Den offentlige debat om den stadig mere absurde udvikling på de amerikanske universiteter er for alvor eksploderet efter en allerede nu berømmet høring i Kongressen d. 5. december 2023.
Normalt er det ellers ikke den store seermagnet, når en komite i Repræsentanternes Hus med det mundrette navn House Committee on Education and the Workforce holder høringer. Men det var netop denne, der havde indkaldt lederne af de prestigefyldte universiteter Harvard, MIT og Penn State, så de kunne redegøre for, hvad der egentlig foregår på campus, i undervisningen og blandt de studerende.
Baggrunden herfor var historier om uroligheder og trusler mod jøder efter angrebene i Israel d. 7. oktober. Der har således været talrige pressehistorier om jødiske elever, der har været truet og angrebet i deres daglige gang på skolerne. Råb om ”død over jøderne” eller at der skal ”renses ud fra floden til havet” var været talrige, og der har endda floreret videoer af deciderede overfald på jødiske studerende. Med tanke på de mildest talt strikse og nidkære regler for elevopførsel og ytringer på nutidens universiteter kan det derfor virke paradoksalt, at ledelserne tilsyneladende ikke har grebet ind her.
Men med denne offentlige kongreshøring havde de tre universitetsledere Claudine Gay (fra Harvard), Liz Magill (fra Penn State) og Sally Kornbluth (fra MIT) chancen for at lægge tvivlen til ro og forsikre offentligheden om, at tingene er som de skal være. Desværre kom det til at gå lige modsat; og de tre kvinders helt igennem pinlige optræden har derfor ikke alene medført kritik fra næsten alle sider. Det fremstår nu også som nærmest skoleeksemplet på, hvordan man ikke bør håndtere og besvare offentlige spørgsmål.
Det var kongreskomiteens leder Virginia Foxx, der officielt ledede høringen. Men mere end nogen anden var det Elise Stefanik (republikansk medlem fra New York), der stjal showet med en række præcise og skarpe spørgsmål til de tre universitetsledere – og hendes oprigtige chok og forargelse over de groteske svar, hun fik.
Utroligt nok ville ingen af de tre erklære sig enige i, at råb om ”intifada” eller ”udrensning af jøder” hverken overskred skolernes regler eller var egentlig problematiske. Ligeledes mente de, at trusler om drab på jødiske studerende må falde under ytringsfrihedsretten.
Alle der har set disse mærkværdige høringsoptagelser – og de siges at være blevet set mere end 100 mio. gange på diverse sociale medier og streamingtjenester – sidder måbende tilbage. Det hjælper heller ikke de tre kvinder, at de alle svarer med indøvede juristfabrikerede og næsten enslydende sætninger (om end man må stille alvorlige spørgsmålstegn ved de juridiske råd, de har fået) og med underlige selvsmagende smil i mundvigen – som om, de oprigtigt tror, at de har både retten og den offentlige opinion på deres side.
Republikanske kongresmedlemmer ledede høringen og stillede primært spørgsmålene. Men næsten øjeblikkeligt væltede kritikken af de tre universitetsledere også ned fra mange andre sider. Tidligere studerende, store dele af pressen, donorer og ikke mindst demokratiske politikere var næsten enstemmige i deres sønderlemmende kritik af universiteterne.
Selv fra Det Hvide Hus var svaret ubønhørligt. Her udtrykte talsmand Andrew Bates en klar afstandtagen fra rektorerne med ordene: ”Det er ubegribeligt, at dette er nødvendigt at sige; men at påkalde folkedrab er forfærdeligt og imod alt hvad dette land står for. Alle udtalelser der kalder på systematiske mord på jøder er farlige og modbydelige – og vi bør alle tage klart afstand fra dem, og i stedet stå på anstændighedens side og på de basale værdier, der forener os som amerikanere”.
Der gik da heller ikke engang et døgn, inden konsekvenserne for de tre ledere tog form. Claudine Gay skyndte sig at offentliggøre en skriftlig undskyldning – eller, som hun kaldte det, en ”klargøring af sine synspunkter”, formentlig efter kraftigt internt pres fra Harvards største pengedonorer. Derved reddede hun, i hvert fald indtil videre, sit job. Men presset på hende stiger næsten dag for dag. Således er pressen begyndt at grave i hendes meritter; og der er fundet flere ret grelle eksempler på plagiater i hendes afhandlinger (ironisk nok ville noget sådant formentlig føre til udsmidning af enhver studerende på Harvard).
Liz Magill fra Penn State fratrådte derimod få dage efter sin stilling; og det lå ret tydeligt i luften, at det ikke var en helt frivillig beslutning.
Et langt dybere og mere omfattende problem
De tre universitetsledere har med rette modtaget kritik for deres helt verdensfjerne og amoralske svar til kongressen. Og det er meget tænkeligt, at episoden i sidste ende vil føre til afslutningen på deres akademiske karrierer. Men dermed er problemerne på de fineste amerikanske universiteter, der også kendes som Ivy League, naturligvis ikke løst. For råddenskaben går langt dybere end blot til tre individer i ledelsen.
Det har i årevis været velkendte fænomener, at rabiate ideer og holdninger har været i kraftig vækst i den amerikanske universitetsverden. Og fordi ledelserne har støttet og endda tilskyndet denne udvikling, har tingene nu nået et niveau, hvor galskaben er blevet svær at inddæmme. Det begyndte for et par årtier siden med såkaldte ”safe space”-områder (altså hvor fintfølende elever kunne være i fred for holdninger, de ikke brød sig om at høre), hvorefter det udviklede sig videre til, at dette nu også skulle gælde i selve undervisningen; altså at forelæsere og professorer med forkerte holdninger skulle tilpasse deres sprog og holdninger efter disse studerende.
Denne udvikling startede i det små, men eskalerede ganske hurtigt. Og den blev betydeligt mere aggressiv. Således er det i dag normen på mange universiteter, at både studerende og lærere med f.eks. konservative holdninger bogstaveligt talt kan skriges ned, trues eller decideret jages ud at universiteterne. Utroligt nok har ledelserne i mange tilfælde bakket disse selvoptagede og brovtende elever op; lærere er blevet fyret for at bruge grimme ord i forelæsninger (selvom de har været brugt i en historisk relevant kontekst), bortvist for at mene, at der kun findes to køn eller bare blevet presset eller mobbet ud for at mene de forkerte politiske ting af kolleger.
På Harvard er der således under 5%, der i en undersøgelse tilkendegav at høre til på den politiske konservative fløj; og samtlige af disse få tilkendegav ligeledes, at de holder egne holdninger for sig selv – ellers er den akademiske karriere formentlig forbi.
Det er også på mange universiteter den dag i dag et mantra, at ”ord er vold” – altså at ytringer af ord eller holdninger, som visse grupper eller individer ikke bryder sig om at høre, kan sidestilles med voldelige overfald; og faktisk føre til eksklusioner af universiteterne. Man har derved totalt vendt et af den vestlige verdens mest centrale læringsprincipper på hovedet; at vi må og skal høre udsagn og meninger, vi ikke er enige med. Om ikke andet så for at skærpe vore egne holdninger og modargumenter.
Det er derfor ikke rigtig overraskende, at ytringsfriheden har trange kår på nogle af USA's mest prestigefyldte skoler. Harvard rangerede i den forbindelse som nr. 248 på en liste over universiteternes beskyttelse af retten til at ytre forskellige holdninger – ud af 248 undersøgte læringsinstitutioner.
Claudine Gay forsvarede de antisemitiske episoder på Harvard med at henvise til ytringsfriheden. Ganske hyklerisk med tanke på, at hun i sin tid som leder på skolen intet har gjort for at fremme den. Tværtimod har Gay ved flere lejligheder modarbejdet lærere og forelæsere med konservative holdninger, ligesom hun har taget de politisk korrekte idealer til nye højder; under hendes ledelse er studerende således blevet irettesat eller endda bortvist for ligegyldigheder som ”mikroaggressioner”, upassende tøj og frisurer (som på en eller anden måde er ”kulturel appropriation” over for minoriteter) eller endda for ikke at anerkende en anden elevs ”gender” (hvis man f.eks. ikke siger ”hende” om en mand, der har besluttet, at han nu vil kaldes en kvinde).
Men selvsamme Claudine Gay mener altså ikke, at råb om død og intifada, trusler eller egentlige overfald på jødiske studerende er noget større problem.
Nu går den så bare ikke længere. For mange har efter 5. december sagt stop for vanviddet og forlangt omfattende og fundamentale forandringer. Ikke mindst en stor gruppe pengestærke donorer, mange med jødisk baggrund, som har været chokerede over omfanget af antisemitismen. Alene Harvard har efter høringerne mistet lovede donationer til en værdi af over 1 mia. kroner – og disse allerede svimlende summer kan stige til langt mere, hvis ikke universiteterne ændrer kurs og vender tilbage til det, de engang var; hæderkronede uddannelsesinstitutioner, hvor læring, viden og det frie ord var i centrum. Harvard har også den sidste tid oplevet et voldsomt fald i ansøgere; måske fordi stadig flere er fortørnede over, hvad der egentlig foregår på det, der engang betragtedes som USA's – og måske endda verdens – fineste universitet.
Offerhierarkiet
Noget af det mest sære, og for mange virkelig forbavsende, ved begivenhederne efter angrebene i Israel 7. oktober og høringerne 5. december er, at råbene om død over jøder og intifada ikke blot er kommet fra arabiske studerende. De er også delt af woke-parate hvide og endnu mere af sorte studerende. Og det vækker naturligvis det spørgsmål, hvad en historisk og politisk kompliceret konflikt i Mellemøsten egentlig har at gøre med ungdommen og de sorte i USA? Hvorfor går så mange unge hinsides Atlanten og råber om ”fra floden til havet” i et område af verden, de fleste formentlig ikke engang kan finde på et kort.
Svaret herpå er ikke så ligetil. Men det har formentlig at gøre med de grundlæggende og stærke venstreorienterede doktriner, der har gjort deres sejrstog på amerikanske universiteter de seneste årtier. Først og fremmest ideen om ofrenes hierarki og det unuancerede, binære verdensbillede af undertrykkerne og de undertrykte.
For noget at det, der virkelig brager igennem hos en stadig mere endimensionelt tænkende ungdomsgeneration i disse år, er ideen om, at nogle er mere undertrykte end andre; og at disse derfor har ret til særlige privilegier for at gøre op med denne påkaldte uretfærdighed. Ofte har det rod i race (ironisk nok har den venstrefløj, der ellers altid har gjort sig til bannerfører for at ophæve raceskel, nu genindført dem – blot med de hvide som den gruppe, man nu frit og uden konsekvenser kan tæve løs på).
I den hierarkisk opbyggede offerpyramide ligger hvide mennesker i bunden. Og i den anden ende af skalaen ligger sorte (og LGBTQ+-personer, men disse skal for overskuelighedens skyld holdes ude af denne artikel). Da jøder også ser hvide ud, må de derfor være undertrykkere – de lidt mørkere arabiske palæstinensere må derfor være undertrykte. En ellers utrolig kompliceret konflikt er derfor på amerikanske universiteter kogt ned til en oversimplificeret lignelse om hvide undertrykkere og mørke ofre. Det er da også derfor, undersøgelser viser, at flertal af studerende på universiteterne ikke mener, det er forkert at slagte jøder, som det f.eks. skete d. 7. oktober – og disse horrible tal er endnu mere udprægede blandt sorte studerende.
Ligeledes støtter et flertal af sorte studerende Hamas – som i øvrigt af en totalt uvidende og historieløs amerikansk ungdomsgeneration betragtes som værende både demokratisk, fredselskende og progressiv (således mente hele 45% af de adspurgte, at Hamas støtter LGBTQ+-rettigheder).
Historierne om universiteternes gradvise radikalisering de senere år har været mange. Men de fleste har nok alligevel betragtet det hele med affejende skuldertræk. Og sagt til sig selv, at det jo nok ikke er så slemt alligevel – og var vi ikke alle lidt tossede og overgearede, da vi var unge!
Men efter 7. oktober – og ikke mindst efter den helt uvirkelige høring d. 5. december – har mange fået et voldsom wake up-call. Og opdaget, at mange af de hæderkronede institutioner, som offentligheden har hyldet og donorer ladet penge regne over, efterhånden er degenereret til en kloak af indoktrinering og rablende skør aktivisme.
Hvad der videre sker, er særdeles usikkert. Presset er enormt for forandringer, men en totalt hjernevasket og endimensionelt tænkende studentergruppe på f.eks. Harvard har ingen intentioner om at ændre sig og fortsætter ufortrødent sine voldsparate demonstrationer. Ligeledes har flere hundrede ansatte på Harvard udsendt en støtteerklæring til Claudine Gay, hvori det bl.a. erklæres, at hun intet har gjort galt og at kritikken af hende ”er udtryk for racisme”.
Det mener selvsamme gruppe ironisk nok ikke det er at råbe på nedslagtning af alle jøder. Og det understreger vel egentlig ganske tydeligt, hvad det er for et bizart parallelunivers, de amerikanske Ivy League-skoler såsom Harvard har udviklet sig til.
De har ingen intentioner om at ændre kurs; men det kan de sagtens komme til alligevel. For offentligheden har for alvor fået øjnene op for, hvad der faktisk foregår på universiteterne. Og det er ikke kønt.
Anders Næsby, december 2023
Tilføj kommentar
Kommentarer