Efter en måneds tid, hvor stort set alt er gået demokraternes vej – og hypen om Kamala Harris bare er buldret afsted – er hverdagen nu så småt ved at melde sig igen. Det har hele tiden ligget i luften, at hvedebrødsdagene på et tidspunkt måtte ende, og seriøse politiske spørgsmål begynde at komme på banen; det synes nu at være indtruffet. Ironisk nok i netop den uge, hvor Kamala-begejstringen ellers burde nå sit zenit: Det Demokratiske Konvent, der i år afholdtes d. 19.-22. august i Chicago.
For mens den danske presses USA-korrespondenter har smidt alle hæmninger og ageret som reklamesøjler for demokraterne – og mens flere medlemmer af den danske regering såsom Lars Løkke og Nicolai Wammen på pinlig vis har rendt rundt i Chicago og opført sig som skrigende teenagere til en Justin Bieber-koncert – så har den mere seriøse del af USA's medieverden været optaget af den egentlige historie; at problemer på mange fronter pludselig hober sig op for Kamala Harris.
Rent indledningsvis er det problematisk, at Trump stadig fører i målingerne. Den demokratiskvenlige del af pressen (og den danske presse har naturligvis kritikløst viderebragt dette paradigme) har ellers kørt en del historier om, at Kamala nu havde overtaget føringen.
Sandheden er dog noget mere broget. Det er korrekt, at Kamala på landsplan i visse målinger har ligget over Trump med et par procent – først og fremmest medier som New York Times og MSNBC har gjort et større nummer ud af fortællingen. De vægtede målinger af uafhængige meningsmålingsinstitutter har dog hele vejen holdt fast i, at Trump stadig førte; navnlig i det altafgørende valgmandskollegium.
Mange demokrater håbede dog på, at konventet for alvor ville vende dette billede; og viderebygge det momentum, Kamala Harris uomtvisteligt har haft, siden Biden trak sig som kandidat.
Traditionelt har logikken da også været, at konventet – som helt grundlæggende er en fire dage lang koreograferet reklamesøjle med dertilhørende politiske slogans – giver det pågældende partis kandidat et boost i meningsmålingerne. Typisk et sted mellem 2 og 5 %. Det er dog ikke rigtig sket denne gang; hverken tilbage i juli for Trump eller nu for Harris i august.
Det tyder endda på, at Kamala lige nu går tilbage i målingerne, om end disse stadig er forbundet med megen usikkerhed og stritter i forskellige retninger.
Tendensen vil efter alt at dømme accelerere den kommende tid, efter at den uafhængige tidligere demokrat Robert Kennedy nu har trukket sig og anbefalet sine vælgere at stemme på Donald Trump. Rygterne herom begyndte at løbe i midtugen, og det blev endeligt bekræftet af Kennedy selv fredag d. 23/8.
Straks herefter var danske såkaldte USA-eksperter ude med en absurd påstand om, at det muligvis slet ikke gavner Trump, men nærmest vil skade ham. Det er naturligvis rent vrøvl og mere et udtryk for disse ”eksperters” personlige ønsker end reel politisk analyse. For selvom det på ingen måde er givet, at Kennedys støtter alle vil følge anbefalingen (størsteparten af de 5-8 %, der støttede ham, er som vælgergruppe notorisk imod at lade sig diktere af nogen, heller ikke af deres foretrukne kandidat), må det alt andet lige formodes, at størsteparten af dem vil gøre det. Og det er bare altid en fordel i politik, når tidligere konkurrenter giver deres endorsement (officielle støtte); ellers ville det heller ikke være så vigtigt for de to kandidater at søge den. Både Harris og Trump har således bag kulisserne arbejdet aktivt for at få netop Kennedys støtte – i forventning om, at det kunne blive en afgørende faktor frem mod valget.
Et andet problem for demokraterne har lidt overraskende vist sig at være konventet i sig selv. Trods ihærdige forsøg på virkelig at sælge en begejstring – og trods opflammende taler fra ikoner som Obama-parret og Oprah Winfrey – var der også flere skår, der forpurrede glæden.
Mange seere var i den forbindelse svært utilfredse, da det frem mod konventets sidste aften var blevet teaset og flere gange antydet, at enten Beyoncé eller Taylor Swift – tidens vel nok to største popstjerner – ville komme og spille efter Kamalas tale. En ganske stor del af deres fanskarer sad derfor klinet til skærmen; og blev svært skuffede, da der aldrig skete noget. Det gav nok konventet et opskruet seertal, men det efterlod mange med en bitter smag i munden. Og man må stille kraftigt spørgsmålstegn ved det smarte i strategien; hvem end i Det Demokratiske Parti der så har fundet på det.
Et endnu større problem var den aktuelle og ophidsede debat om Israel/Palæstina. Selvom pressen forsøgte at give det så lidt opmærksomhed som muligt, kunne det alligevel ikke skjules, at der var store og ganske voldsomme protester fra det voksende og ekstremt højlydte antijødiske segment i Det Demokratiske Parti. Den rift i partiet, der reelt har været tydelig siden det blodige terrorangreb 7. oktober 2023, viste sig derved igen at være en virkelig udfordring for Harris. Hun er ganske vist den mest Israel-kritiske præsidentkandidat, der vel nogensinde har været på valg for et af de to store partier i USA; men det er stadig ikke nok for denne protestbevægelse, der med store bannere med ordene ”Killer Kamala!” udenfor konventet gjorde det klart, at de kun accepterer en kandidat, der aktivt vil støtte en udryddelse af Israel.
Selv ikke Kamala Harris kan selvfølgelig på nogen måde som præsidentkandidat støtte op om noget sådant. Og har derfor fået en ganske vist stadig lille, men til gengæld særdeles højtråbende del af sine græsrødder imod sig.
Problemet Kamala
Det største problem for demokraterne hedder dog i sidste ende Kamala Harris. For selv den seneste tids ufattelig oppustede hype kan ikke skjule, at hun simpelthen bare ikke er en særlig god præsidentkandidat. Det er da også derfor, det så sent som for to måneder siden var stort set umuligt at opdrive nogen i Det Demokratiske Parti, der troede på hende. På trods af at hun var siddende vicepræsident for en aldrende og kraftigt svækket Joe Biden, havde hun praktisk taget ingen støtte længere. Den ikoniske demokratiskvenlige avis Washington Post bønfaldt hende endda i en leder her i 2024 om at trække sig ”for partiets bedste”. I forventning om, at hun ikke nogensinde ville kunne hverken vinde eller lede noget som helst.
Håbet i partiet var nok i virkeligheden, at hypen om Kamala blot fortsatte frem til november; og at hun kunne nøjes med at holde præfabrikerede taler for et venligsindet publikum. Eller svare på indstuderede og overfladiske spørgsmål om mad, yndlingsmusik og andre nonsens-emner i hyggelige, ikke-kritiske interviews. Dette er faktisk nogenlunde, hvad der er sket indtil nu i Kamalas kampagne.
Det kunne bare ikke vare ved; navnlig fordi Kamala – i modsætning til normale nominerede – netop ikke har været igennem hele mediemøllen og de indgående journalistiske undersøgelser, der normalt følger med primærvalgene. Hun er ikke blevet vejet i offentligheden, der er ikke blevet spurgt grundigt ind til hendes politiske værdier og målsætninger. Og ingen delegerede har nogensinde stemt på hende.
Harris’ kampagnefolk var givet klar over, at pressen på ét eller andet tidspunkt ville begynde at rette et mere kritisk blik på hende. Derfor forsøgte de da også i forrige uge at komme modstødet i forkøbet ved at fremlægge en politisk vision. I dette tilfælde en skatteplan præciseret i fire overordnede punkter, som endelig skulle vise, at Kamala havde en seriøs politisk portefølje med sig i tasken. Desværre gav det voldsomt bagslag; og ganske usædvanligt blev ideerne skudt totalt ned i ikke bare de republikanske, men også de demokratiske medier.
Blandt hendes præsenterede forslag var – ud over klassiske demokratiske floskler om at beskatte de allerrigeste – mere kontroversielle ideer såsom at øge indkomstbeskatningen for den øvre middelklasse. Ydermere vil hun hæve erhvervskatten fra 21 til 28 %. Mest kontroversielt er dog ideen om kraftigt at øge beskatningen af såkaldt ”unrealized capital gaines” – altså en beskatning af eventuel fremtidig forøgelse af indtjening.
Især privatindustrien frygter en sådan plan, der da også allerede er sammenlignet med socialisme. Den forøgede erhvervsbeskatning er i sig selv kritisk for mange især mindre eller nystartede firmaer; men en yderligere beskatning af penge/indtjening, der endnu ikke eksisterer, er en svær pille at sluge for mange. Både på et økonomisk og et mere filosofisk-etisk plan.
Harris’ kampagne præsenterede dertil også et lidt mindre tillægsforslag om, at alle nye huskøbere af staten skulle gives et bidragsbeløb på 25.000 $. Også dette skabte straks problemer. For selvom det på overfladen ligner et sympatisk forsøg på at hjælpe nye og fortrinsvis unge boligejere, går det imod værdsatte amerikanske idealer om frihed, retten til at bestemme over egne penge og ikke mindst at undgå regeringsindblanding.
Tænker man lidt dybere over forslaget, står det endvidere klart, hvor forfejlet det faktisk er. For det gør reelt ikke meget andet end at få de i forvejen opskruede huspriser i USA til at stige med det førnævnte beløb. Og derved forværre den eskalerende inflationskrise. Kamalas kampagne har da også i stilhed trukket i land igen.
Tilbage står som hendes indtil nu eneste reelle politiske forslag en vildt kritiseret skatteplan, som Kamala enten ret hurtigt bør modificere eller helt trække tilbage; ellers kan den blive en gigantisk klods om benet i valgkampens afgørende fase. For er det én ting, de amerikanske vælgere meget sjældent belønner, så er det forslag, der sender flere af deres penge over i statskassen.
Det er dog ikke bare på skatteområdet, Harris på det seneste har dummet sig. Hendes valg af vicepræsident må også stadig betragtes som bizart og lettere uforklarligt. Alle de ledende demokratiske meningsdannere var således enige om, at Pennsylvania-guvernøren Josh Shapiro ville være det rigtige valg; både værdimæssigt – som modvægt mod Harris’ mere venstreorienterede tendenser – og på det strategiske valgmandsplan; en sejr i swingstaten Pennsylvania er noget nær et must for Harris, hvis valget til november skal sikres. Og her ville den populære Shapiro gavne enormt.
Men Harris valgte til alles overraskelse Minnesota-guvernøren Tim Walz. Muligvis fordi hun simpelthen ikke kunne accepterede den jødiske Shapiros klare og tydelige zionistiske holdning. Det er før på dette medie beskrevet, hvorledes Trumps valg af JD Vance som vicepræsidentkandidat simpelthen var forfejlet. Det samme kan nu siges om Harris’ valg – der står således 1-1 i strategiske dumheder.
Efter den overraskende offentliggørelse af Walz forsøgte demokratiskvenlige kommentatorer, herunder også i den danske presse, at fremhæve valget som værende smart. Dette skulle angiveligt komme sig af, at Walz ville kunne appellere til de white rural-vælgere i midtvesten, som demokraterne de sidste årtier gradvist har skræmt væk. Det er der bare ikke meget, der tyder på, han faktisk kan. Det vælter i øjeblikket ud med sære og ret vilde udtalelser gennem hans tid i politik, og der sættes fokus på nogle af de rabiate beslutninger, han har truffet i sin hjemstat. Det var således i netop Minnesota og under Walz’ ordrer, at der i BLM-optøjerne i 2020 blev nedbrændt store bydele, herunder en politistation. Guvernøren beordrede endda, at politiet ikke måtte gribe ind; og hans kone skrev begejstret på Twitter, at ”hun åbnede vinduerne, så hun kunne nyde lugten fra brandene”. I sin hjemstat Minnesota er guvernøren følgende heller ikke rigtig længere populær.
På et mere overordnet plan har Kamala Harris og demokraterne det grundlæggende problem, at deres kampagne først og fremmest er båret af at hade Trump og bare være imod alt, hvad han står for og er – og reelt handler meget lidt om, hvad de selv vil. En god politisk huskeregel omkring valgkampe er, at modstand mod nogen/noget kan samle og være ganske kraftfuld; men i længden holder den ikke alene. Der skal også være noget at kæmpe for. Og her er det et problem for demokraterne, at mange af deres politiske idealer det seneste årti har vist sig ganske upopulære hos den brede vælgerskare; lov og orden-politikken har været katastrofal med en kraftig stigning i kriminaliteten til følge. Navnlig den fuldstændig skøre defund the police-politik i kølvandet på George Floyd-episoden har kostet partiet dyrt; og mange vælgere har vendt dem ryggen. Meget af det samme kan siges om en del andre af demokraternes nyere mærkesager; som Harris som vicepræsident har været en central del af.
Den politiske kommentator Scott Jennings påpegede det ganske præcist i midtugen under en paneldebat på CNN; at demokraterne faktisk har siddet på magten i USA i 12 af de seneste 16 år. Fortællingen om, at alt er republikanernes og i særdeleshed Donald Trumps skyld er derfor ved at være en smule tyndslidt.
Alt dette betyder naturligvis ikke, at valget nu afgørende og udelukkende går republikanernes vej. Demokraterne og Kamala Harris har stadig reelle chancer; men det kræver en gentænkning af den politiske strategi. Hun skal lægge nogle af sine mere rabiate ideer helt væk og koncentrere sig om den arbejdende middelklasse, ikke mindst i de centrale staters hjerteland. I sidste ende bliver det udfaldet af swingstaterne – ikke mindst det såkaldte rustbælte bestående af Pennsylvania, Michigan og Wisconsin – der afgør, hvem USA's 47. præsident skal være. Og hvis Harris kan modbevise de kritikere, der tvivler på hendes evner (herunder her på mediet SpotOnUSA.dk), har hun også muligheden de næste to måneder for at overraske positivt. En god præstation i de kommende tv-debatter (der bliver muligvis kun én) kan gøre meget herfor.
Det bliver uhyre interessant at følge i den kommende tid, hvor debatten, kampagnerne og hele den politiske scene i USA blot vil blive yderligere ophedet.
Anders Næsby, august 2024
Tilføj kommentar
Kommentarer