Just som man troede, amerikansk politik næppe kunne blive vildere efter det begyndende oprør mod den siddende præsident Biden i Det Demokratiske Parti, så nåede det alligevel nye højder i den forgangne uge.
Flere ting er sket, der alle vil vendes i denne artikel. Den altoverskyggende begivenhed er dog uden tvivl attentatforsøget mod Donald Trump, der fandt sted d. 13. juli 2024 i den ellers søvnige provinsby Butler i det vestlige Pennsylvania.
De dramatiske billeder på live-tv af selve øjeblikket, hvor Trump falder til jorden og derpå rejser sig med blod i ansigtet og knyttet næve, er allerede ikoniske. Og det er følgende svært ikke at reflektere over, hvor tæt det reelt var på at ende fatalt. Et skud gik gennem øret – og havde det ramt nogle få centimeter længere inde, var Trump formentlig død. Det er umuligt at sige, hvilket fuldstændigt kaos det givet ville have kastet ikke bare præsidentvalget, men hele USA ud i.
Heldigvis for Trump overlevede han. Desværre var et par helt uskyldige tilskuere ikke så heldige; én er indtil videre død, to andre hårdt sårede og endnu i kritisk tilstand.
Ikke overraskende kogte både konventionelle og sociale medierne næsten øjeblikkeligt over; og det vrimlede med alt fra tvivlsomme oplysninger til usmagelige fejringer af attentatet fra nogle af de mest indædte Trump-hadere – herunder både demokratiske politikere, mediefolk og influencere.
Visse medier, som det engang så velansete og nu sørgeligt vingeskudte CNN, formåede endda i flere timer at rapportere, at ”Trump faldt under vælgermøde i Pennsylvania”; selvom ingen tilstedeværende – eller for den sags skyld tv-seere – var det mindste i tvivl om, hvad der virkelig var hændt. Selv ikke i en så alvorlig situation som et politisk attentat kunne subjektive journalister på CNN dy sig for at forsøge at frame hele episoden for at udstille Trump; altså at han som en anden Joe Biden skulle have skvattet ned fra sit eget podium.
Heldigvis meldte mange af de demokratisk-lænende medier og politikere også øjeblikkeligt ud, at attentatet selvfølgelig var fuldstændig uacceptabelt. Herunder Joe Biden, der om episoden holdt en af sine bedste og stærkeste taler længe. Og endda meget sympatisk erkendte og beklagede, at han for nylig havde kaldt Trump ”a target” (altså et mål, der skal rammes).
Dette spiller også ind i en diskussion, der – igen – er opstået i USA efter attentatforsøget; om hvorvidt hadefuld, truende retorik fra politikere kan gives et medansvar, når noget sådant sker. Denne diskussion kørte f.eks. på højblus tilbage i 2011, hvor et demokratisk kongresmedlem fra Arizona, Gabrielle Giffords, blev skudt i hovedet under et vælgermøde – men mirakuløst overlevede. Dengang kom det hurtigt frem, at den kontroversielle republikaner Sarah Palin havde lavet en lettere usmagelig kampagne, hvor hun udpegede Giffords (i hvert fald hendes kongresdistrikt) som et target-mål.
Og i den forbindelse er der i dag ganske mange demokrater i medierne og i Kongressen, der burde kigge lidt kritisk på deres nylige og voldsomt inflammatoriske udtalelser om Trump. En meget sigende historie kom f.eks. frem om morgenen mandag d. 15. juli, hvor MSNBC simpelthen trak deres normale politiske morgenprogram ”Morning Joe” af skærmen, fordi man på redaktionen efter sigende var nervøs for, hvad værten Joe Scarborough – der er kendt for sit udtalte og utilslørede had til Trump – mon kunne finde på at sige.
Trump er således blevet kaldt fascist, racist, diktator og mange lignende, absurde ting. Den kontroversielle politiske rapporter og talkshow-vært Joy Reid har flere gange kaldt Trump for Hitler og udpenslet for seerne, at Trump, hvis han vinder, vil afskaffe demokratiet, indføre politistatsdiktatur og henrette sine politiske modstandere! Og at hun i øvrigt hellere ville stemme på en demokrat i koma end nogen som helst republikanere.
Med en så forrykt diskurs om Trump er det svært ikke at tænke tanken, at én eller anden galning kunne finde på at rette et af de alt for mange skydevåben i USA mod ekspræsidenten; og måske endda leve i en grotesk illusion om, at han derved gør det rigtige. Det er således præcis denne spekulation, der i disse dage kører i offentligheden i USA – med tanke på den 20-årige attentatmand Thomas Matthew Crooks, der var kendt som en udstødt enspænder, som (vist nok) higede efter anseelse.
Der skal dog ikke herske tvivl om, at den primært ansvarlige for attentatet naturligvis er Crooks selv. Og trods alle spekulationer, vil hans endelige motiver formentlig forblive uopklarede; han døde således ganske kort efter, nedskudt af en skarpskytte fra Secret Service.
Kritisk fokus på Secret Service
Netop det ellers så hæderkronede Secret Service – der siden 1890’erne har stået for opgaven at beskytte USA's forskellige præsidenter – har også været udsat for megen kritik i medierne siden attentatet. (Det skal her påpeges, at Secret Service fortsætter med at beskytte tidligere præsidenter resten af livet, om end i mindre omfang end den siddende. Og at de også hjælper med at beskytte kandidater til præsidentposten – begge de sidstnævnte kategorier falder Trump under).
De kritiske spørgsmål går bl.a. på, hvordan Crooks kunne få lov at kravle op på og tage sigte fra et fladt tag mindre end 200 meter fra Trump, uden at nogen af de mange agenter opdagede det. Flere tilskuere forsøgte endda i flere minutter forinden at alarmere agenterne om netop den suspekte skytte på taget, uden at nogen reagerede.
Ydermere viser optagelser af sekunderne efter skuddene, at flere agenter svigtede i det afgørende øjeblik. Nogle ilede straks til og kastede sig over Trump, helt som de skulle; men andre agenter, især flere af de kvindelige, så forvirrede til, frøs fast eller fumlede alt for længe med pistolerne.
Alt det har ført til en øget snak om grotesk inkompetence i et agentur, der ellers altid har været hyldet for professionalisme, disciplin og høj faglighed. Og derfor retter mange navnlig republikanske medier i disse dage deres fokus på Secret Services nuværende leder Kimberly Cheatle, som bl.a. har skubbet på for en yderligere ”diversitet” i agentsammensætningen. Altså at sænke kravene til agenter for at få flere kvinder og minoriteter ind.
Denne tankegang er lige efter Biden-administrationens hoved (det var da også Biden, der i 2022 udpegede hende til posten). Men nu står man altså med et agentur, hvis kompetenceniveau for første gang i årtier virkelig er til diskussion. Og flere medier og meningsdannere kalder da også på, at Cheatle bør indgive sin opsigelse eller simpelthen fyres.
Fortsætter oprøret mod Biden?
For Joe Biden har attentatforsøget mod Trump givet en uventet opblomstring i en ellers mørk periode. Ikke alene har Biden været ganske skarp og præsidentiel i sine udtalelser derpå, han har også åbnet en smule for en slags forsoning med republikarne og Trump selv. Noget, flertallet af amerikanske vælgere gerne ser langt mere af i politik.
Derudover har begivenheden i Pennsylvania – og den deraf følgende presseopmærksomhed – efter alt at dømme givet et lille pusterum i den ellers ganske alvorlige storm, der indtil for få dage siden stadig voksede mod Biden. Altså det interne oprør i Det Demokratiske Parti for at få ham til at træde af eller decideret væltes. Der er endda kommentatorer, der nu mener, oprøret kan have fået sit endelige banesår af denne helt uforudsete begivenhed.
Det er dog nok at tage munden for fuld. For selvom der måske for en tid lægges en dæmper som følge af rene force majeure-grunde, er de grundlæggende problemer der endnu: Målingerne er elendige, tiltroen til præsidenten er svindende, tilsyneladende helt ind i hans eget kabinet, og der er en reel risiko for ikke alene at tabe præsidentvalget, men også flertallet i Kongressens to huse til november. Og problemerne med Bidens alder og stadig mere fremskredne demens formindskes ikke fremover, tværtimod.
Trumps overraskende valg af vicepræsident
Mens Trump slikker sårene efter skuddene, og mens pressen ophedet diskuterer alt fra Secret Service til tonen i debatterne, er det længe forudsete republikanske konvent også netop startet (mandag 15. juli).
Selvom det har fået en helt anden optakt end forudset, er det ikke desto mindre det formelle møde, hvor Trump blåstemples som republikanernes kandidat. Og hvor en vicepræsidentkandidat endvidere skal udpeges.
Denne længe ventede hemmelighed blev afsløret allerede på førstedagen. Til manges overraskelse – herunder dette medie, der havde argumenteret imod valget af ham – pegede Trump på Ohio-senatoren J.D. Vance.
Når det er overraskende, kommer det sig bl.a. af Vances ry som ganske rabiat MAGA-republikaner, som på mange måder blot appellerer til samme vælgergrupper som Trump. Derved synes valget også at gå imod en af de vigtigste tommelfingerregler i valg af vicepræsidenter; at de skal være stærke på områder – geografisk, ideologisk eller personligt – som hovedkandidaten har mangler i. (Dette medies analyse af de mulige kandidater, da forskellige kortlister begyndte at florere i starten af juni, kan læses her: https://www.spotonusa.dk/1870137_valgene-af-vicepraesidenter-spidser-til)
I tidligere analyser på SpotOnUSA.dk har især argumenterne imod at vælge Vance været frembragt. Men da han ikke desto mindre faktisk blev udpeget, er det værd at reflektere over, hvilke fordele der derfor kunne være for Trump ved at vælge denne mand.
En af de vigtigste grunde kunne være, at Trump simpelthen ønsker at bruge Vance som en slags ”angrebshund”; ham der skal komme med de mere hårde og kontroversielle angreb på politiske modstandere, mens Trump så kan indtage en lidt mere afmålt og præsidentiel rolle (noget tyder indtil videre i valgkampen på, at han har lagt sin stil en smule mere ad den vej).
Dertil kommer, at Vance er fra den vigtige swingstat Ohio, som Trump efter alt at dømme har brug for at vinde i november for at sikre sejren. Valget et en senator fra denne stat bør alt andet lige, trods mange holdninger til den kontroversielle Vance, bidrage til en sådan sejr.
Ydermere har Vance en baggrund i militæret, ovenikøbet det velansete U.S. Marine Corps (han har bl.a. kæmpet i Irak i 2005). Og det er ikke utænkeligt, Trump derved ønsker at sende et klart signal til de mange aktive eller tidligere aktive militærfamilier, der i disse år kraftigt kritiserer den alt for politisk korrekte retning, som militæret under Biden-administrationen er blevet trukket i. Med DEI-træning, brug af woke-agtige individuelle kønsbetegnelser (som she/her, they/them og lignende nonsens) og en overdreven blødagtighed i rekruttræningen.
Med valget af Vance kunne man simpelthen signalere, at militæret skal tilbage til sine rødder; og denne kamp kunne sagtens også symbolsk overføres på en lang række andre institutioner og politiske områder.
Alt dette er dog blot spekulationer. Og sandheden er, at mange stadig undrer sig over valget af Vance – frem for et langt mere strategisk gavnligt valg som f.eks. Marco Rubio. Det kan da heller ikke udelukkes, at Trump simpelthen her har truffet det forkerte valg
Når det er sagt, skal det dog også fastslås, at vicepræsidenten i rent valgmæssig sammenhæng ofte ikke har den store betydning. Faktisk er der mange eksempler på, at vicepræsidentnavnet på partiernes stemmeseddel næsten totalt forsvinder i valgkampen. Hvem opdagede f.eks. i 2008 midt i Obama-hypen, at hans vicepræsidentkandidat var den erfarne, men lidt kedelige Joe Biden?
I selvsamme valg i 2008 oplevede man sjovt nok det komplet modsatte i den republikanske lejr, hvor John McCains valg af Sarah Palin endte med totalt at overskygge hans egen kampagne; desværre for ham af alle de forkerte grunde.
Og det evigt vanskelige spørgsmål er derfor, hvor meget vicepræsidentkandidaten faktisk betyder? Langt de fleste af vælgerne stemmer ud fra sedlens øverste navn. En god vicepræsidentkandidat vil derfor være én, der loyalt udfylder sin rolle i f.eks. stater eller på emner, hvor han/hun selv står stærkt. Personen bør ligeledes være synlig, men ikke for synlig.
Skulle vedkommende så rent faktisk blive valgt, starter en helt ny rolle for vicepræsidenten. Denne rolle har altid været diskuteret og er forskellig fra administration til administration. Noget tyder på, Trump også har valgt Vance med tanke på mere end bare valgkampen; han ser ham formentlig som én, han kan arbejde tæt med – og derfor vil give en aktiv og vigtig rolle i sin regering.
Det er mere, end hvad man kan sige om det nuværende forhold mellem Joe Biden og Kamala Harris; men det kan så stort set heller ikke blive værre.
Anders Næsby, juli 2024
Tilføj kommentar
Kommentarer