Sent om aftenen d. 5. marts 1770 skulle en lille, lokal begivenhed i Massachusetts give genlyd overalt i det enorme britiske imperium – og medføre store konsekvenser for Amerikas fremtid.
Som så mange gange før i de senere år demonstrerede Boston-borgere deres utilfredshed med britisk tilstedeværelse ved at håne og genere de rødklædte engelske soldater. Denne gang gik noget dog helt galt; pludselig rungede gaderne af skud, og folk flygtede i vild panik. John Adams, der boede ikke langt derfra, hørte bragene og ilede dertil for at hjælpe. Han var forfærdet over de mange sårede og døde, der nu lå foran oprørte britiske soldater. Fem lå døde, yderligere tre omkom af deres kvæstelser den næste tid; mange af dem helt unge mænd og drenge.
Nyheden spredte sig som en lynild gennem ikke blot Massachusetts, men alle 13 britiske kolonier i Amerika. Ikke mindst takket være en berømt tegning, som den lokale sølvsmed Paul Revere (der også senere skulle markere sig i amerikansk historie) lod gøre i dagene derefter – og som med trykpressen nåede ud i alle ender af kolonierne. Tegningen bar det navn, begivenheden nu skulle huskes med: Boston-massakren. Den viste en brutal og fordrejet fremstilling af begivenhederne, hvor de britiske soldater med diabolske smil på læberne hensynsløst nedskød uskyldige i Bostons gader.
Hvordan det overhovedet nåede så vidt, har naturligvis sine historiske baggrunde. Op gennem 1700-tallet kæmpede de to ledende europæiske magter i Nordamerika, Frankrig og Storbritannien, stadig mere intenst om kontrollen med det rige og enorme land. Britiske kolonister var i overtal, mens franskmændene mere satsede på at udvikle handel langs de store floder og bugter. Til gengæld var de langt bedre end briterne til at skabe alliancer med forskellige indianernationer, der på dette tidspunkt endnu udgjorde betydelige magtfaktorer. Det hele kulminerede i den såkaldte Fransk-Indianske Krig, der rasede på to kontinenter mellem 1756 og 1763 (den var egentlig blot en del af den omfattende Syvårskrig, som i disse år hærgede i Europa). Konfliktens første skud var reelt blevet affyret helt tilbage i 1754 i det vestlige Virginia af en ukendt 22-årig oberst ved navn George Washington.
Det lykkedes briterne at sejre klart i den amerikanske del af storkrigen, ikke mindst efter generalen James Wolfes dristige erobring af den vitale franske by og fortifikation Quebec i 1759. Ved den officielle fredsslutning i 1763 måtte franskmændene ydmygende afstå alt land øst for Mississippifloden.
Men det skulle hurtigt vise sig, at den store sejr med tiden blev mere end dyr for det britiske imperium. For krigen havde været bekostelig at føre, navnlig på grund af store troppekontingenter i det fjerne Amerika. Så parlamentet påbegyndte umiddelbart derefter at indføre en række beskatninger mod dets undersåtter – ikke mindst i de amerikanske kolonier – for at få penge i kassen. Denne på overfladen fornuftige økonomiske politik skulle få katastrofale konsekvenser. Mange af de britiske undersåtter i Amerika var allerede inden krigen, blandt andet inspireret af Oplysningstidens politiske idealer, begyndt at argumentere for retten til øget selvstyre. Alligevel havde de kæmpet loyalt for moderlandet i krigen mod Frankrig; og fandt sig nu dybt skuffet over, at ”belønningen” kom i form af øgede skatter.
Men hver gang amerikanerne protesterede, satte parlamentet i London blot hårdt mod hårdt. Særligt rasende blev de over beskatning på tryksværte og blæk, den såkaldte Stamp Act i 1765, som ud over et økonomisk slag også blev anset som et angreb på den frie ytrings ret. Og det blev startskuddet til en i begyndelsen løst organiseret folkelig bevægelse, der kaldte sig Sons of Liberty, frihedens sønner. Bevægelsen er formentlig grundlagt af Boston-borgeren Samuel Adams og vandt hurtigt tilslutning langt ud over Massachusetts. Den blev derved det første egentligt samlede amerikanske modsvar mod britisk styre.
I 1765 havde selv bevægelsens ledere dog på ingen måde forestillet sig, at det skulle ende i en egentlig uafhængighedskrig mod moderlandet. Men alt ændrede sig på blot 10 år. For Sons of Liberty voksede sig stadig stærkere, inspireret af dygtige agitatorer som James Otis og Patrick Henry. Og af mere opsætsige handlingsmænd som Samuel Adams og John Hancock. Sidstnævnte begik helt åbenlyse ulovligheder, da han til stor jubel for amerikanerne smuglede varer ind i kolonierne, hver gang briterne pålagde nye handelsvarer beskatninger. Når britiske toldere forsøgte at standse ham, greb han og Sam Adams gerne til voldsomme modsvar; det siges således, at den i tegneseriekulturen så udødelige afstraffelse med at rulle folk i tjære og dyppe dem i fjer faktisk blev opfundet af netop disse to mænd i slutningen af 1760’erne.
På denne mere og mere ophidsede måde greb modsætningerne mellem Storbritannien og Amerika til. Og Londons svar var som altid at sende flere soldater for at holde de utilfredse amerikanske undersåtter i ave; og lade dem bekoste det hele selv med nye skatter. Det var da også i disse år, at Sons of Libertys motto ”no taxation without representation!” blev født; man var simpelthen utilfreds med, at parlamentet kontrollerede, hvad er skete i Amerika – uden at amerikanerne selv blev repræsenteret i parlamentet.
Det er med disse baggrunde, den ophidsede stemning i Bostons gader en skæbnesvanger aften i marts 1770 skal forstås. Og denne gang forblev det ikke blot ved fjendtlige tilråb. Uvist af hvilke årsager udviklede demonstrationen sig voldeligt, og otte britiske soldater under kommando af Kaptajn Thomas Preston åbnede ild mod demonstranterne. I dagene derefter blev soldaterne anholdt og anklaget for mord. Mens de afventede retssagen, forblev de bag fængslets mure. Hvilket formentlig reddede dem fra at blive lynchet, da de nu var de mest hadede mænd i Massachusetts.
Lokale støtter forsøgte at sikre soldaterne advokatbistand, men det var stort set umuligt at finde nogen der ville. I hvert fald indtil, man henvendte sig til Samuel Adams’ fætter John. Denne ambitiøse jurist sympatiserede med Sons of Liberty. Men modsat sin rebelske fætter mente John Adams, at frihedens sag skulle kæmpes med juridiske og filosofiske argumenter, ikke egentlige voldshandlinger. Adams var dog også kendt som en dybt moralsk mand, bundet af sine egne idealer om f.eks. enhver fri mands ret til ærlig repræsentation i retssager. Han påtog sig derfor modvilligt sagen. Dette skabte omgående spændinger mellem de to fætre; John Adams undgik dog, formentlig grundet sit gode navn, egentlige fysiske overfald.
Selve retssagen betragtede han som tabt på forhånd. En lokalt udpeget jury ville allerede, ifølge Adams’ ræsonnement, være kraftigt forudindtaget – men han argumenterede ikke desto mindre soldaternes og Kaptajn Prestons uskyld med så stor veltalenhed, at han til alles overraskelse – ikke mindst sin egen – vandt den højtprofilerede sag. Det var under sagen, Adams ytrede den berømte sætning, der siden skulle give genlyd i retssager overalt i den vestlige verden: ”Facts are stubborn things!”
Efter sin chokerende sejr vendte mange af hans gamle klienter ham ryggen. Til gengæld havde hans indsats imponeret selv Kong George 3., og gennem Massachusetts’ guvernør blev Adams tilbudt høje stillinger i det britiske imperium. Man havde dog gjort regning uden Adams selv; han påtog sig sagen i troen på visse moralske principper, ikke som en loyal støtte af Storbritanniens opførsel. Og han fortsatte derfor sin principielle modstand mod moderlandet. Han mente dog selv, at karrieren var forbi. Men den næste tid skete det besynderlige, at hans ry som en støtte af Sons of Liberty ikke alene genskabtes; han havde nu også vundet sig en aura af ubestikkelig og upartisk hæderlighed. Med nyvunden energi kastede han sig igen ind i kampen for amerikanske rettigheder.
De følgende år tog begivenhederne fart. Briterne øgede skatterne, deres soldater opførte sig stadigt mere brovtende i de amerikanske kolonier. Og på trods af, at Preston og de andre anklagede var blevet frikendt af en Boston-jury, erklærede parlamentet, at fremtidige sager mod britiske udsendinge nu skulle føres hjemme i England – da amerikanernes dømmekraft ikke længere var til at stole på.
Urolighederne nåede et nyt højdepunkt d. 16. december 1773, da en gruppe frihedssønner under ledelse af Samuel Adams, forklædt som indianere, bordede tre britiske handelsskibe i Boston havn og smed 342 kasser te i vandet; i protest mod britisk beskatning mod alt andet end britisk kontrollerede varer som denne. I eftertiden betragtedes denne begivenhed som det egentlige startskud til Den Amerikanske Revolution. På begge sider opbyggedes derefter våbenlagre, mens stadig flere britiske tropper sendtes til kolonierne for at kvæle oprøret og dets ledere.
I 1774 mødtes udsendinge for de 13 kolonier for første gang. Denne første såkaldte Kontinentale Kongres skulle bekæmpe britisk indflydelse over Amerika; Kong George og parlamentet betragtede kongressen som ulovlig og forræderisk, og da den Anden Kontinentale Kongres samledes i Philadelphia i maj 1775 havde de til formål at lede og kontrollere det væbnede oprør, der allerede måneden før var brudt ud. Snart var store dele af de 13 kolonier i åbent oprør mod briterne, og kongressen formede en samlet militærstyrke, Den Kontinentale Hær, under ledelse af George Washington.
Endnu mente mange i kongressen ikke, en egentlig løsrivelse fra moderlandet var målet. Men gennem stærkt politisk arbejde lykkedes det skridt for skridt grupperingen omkring John Adams at overbevise resten. Og d. 2. juli 1776 stemte kongressen for uafhængigheden. To dage efter godkendte medlemmerne også ordlyden af et berømt dokument, forfattet af Thomas Jefferson, hvori man argumenterede for retten for sin sag. Med denne Uafhængighedserklæring var der ikke længere tvivl om amerikanernes hensigt om at løsrive sig endegyldigt fra Det Britiske Imperium. En total krig var nu i gang.
Utroligt nok vandt amerikanerne efter en lang og blodig kamp krigen, der officielt afsluttedes i 1783. Og dermed var en ny selvstændig magt, USA, født til verdens store forbløffelse.
Anders Næsby, juli 2023
Tilføj kommentar
Kommentarer