En ny meningsmåling fra CNN (foretaget d. 18.-23. april 2024) viser, at Donald Trump på landsplan nu fører med 6 procentpoints (49% mod 43% til Joe Biden). Målingen har sendt chokbølger gennem politiske analytikere i de mere demokratisk-venlige medier; herunder CNN selv, der brugte flere aftener på at dechifrere tallene og prøve at analysere sig frem til, hvorfor i alverden det er gået så galt for demokraterne i almindelighed og præsidenten i særdeleshed.
De nåede dog ingen sensationel ny indsigt. I stedet kunne konklusionen kort fortalt koges ned til den høje inflation (som i amerikanske medier stadig bindes op på nedlukningen under corona, selvom denne undskyldning er ved at være lidt tyndslidt), samt de voldsomme antijødiske- og israelske demonstrationer, der netop i denne tid udspiller sig på navnlig universiteterne.
Danske medier har i høj grad købt ind på især den sidste af disse præmisser; og det udlægges af flere såkaldte USA-eksperter således, at Biden med sin stædige støtte til Israel er ved at smadre støtten blandt især de unge vælgere – det har dog mildest talt vist sig at være en sandhed med modifikationer (dette belyses senere i artiklen).
Men hvad grundene så end er, så lyver de nationale tal i første omgang ikke. Som det ser ud nu, står Biden til at lide et eklatant nederlag. For selvom der stadig er et halvt år til valget – og det er lang tid i moderne politik – så har den politisk-analytiske diskurs på dette område traditionelt været, at en kandidat gerne på nuværende tidspunkt skal ligge på mindst 45% for at have en fighting chance til november.
Det er i den forbindelse også værd at huske på, at Trump ikke stod til at vinde valget i én eneste af de større landsdækkende meningsmålinger frem mod valget i 2016 – hvor han som bekendt på valgnatten sensationelt besejrede Hillary Clinton – og i 2020, hvor Trump ifølge alle målinger ville miste sit præsidentembede med et brag, viste valgaftenen sig at blive langt tættere, end nogen havde forudset. Med andre ord har Trump derved vist en tendens til at overgå statistikernes forudsigelser i de to foregående valg.
Endnu værre for Biden er det næsten, at denne føring uheldigvis for demokraterne i et vægtet gennemsnit af alle større nylige målinger manifesterer sig i 7 af de mest afgørende swingstater frem mod valget: Wisconsin (49,3% mod 47,5%), Pennsylvania (48,3% mod 47,7%), Arizona (49,3% mod 44,3%), Michigan (46,3% mod 45%), Nevada (48,8% mod 44%), Georgia (49,7% mod 45,7%) og North Carolina (48,4% mod 43%).
Trump fører altså i alle disse syv swingstater på nuværende tidspunkt over Biden. I nogle tilfælde som Pennsylvania ganske snævert, i andre med op mod 5%. Ingen af føringerne ville være umulige at hente for Biden, men det begynder at se kritisk ud. Et vægtet gennemsnit af alle staterne ville således lige nu give en ganske markant valgsejr til Trump; han står til at vinde med 312 valgmænd mod blot 226 til Biden.
Dog skal det her også indskydes, at de seneste års politiske virkelighed overalt i den vestlige verden har vist, at gamle ”sandheder” (såsom hvilke procentpoint en kandidat bør have på nuværende tidspunkt) ikke rigtig gælder længere; tingene kan simpelthen gå så stærkt, at ingen kan vide sig sikre. Man kan derfor heller ikke på nogen måde konkludere, at valget endnu er afgjort. Meget kan nå at ændre sig, ikke mindst i disse urolige tider.
En Kennedy kan skabe ravage i valgkampen
En tredje kandidat, den nu uafhængige Robert Kennedy Jr., er helt uden chance for at vinde præsidentvalget; dette må gøres helt og aldeles klart. Men han kan ikke desto mindre skabe store problemer for begge de to store kandidater.
Formentlig er problemerne her størst for Biden. Kennedy kom trods alt selv fra Det Demokratiske Parti og tiltrækker objektivt set nogle af de mere konservative og midtsøgende af de demokratisk orienterede vælgere. På den anden side appellerer han også i sine mere løsgående (nogle ville sige konspiratoriske) holdninger til de mere perifere anti establishment-stemmer, som Trump de seneste år har haft et ganske solidt greb i.
Det er ikke til at sige, hvor stort et indhug han kan gøre i de demokratiske og de republikanske vælgerskarer. Indtil videre er han nået ganske langt med sin simple plain spoken-kritik af stort set alt, hvad der bare lugter af regeringsindblanding og ved at lyde som ”en mand af folket”. Men mere dybdegående spørgsmål er han ikke sluppet specielt godt afsted med. Hans helt klart største trumfkort er da også utvivlsomt efternavnet; en Kennedy er bare noget specielt i amerikansk politisk folklore. Om han viser sig som valgets store X-faktor eller bare bliver mere og mere usynlig de næste måneder, kan ingen dog endnu sige.
Mørke skyer i Trumps horisont
For Donald Trump ser tingene fra et rent politisk og vælgermæssigt synspunkt ved første øjekast ganske lyse ud; Joe Biden er upopulær i alle meningsmålinger, ligesom der fra alle sider stilles stadig større spørgsmålstegn til hans mentale tilstand.
Bidens mest umiddelbare afløser, vicepræsident Kamala Harris, er utroligt nok endnu mere ildeset end han. Og Harris er efter sigende også helt lagt på is internt i Det Hvide Hus, hvor ingen længere har tiltro til hendes evner som hverken kommunikator, politisk håndværker eller stemmesluger; ikke engang hos de sorte kvindelige vælgere, hun egentlig i sin tid var udpeget for at appellere til.
Samtidig vinder Trump stadig mere popularitet hos vælgergrupper, der traditionelt har støttet demokraterne; navnlig de spansktalende latino-stemmer og sorte (for sidstnævnte dog mest hos den mandlige del).
Trump har så til gengæld et endnu ganske markant retsligt problem. Det er naturligvis vanskeligt helt at adskille fra det politiske i et valgår, men formelt er der tale om jura. Flere demokratisk ledede stater arbejder således på at forbyde hans navn i at optræde på stemmesedlen til præsidentvalget. Det er selvsagt et voldsomt træk, og der er her tale om næsten uberørt juridisk jord i USA.
Det er da bestemt heller ikke sikkert, de får held hertil. En så afgørende beslutning om det vigtigste af alle demokratiske valg i USA – reelt det mest betydningsfulde i den vestlige verden – vil på en eller anden måde komme omkring Højesteret. Og der vil det formentlig falde.
Noget ganske andet er så de politiske følger af de utallige retssager mod Trump. Hidtil har det frustreret demokraterne voldsomt, at intet rigtig synes at bide på ham. Man kaldte i sin tid Reagan for teflon-kandidaten, men de uheldige sager, der klyngede sig til 80’er-ikonet, var nærmest uskyldige i forhold til anklagerne mod Trump.
Indtil nu har det bare ikke rigtig givet udsving i meningsmålingerne; næsten tværtimod. Måske fordi demokraterne (med god hjælp fra store dele af den brede presse) gennem otte år nærmest uafladeligt har ført retssager og kampagner mod den forhadte Trump, som aldrig rigtig er blevet til noget. Vælgerne har efterhånden mistet interessen, og en ”Peter og Ulven”-effekt synes at være slået igennem. Med det lidt specielle twist, at vælgerne nu ligefrem finder sympati for Trump, hver gang nye anklager rettes mod ham.
Men det kan på et tidspunkt måske alligevel vende. For selvom Trump ikke rent faktisk dømmes (og skulle han blive det på lokalt plan, vil det helt sikkert appelleres og derfor køre videre også under valget) klynger historierne sig alligevel til ham. De mest hardcore Trump-supportere vil ikke kunne rokkes, ligegyldigt hvad. Det er dog muligt, at en del af de uafhængige, som i sidste ende ofte afgør præsidentvalg i USA, måske kan. Denne vitale del af vælgerskaren hælder lige nu i overvejende grad Trumps vej; skulle det ændre sig, kan det være Bidens og demokraternes nøgle til at vinde valget i november.
Lige nu har Biden dog nok at se til med at få slukket de interne brande i sit eget parti, der lidt uventet for alle er slået ud efter terrorangrebet mod Israel 7. oktober 2023 – og som brænder stadig vildere i netop denne tid. For den Israel- og jødekritik, der pludselig har manifesteret sig på universiteternes campusser, synes at have sendt en kile ind gennem Det Demokratiske Parti.
Hvor republikanerne stort set enstemmigt fordømmer opstandene, har demokratiske politikere været anderledes splittede. Der er ganske mange kongresmedlemmer, der ligesom republikanerne tager kraftig afstand; men et større mindretal i partiet – ikke mindst den berygtede og stærkt venstreorienterede gruppe kendt som The Squad (hvoraf Alexandria Ocasio-Cortez er klart den mest kendte i danske medier) – har åbenlyst støttet selv de mest svælgende og i nogle tilfælde voldelige af de antijødiske demonstranter. Og dertil i bryske vendinger kritiseret, at Biden har stået fast i sin støtte til Israel og det jødiske mindretal i USA.
Som nævnt tidligere i artiklen har det i danske medier været udlagt således, at Biden her har skudt politisk forbi og er håbløst ude af trit med tidens unge. Måske fordi de danske medier i overvældende grad er domineret af stærkt venstreorienterede journalister, der nærmest som en selvfølgelighed altid tager parti imod Israel.
En nylig national meningsmåling i USA har dog til de politiske kommentatorers overraskelse vist, at hele 80% af amerikanerne støtter Israel i Gaza-konflikten; og mindst lige så interessant i endnu højere grad tager kraftigt afstand fra de voldelige optrin på universiteterne – hvor der råbes slagord om at udslette jøder og om opbakning til Hamas og intifada.
Opbakningen til Israel og det jødiske mindretal er derfor også ganske markant langt ind i Det Demokratiske Parti; med andre ord er det ikke Præsident Biden, men de venstrerabiate unge, der er totalt ude af trit med, hvad den amerikanske gennemsnitsvælger faktisk mener.
Alt dette kan måske endda på sigt vise sig at blive en fordel for Biden; for selvom republikanerne og Trump har samme holdning – og helt entydigt tager parti for Israel – har præsidenten netop ved at modstå et internt pres vist både mod og lederskab; værdier, der vægtes højt hos de uafhængige midtervælgere. Så det er faktisk muligt, navnlig når bølgerne på sigt lægger sig en smule, at han kan vinde en del af disse tilbage til sin fold.
Samtidig er det utænkeligt, at de Hamas-støttende unge nogensinde ville stemme republikansk. Det er selvfølgelig muligt, de som protest mod Biden vælger helt at blive væk på valgdagen; men at lægge deres stemme hos den forhadte Trump gør de i hvert fald heller ikke.
Hvem der egentlig kommer bedst ud af den igangværende ballade er derfor ikke så åbenlyst, som det ved første øjekast virker. Og trods den seneste og for demokraterne ganske deprimerende præsidentvalgsmåling, kan både problemer og lyspunkter i horisonten for både Biden og Trump, utallige X-faktorer og den amerikanske politiks evige foranderlighed gøre valget langt mere spændende, end det netop nu tegner til.
Anders Næsby, maj 2024
Tilføj kommentar
Kommentarer