En bombe under det amerikanske valg…?

Det skortede ikke på de store gloser, da dommen over Donald Trump faldt d. 30. maj 2024 i sagen i New York om de såkaldte tys tys-penge til en tidligere pornostjerne og mulig ulovlig bogføring. 34 anklagepunkter var rettet mod The Donald, og han blev dømt skyldig i dem alle. Det af pressen så overbrugte ord ”historisk” blev naturligvis flettet ind i stort set alle overskrifter – og denne gang er der faktisk noget om det.

For det er af flere grunde historisk. Ikke alene er det ganske uhørt, at tidligere præsidenter rammes af en retslig dom. Vi befinder os endvidere på helt ubetrådt grund, når en førende kandidat til det kommende præsidentvalg måske må se sig begrænset af juridiske lænker. Derved er vi også helt inde at pille ved selve kernen i demokratiske valgprocesser i den vestlige tradition. For det er nærmest umuligt at overskue konsekvenserne af en proces, hvor kandidater reelt kan blive forhindret i at gå til valg på lige og retfærdige vilkår.

Med dommen er der skabt ny præcedens for politik. Man kan nu gå systematisk efter politiske modstandere – og de ellers hæderkronede domstole, der i amerikanernes øjne har spillet en vital rolle som tredje gren af magtdelingen, den upartiske vagthund over for partiske politikere – er nu endegyldigt også forfaldet til bias, politisering og forudindtaget partidisciplin.

Men er Trump da ikke skyldig, tænker mange? Tjoo, det er han muligvis – selvom sagens teknikaliteter er vanskelige at gennemskue for ret mange andre end jurister. Men havde det ikke været netop den af mange så hadede Trump, var sagen næsten med sikkerhed aldrig blevet ført. Og heri ligger problemet; navnlig når det drejer sig om tidligere præsidenter – og i dette tilfælde endda én, der stiller op til genvalg.

For det åbner den meget bekymrende præcedens, at man nu kan gå juridisk efter politiske modstandere; og blot sørge for at føre sagen i et juridisk distrikt, hvor majoriteten deler ens egne synspunkter og afskyr modstanderens.

Der kan i den forbindelse findes en del lignende eller langt mere alvorlige sager, der aldrig er blevet kørt mod både tidligere og nuværende politikere – men som nu muligvis en dag vil blive det; Hillarys Clintons berømmede mailsag, George Bush og behandlingen af fangerne i Abu Ghraib-fængslet i Irak i starten af 00’erne, Joe Biden og fjernede/stjålne klassificerede dokumenter (fra en tid, hvor han vel at mærke ikke var præsident, i modsætning til Trumps lignende sag), og sådan kunne man fortsætte.

Dermed reduceres USA's ellers stolte retssystem – der vel traditionelt har ageret mere politisk uafhængigt end nogen andre retsinstanser i verden – til noget, der mest minder om en bananstats; som et instrument for magthaverne til at fælde, straffe eller ydmyge politiske modstandere.

Dette scenario burde alle bekymre sig over, selv de mest indædte Trump-hadere; for det kan meget pludseligt ramme dem selv som en boomerang.

Betydning for den videre valgkamp  

Biden og demokraternes strategi for resten af valget synes nu ganske klar: Bliv ved at gentage for vælgerne, at Trump er en ”convicted felon” – en dømt forbryder. Og ja, det skal formentlig nok ræsonnere med en del af de uafhængige eller ikke-besluttede vælgere.

Det bliver dog særdeles interessant at se, hvordan vælgerne så faktisk reagerer på dommen. Mange har i tiden under retssagen – interessant nok også blandt uafhængige og endda en del demokrater – erklæret, at de ser sagen som fortrinsvis politisk.

Den første større, nationale meningsmåling mellem Biden og Trump, der laves efter domsfældelsen, bliver derfor virkelig værd at holde øje med. De politiske eksperter gætter og tolker, men reelt ved ingen endnu, hvilken vej vælgerne læner.

Ganske interessant er det i den forbindelse, at Trump-kampagnens webside for økonomiske donationer simpelthen brød sammen i timerne efter dommen; fordi så mange amerikanere i ren forargelse over dommens udfald spontant ønskede at donere penge til Trumps genvalg.

Hvis denne tendens fortsætter, burde demokraterne virkelig være bekymrede. For i så fald kan dommen på forunderlig vis reelt vise sig at være til gavn for Donald Trump; hans budskab om at kæmpe en ensom kamp mod et magtfuldt, korrupt og elitært system vil virke stadig mere plausibelt i mange vælgeres øjne.

I første omgang skal man dog være mere end forsigtig med den slags forudsigelser. For naturligvis ville situationen have været betydelig mere positiv for Trump, hvis han var blevet frikendt. Og prædikatet som dømt forbryder vil alt andet lige være et tyngende åg, han modstræbende er nødt til at slæbe med sig gennem valgkampen.

Dette problem kan blive endnu mere presserende, idet der falder dom nogle få dage før det republikanske konvent i juli (15.-18. juli 2024) – også dette er en helt vild og yderst sprængfarlig situation.

Der er næppe nogen tvivl om, at Trump vil appellere dommen; og den kan let lande helt oppe på højeste juridiske niveau, altså i Højesteret. Simpelthen fordi hele situationen har så stor betydning for USA's juridiske, politiske og nationale fremtid.

Den mystiske og malplacerede debat

Spændende bliver også – ikke mindst efter dommen – den debat, som Trumps og Bidens teams til alles overraskelse blev enige om at afholde allerede før sommerferien (den 27. juni). Det er ganske uhørt at afholde en præsidentvalgkampsdebat så langt fra selve valget – og selvom denne nyhed er druknet lidt i hele snakken om retssagen den seneste tid, er det særdeles interessant at reflektere over, hvorfor de hver især har sagt ja til det.

For Trump er motivet nok det mest tydelige. Selvom han ikke ligefrem selv er nogen Sokrates i debatter, føler han og hans team sig formentlig ganske overbeviste om, at de kan fremstå bedre og ikke mindst mentalt friskere end Joe Biden, som stadig oftere fumler rundt i sine egne ord – og det endda med fortrykte teleprompter-taler. Chancen for, at præsidenten kommer til at fremstå kognitivt besværet i et mere frit og uforudsigeligt debatforum virker ganske stor.

Og det frembringer derfor det oplagte følgespørgsmål, hvorfor Biden så egentlig er gået med til det; og efter sigende endda var den, der foreslog det (i hvert fald hans team). Dette spørgsmål har også naget USA's ledende politiske kommentatorer, der ikke rigtig er nået frem til brugbare svar.

Det mest indlysende er, at Biden for tiden er ganske langt efter Trump i meningsmålingerne. Og demokraterne er derfor nødt til at satse stort. Skabe en situation, hvor Biden kan vende stemningen med en god præstation; og selvfølgelig håbe, han ikke får et af sine famøse udfald eller deciderede mentale nedsmeltninger. Kan han holde fatningen og koncentrationen, burde hans politiske erfaring og ganske store viden faktisk – i teorien – kunne give en debatsejr over Trump, der ofte forfalder til mere eller mindre løsslupne og improviserede punchlines. Om ikke andet kan Biden blot gentage det nu gangbare udsagn om, at hans modstander er en dømt forbryder.

Det er en mulighed, om end der ville være mange risici forbundet hermed. Selv en mentalt klar Biden har i øvrigt heller aldrig været kendt som nogen stor debattør.

Der kan dog være et andet og mere skyggefuldt motiv for at afholde debatten allerede nu. Og her skal vi bevæge os ind grænselandet mellem politisk teori og konspirationer; men det er nogle gange der, man havner, når der mangler oplagte og klare motiver for ulogiske handlinger. For det er både sært og ulogisk, at Biden har valgt at debattere mod Trump så tidligt i valgkampen.

Det mulige svar på denne gåde er, at Biden måske slet ikke bliver demokraternes kandidat til efteråret. Her er det vigtigt at huske, at partiernes kandidater, primærvalgsdelegerede eller ej, først formelt vælges på partikonventerne. Demokraternes ligger i august 2024, en måneds tid efter republikanernes.

Bidens mange problemer, politiske såvel som kognitivt, har efter sigende udløst panikstemning i Det Demokratiske Parti. Og mere end én partisværvægter må i den seneste tid have hvisket præsidenten i øret, at han bør træde til side for partiets bedste. Det har Biden indtil videre kategorisk nægtet; også i fuld offentlighed, og endda flere gange. Der er næppe heller tvivl om, at han ønsker at fortsætte som præsident.

Men det er ikke umuligt at forestille sig, at Biden selv er klar over sine stadig mere tydelige begrænsninger. Og at han derfor har givet det løfte til stærke kræfter i partiet, at han vil trække sig ”af helbredsmæssige grunde” på selve konventet, hvis han viser sig ikke at kunne stå distancen under debatterne. Lykkes han derimod med det, vil partiet enstemmigt samle sig bag ham og kaste alle kræfter og ressourcer ind i hans genvalg.

På den måde bliver den tidlige juni-debat en win/win-situation for demokraterne. Kommer Biden sejrrigt ud af debatten, styrker han kraftigt sine chancer for valgsejr til november. Taber han, åbnes døren for en yngre kandidat, som partiet kan samles om – f.eks. Michelle Obama eller den progressive og i partiet yderst populære Californien-guvernør Gavin Newsom.

Dette kan lyde som et vildt scenarium, men det er måske mere realistisk, end det ved første øjekast virker. Demokraterne, det politiske etablissement og ikke mindst Bidens nærmeste må alt andet lige være bekymrede for gamle Joes hurtigt falmende helbred; ikke mindst hvis en ny second term på fire lange, yderligere år bliver vundet.

Endnu mere vildt kan hele scenariet blive, hvis det viser sig, at Trumps dom også ender med at forhindre ham i at stille op. I så fald kan det absurde ske, at præsidentvalget i verdens ledende stormagt om blot fem måneder kan blive en kamp mellem to kandidater, som ingen endnu kender navnene på.

Kan den slags overhovedet forekomme i et velanset demokratisk samfund? Det kan ved første øjekast virke usandsynligt. Men, som man vist siger: ”Only in America…!”

Anders Næsby, maj 2024