Efter endnu en næsten ubegribeligt vild uge synes USA pludselig fuldstændig forandret. Fra den ene dag til den anden er alt kastet op i luften; og intet er som før i det politiske landskab. Væk er ugers og måneders opgivende og nærmest apatiske tilstand hos demokraterne, i stedet bruser partiet over af nyfunden optimisme. For Joe Biden er med ét pakket væk (og meget snart glemt) og erstattet med partiets nye frelser, vicepræsidenten Kamala Harris.
Forløbet har været temmelig bizart; og det hele er gået så hurtigt (i et kompliceret og kluntet politisk apparat, der ellers ofte gør det modsatte), at selv de mest årvågne kommentatorer, eksperter og meningsdannere ikke helt har kunnet følge med.
Præsident Biden annoncerede således d. 21. juli i en underlig besked på Twitter, at han ville trække sig som kandidat til valget; efter i ugevis at have kategorisk benægtet på nogen måde at have intentioner derom. Og allerede dagen efter kastede han, igen i et skriftligt opslag på sociale medier, sin formelle støtte på Kamala Harris.
Dette var naturligvis omgående Breaking News i stort set hele verden; og med rette, for det er en meget usædvanlig situation. Pludselig væltede det også ud med storrosende artikler om Bidens selvopofrende handling; hans præsidentperiode kaldtes ”den bedste i nyere tid”, og han sammenlignedes endda med selveste George Washington!
Begge dele er naturligvis det rene vrøvl. Bidens præsidentperiode vil i bedste fald huskes som en middelmådig notits – og sammenligningen med USA's store landsfader og måske bedste præsident nogensinde er ganske og aldeles ude i hampen. Washington trak sig frivilligt og ønskede ikke i 1796 at stille op til en tredje præsidentperiode (som han ellers uden tvivl ville have vundet). Han mente således, at ingen bør sidde mere end to perioder, da magt korrumperer. Princippet blev fulgt helt frem til 1930’erne.
Biden valgte at trække sig, uden at stille op til en mulig sidste periode (hvilket ikke er sket, siden Lyndon B. Johnson gjorde det samme i 1968); og derfor blev Washington-lignelsen fundet frem. Det er dog mildest talt en sandhed med modifikationer, at Bidens valg var frivilligt; for ingen politiske iagttagere er det mindste i tvivl om, at Biden blev presset så hårdt på de indre linjer af magtfulde demokrater som Nancy Pelosi, Chuck Schumer og Clinton-parret, at der reelt var tale om noget nær et ”paladskup”.
Efter sigende raser Biden da også internt; han føler sig (med rette) stukket i ryggen af folk, han troede var nære venner og støtter.
Men dermed stoppede den bemærkelsesværdige udvikling ikke. Næsten inden nogen rigtig havde nået at fortære den første nyhed om Bidens tilbagetræden, skete det påfaldende hurtigt, at mange ledende demokratiske støtter – fra Kongressens politikere til meningsdannere i pressen (og endda et par Hollywood-kendisser) – enstemmigt meldte ud, at vicepræsidenten Kamala Harris da ville være et fantastisk valg.
Og nu, få dage efter, virker hun til at være uformelt kronet som næste leder af partiet; den kommende præsidentkandidat, den nye superstjerne. Kvinden, der skal besejre den forhadte Donald Trump.
Nogle enkelte i partiet var i starten faktisk lidt kritiske og prøvede at påpege, at primærvalgenes valgmænd altså gik til Joe Biden; og når han nu har trukket sig, bør der holdes et såkaldt åbent konvent; altså hvor de delegerede følgende kan udøve deres demokratiske ret og vælge en kandidat. Disse kritiske ryster forsvandt dog hurtigt igen, formentlig banket på plads af partiets magtfulde elite. Og et helt parti, der for få dage siden syntes at være i total vildrede, står nu i pæne, rette kolonner bag Harris.
Konventet til august virker således ikke længere på nogen måde åbent eller spændende; Harris praler endda med, at hun allerede har sikret sig et flertal at delegerede. Og nogen modkandidater har heller ikke meldt sig, selvom mange i teorien burde være ganske interesserede heri.
I grunden er der en solid portion ironi i, at det parti, der ellers konstant taler om at ville ”redde demokratiet”, derved har båret sig ualmindelig udemokratisk ad. Men demokraterne virker tilfredse med kroningen af Kamala. Og om ikke andet er der da endelig kommet en form for konsensus efter en mildest talt forvirret og bekymrende tid for Det Demokratiske Parti.
Hvad kan Kamala Harris egentlig?
Spørgsmålet er så, hvad Harris i grunden har at byde på som præsidentkandidat. Hun er trods fire år som USA's vicepræsident stadig et relativt ubeskrevet politisk blad; og det er helt korrekt blevet sagt om hende, at hun aldrig rigtig har formået at tiltrække stemmer.
Således meldte hun sig frem mod valget i 2020 til at blive demokraternes næste præsidentkandidat, men blev nærmest blæst ud af kapløbet efter en horribel debatpræstation – og måtte trække sig allerede inden de første primærvalg i Iowa og New Hampshire. At hun alligevel endte som vicepræsident baserede sig i hvert fald ikke på hendes elendige og korte valgkamp. Det kom sig groft sagt af, at partiet netop på dette tidspunkt var blevet så opslugt af identitetspolitikken, at det næsten var uundgåeligt, Biden ville vælge en sort eller en kvinde som sin running mate; og hvorfor så ikke vælge én, der opfyldte begge kriterier!
Kamala blev altså udpeget til USA's næstmest fine embede ud fra kriterier, der intet havde med hendes evner eller intellekt at gøre. Håbet var så, at denne tidligere offentlige anklager og senator (to poster, hun i øvrigt udfyldte ganske glimrende) kunne vokse i sin nye stilling og skridt for skridt klargøres til at overtage for Joe Biden efter én eller to valgperioder.
Desværre gik intet rigtig Harris’ vej i tiden som vicepræsident. Hun klarede sine relativt få opgaver i administrationen overraskende dårligt (herunder den kaotiske ledelse af grænsen mod Mexico og den tiltagende indvandring), og hun kom nærmest konstant i medierne for alt det forkerte; halvpinlige taler, sære og uforståelige udtalelser (som hun af uforklarlige årsager blev ved at gentage) og ikke mindst hendes utidige og voldsomt irriterende grineflip.
Faktisk blev det så grelt, at Biden og hans nærmeste medarbejdere mere eller mindre lagde Harris på is. Og ingen, heller ikke blandt de mest demokratisk-venlige meningsdannere og analytikere, troede længere på, hun havde nogen som helst politisk fremtid, når Bidens embedstid engang var forbi. Der gik endda spekulationer på, om Biden kunne finde på at udskifte hende på stemmesedlen; simpelthen fordi hun lå så lavt i popularitetsmålinger blandt vælgerne, at man oprigtigt frygtede, hun kunne blive en tung klods om benet i den kommende valgkamp.
På dette medie, SpotOnUSA.dk, har tidligere artikler ikke lagt skjul på, at begejstringen for Kamala Harris kan ligge på et ganske lille sted. Og det skal retfærdigvis siges, at der også stort set udelukkende har været analyseret på hendes evner med negative og yderst kritiske briller.
Det interessante er, at dette var en vurdering af hende, som ikke bare republikanerne, men også store dele af demokraternes etablissement delte indtil for ganske få dage siden. Hun var blevet stadig mere ignoreret og isoleret, og stort set ingen talte længere om hende som en kommende arvtager efter Biden – ikke engang da historierne om præsidentens mulige exit for alvor begyndte at rumstere for nogle uger siden i kølvandet på den berømmede og katastrofale debat 27. juni.
Men nu udlægges Kamala pludselig i store dele af de ledende amerikanske mainstream- og sociale medier som et lysende politisk talent, som demokratiets redningsmand – og vist nok hele den vestlige verdens eneste håb! Altså en noget nær hysterisk tilbedelse, som var den nye Messias pludselig dukket op.
Også de danske medier kan slet ikke skjule deres begejstring; den kulturradikale morgenavis Politiken er naturligvis gået helt i selvsving (om end det nok også var forventeligt). Og også mere borgerligt lænende aviser som Jyllandsposten og Berlingske er stort set gået i samme retning. Selv politiske meningsdannere som Peter Mogensen og Ulrik Bie – begge ellers normalt respekterede og nogenlunde afmålte kommentatorer – er helt hoppet på Kamala-vognen og storroser hende, som var de skrigende teenagepiger til en Justin Bieber-koncert. Og man kunne rettelig spørge; hvor var de to herrers begejstring for vicepræsidenten for bare en uge siden?
Men trods den nyfundne og helt overgearede hype, der pludselig er opstået om Kamala Harris, er hendes problemer grundlæggende de samme som før: Hendes taleevner er stadigvæk langt under middelniveau, hendes grin er stadig ulideligt og hun har endnu umådelig svært ved at tiltrække andre vælgere end de allermest begejstrede og inkarnerede demokratiske partisoldater (som alligevel ville stemme på enhver demokratisk præsidentkandidat).
Langt mere problematisk er dog på sigt hendes politiske profil. I et demokratisk parti, der i de seneste ti år har bevæget sig bemærkelsesværdigt meget mod venstre, tager hun tingene til nye højder. Hun ville simpelthen, om hun blev valgt, være den helt uden sammenligning mest venstreradikale præsident i USA's historie.
Hun har således aktivt støttet (i hvert fald retorisk forsvaret) voldelige oprør og nedbrændinger af hele bydele under Black Lives Matter-optøjerne i 2020, hun tegner en ganske anden og langt mere Israel-kritisk linje end Biden og hun støtter det yderst kontroversielle Equity-begreb, der er blevet den mest rabiate amerikanske venstrefløjs nye yndlingsord.
For hvor ideen om Equality (lighed) havde bred opbakning blandt næsten alle amerikanere, er Equity langt mere omstridt. Der kunne skrives lange, akademiske bøger om disse to sprogligt næsten enslydende, men betydningsmæssigt svært forskellige begrebers udvikling i forskerkredse de senere år. Stærkt forsimplet kan det udtrykkes nogenlunde således, at hvor Equality er ideen om, at vi er født lige, så er Equity ideen om, at vi skal dø lige – altså at enhver forskel livet igennem skal udlignes på alle parametre. Med det ekstra lille twist, at moderne og rabiat raceteoretisk ideologi er lagt ned over begrebet (er man sort, er man pr. definition undertrykt af hvide).
Equity står derved helt grundlæggende i modsætning til det hædrede Equality-begreb, der (i princippet) giver alle lige muligheder fra startstregen; hvad det enkelte individ så gør med sin tid i verden, afgør hvor man ender henne. Equity, derimod, vil sikre, at alle når præcis samme sted hen, lige meget hvor meget eller lidt arbejde og indsats der lægges for dagen. Det er i sin essens rendyrket marxisme – og man kan spørge sig selv, om de utallige firmaer, der har inddraget DEI (Diversity, Equity and Inclusion) i deres forretningsførelse de senere år, helt har forstået dette faktum.
Når alt dette er sagt, så ville det være overmåde dumt af republikanerne og Donald Trump, hvis de undervurderede Kamala Harris frem mod valget d. 5. november.
For der er en voldsom hype om hende lige nu, og hele det demokratiske apparat køres i disse dage i stilling for at sikre hende sejren. Kan hun udnytte den aktuelle positive omtale til at fastslå og udbrede en række stærke og præcise budskaber, som hendes kampagne kan baseres på frem mod november, har hun en reel mulighed for at lægge grundlaget for en valgsejr.
Hun har naturligvis også det kørende for sig, at hun ikke er Joe Biden; al tale om begyndende demens og alderdom kan derfor lægges væk. Faktisk fremstår hun pludselig ung (trods sine 59 år) i forhold til den langt ældre Donald Trump. Om hun ligefrem kan omsætte dette til at blive ”hele ungdommens valg”, mangler vi endnu at se; men muligheden foreligger bestemt.
En af de store X-faktorer er hendes køn. Kun én gang tidligere er en kvinde stillet op som præsident (i hvert fald for et af de to partier, der har en reel chance); og i dette tilfælde, Hillary Clinton i 2016, gik det som bekendt ikke særlig godt. Hillary har da også siden skældt ud på alt og alle over sit nederlag, og har mere end antydet, at hun tabte pga. sit køn. Spørgsmålet er dog, om det ikke bare er en bekvem undskyldning – for Hillary har først og fremmest kun sin egen elendige valgkamp at takke for sit chokerende nederlag.
Men om det så denne gang kan veksles til en positiv fordel at have en kvinde på valg – sjovt nok ligesom i 2016 med Donald Trump som modstander – er ikke til at sige.
Et af Kamalas trumfkort og vigtigste emner til valget bliver utvivlsomt retten til abort, hvor hun har været ualmindeligt klar i sin holdning. Ikke mindst efter Højesterets nylige omstødelse af den historiske ”Roe vs. Wade”-kendelse fra 1973 (der gav kvinder ret til abort). Og netop abortspørgsmålet er et af de områder i amerikansk politik, hvor demokraterne klart har en fordel; langt flere er tilhængere af abortretten end modstandere, og dette er endnu mere udtalt blandt kvindelige vælgere. Så abortspørgsmålet vil blive centralt for Kamalas kampagne. Hvorvidt det så alene kan bære en valgsejr med sig, er nok mere tvivlsomt.
Hendes snarlige valg af en vicepræsidentkandidat vil kunne sikre endnu en runde af goodwill og mediemæssig Breaking News-dækning – det bedste bud er nok Pennsylvanias 51-årige guvernør Josh Shapiro, om end det på ingen måde ligger fast endnu. Shapiro ville være et godt valg, da han er ganske populær, leder af en kompleks og vigtig swingstat (som demokraterne har hårdt brug for at vinde), mere moderat end Kamala i værdipolitikken og dermed med større appel til de vitale uafhængige vælgere – og simpelthen fordi han er en hvid mand fra østkysten (med henblik på en balanceret valgseddel; det kunne fint komplementere en sort kvinde fra den californiske vestkyst).
Om Shapiro (eller enhver anden kandidat, der kunne blive adspurgt) så rent faktisk ville acceptere et sådant tilbud, er til gengæld ikke så sikkert. Det kommer i sidste ende an på, om han faktisk tror, Kamala kan vinde valget. For et klart nederlag i en præsidentvalgkamp kan sætte en meget brat stopper for det politiske liv, også for vicepræsidentkandidaterne; hvem husker f.eks. i dag navne som Lloyd Bentsen (valget i 1988), Jack Kemp (valget i 1996) eller John Edwards (valget i 2004), hvis ellers fine og lovende karrierer gik totalt i stå efter at have været running mates til tabende kandidater i amerikanske præsidentvalg.
Og det er netop her, folk som Shapiro (eller hvem Harris nu tilbyder stillingen) får noget at tænke over i den kommende tid. Som skrevet i begyndelsen af artiklen er hele valgkampen stort set omkalfatret. Og den fordel, Trump syntes at have (med baggrund i meningsmålinger, goodwill efter attentatforsøget og en modstander med indlysende kognitive problemer) kan man nu stort set kaste ud ad vinduet.
Der er naturligvis masser af målinger (dem kan de virkelig finde ud af at lave i USA). Også de skal dog tages med et gran salt. Kamala Harris var som nævnt flere gange temmelig upopulær som vicepræsident – og i teoretiske valgmålinger mod Trump (før Biden trådte tilbage) klarede hun sig ikke meget bedre. Situationen er dog en ganske anden nu; for nu er hun netop demokraternes egentlige og ubestridte kandidat. Alle målinger af hende vil derfor være som front runner for et af de to store partier i USA og som en mulig kommende leder af den vestlige verden. Det er dermed også en ganske anden skala, man nu vurderes på; selv i forhold til at være vicepræsident, hvor man – trods den fornemme titel – stadig er i skyggen af præsidenten. Og slet ikke har samme frihed til at køre sin egen agenda.
Så det bliver interessant at følge, om Kamala kan leve op til sin nyfundne og overraskende popularitet. Om hun rent faktisk kan vokse og klare sig bedre end mange kritikere af hende, herunder dette medie, har forudsagt. Og belært af de seneste uger i kan man i hvert fald sige følgende om amerikansk politik: Det eneste, man kan være sikker på, er, at man aldrig rigtig kan være sikker på noget.
Anders Næsby, juli 2024
Tilføj kommentar
Kommentarer