Stadig flere historier i den amerikanske presse fortæller om ikke blot kaos i Det Hvide Hus, men også interne skænderier og endda næsten borgerkrigslignende tilstande i hele Det Demokratiske Parti. Snakken og diskussionen går stadig mere højlydt på, om Joe Biden bør træde tilbage nu. Og hvis han ikke vil, hvad partiet i så fald bør gøre. For tiden begynder kraftigt at rinde ud, hvis de skal undgå at kollapse totalt til valget d. 5. november 2024.
Balladen er eksploderet som følge af den katastrofale debat d. 27. juni, hvor hele den samlede presse i USA og Det Demokratiske Parti pludselig opdagede, at præsidenten næppe er ved sine fulde fem. Og at man følgende meget vanskeligt vil kunne forklare vælgerne, hvorfor de bør stemme på en mand, der tydeligvis forfalder for åbent tæppe.
Det kan egentlig undre, at det hele på så kort tid er gået fuldstændig grassat. Eller at alle synes at være så overraskede over det. Biden var således heller ikke ligefrem populær i sine approval ratings før debatten, og man kunne med god ret argumentere, at en udskiftning af præsidenten – selv uden den nyligt intense offentlige debat om hans mentale helbred – burde have været kraftigt overvejet i partiet. Hans regeringsperiode har groft sagt været elendig; og hverken han eller den endnu mere upopulære vicepræsident Kamala Harris synes egnede til at føre en kampagne frem mod november, der ville kunne vende den negative stemning.
Det er her vigtigt at påpege, at ingen ville tale om at udskifte Biden – ligegyldig hvor dement han så end var – hvis han havde stået stærkt i meningsmålingerne og været folkeligt populær hos amerikanerne.
Men efter debatten – hvor hovedparten af vælgerne og pressen nu deler den holdning, at deres præsident er mentalt i forfald – har flere og flere af de ledende demokratiske politikere nået den erkendelse, at Biden ikke kan vinde valget; muligvis ikke engang gennemføre kampagnen.
Samtidig nærmer konventet sig hastigt (fra 19. til 22. august 2024), og hvad enten konventet bliver åbent eller ej, skal de her kunne forenes bag én kandidat.
Det skal i den forbindelse tilføjes, at en særlig situation i staten Ohio – som har en statslig deadline for kandidatnavne til stemmesedlen, der udløber 7. august – formentlig gør, at demokraterne skal blive enige om deres kandidat allerede omkring 1. august. Havde der været tale om en mindre og sikker republikansk-stemmende stat, kunne det nok være ligegyldigt. Men Ohio er ikke alene befolkningsmæssigt stor (her kan sikres hele 17 valgmænd), den er også traditionelt en af de vigtigste swingstater; altså en, der kan falde ud til begge de to store partier. Hele valget kan derfor teoretisk afgøres ved en sejr i Ohio. Og det ville derfor være en utilgivelig valgbrøler af demokraterne, hvis deres stemmer i staten skulle gå til spilde på en kandidat, som ikke længere var i spil.
Derfor må en beslutning træffes meget snart. Og eftersom mange kongresmedlemmer nu direkte frygter for deres genvalg i den upopulære Bidens skygge (hele Repræsentanternes Hus og en tredjedel af Senatet går også til valg d. 5. november 2024), taler stadig flere nu højt om at få ham udskiftet. For det ville blive mere end vanskeligt for mange af dem at forklare, hvordan de kan støtte en partileder og præsidentkandidat, som formentlig lider af fremskreden demens – og derfor virker mere og mere uegnet til at varetage det måske vigtigste job i verden.
Det er i den forbindelse vigtigt at påpege, at selvom valg af præsidenter og kongresmedlemmer i sin essens er to forskellige ting, så smitter de ofte af på hinanden. Derfor vil et dårligt valg for Biden efter alt at dømme påvirke hele partiet. Og det eneste scenario værre for demokraterne end et genvalg til Trump, er en Trump-sejr og republikansk majoritet i begge de lovgivende kamre i Kongressen.
Rygterne om kraftigt internt pres på Biden og hemmelige møder blandt demokratiske topfigurer cirkulerer derfor nu stadig mere. Problemet er bare, at Biden selv ikke synes at have nogen intentioner om at gå af. Og hvad sker der så egentlig?
I første omgang spekulerer medierne i, at Biden lige nu er til en eller anden form for intern eksamen; altså at partiets stærke kræfter holder øje med alt, hvad han laver og siger. Og vil reagere negativt på enhver fejl. Biden skulle fra sin side forstå dette og vil gøre alt for at fremstå klar i hovedet og aktiv; samtidig med, at han forsøger så at sige at lade tiden løbe ud i forhold til den førnævnte Ohio-deadline.
Skulle dette ikke overbevise resten af partiet, kan der blive tale om et decideret oprør for at vælte partiets egen formand og USA's præsident.
I princippet kunne de delegerede, der stort set alle gik til Biden i de uspændende demokratiske primærvalg i første del af 2024, pege på en anden end ham. Det ville bare være uhørt at gøre det imod hans vilje. Og derudover skabe en vanskelig præcedens for fremtidige primærvalg og for hele partiets interne medlemsdemokrati; for hvorfor så overhovedet afholde primærvalg?
En anden og mere drastisk mulighed er, at regeringskabinettet, partiets kongresmedlemmer (sammen med republikanernes) og vicepræsidenten simpelthen aktiverer Det 25. Forfatningstillæg, hvori en præsident kan væltes af et flertal, hvis han ikke længere er i stand til at udføre sit job. Det ville være et historisk og fuldstændig vildt skridt – så vidt når det trods alt nok heller ikke – men det kunne faktisk ende der, hvis farcen fortsætter og Biden stædigt holder fast, mens alt brænder ned omkring ham.
Mest sandsynligt er det dog nok, at demokraternes absolutte sværvægtere – navne som Barack Obama, Clinton-parret, Hakeem Jeffries, Nancy Pelosi, Chuck Schumer og Jim Clyburn – simpelthen går til præsidenten og beder ham trække sig ”for partiets bedste”. Eller den lidt mere ydmygende løsning at opfordre ham til det på direkte, nationalt tv.
Det kan alt sammen lyde særdeles dramatisk. Men det er formentlig så drastiske valg og muligheder, der netop nu diskuteres i partiet. For som sagerne står, bliver demokraternes allerede miserable meningsmålinger kun værre: Alle de klassiske swingstater går disse dage i målingerne Trumps vej. Selv normalt sikre ”blå” stater som New Hampshire, Minnesota og måske endda New York ser i visse målinger ud til at kunne komme i spil. Fortsætter og forstærkes disse tendenser – og det vil de givet gøre, så længe Biden er partiets front runner – kan det ende i en total nedsmeltning til november. Ikke bare en overvældende valgsmandssejr til Trump, men også et eklatant nederlag i kongresvalgene. Det kan demokraterne selvfølgelig ikke leve med.
Bidens mulige afløsere
Tidligere artikler i dette medie har flere gange argumenteret for, at Biden næppe bliver demokraternes kandidat til valget i november 2024. At han enten trækker sig frivilligt eller simpelthen væltes af sit eget parti. Og de seneste dages dramatiske udvikling har kun forstærket sandsynligheden herfor.
Men hvem der i så fald så skal afløse Joe Biden, er et spændende og særdeles åbent spørgsmål. I den følgende del af artiklen vil der reflekteres og argumenteres herom. Det skal dog klart siges, at hele situationen er så uforudsigelig, at der sagtens kunne komme andre navne i spil end de nedenstående.
Det første navn, der her skal vendes, er vicepræsidenten Kamala Harris. Efter at have været nærmest totalt ignoreret i årevis, både af partiet og i de demokratiskvenlige medier, har hun fået et uventet comeback. Det er ikke fordi, hun pludselig har markeret sig positivt i interviews eller vist nye sider af sit yderst begrænsede politiske talent, men mere fordi stærke partikræfter synes at have nået den konklusion, at hun lige p.t. er partiets bedste chance for at vinde valget. Og derfor cirkulerer der nu modsat tidligere masser af positiv goodwill omkring hendes navn, både i pressen og på sociale medier.
Det er dog svært at tro, hun faktisk ville kunne vinde et valg til november. For der er en grund til hendes lave popularitet, og det at medierne mere og mere havde opgivet hende. Hun har udrettet ufattelig lidt som vicepræsident, og hendes popularitet er faldet nærmest hver eneste gang hun har åbnet munden. Alene hendes ulidelige latter kan få alt andet end de mest dedikerede partisoldater til at løbe skrigende bort.
Der siges da også at være stærke kræfter i partier, der for alt i verden ikke ønsker hende som præsidentkandidat. Problemet er bare, at navnlig det sorte vælgersegment i partiet kunne risikere at gå helt i baglås, hvis den potentielt første sorte, kvindelige præsident skulle forbigås. Og denne risiko for at gøre en særdeles vigtig del af demokraternes vælgerbase rasende vil ikke kunne ignoreres.
Kamala er derfor på en eller anden måde blevet Det Demokratiske Partis akilleshæl; både hvis hun vælges eller fjernes kan det skade partiet. Ironisk nok kan hun faktisk nå at blive den første kvindelige præsident før valget, hvis Biden enten trækker sig helt eller simpelthen afgår ved døden.
Et andet og ganske spændende navn er Michigans guvernør Gretchen Whitmer, som de senere år har set sin popularitet stige stadig mere internt i partiet. Hun har formået at gøre det, som en del andre demokrater er fejlet med; at bibeholde en ganske stor opbakning blandt vælgerne i en uforudsigelig, svingende stat trods ganske markante progressive politiske holdninger. Dertil kommer, at Michigan ligesom førnævnte Ohio altid er en af de vigtigste slagmarker til præsidentvalg. Med sine 15 valgmænd kan denne swingstat vise sig uvurderlig at vinde. Og det gør det selvsagt nemmere for partiet at sejre her, hvis det er kandidatens hjemstat.
Et af de mest interessante og sandsynlige valg, hvis Biden ikke stiller op, er Californiens guvernør Gavin Newsom. Californien har altid haft lidt af et ry i amerikansk politik som den mest progressive og woke stat i landet. Selv demokraterne synes nogle gange, tingene derovre kører lidt af sporet. Og Gavin Newsom er i høj grad hoppet med på dette tog.
I et parti, der de senere år stadig mere synes overtaget af sin venstrefløj, er Newsom derfor voldsomt populær, navnlig blandt de unge græsrødder. Men deri ligger både styrken og problemet i at vælge Newsom; for selvom det naturligvis er vitalt for demokraterne at vinde landets største stat Californien (her kan sikres hele 54 valgmænd) – og at de med Newsom formentlig ville sikre dette endegyldigt – så ses der generelt en smule skævt til denne stat mange andre steder i USA. De ting, der gør Newsom populær blandt californiske demokrater, vil således give ham problemer i resten af landet. Ydermere har hans ret iøjnefaldende beslutninger som guvernør skabt store udfordringer for staten, der f.eks. er ved at gå til i skør identitetspolitik og voldsomt stigende kriminalitet, hjemløshed og offentlig uorden. Og alt dette ville der kunne køres hårdt på af republikanerne i en eventuel valgkamp til november.
Til hans fordel skal til gengæld nævnes, at han er både veltalende og intelligent, ligesom han er godt inde i sit og partiets politiske stof. Dertil kommer, at han med sit ungdommelige, pæne udseende ligner den klassiske svigermors drøm, der givet vil hive mange især kvindelige stemmer hjem. Ikke mindst fordi kvindevælgersager som ret til abort og længere barsel er en vigtig del af hans egen politiske pallet.
Der er dog et navn, der mere end noget andet kunne vende demokraterne nuværende apati til spirende optimisme; Michelle Obama. Hun er uden tvivl drømmekandidaten, både blandt vælgerne, i pressen og i partiets ledende organer. Hendes mand er stadig, i hvert fald i demokratiske kredse, et ikon, og hun ville ydermere kunne tjekke alle de identitetspolitiske bokse af, som i disse år er blevet gjort nærmest essentielle i partiet. Hun ville også være den eneste kandidat på denne liste, som ikke ville skabe problemer blandt sorte vælgere – formentlig næsten tværtimod – hvis man samtidig fjernede Kamala Harris. Målinger viser da også, at hun er den eneste alternative kandidat blandt demokraterne, der lige nu ville kunne slå Trump (en sådan måling er selvsagt forbundet med megen usikkerhed og ville kunne ændre sig drastisk, hvis hun skulle stille op).
Hypen om hende er dog muligvis en kende for optimistisk, for reelt aner ingen, hvad hun faktisk kan som politiker. Hun var førstedame i USA i otte år, og dertil en meget populær én af slagsen. Hun gør det også generelt godt i interviews. Men derfra er der langt til selv at skulle vælges og klare de debatter og vanskelige spørgsmål, som hun ville møde i politik på nationalt plan.
Dertil kommer, at hun flere gange har meldt ud, hun på ingen måde har interesse i at gå ind i politik. Hun havde ifølge eget udsagn fået rigeligt, da hendes mand var præsident i 2009-2017. Det kan selvfølgelig være rent valgtaktisk spin (hun ville i så fald kunne se endnu bedre ud, når hun for partiets og landets bedste ville være nødt til at vælge pligten frem for lysten). Men det kan også sagtens være, hun faktisk mener det. Og så er diskussionen om hendes mulige kandidatur pludselig helt meningsløs.
Det kan dog også alt sammen ende med, at demokraterne bare, om de vil det eller ej, hænger fast på gamle Joe Biden. Det ville give en nærmest uløselig opgave for partiet frem mod valget, både på nationalt og lokalt plan. På den anden side er stormen så kraftig om ham lige nu, at han nærmest kun kan overraske positivt. Og hvem ved; der sker ind imellem vilde ting i politik. Ikke mindst i USA.
Anders Næsby, juli 2024
Tilføj kommentar
Kommentarer