Medierne har stået på den anden ende, siden det annonceredes, at Joe Biden trækker sig som kandidat. Det er da heller ikke meget, vi længere hører fra præsidenten; selvom han jo altså er USA's leder et halvt år endnu (hvem der end vinder præsidentvalget til november, indsættes vedkommende først officielt d. 20. januar 2025).
Til gengæld fylder Kamala nærmest det hele; og på rekordtid har en imploderende og opgivende demokratisk kampagne fået vendt det hele på en tallerken. Det er et forbløffende politisk comeback, der ellers så ganske usandsynligt ud for bare få uger siden.
For da billederne af Trumps knyttede næve og blodige ansigt efter attentatforsøget gik verden rundt, havde mange politiske kommentatorer – både demokratisk og republikansk orienterede – det indtryk, at valget nu mere eller mindre var afgjort. Trump førte allerede før begivenheden ganske stort, og dette næsten forseglede det. Samtidig var Det Demokratiske Parti i indædt magtkamp og desperation med udsigt til et valg med den aldrende og kognitivt hæmmede Biden, der mere eller mindre var umulig at vinde; og som tilmed formentlig ville smitte kraftigt af på de samtidige valg til Kongressen. Ingen syntes heller at vide, hvem der egentlig ville kunne afløse Biden, hvis det endelig lykkedes at overtale den stædige præsident til at trække sig.
Men så skete der en forbløffende udvikling. På ganske få dage erklærede stort set hele partiet, fra græsrødder til politiske sværvægtere, at alle stod bag Kamala Harris; den før så udskældte og stadig mere politisk isolerede vicepræsident blev pludselig hele det ”blå” USA's darling. Det væltede ud med positive historier, såsom at Kamala på én dag havde slået den hidtidige indsamlingsrekord for kampagnebidrag. Det enorme beløb (omkring 81 mio. $) kom sig ganske vist fortrinsvis på baggrund af, at flere stordonorer havde tilbageholdt lovede beløb til demokraterne for at få Biden til at trække sig, men imponerende var det ikke desto mindre.
Endnu vigtigere er det for demokraterne, at hele kampagnen har fået et tiltrængt skud energi. Optimismen bobler, og der er kommet en virkelig tro på, at valget kan vindes til november. Gennem hele førstedelen af 2024 er meningsmålingerne ellers kun gået den forkerte vej for demokraterne. Efter den famøse debat d. 27. juni kollapsede det nærmest fuldstændig; Biden stod ikke alene til en kolossal lussing til valget, hvor selv normalt sikre demokratisk-lænende stater som New York, New Hampshire og Minnesota pludselig var i spil – også flertallet i begge Kongressens huse stod for fald.
Nationale målinger viste en Trump-føring på op mod 5-6% og var i konstant stigning. Og med sådanne tal, kombineret med en vis goodwill efter attentatforsøget, virkede det til at være game over.
Nu er virkeligheden totalt forandret. I flere målinger har Harris indhentet Trump; der er sågar enkelte, hvor hun overgår ham med 1-2 procent. En Reuters/Ipsos-måling offentliggjort 30. juli gav Kamala 43% mod Trumps 42%, andre målinger har vist højere tal til begge kandidater (47% til Kamala mod 46% til Trump). Der er dog også målinger, der endnu har Trump i føring med en lille margin.
Her skal det kort forklares, at når begge kandidater kan stige i procentpoints, så kommer det sig af, at der endnu er en del undecideds (altså vælgere, der endnu ikke har besluttet sig). Det er ofte denne gruppe, der afgør præsidentvalg i USA, i hvert fald de tætte af dem. Og jo nærmere valget kommer, jo flere af dem vil vælge sig ind på det ene eller det andet hold.
Samtidig er der også stadig en dark horse i spil til valget i form af den tidligere demokrat (og nu uafhængige) præsidentkandidat Robert F. Kennedy Jr. Han har allerede sikret sig underskrifter nok til at komme på stemmesedlen i 35 stater (senest Vermont d. 2. august), og han forsikrer, han vil nå det i alle 50 stater inden deadline. Kennedy kommer ikke til at vinde valget, ej heller kommer han på nogen måde tæt på. Men han trækker ifølge visse målinger et sted mellem 6 og 10% på nationalt plan; og det er naturligvis uhyre interessant, hvem af de to ”store” kandidater han så primært trækker disse fra. Længe håbede især Trump, at Kennedy ville endorse (give sin offentlige støtte til) ham. Det ser dog ikke længere så realistisk ud.
Og det er blot et af flere problemer, republikanerne pludselig skal forsøge at håndtere frem mod valget. Historier i pressen går om interne skænderier og uenigheder om retningen i Trump-kampagnen; muligvis er man nødt til i en vis grad at genopfinde sig selv, i hvert fald moderere linjen.
For noget tyder på, Trump og hans kampagnefolk måske – midt i Biden-nedsmeltningen og efter attentatforsøget – blev fanget i en form for hybris. De følte sig simpelthen sikre på, valget nærmest var afgjort. Derfor var der også for en gangs skyld nogenlunde ro på selv Donald Trump; ud fra den klassiske fingerregel om, at man aldrig skal forstyrre en politisk modstander, når denne er i færd med at kollapse for åben skærm.
Samtidig begik Trump den taktiske fejl (som også tidligere har været kritiseret her på SpotOnUSA.dk) at udpege J.D. Vance som sin vicepræsident. Ud over at hjælpe Trump i Ohio (som han nok ville vinde alligevel) bidrager Vance ikke til meget på det strategiske plan. Og de allerede mange dårlige historier om ham, herunder en del vilde udtalelser fra de seneste 3-4 år, har kun bidraget negativt til kampagnen indtil videre. Det er sjældent et godt tegn, når vicepræsidentkandidatens uheldige fortællinger overskygger hovedkandidaten.
Der går da også pressehistorier (som dog er ubekræftede) om, at Trump simpelthen har fortrudt sit valg – og ville ønske han i stedet havde peget på enten den lidt kedelig, men sikre Doug Burgum eller den lidt mere flamboyante Marco Rubio. Det er dog for sent nu; og Vance er lidt ligesom Trump selv nødt til at gentænke sin linje frem mod valget, hvis succesen skal sikres.
Oven i alt dette kommer, at Harris endnu ikke har peget på sin vicepræsidentkandidat. Hun har nu en enestående mulighed for at vælge strategisk fra så at sige alle hylder; altså vælge præcis den kandidat, der kan hjælpe hende ved at ramme republikanerne de steder, de lige nu bløder. Flere og flere medier peger i retning af Pennsylvania-guvernøren Josh Shapiro (som dette medie også flere gange har nævnt som det stærkeste valg). Og når denne annonceres (muligvis først i dagene op til konventet 19.-22. august), vil det givet medføre endnu et lille boost til målingerne for Harris.
Swingstaterne afgør valget
De mange ret pludselige og gode fortællinger for Kamala Harris-kampagnen og de tilsvarende nyopståede problemer for Trump har fået flere medier og journalister – herunder de altid endimensionelle danske USA-korrespondenter – til at konkludere, at Harris nu ligger til at vinde valget. Det er dog en sandhed med kraftige modifikationer.
For selvom hendes chancer utvivlsomt er væsentligt forbedret efter nogle fantastiske uger, så er det ikke helt korrekt, at Harris lige pt. ville sikre sejren; selv ikke, hvis de førnævnte procentpoints på nationalt plan faktisk viste sig korrekte. Det kommer sig af det særegne fænomen, som også danske journalister har det med at glemme: At det IKKE er antallet af nationale stemmer, men derimod valgmandsfordelingen, the electoral college, der afgør amerikanske præsidentvalg. Det er således flere gange sket, at en præsident er valgt, selvom modstanderen fik flere stemmer på landsplan. Seneste eksempel var i 2016 – hvilket den tabende Hillary Clinton vist stadig går rundt og surmuler over (selvom hun udmærket på forhånd kendte reglerne).
Med nogle få undtagelser i delstaterne Maine og Nebraska (USA's stater har ret til at lave egne regler for, hvordan deres valgmænd fordeles), kører det amerikanske præsidentvalg efter et ”winner takes all”-princip, hvor en sejr i en stat giver alle statens valgmænd til den sejrende kandidat. Antallet af valgmænd er fordelt efter statens indbyggertal og varierer kraftigt fra 3 i små stater som Delaware eller North Dakota til 54 i den største, Californien. En sejr i f.eks. Californien ville derfor kunne gøre en forskel på 108 valgmænd, alt efter hvilken vej den flipper (om end Californien med ret stor sikkerhed altid vindes af demokraterne). Det magiske tal for at sikre den endelige valgsejr er 270.
Det kan selvfølgelig variere over tid, og det står ikke endegyldigt skrevet i sten. Men kort fortalt kan det siges nogenlunde således, at republikanerne stort set altid vinder omkring 25 stater i fortrinsvis syden og midtvesten, mens demokraterne tilsvarende vinder 10-15 stater især mod nordøst og på vestkysten. Disse er dog ofte mere talstærke end de førnævnte ”sikre” republikanske. Begge statsgrupperinger giver i alt partierne ca. 180-200 valgmænd hver.
Det er derfor de sidste omkring 10 stater – som ofte kaldes swingstater – der afgør de amerikanske præsidentvalg. Med enkelte bemærkelsesværdige undtagelser (f.eks. vandt både Nixon i 1972 og Reagan i 1984 hele 49 af de 50 stater) afgøres valgene ofte ganske snævert omkring nogle få swingstater. Et af de tætteste valg nogensinde, mellem Bush og Gore i år 2000, blev afgjort af et par tusinde stemmer i Florida (der dog ikke på samme måde længere er en swingstat). Selv det seneste valg i 2020 mellem Biden og Trump – som ellers blev en klar valgsmandssejr til Biden med 306 mod 232 – kunne faktisk være endt med en Trump-sejr, hvis blot omkring 40.000 stemmer i alt var faldet anderledes ud i Wisconsin, Georgia og Arizona.
Netop disse tre stater er blandt de mest interessante at følge frem mod valget i 2024. Dertil kan lægges Michigan, Pennsylvania og Nevada – og muligvis North Carolina og Virginia, om end målingerne i disse to stater peger lidt mere tydeligt i retning af at falde ud til hvert sit parti.
Kigger vi på de nævnte stater (ikke medregnet North Carolina og Virginia) er der en hel del valgmænd på spil: Nevada (6), Arizona (11), Georgia (16), Wisconsin (10), Michigan (16) og Pennsylvania (20). Altså i alt 79 valgmænd, og dermed mere end rigeligt til at afgøre valget til en af de to sider.
I alle de pågældende stater er det netop nu ekstremt tæt og tyder på en afgørelse inden for maksimalt 2-3%. De seneste opdaterede, vægtede målinger hælder til en Trump-sejr i fire af dem – Nevada, Arizona, Georgia og Pennsylvania – mens Kamala kun står til sejr i Michigan. Den tætteste, Wisconsin (der også spillede en nøglerolle i Trumps chokerende sejr over Hillary i 2016), står lige nu til 48,2% til Trump mod 48% til Harris. Altså en umådeligt snæver føring til Trump, der dog hurtigt kan tippe den anden vej.
Hvis tingene falder ud som målingerne spår nu, ligger det overordnet til, at Trump ville vinde med 298 mod Harris’ 240 valgmænd. Skulle Wisconsin tippe til Harris, ville det blive 288 mod 250.
Det hele er dog så tæt, at meget naturligvis kan ændre sig. Dertil kommer, at også andre stater kan overraske og pludselig falde ud på en anden måde end forudset. Og med det momentum, Kamala har lige nu, er det svært at forudse noget som helst med sikkerhed.
Ovennævnte tal er endnu en begrundelse for Kamala til at udpege Josh Shapiro som sin vicepræsidentkandidat. Som ganske populær guvernør i Pennsylvania vil han muligvis kunne blive den afgørende faktor i at tippe statens 20 valgmænd til demokraterne. Der går dog også historier i pressen om, at Kamala ikke personligt ønsker Shapiro, da han som jødisk og meget pro-israelsk på ingen måde ligger på linje med hendes stærkt Israel-kritiske holdninger i dette eksplosive og blandt demokraterne splittende emne. Men mon ikke hun i sidste ende lader ”mandaternes logik” forme sit valg…?
Kamala har muligvis også andre problemer i horisonten, når det, som visse kommentatorer kalder hendes ”hvedebrødsdage”, er forbi. For det interessante i hele Harris-hypen er, at politiske emner stort set ikke har været diskuteret, siden Biden trådte ned. Alt har handlet om Trump-kampagnens pludselige problemer og om Kamalas nyfundne ”brat and wacky” stil, som på sociale medier forsøges at gøres trendy for unge vælgere. Eller simpelthen bare om, hvor hurtigt det hele er vendt på hovedet i amerikansk politik.
De mange politiske emner, der har optaget amerikanerne de seneste år under Biden-administrationen – såsom illegal indvandring, stigende inflation, nedbrud af lov og orden samt ballade og ekstremisme i universitetsmiljøerne – vil på et eller andet tidspunkt komme op igen. Og eftersom Harris har været en del af administrationen, på papiret den næstmest magtfulde, vil disse emner også give hende problemer. Rent strategisk skal hun med sin stab derfor også ret snart beslutte, om hun vil støtte dem og dermed Bidens linje fuldt ud eller distancere sig fra dem; begge valg medfører både fordele og ulemper for hende.
Slutteligt er der naturligvis at nævne, at der også venter mindst én, måske to, debatter mellem Trump og Kamala. Alle var i sin tid overraskede over den tidlige debat mellem Biden og Trump – men ellers er det kutyme, at kandidaterne mødes op til valget, typisk i løbet af september eller oktober. Trump har nægtet at lægge sig fast på en dato, indtil Kamala officielt på konventet udnævnes til kandidat. Han påpeger med rette, at den sidste, han indvilgede i at debattere med, slet ikke endte som kandidaten alligevel.
Men den skal nu nok komme. Og disse tv-transmitterede debatter, der stadig trækker op mod 50 mio. seere i USA, har flere gange været afgørende faktorer. Hvordan de to kandidater vil klare sig, ved ingen; hverken Trump eller Kamala har tidligere høstet mange roser for deres debatevner, så det bliver nok mest et spørgsmål om, hvem der er mindst ringe. Eller hvem der kan skabe de mest mindeværdige oneliners, som ofte er dem, der huskes og deles på sociale medier bagefter.
I hvert fald er der nu sket det, som ingen havde troet for bare to-tre uger siden; det amerikanske valg er igen på vippen, og det kan blive umådeligt spændende og tæt helt frem til 5. november.
Anders Næsby, august 2024
Tilføj kommentar
Kommentarer