Kaos i Det Hvide Hus

Vi oplever muligvis lige i disse dage et decideret mytteri mod Joe Biden i Det Demokratiske Parti. Det er i hvert fald, hvad flere store medier i USA skriver; og det er meget vanskeligt at forudsige, hvad udfaldet af hele balladen bliver.

Det kommer sig naturligvis af den efterhånden mytiske og selvdestruerende debatpræstation, som Joe Biden leverede i slutningen af juni – og ikke mindst den efterfølgende ballade, der er eksploderet i et omfang, meget få havde forudset.

Problemet for Det Hvide Hus er ikke, at republikanerne og de mest Biden-kritiske medier som Fox News kalder præsidenten senil; men langt mere, at dette narrativ nu også synes at være et etableret faktum i alle medier, blandt politiske allierede og i den amerikanske befolkning. Og den brede del af den demokratiskvenlige del af pressen, der nærmest aldrig har stillet kritiske spørgsmål til Joe Biden, er pludselig gået helt og aldeles i den anden grøft.

Derfor kan man også i disse dage have en smule ondt af Det Hvide Hus’ officielle pressesekretær Karine Jean-Pierre, som er under nærmest daglig beskydning af – og har kastet sig ud i en række halvpinlige skænderier med – den del af pressen, der ellers indtil for nylig knap nok nogensinde har modsagt hende.

Jean-Pierre har aldrig været en specielt dygtig pressesekretær. Hun synes meget typisk for Biden-administrationen primært at have fået sit job, fordi hun er en sort kvinde. Men nu er hun for alvor kastet i ilden og må mønstre hele sit begrænsede talent for at prøve at kontrollere mediediskursen om præsidentens kognitive evner (eller mangel på samme).

Det er dog ikke gået specielt godt for hende. Således fremturer hun nærmest på daglig basis med nye og stadig mere bizarre forklaringer på Bidens uheldige optrædener; forkølelse, jetlag, for sen sengetid, for tidlig sengetid og endda overforberedelse (selvom man skulle mene, sidstnævnte alt andet lige burde være en fordel).

Pressen har på den anden side heller ikke set for godt ud i den sidste tid. Det er således blot et par uger siden, de ukritisk købte Karine Jean-Pierres temmelig groteske postulat om, at alle de utallige videoer af en forvirret, snublende eller helt fraværende Biden blot var deep fakes – altså kunstigt fremstillede smædekampagner foretaget af onde republikanske kræfter (eller muligvis russiske internettrolde). Altså at præsidenten var så skarp som en kirurgskalpel og så frisk som en havørn; og at alle optagelser, der indikerede det modsatte, simpelthen var løgn!

Denne vilde påstand faldt som så meget andet til jorden med et brag, da de amerikanske seere ved selvsyn kunne se deres præsident falde fra hinanden for åben skærm d. 27. juni. Og pressesekretærens offentlige image fremstår lige nu som en i bedste fald håbløst naiv og i værste fald direkte løgnagtig Komiske Ali.

I den forbindelse spekuleres der ydermere nu i, om ledende stabsmedlemmer i Det Hvide Hus har været involveret i en konspiration for at skjule præsidentens sande tilstand for offentligheden, pressen og Kongressen. Skulle dette få juridiske følger, vil Jean-Pierre helt sikkert også blive inddraget; selvom pressesekretærer sjældent er de mest magtfulde medlemmer at præsidentens stab.

Og hun er da heller ikke den eneste i Det Hvide Hus – eller for den sags skyld i den demokratiskvenlige del af pressen – hvis ageren i disse dage diskuteres voldsomt i den amerikanske offentlighed. Presset for ærlige svar om, hvad der faktisk foregår, stiger nærmest time for time.

Det er da også helt vildt, hvad der lige nu foregår af læk internt fra Det Hvide Hus. Selv den republikanske del af pressen er overraskede over det. Historierne er mange og bemærkelsesværdige; f.eks. er det kommet frem, at demokratiskvenlige medier gennem flere år er blevet håndfodret med forhåndsskrevne spørgsmål, som derpå skulle stilles til Biden i interviews (og man må kraftigt undre sig over, at disse medier og journalister har accepteret en så ynkelig præmis for deres arbejde).

Denne nyhed har faktisk medført, at Det Hvide Hus har måttet love ikke længere at samarbejde alt for tæt med medierne på forhånd. En særdeles pinlig historie for begge parter, som ellers i flere år har benægtet republikanernes anklager om, at den brede presse stadig mere opførte sig som Biden-regeringens lydige lakajer. Dette narrativ synes således ikke længere blot at være udsprunget af opdigtede konspirationer på højrefløjen.

De samme medier har endvidere i årevis enten ignoreret tegn på Bidens falmende mentale helbred eller direkte modarbejdet enhver offentlig diskussion derom. Og det er sigende, at mange seere, der udelukkende har fået deres nyheder fra den demokratiskvenlige del af pressen (og det indbefatter også den stadig mere endimensionelle danske presses USA-dækning), simpelthen har været oprigtigt overraskede over billederne af, hvor slemt det står til med præsidenten. På trods af, at utallige lignende klip har floreret på mere kritiske medier i årevis.

Visse pressefolk står endda nu med seriøse og pinagtige forklaringsproblemer. Som det f.eks. er tilfældet med MSNBC’s kendte anchorman Joe Scarborough, vært på det politiske program ”Morning Joe”, som for blot en måneds tid siden i en følelsesladet monologtale direkte til seerne forsikrede, at han nu ville fortælle dem den rene, ubestridelige sandhed: At han gennem sine mange samtaler med Præsident Biden kun havde oplevet en klar, knivskarp mand i sin bedste form. Og at ”denne version af Biden er en bedste, mest analytisk skarpe version af Biden nogensinde!”

Den selvsamme Joe Scarborough sidder nu efter debatten og siger, som så mange andre mediefolk just nu, at præsidenten bør gå af, da hans mentale helbred tydeligvis er voldsomt skrantende. Og at man ikke kan forsvare at have en dement mand som landets leder.

Det er sådanne eksempler på ufatteligt hykleri, der har medført, at tilliden til den brede presse blandt amerikanerne aldrig har været lavere.

Og hvor efterlader alt dette så den stormomsuste Joe Biden? Mest af alt kunne man ønske for præsidenten, at han vil erkende sine kognitive problemer og gøre det eneste ansvarlige: At trække sig, enten øjeblikkeligt eller frem mod konventet i august, og derved give demokraterne mulighed for at vælge en ny kandidat. På den måde kan han også nå at redde sit renommé; måske endda huskes som manden, der uselvisk satte partiet over sig selv. I stedet for at gå over i historien som en ynkelig, offentlig vittighed.

Men det tyder intet på, han har tænkt sig. Og det samme gælder i hans nærmeste familie, hvor pressen i disse dage er begyndt at stille skarpt på førstedamen Jill Biden. Hun står således på ingen måde i godt lys lige nu, da meget tyder på, hun mere end nogen anden presser sin mentalt udfordrede mand til at genopstille. I stedet for at lade ham trække sig fra offentligheden og derved bibeholde en smule værdighed. Blandt andet har et pinligt lydstykke cirkuleret på sociale medier efter den katastrofale debat, hvor hun – som var han et 4-årigt barn – klapper ham på hovedet og fortæller ham, at han gjorde alt rigtigt, svarede på alle spørgsmål og var utrolig dygtig!

Indtrykket af, at Biden og hans nærmeste cirkel lever i en virkelighedsfjern boble synes at fremstå mere og mere korrekt.

Men for den amerikanske presses vedkommende, vil de ikke længere spille med på løgnen. Og derfor flokkes de nu som blodtørstige kamphunde om ethvert citat eller læk, der kan sætte yderligere fokus på Bidens mentale forfald. Flere centrale stabsmedlemmer af Det Hvide Hus er derfor under et voldsomt og vedvarende pres. Det bliver spændende, om de kan modstå det – eller om det hele snart falder sammen om ørene på dem.

Anders Næsby, juli 2024