på den ene eller den anden måde. Det virkelige problem er, at også demokraterne og den demokratiskvenlige del af pressen nu også taler højere og højere om præsidentens mentale helbred.
Der er efterhånden ikke tal på de gange, hvor Joe Biden har gjort sig selv til grin ved at fumle rundt i ordene i en tale, væltet og slået sig for rullende kameraer, faret vild på vej ned fra et podium (nej, det er ikke en kunstnerisk overdrivelse) eller prøvet at give hånd til mennesker, der simpelthen ikke var der.
Det går sådan nogenlunde, om end lidt mekanisk, når præsidenten holder sig til et manuskript; men ofte kører det helt af sporet, når han taler mere frit fra egne ord. Hans helt absurde tale i august i forbindelse med Maui-tragedien er et godt, men på ingen måde enestående, nyligt eksempel herpå.
Bekymringen har været der længe. Det er nye er, at knivene bliver slebet, også blandt folk, Biden i nogen grad indtil videre har kunnet anse som allierede. For ganske nylig, d. 12. september, har den indflydelsesrige og velansete skribent David Ignatius fra Washington Post således i en politisk analyse helt åbent argumenteret for, at Biden ikke bør genopstille.
Der går også vedvarende rygter om, at centrale aktører i Det Demokratiske Parti i hemmelighed er ved at forberede deres valgkampe; senest har den demokratiske guvernør i Californien, Gavin Newsom, foretaget flere rejser til nordøstlige stater som New Hampshire. Og selvom der naturligvis kan være mange grunde for en guvernør til at besøge andre stater, så spiller New Hampshire altid en nøglerolle i begyndelsen af primærvalgene; det er her, vælgerne først sætter deres stemme – og overraskelser i denne stat kan nogle gange få afgørende betydning for den videre valgkamp.
Primærvalg og præsidentkandidater
Her skal der lige kort dvæles ved opbygningen af primærvalgene og præsidentvalget i USA. Modsat hvad mange tror, er præsidentvalgene ikke bare mellem to kandidater. Faktisk er der ofte en lang række navne at stemme på. Det kræver, lidt som ved opstilling til folketingsvalg i Danmark, et bestemt antal underskrifter fra stemmeberettigede at opstille. Disse skal dog indsamles i de forskellige stater, med hver deres regler herfor. En del opstiller derfor kun til præsidentvalget i én eller nogle få stater. Og de fleste gør det nok mest af symbolske grunde.
Som regel er der blot to opstillede med en realistisk mulighed for at vinde; kandidaterne for de to ledende partier i nutidens USA, demokraterne og republikanerne. Indimellem har såkaldte third party-kandidater lavet rav i den – f.eks. da den stokkonservative skattemodstander Ross Perot stillede op i 1992 og fik så mange stemmer (som ellers nok ville være gået til den siddende præsident, republikaneren George Bush), at mange betragter det som afgørende for demokraten Bill Clintons valgsejr. Endnu vildere gik det for sig tilbage i 1912, da den folkeligt meget populære Theodore ”Teddy” Roosevelt, der ellers havde været præsident 1901-1909, stillede op med sit eget nystartede Bull Moose-parti i rent raseri mod sit gamle parti, republikanerne, som han anklagede for at forråde egne idealer. Han fik faktisk flere stemmer end den siddende præsident Taft og var tæt ved at slå demokraten Woodrow Wilson, der nu blev præsident grundet denne splittelse i de republikanske rækker.
Men reelt har kun kandidaterne fra de to store partier en chance. Og disse vinder sig partiets støtte gennem en lang række primærvalg, som kører de første ca. 5 måneder af selve valgåret – altså i næste tilfælde i 2024. Vinder en kandidat en stat (her skal indskydes, at staternes kan udforme deres egne primærvalgsregler), vil vedkommende som regel have statens delegerede valgmænd bag sig til det partikonvent (typisk i juni eller juli i valgåret), hvor spidskandidaten formelt vælges.
Partierne har deres egne, ofte lidt indviklede, regler for, hvordan dette præcis foregår. Det lidt spidsfindige er, at man i princippet godt kan blive valgt, selvom en anden har vundet flere delegerede i primærvalgene. Normalt følges ”mandaternes logik” – men det er ikke altid tilfældet. Der kan også ske det, at to eller flere kandidater har næsten lige mange delegerede bag sig; og derfor ikke kan opnå et flertal. I så fald kan staternes delegerede pludselig skifte side. Det Demokratiske Parti indførte i sin tid, og har senest i 2016 øget magten hos, en gruppe erfarne og indflydelsesrige såkaldte superdelegerede; disse skal i tilfælde af usikkerhed og dødvande på konventerne for partiets bedste lægge deres stemmer bag den mest kvalificerede kandidat.
Voksende uro i Det Demokratiske Parti
Det er altså disse primærvalg, som det nu mere og mere tyder på, at flere indflydelsesrige demokrater gør sig klar til. Det er ikke et helt ukendt fænomen i amerikansk politisk historie at udfordre en siddende præsident fra sit eget parti; men det hører absolut til sjældenhederne. Navnet Gavin Newsom er som nævnt allerede i spil – og han ville som guvernør for en stor og kompleks stat som Californien helt sikkert kunne rejse markant støtte bag sig. Han har dog endnu ikke meldt noget officielt ud om sit kandidatur.
Det har til gengæld den 69-årige Robert Kennedy Jr. Han er, som navnet antyder, søn af Robert Kennedy og dermed en del af den ikoniske Kennedy-familie. Nogen indflydelsesrig person i Det Demokratiske Parti er han på ingen måde; mange anser hans holdninger for at være alt for højreorienterede og i nogle tilfælde helt outrerede. Specielt overbevisende har han heller ikke været i sine interviews indtil videre. Hans stærkeste kort er da også helt klart familienavnet, der virkelig ræsonnerer hos mange demokrater. Så selvom hans chancer for en nominering er særdeles små, er det faktisk muligt, han kan skabe problemer.
Rigtig spændende kan de demokratiske primærvalg for alvor blive, hvis en stærkere og mere seriøs kandidat melder sig. Som reelt tør udfordre sit partis leder og præsident, Joe Biden.
At det overhovedet er kommet hertil – at dette nu diskuteres seriøst i den demokratiske presse og i partiet – fortæller meget om de stadig større problemer, præsidenten befinder sig i. Havde han stået stærkt i meningsmålingerne, havde debatten slet ikke været der, kognitive problemer eller ej. I så fald havde hele partiet allerede nu stået i pæne, loyale rækker bag præsidenten, klar til at besejre den kommende republikanske modstander.
Men intet går lige nu Bidens vej. Inflationen er stigende, leveomkostningerne vokser for den almindelige amerikaner; og ikke mange tror på bedring de kommende år. De egentlige politiske resultater er da også særdeles begrænsede. Meningsmålingerne, de såkaldte approval ratings, er stort set i frit fald; i den seneste støtter blot 38% af vælgerne nationalt set præsidenten, et uhørt lavt tal. Faktisk viser målinger (om end den slags naturligvis er bundet af mange usikkerheder), at næsten samtlige af de kendte, mulige republikanske nominerede lige nu ville kunne slå Biden klart i et præsidentvalg.
Sådanne målinger kan udløse panik i et parti så tæt på valget. Og det interne pres på Biden for at trække sig og overlade tøjlerne til en anden tager til.
Præsidenten har dog flere gange gjort det særdeles klart, at han ikke har nogen som helst intentioner om dette. Her har han for en gangs skyld været meget klar i mælet. Og det gør det naturligvis også vanskeligt for nogen at udfordre ham; man kunne jo i sidste ende blive skurken, der splittede det vaklende parti ad. Og selv hvis Biden rent faktisk endte med at trække sig, ville der straks opstå nye problemer. For hvem skulle egentlig tage over?
Normalt ville den siddende vicepræsident være den helt naturlige arvtager. Men Kamala Harris er der ikke længere mange blandt demokraterne, der for alvor tror på. Hendes approval rating er utroligt nok endnu lavere end Bidens; blot 35% mener lige nu, hun gør det godt. Og blandt ledende demokrater, og blandt Bidens egne folk, har man stort set opgivet håbet om, at hun nogensinde vil kunne gavne partiet i et valg.
For selvom vicepræsidentposten rent forfatningsmæssigt kun indeholder to ansvarsområder – at være i live (hvis præsidenten skulle dø) og at være den afgørende stemme i tilfælde af stemmelighed i Senatet – så er der tradition for, at vicepræsidenten også spiller en rolle i regeringen og tildeles en række ansvarsområder. Kamala Harris er dog på ingen måde lykkedes i nogle af disse. Herunder blandt andet grænsepolitikken mod syd, der lige nu er mere kaotisk end nogensinde. Det er også efterhånden blevet direkte pinligt for demokraterne, når Harris gang på gang kludrer i simple spørgsmål og interviews, bryder ud i sine utidige grineflip under offentlige optrædener eller holder endnu en af sine sprogligt og indholdsmæssigt tåkrummende, næsten barnagtige, taler.
Det er faktisk nået dertil, at mange politiske analytikere har konkluderet, at Kamala Harris’ chancer for nogensinde at blive valgt som præsident er stort set ikkeeksisterende. Paradoksalt nok har hun alligevel en ret stor chance for at blive det, hvis den stadig mere svækkede og aldrende Joe Biden skulle afgå ved døden – noget, der synes stadig mere realistisk, om end ingen naturligvis ønsker det.
Hvad demokraterne gør herfra, er meget usikkert. Det bedste valg er nok trods alt at forsøge at samles bag den svækkede Joe Biden; og så håbe, hans fysiske og mentale tilstand ikke forværres under en lang og opslidende valgkamp næste år. Men et problem er det i alle tilfælde. Og Biden, den ældste præsident i USA's historie, bliver ikke yngre.
Han er dog for ganske nyligt blevet forsvaret fra en uventet kant; Donald Trump. Den amerikanske presse på begge sider har været svært overraskede over Trumps forsvar, efter at han i et interview ganske klart sagde, at han bestemt ikke mener, Bidens alder er noget problem.
Man skal dog nok ikke tolke dette som om, Trump pludselig skulle have fundet sympati for sin arge politiske fjende. Da Trump har næsten samme alder, har han naturligvis en interesse i indirekte at sige, at han på ingen måde er for gammel til det job, han håber at vinde tilbage. Og han tilføjede i øvrigt også, at Bidens problem ikke er alder, men inkompetence.
Hvad end der sker, bliver det særdeles spændende i den kommende tid at følge, hvorledes de altid interessante primærvalg udspiller sig. Og altså denne gang med det twist, at også den siddende præsidents parti muligvis kaster sig ud i en drabelig kamp om magten. For hvad der for ikke længe siden ville have virket utænkeligt, synes nu at være en stadig mere realistisk mulighed; at Joe Biden ikke bliver sit partis spidskandidat til næste års præsidentvalg. Om det faktisk ender sådan, ved ingen lige nu. Men kedeligt bliver det i hvert fald ikke – det er det i øvrigt sjældent i amerikansk politik.
Anders Næsby, september 2023
Tilføj kommentar
Kommentarer