At Donald Trump er under anklage i det amerikanske retssystem er ikke ligefrem en nyhed. Siden han for alvor trådte ind i politik i 2015 – og ikke mindst efter den uventede valgsejr i november 2016 – er sager stort set uden ophør blevet ført mod ham.
De fleste af disse sager har været ret tynde og synes primært ført af politiske grunde; og det er da formentlig også den vigtigste grund til, at forskellige anklager mod Trump bare ikke rigtig synes at bide på de amerikanske vælgere. Alene på nuværende tidspunkt kører der fire forskellige retssager mod ham rundt om i landet, i deres egenart alle ganske forskellige.
Den alvorligste af disse er dog uden tvivl sagen i Georgia, ledet af Fani Willis, den offentlige anklager i Fulton Countys (delstatens befolkningsmæssigt største amt, der bl.a. indbefatter store dele af hovedstaden Atlanta). Sagen handler kort fortalt om, at Donald Trump umiddelbart efter valgnederlaget i november 2020, hvor han – endnu som siddende præsident (da efterfølgeren Joe Biden først officielt tiltrådte hvervet i januar 2021) – forsøgte at påvirke og måske endda få ændret stemmeoptællingen i delstaten.
Valget i Georgia var et af de tætteste i landet. Biden vandt således med blot 0,3% over Trump (49,5% mod 49,2%), og denne swingstat spillede derved en central rolle i Bidens endelige valgsejr.
Samme dag, 3. november 2020, afholdtes også en lang række andre valg rundt om i USA, herunder valget af Fulton Countys District Attorney (DA), som blev vundet af førnævnte Fani Willis. Hun besejrede overraskende den ellers længe siddende Paul Howard Jr., primært ved at love vælgerne to ting: At gå i kødet på den hadede Donald Trump, og at hun ikke længere ville lade det vigtige offentlige hverv i Georgia tilsmudses af korruption og sexskandaler. Det sidstnævnte var en slet skjult hentydning til Howard Jr., der netop på den tid var under anklage af en række tidligere medarbejdere for sexchikane og et fjendtligt arbejdsmiljø. Nogle år senere blev han i øvrigt frikendt i anklagesagen, men da var skaden for længst gjort.
Fani Willis kunne derfor indtræde i stillingen som den første sorte kvinde nogensinde i distriktet. Begge hendes valgløfter skulle dog på forskellig vis komme til at følge hende frem til i dag. Det ene eleverede hende til nationalt kendisniveau og en darling i Det Demokratiske Parti. Det andet skulle komme til at ride hende som en mare og udstille hendes hykleri.
Næsten øjeblikkeligt efter tiltrædelsen af sit offentlige hverv begyndte Willis at rette fokus mod den nu tidligere præsident Trump; en kriminalsag blev igangsat d. 10. februar 2021 mod ham og en lang række medvirkende konspiratorer. De følgende år udvidedes anklagen noget kontroversielt til en såkaldt RICO-sag (en føderal lov, der er skabt for at anklage og ramme hele forbryderorganisationer som mafiagrupperinger eller narkokarteller).
At en forhenværende præsident således blev sidestillet med nogle af USA's værste forbryderimperier faldt mange af hans støtter for brystet; og det understreger da også igen den voldsomme splittelse og de fundamentalt forskellige verdenssyn, der netop i disse år præger det politiske USA. Willis’ demokratiske støtter jublede, republikanerne rasede.
At den dømmende magt i USA overhovedet på denne måde kan blandes så kraftigt ind i politik, synes fra et dansk synspunkt umådelig sært. For selvom det amerikanske retssystem i teorien er en helt uafhængig og selvstændig gren i magtens tredeling, vælges både offentlige anklagere og en del dommere gennem lokale folkeafstemninger. Dette afstedkommer naturligvis også politiske valgløfter; disse lovpersoners ideologiske tilhørsforhold til f.eks. demokraterne eller republikanerne spiller følgende en stor rolle for, om de bliver valgt.
Ikke desto mindre har lige netop retssystemet alligevel gennem størstedelen af den amerikanske historie nydt en udbredt tillid hos befolkningen. En tillid, som f.eks. den lovgivende Kongres slet ikke har kunnet matche. For trods divergerende politiske ståsteder hos retsinstansens embedsfolk har den almindelige amerikaner grundlæggende stolet på, at lovmæssig retfærdighed kom først. Det har dog ændret sig voldsomt på meget kort tid. Faktisk er retssystemet i disse år genstand for større offentlig diskussion end vel nogen anden instans (måske med undtagelse af selve præsidentembedet) i USA. Og anklagerne kommer vel at mærke fra begge sider af det politiske spektrum; republikanerne fnyser over domstolenes påståede blødsødenhed over for kriminalitet, demokraterne fokuserer stadig mere intenst på, hvad de kalder domstolenes indgroede racisme.
Det var således et stormfuldt hverv, Fani Willis for lidt over tre år siden trådte ind i. Formentlig også præcis, hvad hun ønskede. Om hun grundlæggende blev drevet af etiske overvejelser eller politiske ambitioner, er svært at fastslå udefra. Men med sin sag mod Trump kanoneredes hun direkte op til superstjernestatus i den amerikanske offentlighed; spotlyset blev rettet mod hende fra både venner og fjender, og alle hendes udtalelser og skrivelser om sagen behandledes som breaking news i medierne. Men selv ikke den ambitiøse Willis kunne have forestillet sig, hvor meget i centrum hendes navn i disse dage skulle komme. For hun er fanget midt i en orkan; og der synes ingen vej ud af den.
Nepotisme, korruptionsanklager og ikke længere så hemmelig affære
Et af Fani Willis’ trumfkort i valget i 2020 var som tidligere nævnt anklagerne mod den dengang siddende distriktsanklager Paul Howard Jr. Han fremstod som en moralsk gennemhullet og lummer chef, der ikke forstod at sætte grænser for sig selv i forhold til sine kvindelige ansatte. Hun, derimod, repræsenterede alt det modsatte, i hvert fald i sin egen fortælling: Som sort kvinde vidste hun alt om at kæmpe mod urimelig modstand og undertrykkende, mandlige chefer. Og hendes moralske kompas var rigtigt indstillet.
Derfor var det da også noget af en mediebombe, da hun for nylig under ed måtte erkende gennem flere år at have haft en affære med sin underordnede, den 51-årige jurist Nathan Wade. Disse lurvede anklager startede egentlig på Reddit, et af internettets mest slibrige brændpunkter for mere eller mindre opdigtet sladder. Og blev derfor heller ikke indledningsvis taget synderligt alvorligt. Journalister fra navnlig republikanske medier blev alligevel nysgerrige, da sladderen ikke rigtig syntes at dø ud. Og efter at have undersøgt sagen nærmere, viste det sig, at der faktisk var noget om snakken.
De demokratiske medier afviste i begyndelsen enhver anklage og opstillede det hele – som det så ofte sker i den amerikanske offentlighed – som nedrige Trump-republikaneres forsøg på at trække en ellers ærlig og redelig politisk modstander gennem sølet. Fani Willis selv besøgte i et allerede nu berømmet tv-klip en lokal, sort kirke, hvor hun til tilhørernes store jubel udlagde det hele som endnu et eksempel på racisme. Onde kræfter ville fælde hende, alene fordi hun var sort.
Men efterhånden som medierne fortsat gravede i sagen, kom stadig mere for dagens lys. Og inden Willis igen kunne afvise det hele som en opdigtet tilsmudsningskampagne, begyndte hendes egne medarbejdere og tidligere venner på stribe at træde frem. Stort set alle bekræftede de, at Willis og Wade gennem længere tid havde været elskere.
Det er i sig selv ikke så meget affæren, der er det egentlige problem for Fani Willis (om end det lige nøjagtig omring retssager giver etiske og juridiske problemer i forhold til habilitet). Langt værre er det, at hun ender ed direkte løj om denne påståede affære, måske i et forsøg på at redde sit eget image eller stumperne af Nathan Wades kuldsejlede ægteskab.
Og dette er faktisk i sig selv nok til at få en advokat – for slet ikke at tale om en folkevalgt person i et offentligt retsmæssigt embede – disbarred (udelukket/frataget) fra retten til at udøve jura i staten Georgia. Ydermere går alvorlige anklager på, at Willis har misbrugt offentlige midler på sig selv og sin elsker.
Det undrede i sin tid mange, at hun hyrede Wade – en næsten ukendt advokat med et ikke specielt imponerende CV – til at føre en så vigtig og stor sag mod selveste den tidligere præsident Donald Trump. Som udpeget specialanklager medførte dette en voldsom høj løn på mere end 600.000 $. Penge, som bl.a. er blevet brugt på luksusrejser med og dyre gaver til elskerinden Fani Willis.
Det er blandt andet gennem Wades forsmåede og forståeligt vrede tidligere hustru (de blev separeret i slutningen af 2021), at en lang række beviser på affæren er kommet frem, bl.a. i form af kontoudtog, telefonopkald og intime beskeder. Det var også herigennem, der fandtes stærke indicier på, at affæren, modsat af hvad Fani Willis har villet indrømme, begyndte allerede før, hun i sin tid udpegede Wade til specialanklager foran en række langt mere kvalificerede navne. Og således også før, hans ægteskab ophævedes. Dette er siden bekræftet af flere medarbejdere på anklagerens kontor, hvor forholdet synes at have været en velkendt offentlig hemmelighed.
Alt dette er i juraens verden mere end rigeligt til få fjernet hende fra sagen. Muligvis vil det måske endda medføre, at en dommer helt lader sagen falde. Det sidste er det egentlige mareridtsscenarie blandt Trumps politiske modstandere, fortrinsvis i Det Demokratiske Parti.
Der er således ikke mange tilbage blandt demokraterne, hverken i politiske cirkler eller medier, der ikke nærmest bønfalder Willis om at trække sig helt og aldeles fra sagen. Håbet er derved, at den vigtige sag måske kan føres videre under ledelse af en anden. For hvis sagen helt bortkastes, ryger også den vigtigste forhindring mod Trump frem mod det kommende valg i november 2024.
Man har dog i den forbindelse gjort regning uden Fani Willis selv, der indtil videre i sine udtalelser helt tydeligvis ikke har tænkt sig at forsvinde fra den sag, der mere end noget andet har gjort hende nationalt kendt. I en nylig høring i retten (15. februar 2024) gik hun selv i vidnestanden og langede her kraftigt ud efter alle sine anklagere, herunder politiske fjender, tidligere venner og endda sin nu eks-elsker Nathan Wade. Med en sær arrogance forsøgte hun at fange anklageradvokaten i ordkløvende semantiske øvelser, mens hun benægtede enhver anklage; ud over at hun modvilligt måtte indrømme, at hun og Wade engang havde ”set lidt til hinanden”.
Det er yderst tvivlsomt, om denne benægt alt-strategi vil bære frugt, for der kommer næsten dagligt nye beviser på, at hun formentlig endnu engang har løjet for retten. Selv Wade har i den forbindelse erkendt, at han har dummet sig gevaldigt og undskyldt sin manglende dømmekraft. Men Willis spiller i stedet det efterhånden overbrugte offerkort: At hun blot er et uperfekt menneske, ramt af en ondsindet kampagne; og næret af en giftig blanding af racisme og kvindehad.
Ikke mange tror længere på hende, ikke engang de mest yderliggående af de demokratisk-venlige medier. Og det sandsynlige scenarie er, at hun med eller mod sin vilje tages af sagen. Om denne i så fald derefter kører videre, er særdeles usikkert. Det ved kun den distriktsdommer, Scott McAfee, der netop nu skal tage stilling hertil. Trumps folk håber naturligvis den falder, mens demokraterne krydser fingre for det modsatte.
Men for Fani Willis ser fremtiden sort ud. Hun lancerede sin karriere på løfter om at bekæmpe korruption og løfte sig langt over slibrige skandaler. I stedet synes hendes navn nu blot fremover at blive forbundet med offentlig hån, vanære og skandale.
Anders Næsby, februar 2024
Tilføj kommentar
Kommentarer