I Danmark kan man ind imellem blive ganske træt af at høre om alle de ting, der i stigende grad udpensles som værende racistiske; hvad end der er tale om sprog, gamle statuer, politiske debatter, ispinde eller politiets daglige arbejde.
Men alt dette er dog det rene vand i forhold til det absurde niveau, diskussionen for længst er nået i USA. Gennem årtier har aktivister, med udspring i de stadig mere fanatiske universitetsmiljøer, systematisk indarbejdet et racehysteri, der i dag påvirker alle ender og kanter af det amerikanske samfund. Skolerne gennemtvinger mange steder undervisning i hvidhedens nedarvede ondskab med udgangspunkt i teorien om systemisk racisme. Lov og orden er bundet på hænder og fødder af ren frygt for nye Black Lives Matter-optøjer. Og på de fleste større arbejdspladser har HR-afdelingerne forpestet medarbejdernes hverdage med utallige kurser i anti-racisme, forordninger om sprog på arbejdspladsen og bizarre cirkulærer om at undgå såkaldte mikroaggressioner.
Og selvom alt dette muligvis er udsprunget af gode intentioner og håb om forbedring, har det på paradoksal vis omgjort de positive samhørighedstendenser, som ellers i en årrække havde været voksende i USA.
De, der kan erindre de tidlige 90’ere, husker nok den politisk korrekte kulturelites evige forsøg på at fremme sort/hvide relationer, som virkelig prægede film og serier fra denne tid (det er f.eks. derfor, man kan støde på en sort karakter spillet af den altid glimrende Morgan Freeman i Robin Hood-filmen fra 1991). Og selvom det dengang kunne forekomme en kende naivt og påtrængende, var budskabet dog ganske sympatisk; vi skulle lære af hinandens kulturer og derved fremme integrationen mennesker imellem.
Det kontrære er tilsyneladende den bærende konsensus i dag. Skulle en hvid medarbejder dukke op med en ny frisure inspireret af sort kultur eller en madpakke med eksotisk mad, vil vedkommende omgående blive anklaget for kulturel appropriation (endnu et sært universitetsudtryk, der på forbløffende vis har vundet indpas i vestligt sprogbrug de seneste år). Altså at det på en eller anden måde er racistisk at inspireres af andre kulturer – selvom budskabet for blot nogle årtier siden var det præcis modsatte.
Ligeledes belæres hvide medarbejdere om det farlige i eksempelvis at spørge om sort kollega om, hvad han/hun lavede i weekenden eller fik til frokost; den slags er ifølge de outrerede teorier, der har gjort indtog i USA's erhvervsliv, i virkeligheden mikroaggressioner, udsprunget af uvidenhed og småracisme. Og derfor bruges der utallige mængder tid og midler på at ”uddanne” de hvide medarbejdere.
At alt dette ikke ligefrem har haft positiv indvirkning på arbejdspladserne, siger næsten sig selv. Alle nyere undersøgelser peger således på, at frygt, angst og mistro på amerikanske arbejdspladser er i voldsom vækst. Folk holder sig simpelthen i højere grad for sig selv eller sammen med andre af samme race, af ren frygt for at blive udpeget og udskammet som racist på baggrund af uskyldige, kollegiale samtaler. Det har tilsyneladende overrasket fortalerne for disse absurde tiltag, hvis eneste svar er at indføre endnu flere kurser, sprogdirektiver og andet nonsens.
Det amerikanske skolesystem har for længst opgivet den almene, faglige dannelse og fokuserer i stadig mere enøjet grad på den såkaldte nedarvede racisme. Hvor enhver hvid mand i historien alene vurderes på, om hans udtalelser passer ind i nutidig politisk korrekt konsensus. Det er derfor, store historiske personligheder som Christoffer Columbus, George Washington, Thomas Jefferson og endda Abraham Lincoln de seneste år har måttet se deres gode navn trukket gennem et hysterisk søle (selvom man let kunne argumentere, at sidstnævnte har gjort mere for sorte mennesker end nogen anden amerikaner i historien).
Ikke blot historieundervisning har måttet gennemgå denne endimensionelle hvidvaskning (ironisk som dette begreb ellers er i denne kontekst); det samme gælder i stort set alle andre faglige områder, fra engelsksproget litteratur, over samfundsstudier og til musik.
Der er dog ét fag, der altid har været hævet over enhver mistanke om iboende racisme; matematikken. For som nærmest indbegrebet af objektivitet har matematik naturligvis været holdt væk fra den evige diskussion i det amerikanske undervisningssystem – to og to er således fire, ligegyldigt hvilken hudfarve, religion eller kultur man kommer fra.
Eller det vil sige, sådan var det indtil for ganske nylig. For just som man tror, udviklingen i USA ikke kan blive mere skør, så dukker der nye historier op, der straks irettesætter denne naive tanke. Således har skoledistriktet i storbyen Pittsburgh i Pennsylvania for nylig besluttet, at matematikundervisningen fremover skal bekæmpe ”indgroet racisme i talsystemet”. Baggrunden herfor ligger i det gennem årtier velbeskrevne fænomen, at sorte elever ifølge alle undersøgelser gennemsnitligt klarer sig dårligere i skolen end andre racer i USA. Forklaringen herpå har altid bekvemt kunnet hentes i teorierne om den indgroede racisme i f.eks. historie, engelsk, samfundsfag osv. Det har dog knebet noget mere med at forklare, hvorfor sorte elever også lå i bunden, når det gjaldt matematikken.
De mest aktivistiske og politiserede teoretikere, der konsekvent har nægtet at finde nogen som helst andre forklaringer end racisme på alle problemer i USA, har gennem flere år talt stadig højere om, at den eneste konklusion derfor må være, at også matematik er racistisk. Og nu har skolesystemet i Pittsburgh så ført denne temmelig absurde teori ud i praksis. Et konsulentfirma, Quetzal Education Consulting, er i den forbindelse blevet hyret til at instruere distriktet matematiklærere om, hvordan de fremover fremmer sort kultur og undgår racisme i deres undervisning. Man kan ikke fortænke disse lærere i at sidde undrende og hovedrystende tilbage.
Shawn McNeil, vicedisktrikskolechef for Pittsburgh, måtte for nylig, d. 2/11, forsvare beslutningerne i et allerede nu berømmet og omdiskuteret tv-interview på kanalen KDKA. Her spurgte journalisten Andy Sheehan ham, hvordan det egentlig kunne være racistisk at lægge tal sammen? Og hvordan Pittsburghs matematiklærere mon havde det med pludselig at blive udstillet som værende racistiske? McNeil fik på tåget vis forklaret, at lærerne og undervisningen bestemt ikke var racistiske – men at begge dele fremover skulle være mere antiracistiske! (hvordan denne logiks præmisser hænger sammen, skal denne skribent ikke forsøge at udlægge). Ligeledes lykkedes det McNeil at beskrive, hvordan man fremover ikke vil lægge så meget vægt i matematik på rigtigt eller forkert facit; men ”på selve rejsen”.
At mange har kritiseret både McNeil og Pittsburghs skolesystem siger næsten sig selv. Men trods flere mediers fokusering på historien og latterliggørelse på nationalt niveau, er resultatet af beslutningen ikke desto mindre den samme – og formentlig bestående: Skoleeleverne i Pittsburgh skal fremover udsættes for matematikundervisning, der har meget lidt at gøre med matematik. Og i stedet i endnu et fag belæres om, hvor undertrykkende den hvide kultur er.
Nogen enlig svale er der her beklageligvis ikke tale om. Pittsburgh har muligvis trådt et bizart skridt for langt frem, men over hele landet vrimler det med lignende historier om skoler, hvor rabiate politiske agendaer de senere år har gjort indtog – til stor irritation for navnlig forældrene, der i stadig højere grad tager afstand herfor. Flere steder har det ført til ophidsede og endda i nogle tilfælde korporligt aggressive konfrontationer mellem skolebestyrelser og forældregrupper. Skolepolitik er da også katapulteret op som et af de førende i meningsmålinger over, hvilke emner der optager vælgere mest i forbindelse med valg i disse år. Og det er slet ikke utænkeligt, at klare og kritiske holdninger på dette betændte område til næste år kan afgøre tætte svingstater som Virginia, Michigan og Pennsylvania, når stemmerne skal falde om, hvem der bliver USA's næste præsident.
Men indtil videre må skoleeleverne i Pittsburgh altså prøve at manøvrere i en ny virkelighed, hvor også det politisk ellers fuldstændig neutrale matematikfag nu skal lades med aktivisme. Og navnlig de hvide elever må forsøge at forholde sig til, at evnerne til at frembringe det korrekte resultat, når tal adderes eller subtraheres, på en eller anden måde er et udtryk for racisme.
Dermed er også stort set den sidste bastion for ting, som endnu ikke kunne betragtes som racistiske, endegyldigt faldet i et USA, der blot synes at bevæge sig i stadig større hast mod den totale opløsning som nation. Ekstreme aktivister, mange af med pæne stillinger på amerikanske universiteter, har således de senere år udråbt så forskellige ting som farven på mælk, vores galakse (som med navnet Mælkevejen således fremmer hvidhed og derved hvidt overherredømme), alle hvide mennesker (også dem med de mest politisk korrekte holdninger), nyfødte babyer og endda hunde som værende racistiske. Og nu altså også talsystemet og matematikken.
Med så groteske påstande i spil, er det naturligvis ikke svært at konkludere, at ordet racisme – der ellers i sin oprindelige egenart er både alvorligt og svært usympatisk – nu er udvandet i en sådan grad, at det er blevet totalt ligegyldigt. For hvis alt alligevel er racistisk, så har ordets styrke og relevans ikke længere på nogen meningsfuld betydning.
Hele den civiliserede verden er helt grundlæggende baseret og bygget på matematik. Og hvis også dette hæderkronede felt politiseres, synes det stadig sværere at finde håb for forsoning og samhørighed i det splittede USA. Man kan da håbe, at fornuften på et tidspunkt igen tager over i landet hinsides Atlanten.
Anders Næsby, november 2023
Tilføj kommentar
Kommentarer