Vi nærmer os hastigt den tid i en amerikansk præsidentvalgkamp, hvor spekulationerne om valg af vicepræsidentkandidater for alvor eksploderer. Medierne, også de sociale, svælger i disse dage over i en sær kombination af anonyme kildetips, løse rygter og rene gætterier om navne, der kunne være i spil.
Valget af vicepræsidenten har altid været en lidt speciel kategori i amerikansk politik; på én gang uhyre vigtigt og samtidig sært uvæsentligt. Man forsøger som udgangspunkt altid at skabe en stærk valgseddel; med to gode, velkendte navne, som i den perfekte kombination kan skabe både politisk ligevægt og understøtte hinandens styrker og svagheder.
Historisk set har logikken ofte været, at man så at sige skaber en afbalanceret stemmeseddel; altså at den valgte vicepræsident skal dække områder ind, hvor selve kandidaten måske ikke er så stærk. Det være sig geografisk, politisk eller værdimæssigt. Endnu vigtigere er det, at vicepræsidenten kan appellere til vælgergrupper – eller vigtige swingstater – som kandidaten ikke selv formår at vinde.
I den dur kunne det give fin mening for en hvid, rig forretningsmand som Trump fra New York, med relativt liberale holdninger til familie og ægteskab, at vælge en sort, kristen-konservativ kvinde fra Syden eller Midtvesten. Om sådan én faktisk kunne findes som en nogenlunde kendt spiller i Det Republikanske Parti.
Der er ikke nogen klare regler for, hvornår eller hvordan den endelige kandidat skal annonceres. Dog skal de ligesom selve præsidentkandidaten formelt vælges på konventet (som ligger i henholdsvis juli for republikanerne og august for demokraterne). Og eftersom der gerne skal gives et indtryk af nogenlunde enighed og samhørighed for tv-seerne og pressen, skulle der også gerne være en eller anden form for oplagt bud i spil hos partiernes ledende kræfter og bagland.
Derved er det også ved at være nu, den endelige jagt på kandidaterne udspiller sig. Trods formaliteterne om konventbeslutninger er det i sidste ende reelt den valgte præsidentkandidat, der peger på sin running mate. Og dennes ord vægtes derfor særdeles højt.
Ikke desto mindre er der et hav af faktorer, der også inddrages i beslutningen. Personlige præferencer er en af disse – kan kandidaten rent faktisk lide sin vicepræsident – om end dette ofte må vige for andre hensyn. Helt tåbeligt er det nu ikke at vægte netop dette person-kemiske forhold højt; ofte får vicepræsidenten en central regeringsrolle, og det er ganske vigtigt, at der kan opretholdes et frugtbart samarbejde mellem de to, i hvert fald formelt set, mest magtfulde mennesker i USA.
Det modsætte har dog oftere været tilfældet. Der er talrige eksempler i amerikansk historie på, at præsidenten og vicepræsidenten ikke har kunnet udstå hinanden – og derfor mere og mere er forfaldet til at modarbejde hinanden på indre linjer, lægge politiske fælder for hinanden eller sågar taget skænderierne ud i den åbne offentlighed. Det nuværende forhold mellem Biden og Kamala Harris tilhører denne uheldige kategori; det er således velkendt, at Biden og hans nærmeste folk betragter Harris som både politisk inkompetent og personligt upålidelig. Og helst holder hende på størst mulig afstand.
Dette forhold – kombineret med Harris’ mangel på popularitet, selv blandt sorte vælgere – har fået nogle medier til at spekulere i, om Biden kunne finde på at gå hele vejen og rent faktisk udskifte sin vicepræsident frem mod valget. Der er sket før i USA's historie for two term-præsidenter, om end det hører til sjældenhederne. Abraham Lincoln gjorde det f.eks. i 1864, det samme gjorde Franklin Roosevelt i både 1940 og 1944 (Roosevelt sad som eneste præsident i landets historie i mere end to perioder).
I sidste ende er det dog nok mest sandsynligt, at Kamala Harris får lov at forblive på valgsedlen sammen med Joe Biden. Trods alle hendes åbenlyse mangler som politiker, evindelige brølere og næsten pinagtige taleevner, ville det simpelthen koste for megen politisk valuta at skifte hende ud. Stærke stemmer i den mest venstreorienterede og progressive del af baglandet, herunder markante sorte stemmer som Oprah Winfrey, Jesse Jackson og Al Sharpton, ville givet fare i flint og skabe voldsom uro op til og under konventet, hvis det skulle ske. Og faren for Biden ville følgende være, at markante grupper simpelthen ville vælge at blive væk på valgdagen (stemme republikansk gør de trods alt nok alligevel ikke).
Risikoen ville simpelthen være for stor ved at udskifte og fyre den første sorte kvinde på vicepræsidentposten – og så er det stort set irrelevant, om Kamala Harris har vist sig aldeles uduelig og overraskende upopulær, selv langt ind i demokraternes egen vælgerbase.
Så der er da for demokraterne et vist håb om, at i hvert fald denne del af tiden frem mod valget så nogenlunde kan foregå udramatisk. Det gælder dog selvfølgelig kun, hvis Biden rent faktisk kommer til at stille op som sit partis spidskandidat; rygterne herom lever stadig, om end dette ikke skal berøres yderligere i denne artikel.
Hvem peger Donald Trump på?
Hos republikanerne er spørgsmålet om valg af vicepræsidenter et fuldstændig åbent spørgsmål. Der spekuleres blandt politiske kommentatorer på livet løs, men meget lidt vides reelt på nuværende tidspunkt.
På Fox News offentliggjorde den kendte og blandt republikanere populære vært Jesse Waters torsdag d. 6. juni en såkaldt ”VP shortlist” med tre navne, som ifølge hans kilder skulle have særlig bevågenhed fra Trump-staben. Og at disse tre var i færd med at blive vetted (analyseret og undersøgt tilbundsgående).
De tre navne er den 39-årige Ohio-senator J.D. Vance, North Dakotas 67-årige guvernør Doug Burgum og Florida-senatoren Marco Rubio (53 år). Alle er de interessante og blandt republikanerne ganske velansete navne, som der dog også i alle tilfælde kan findes argumenter imod at vælge.
Den mest kontroversielle figur af disse tre er uden tvivl J.D. Vance, som har ry for at være endnu mere yderligtgående i sine holdninger end Trump selv; og som er endnu mere konfrontatorisk mod demokraterne, der helt og aldeles afskyer ham. Han står stærkt hos de inkarnerede såkaldte MAGA-republikanere (Make America Great Again), som ganske givet ville glæde sig over valget. En anden fordel for Trump er Vances hjemstat Ohio. Denne er traditionelt en af de vigtigste swingstater ved præsidentvalg og kan med sine 17 valgmænd (270 er det magiske antal, det kræves for at vinde) blive en afgørende faktor til november.
På den anden side vandt Trump staten i både 2016 og 2020 uden Vances hjælp. Og meningsmålingerne lige nu tyder ikke på, at det står til at ændre sig. Samtidig ville senatoren næppe kunne tiltrække mange vælgergrupper, som Trump ikke alligevel har i sin fold. Rent strategisk giver det derfor mindre mening – og må falde i kategorien for mindre realistiske valg.
Et andet navn på listen, Doug Burgum, synes på mange måder også at være et relativt uspændende valg. Ligesom Trump er han en succesfuld og nogenlunde selvskabt mangemillionær, og der kunne derfor være en vis gensidig synergi mellem de to. Det er dog vanskeligt at få øje på, hvordan han skulle gavne i en valgkamp; han er ikke specielt kendt på nationalt plan (selvom han faktisk stillede op i primærvalgkampen og meget hurtigt forsvandt ud af billedet igen), hans hjemstat North Dakota er med sine blot 3 valgmænd for lille til for alvor at gøre en forskel (og i øvrigt en stat, der næsten med sikkerhed vælger republikansk alligevel) og han vil ligesom J.D. Vance have vanskeligt ved at nå vælgergrupper, Trump ikke allerede selv appellerer til.
Langt det mest interessante navn på Fox News’ VP shortlist er Marco Rubio. Han har markeret sig på den nationale scene og er et ganske kendt og velanset ansigt i republikanske kredse. Som senator i Florida ville han kunne medvirke til at sikre Trump sejren i denne vitale og valgmandsstærke stat (hele 30 valgmænd kan vindes her). Måske endnu vigtigere er det, at Marco Rubio, som navnet indikerer, er af spansk oprindelse og derfor for alvor kan appellere til de latinostemmer, der i disse år stadig mere kigger republikanernes vej – men som ellers traditionelt har stemt demokratisk.
Skulle Trump vælge Rubio – eller for den sags skyld den endnu mere kendte guvernør i Florida, Ron DeSantis – ville der dog opstå et konstitutionelt problem, idet 12. forfatningstillæg siger, at en præsident og en vicepræsident ikke må være indbyggere i samme stat. Trump er født i og har i årevis boet og arbejdet i New York, men har for nuværende adresse på sin resident Mar-a-Lago i Florida – og har efter sigende ingen intentioner om at flytte. Det kunne så i princippet løses ved, at Rubio flyttede adresse til en anden stat; men det ville være risikabelt med tanke på hans egen politiske fremtid, navnlig hvis republikanerne skulle tabe præsidentvalget.
Dette problem til trods synes Rubio at være det klart bedste valg på Fox News-listen. Hvis denne da overhovedet står til troende.
Der florerer således også en del andre lister i pressekredse på både 4, 7 og 10 navne, som også ifølge andre unavngivne kilder skulle være inde i billedet. Nogle af disse navne tilhører den lidt mere overraskende og vovede kategori.
Et interessant og anderledes valg for Trump kunne være den ganske unge politiske opkomling Vivek Ramaswamy, der på rekordtid har skabt sig et navn i Det Republikanske Parti. Han stillede op til primærvalgene som næsten ukendt og blev som alle andre hurtigt fejet af banen af Trump – men formåede modsat de fleste faktisk at markere sig positivt gennem fine debatpræstationer og en klar, tydelig kommunikation, der ræsonnerede godt med vælgerne. Som blot 38-årig self made forretningsmand og forfatter er han nærmest inkarnationen af den moderne amerikanske drøm. Denne søn af indiske indvandrere vil muligvis også kunne fange interessen hos de ikke-hvide vælgere, der som helhed oftest stemmer demokratisk. Han har ydermere gennem længere tid været en af de stærkeste stemmer i at rose og forsvare Trump, som efter sigende godt kan lide den unge mands holdninger og intellekt.
På minussiden tynger, at Vivek slet ikke har nogen egentlig politisk erfaring eller noget større netværk (han er således hverken guvernør eller medlem af kongressen – noget der ellers regnes som et must for kandidater).
Et andet spændende bud med appel til de ikke-hvide stemmer er den 58-årige South Carolina-senator Tim Scott. Som den eneste sorte republikaner i Senatet ville han for alvor kunne udfordre demokraterne på de sorte vælgere (om end disse stadig klart hælder demokratisk) – og han er tilmed ganske populær i sin hjemstat, som Trump har brug for at vinde. Det tyder alle målinger dog også på, at han gør.
På negativsiden tæller, at han er ganske konservativ, næsten en hardliner, på værdispørgsmålene. Herunder det altid kontroversielle og politisk eksplosive abortspørgsmål, hvor han er langt mere markant end Trump selv i sin modstand. Selvom dette ville glæde det religiøse heartland-segment af Det Republikanske Parti, ville det utvivlsomt blive et problem på nationalt plan. Retten til abort er et af de emner, hvor flertallet af amerikanerne – og især kvinderne – klart mest støtter demokraterne.
En af måderne at imødegå dette problem på – og det faktum, at kvinder i højere grad end mænd lægger deres stemmer hos demokraterne – kunne for Trump være at pege på en kvindelig vicepræsidentkandidat.
Det er ikke sket ofte hos republikanerne. Og der er dårlige minder herom, især med tanke på John McCains katastrofale valg af den ganske ukendte og, skulle det vise sig, totalt uregerlige og kontroversielle Alaska-guvernør Sarah Palin op til valget i 2008.
Af de mulige kvindelige kandidater ville nok kun den voldsomt kontroversskabende Marjorie Taylor Greene (kongresmedlem fra Georgia) falde i samme tosse-kategori som Sarah Palin. Men hun regnes heller ikke rigtig som nogen seriøs kandidat blandt kommentatorer.
Det gør til gengæld andre kvindelige navne. Den 52-årige Nikki Haley, der tidligere har været både guvernør i South Carolina og USA's FN-ambassadør, fik ganske stor opmærksom, da hun længst af alle stædigt forblev i primærvalgkampen mod Donald Trump. I den forbindelse fik hun dog også skabt en del problemer for sig selv med sine mange og ganske grove angreb mod Trump, som efter sigende ikke kan udstå hende personligt. Hendes popularitet var da også langt større i den udenlandske presse, herunder i høj grad den danske, end den reelt er i USA. Og især i Det Republikanske Parti har hun ikke mange støtter tilbage. Valget af hende synes derfor meget usandsynligt, selvom det rent strategisk kunne give fin mening – med tanke på hendes køn, appel til de sydlige stater og relativt moderate holdninger i værdispørgsmål.
Et andet interessant valg på kvindesiden kunne være det 43-årige kongresmedlem Tulsi Gabbard, der faktisk oprindelig valgtes til kongressen for demokraterne, men siden har skiftet parti. Alene denne fortælling ville være guld værd i en valgkamp, hvor hun ville kunne turnere på alverdens valgsteder og tv-interviews med budskabet om, at Det Demokratiske Parti ”har mistet sin sjæl og forladt sine hårdtarbejdende kernevælgere”. Dertil kommer, at Gabbard har samoanske og hindi-rødder og derved ville kunne appellere til vælgersegmenter, republikanerne ikke normalt når. Hendes smukke, tiltalende udseende ville ganske givet også klæde stemmesedlen hos et republikansk parti, der ofte har kæmpet med myten om at hænge for meget fast i fortiden og kun være for ældre og lidt tørre hvide mænd.
På problemsiden er dog, at Gabbard er fra den lille og relativt uinteressante stat Hawaii, der alligevel stort set altid stemmer demokratisk til præsidentvalget. Der er derfor ikke rigtig noget at hente for Trump i valgmandskollegiet. Ydermere og vigtigere er hendes stjerne ikke voldsomt stor blandt den magtfulde del af Det Republikanske Parti, der betragter hende som en upålidelig opportunist – og trods hendes gode evner til at kommunikere og svare på spørgsmål i medierne føler man sig simpelthen ikke sikker på, hvor man ville have hende i centrale politiske spørgsmål.
Det mest interessante kvindelige bud er måske i virkeligheden den 39-årige Elise Stefanik, kongresmedlem fra New York, der trods en relativt kort politisk karriere virkelig har skabt sig et stærkt navn i partiet de seneste år. Hun har vist en imponerende evne til at kommunikere og spidde politiske modstandere i debatter og høringer i Kongressen. Især hendes stærke og oprigtigt forargede afhøring af de tre Ivy League-rektorer d. 5. december 2023 om antisemitisme på universiteterne katapulterede hende højt op på den politiske stjernehimmel – og da især klippet af hendes hudflettende spørgsmål til den nu tidligere Harvard-leder Claudine Gay blev set af hundredvis af millioner mennesker i USA og hele verden, blev hun med ét kendt i den brede offentlighed.
Det siges da også, at Donald Trump personligt blev imponeret af hendes optræden på den famøse dag. ”She is a killer!”, skulle han således anerkendende have sagt til sine nærmeste rådgivere, og siden da har hun aldrig rigtig forladt hans radar. Ydermere har hun allerede før sin nu berømte optræden været blandt de varmeste Trump-fortalere – også dengang for over et år siden, hvor hans politiske karriere virkede som et overstået kapitel.
Som konservativ kvinde valgt i en relativt demokratisk-lænende stat med klare holdninger og gode kommunikationsevner synes hun derved at være et både strategisk og politisk spændende valg. Skulle man sætte sine penge på en overraskende dark horse i VP-valget, kunne og burde man måske kigge Stefaniks vej.
Men alle argumenter til trods er der stadig blot tale om gætterier. Ingen ud over de nærmeste kredse omkring Trump (og for den sags skyld også Biden) ved endnu, på hvem de ender med at pege – og de to ved det muligvis ikke engang selv.
Spændende bliver det under alle omstændigheder at følge i den kommende tid, hvor rygtestrømmen om mulige vicepræsidenter kun vil tage til med stadig kraftigere styrke.
Anders Næsby, juni 2024
Tilføj kommentar
Kommentarer