Meget kan gå galt på kort tid. Det må være den uddragne lære af to markante begivenheder i den seneste uges amerikanske politiske landskab, som har fået republikanerne til at juble og demokraterne til at græde bitre tårer.
Den ene fandt sted om aftenen d. 27. juni, den anden om dagen d. 1. juli – og selvom de to begivenheder er ganske forskellige, har de det tilfælles, at de begge i høj grad synes at rydde vejen for Trumps tilbagevenden til Det Hvide Hus. Ikke fordi republikanerne eller Trump selv som sådan var kommet på noget synderligt genialt; men mere fordi demokraterne i høj grad har lagt fælder for sig selv med mærkelige beslutninger, spontane såvel som mere langsigtede.
Det første af disse begivenheder handler om den meget omtalte og usædvanligt tidlige præsidentkandidatdebat mellem Biden og Trump, der afholdtes i Atlanta, Georgia, d. 27. juni, arrangeret af CNN.
At man i Bidens stab overhovedet var gået med til at lade Biden debattere med Trump så lang tid før selve valget, kom i første omgang bag på alle politiske eksperter. Og med rette; for det forekommer svært ulogisk. Og det virker ikke mindre besynderligt efter Bidens elendige – og, skulle man til en vis grad mene, forudsigelige – præstation i debatten d. 27/6.
Fremskreden demens for den frie verdens leder synes at være den mest sandsynlige diagnose, om end det naturligvis er vanskeligt præcist at vide for udenforstående. Men det er hvert fald den følelse, alle pressefolk, kommentatorer og ikke mindst tv-seere sad tilbage med bagefter.
Det åbner naturligvis for det naturlige følgespørgsmål, hvorfor i alverden forbløffelsen dog overhovedet er så voldsom. For selvom store dele af den demokratisk-venlige del af medierne, herunder den samlede danske presses USA-korrespondance, har gjort deres bedste for at lade som om, Joe Biden var så mentalt frisk som en 30-årig, så kan det umuligt være kommet som et virkeligt chok for nogen i hans nærmeste kreds, hvor grelt det reelt står til.
Faktisk kan man med en vis ret hævde, at Bidens nærmeste stab og kabinet har taget del i en konspiration om at fortie præsidentens sande tilstand for det amerikanske folk. Dette er, formentlig, teknisk set ulovligt, om end vi her er på kompliceret juridisk territorium. Det er således i dag velkendt, at noget sådant er sket flere gange i USA's historie, f.eks. efter attentatet mod Reagan i 1981, hvor staben og førstedamen i høj grad i månederne derefter skjulte for befolkningen og pressen, hvor svækket præsidenten faktisk var. Bl.a. for ikke at svække billedet af USA's styrke udadtil i en særdeles kritisk og højspændt tid under Den Kolde Krig.
Deres handlinger i den pågældende situation var muligvis velbegrundede under de givne omstændigheder, men da flere af forfatningens paragraffer handler om, at Kongressen skal agere i henhold til præsidentens tilstand, kræver dette logisk nok også en offentlig indsigt i denne tilstand. Vigtigst i denne sammenhæng er sektion 4 af det 25. tillæg til forfatningen, som stipulerer, at vicepræsidenten sammen med et flertal i kongressen og/eller kabinettet kan fratage præsidenten sine beføjelser, hvis han er uegnet til at besidde dem; herunder altså hvis hans fysiske eller mentale tilstand er for svækket.
Og reelt befinder vi os nu i en situation, hvor ledende politiske kræfter seriøst bør overveje at aktivere det 25. forfatningstillæg, som i sin tid blev designet specifikt til bl.a. at håndtere en situation, hvor USA's leder ikke længere er ved sine fulde fem, men nægter at afgive sit embede.
Det kommer formentlig ikke til at ske. Dertil er de politiske omstændigheder og forholdet mellem de to førende partier alt for betændt. Men det diskuteres på alle niveauer i USA i denne tid. Alene det siger noget om, hvor katastrofal Bidens præstation i debatten faktisk var.
Og alt dette fører tilbage til samme undren som før: Hvorfor i alverden – vel vidende, hvor håbløs præsidenten ville se ud for millioner af tv-seere – sagde Bidens stab overhovedet ja til at debattere mod Trump?
Man kan ikke rigtig udlede andre konklusioner – som dette medie også har reflekteret over i tidligere artikler – end at stærke kræfter i Det Demokratiske Parti hermed har åbnet en dør på klem for at udskifte præsidenten som den valgte kandidat på partikonventet i august. Altså: hvis det gik for Biden, som mange frygtede, kunne man med god ret, simpelthen for at redde partiets chancer i valget til november, pege på en anden.
Det ville naturligvis kræve en allerede kendt og feteret kandidat, som alle med meget kort varsel ville kunne samles om. Michelle Obama eller Gavin Newsom lever blandt ganske få op til sådanne kriterier. Muligvis med Michigans populære 52-årige guvernør Gretchen Whitmer som en dark horse. Men ret mange andre navne ville næppe kunne findes så sent i en valgkamp, der allerede i praksis buldrer afsted.
Højesteret kom Trump til undsætning
Efter den horrible debat og de følgende dages hovedrysten og begyndende apati i demokratiske kredse skulle endnu et slag ramme alle de, der håber på en demokratisk sejr i november. For d. 1. juli bekendtgjorde Højesteret i USA således, at tidligere præsidenter i nogen grad har immunitet mod eventuelle forbrydelser begået i deres præsidentperiode. Og dermed tages brodden af størsteparten af de alt for mange sager, der har været kørt og stadig køres mod den forhadte Donald Trump.
Demokraterne i USA er naturligvis i oprør og er ved at koge over af raseri. Det samme er de hjemlige danske medier, der for længst har kastet alle hæmninger og objektivitet over bord i deres blinde had mod den tidligere præsident. Med en overvægt af republikansk-valgte højesteretsdommere (det endte således med en 6/3 fordeling blandt de ni dommere, hvoraf de tre var demokratisk udpegede) beskrives dommen som værende politisk, og det har ikke skortet på overdrevne forudsigelser om, hvad en præsident nu fremover kan og ikke kan finde på at gøre uden frygt for fremtidige repressalier.
Men objektivt set har Højesteret i USA gjort det eneste rigtige og handlet ansvarligt. For det var et grotesk spor, amerikansk politik kraftigt var ved at bevæge sig ind på; hvor politiske fjender kunne forhindres i at stille op eller retsforfølges for tidligere embedsperioder, hvor enhver form for politik og lederskab de facto kunne lammes ved at køre uendelige retssager overalt i landet.
Det er således altid muligt i USA at finde et retsdistrikt, hvor man hælder så meget til enten den ene eller den anden side i politik, at man vil se igennem fingre med basale retsprincipper blot for at få ram på politiske fjender. Det er præcis, hvad der er sket i flere af de mest profilerede sager mod Trump; ikke mindst sagerne i Georgia og New York, hvor frådende Trump-hadere som Fani Willis og Alvin Bragg faktisk er blevet valgt på at love deres vælgere, at de ville dedikere al deres embedstid som offentlige anklagere på at få ram på Donald Trump – så skulle de nok finde forbrydelsen!
De, der støttede disse i høj grad politisk motiverede retssager, havde nok håbet, det ville svække Donald Trumps omdømme. Det har de dog vist sig ikke rigtig at gøre, til demokraternes store forbitrelse. Det eneste omdømme, der reelt er blevet svækket, er domstolenes egen. Og hermed stod den sidste bastion, som alle amerikanere respekterede, for fald. Forhåbentlig kan Højesterets fornuftige og kloge beslutningen blive begyndelsen på at genoprette dette ry.
For hvis demokraterne i USA vil gøre sig forhåbninger om at komme af med den forhadte Trump, så må det naturligvis ske med politiske og ikke juridiske våben. Det sidstnævnte hører bananstater til, og det er ikke en stor civilisation som den amerikanske værdigt.
Og der er bestemt masser af politiske argumenter, der kan bruges mod Donald Trump. Masser af grunde til at kritisere ham, masser af hans slogans og budskaber, som der med rette kunne stilles spørgsmålstegn ved. Men af uforklarlige grunde valgte demokraterne helt tilbage til begyndelsen på Trumps embedsperiode i januar 2017 at forsøge at ramme ham med jura. Det har vist sig som en totalt forfejlet strategi, der ligefrem har medført, at vælgerne har fundet større sympati for Trump; også blandt vælgergrupper, der ellers ikke før støttede ham.
Og nu hvor de sidste forsøg på at blokere ham juridisk synes fældet af Højesteret, er der da om ikke andet en mulighed for, at demokraterne kan finde tilbage til det spor, de hele tiden burde have fulgt; det politiske. Hvis de da overhovedet kan huske, hvordan den slags foregår.
For hvis Trump virkelig er så uduelig, som man blandt demokraterne påstår, så burde det også være ganske ligetil at vise det for vælgerne gennem argumenter, retorik og politiske budskaber. Og de kunne jo passende starte med ikke at opstille en dement, forvirret gammel mand som deres kandidat.
Denne erkendelse har da også bredt sig stadig mere i Det Demokratiske Parti, blandt meningsdannere og i pressen. Og det er derfor, knivene just nu slibes i kulisserne. Hvis Joe Biden ikke besinder sig og frivilligt trækker sig tilbage, må han på en eller anden måde væltes. De kan ikke vinde et valg med ham til november, og de har ikke tænkt sig at tabe til Trump. Derfor må en anden til. Vi går i sandhed en interessant sommer i møde for Det Demokratiske Parti.
Anders Næsby, juli 2024
Tilføj kommentar
Kommentarer