I den vestlige del af Maryland, på de landlige og søvnige naturområder ved Antietam Creek, udkæmpedes d. 17. september 1862 et slag, der selv efter den blodige amerikanske borgerkrigs standarter chokerede befolkningerne på begge sider i sin horrible gru.
Der er borgerkrigsslag over flere dage, der overgår Antietam i samlede tabstal – men med et samlet tab på næsten 25.000 mand er slaget den blodigste dag i borgerkrigen. Faktisk i hele USA's historie. Udfaldet af dette blodbad var teknisk set en på dette tidspunkt sjælden sejr for Nordstaterne, om end hverken sejrherrerne eller taberne var rigtig tilfredse bagefter. Rent militært var der da heller ikke tale om noget afgørende gennembrud. Til gengæld fik Slaget ved Antietam enorm politisk betydning, der rakte langt ud over borgerkrigen i sig selv. Slaget kan således kaldes et af de store vendepunkter i amerikansk historie.
For at forstå hvorfor, må baggrunden for slaget kort belyses. I sensommeren 1862 havde Den Amerikanske Borgerkrig stået på i næsten halvandet år; og der var ikke meget at glæde sig over for den pressede Præsident Lincoln, der desperat kæmpede for at holde sammen på ikke blot Unionen, men også sin egen regering. Kritikken af ham tog til i takt med, at Sydstaterne blev ved med at sejre på slagmarkerne. Trods Nordens klare numeriske, økonomiske og industrielle overhånd, kunne de ikke besejre fjenden mod syd. Faktisk havde Sydstaternes hære, i foråret og den tidlige sommer samme år, udført en række brillante kampagner og militære sejre under navnlig Robert E. Lee og Thomas ”Stonewall” Jackson.
Den ene nordstatsgeneral efter den anden var således blevet ydmyget af sydstaternes ledende militære begavelser. Af samme grund hyrede og fyrede Lincoln sine generaler i en stadig mere desperat søgen efter den general, der ville kunne matche Lee. Dette problem skulle martre Lincoln helt frem til 1864, hvor han endelig fandt sin mand i form af Ulysses S. Grant. Men i sensommeren 1862 så Lincoln ingen andre muligheder end at række ud til en mand, han ellers allerede havde fyret én gang – og i øvrigt ikke personligt kunne fordrage; den blandt tropperne voldsomt populære, men også overforsigtige George McClellan.
Lee skulle dog i slutningen af august vinde endnu en markant sejr i det tre dage lange såkaldte andet slag ved Bull Run (samme sted havde i juli 1861 lagt grund til det første store slag i borgerkrigen, der også var endt med en klar sydstatssejr). Nordstatsgeneralen Pope blev her ydmyget og måtte slukøret se sig selv indtræde i den efterhånden lange række af fyrede topgeneraler i unionshæren; og Lincoln genansatte herefter modvilligt McClellan. Ingen af dem kunne dog vide, at de meget snart ville blive kaldt til slagmarkerne igen.
Det viste sig nemlig, at Lee efter sin sejr ved Bull Run – eller Second Manassas, som sydstaterne kaldte slaget i august 1862 – kastede sig ud i en satsning, han ikke havde vovet før i krigen; en invasion af Nordstaternes territorium. Måske var det hybris, måske var det en reel fornemmelse om, at Norden med endnu et stort nederlag – nu på egen grund – ville kunne tvinges til våbenhvile. Hvad end grunden var, rykkede Lee sine tropper ind i Maryland i starten af september. Og McClellan, der knap var rykket ind i sit gamle hovedkvarter, måtte omgående rykke sine tropper i felten for at møde sin frygtede modstander.
Hverken McClellan eller Lee vidste dog på dette tidspunkt, at nye politiske vinde var undervejs. Nogle måneder tidligere, under et af sommerens kabinetmøder, havde Lincoln chokeret sin regering ved at meddele, at han havde besluttet at frigive slaverne i hele unionen. Dette havde Lincoln ellers vægret sig med at gøre før krigen, bl.a. for ikke at skræmme sine egne grænsestater, hvor slaveri stadig var tilladt i et vist omfang, væk. Og som et forsøg på at holde sammen på den skrantende union. Eftersom langt de fleste slaver stadig befandt sig i Sydstaterne, ville en frigivelsesproklamation derfor ikke få nogen øjeblikkelig betydning; men løftet ville så indfries, når krigen engang var vundet. Lincolns forslag var i høj grad et forsøg på at ændre det samlede billede af og fortælling om borgerkrigen; som en moralsk kamp for eller imod slaveriets institution.
Lincolns ministre frygtede dog, at forslaget ville skabe stor utilfredshed blandt borgerne i nordstaterne – hvad det da også viste sig at gøre – da en del foretrak fortællingen om, at de kæmpede for at bevare unionen mere end for at frisætte slaverne. Lincoln fik dem dog overbevist; og med tiden fik han også ret i sin antagelse om, at både verden og mange amerikanere selv begyndte at betragte Nordstaternes sag som den moralsk rette.
Han lyttede til gengæld til et råd fra sin dygtige udenrigsminister William H. Seward, der klogt overbeviste præsidenten om at vente med annonceringen af slavernes frigivelse, indtil det kunne bakkes op med en nyvunden militær sejr – ellers ville det hele virke som politisk desperation på et tidspunkt, hvor krigen slet ikke gik Unionens vej. Dette indvilgede Lincoln i – og skæbnen ville, at denne sejr skulle falde ved Antietam.
I midten af september var begge hære rykket i felten, og alle ventede nu i spænding på, præcist hvor og hvornår selve slaget skulle udkæmpes. Da indtraf så en utrolig hændelse, der kunne have ændret historiens gang; tre menige nordstatssoldater fandt ved et tilfælde et stykke papir rullet sammen om en cigar. Dette papir viste sig at indeholde selveste Lees planer for det kommende slag, herunder de præcise opstillinger og placeringer af hans tropper. Sydstatsgeneralen var kendt og frygtet for sin næsten overnaturlige evne til altid at udmanøvrere og være ét skridt foran sine modstandere – men nu havde nordstatshæren ved et rent lykketræf fået selve nøglen til at besejre ham. De tre soldater afleverede da også straks planerne til McClellan.
Og det var netop i denne skæbnestund, McClellans svageste karaktertræk viste sig; selvom han lige havde fået serveret muligheden for at knuse Lee på et sølvfad, tog hans tøvende og usikre natur over. I 18 skæbnesvangre timer foretog han sig intet. Og i mellemtiden havde Lee, igen fornemmende at noget var i gærde, omdirigeret og klargjort sin hær til kamp. Han mødte McClellan ved Antietam Creek d. 17. september 1862.
Selve slaget kunne være endt med en knusende sejr til McClellan. I stedet blev det et frygteligt blodbad, der i løbet af dagen kulminerede ved tre kaotiske nøglepunkter. Ved den afgørende fremrykning over en hårdt tilkæmpet bro hen ad eftermiddagen tøvede McClellan igen med at sætte sin fulde styrke ind; og mistede derved for anden gang chancen for at tilføre Lee et afgørende nederlag. Ikke desto mindre måtte Lee til sidst foretage en taktisk tilbagetrækning fra Antietam. Derved stod nordstaterne og McClellan som slagets sejrherrer.
Reelt var der dog mere tale om frygtelige tab for begge sider. De sammenfiltrede døde lå i blodige bunker, og flere steder var hele bataljoner faldne til næsten sidste mand. I dagene derefter besøgte fotografen Mathew Brady slagmarken for at dokumentere, hvad der var hændt. Datidens kameraer kunne ikke fange bevægende motiver; men de døde ved Antietam gik ingen vegne. Bradys fotografiudstilling, ”The dead at Antietam”, blev en overvældende publikumssucces de næste måneder; for første gang kunne civile gennem de frygtelige fotografier virkelig fornemme krigens gru. Antietam og Brady kom derfor også til at forandre og virkeliggøre krigsrapportering på en ny og langt mere realistisk måde.
For Sydstaterne og Lee var slagets resultat både uvant og skuffende; efter at være gået fra sejr til sejr, måtte han nu søge mere velkendte forsvarsformationer i Virginia og forsøge at slikke sårene. Men hans skuffelse var intet mod Lincolns, som trods en militær sejr – den, han havde ventet på for at offentliggøre sin Emancipation Proclamation – var rasende over, at McClellan havde forsømt en unik chance for at rette det afgørende banesår mod Lee. Han fyrede derfor for anden gang McClellan, der måtte se resten af krigen fra sidelinjen, mens han forsøgte et redde sit renommé. Utroligt nok skulle de to mødes igen i præsidentvalget i 1864 – altså midt under en blodig borgerkrig – hvor demokraterne opstillede netop McClellan, som blandt andet gik til valg på at afslutte krigen ud fra overbevisningen om, at Syden aldrig kunne endeligt besejres. Lincoln blev heldigvis genvalgt – ellers kunne amerikansk historie muligvis have taget en helt anden retning.
Men i første omgang var resultatet blot et meget blodigt og for begge parter militært dyrt slag, der ikke rigtig gavnede nogen af dem. Til gengæld fik slaget markant indvirkning på andre parametre. Frigivelsesproklamationen vakte stor bestyrtelse overalt i Syden – dog ikke hos de indespærrede slaver, der i hemmelighed fejrede nyheden og det nyvundne håb for en fremtid uden lænker. Internationalt fik nyheden også voldsomst stor betydning; frem til Antietam havde de europæiske stormagter Storbritannien og Frankrig således overvejet at intervenere i krigen på Sydstaternes vegne. Grunden hertil var en industriel afhængighed af Sydens bomuld. Og der var faktisk allerede forhandlinger i gang om at sende flådeassistance. Antietam ændrede dog alt; ikke alene vurderede både briterne og franskmændene efter slagets udfald, at Syden aldrig ville kunne sejre militært i krigen. Men nok så vigtigt kunne de ikke – efter frigivelsesproklamationen – forsvare at støtte den side, der kæmpede for at bevare slaveriet. Slaget afsluttede derfor også Sydstaternes håb om international hjælp; de måtte kæmpe alene i resten af krigen.
Militært set var krigen dog på ingen måde slut endnu. Faktisk skulle Sydstaterne fejre flere store sejre de næste år, inden krigen stille og roligt begyndte af gå Nordens vej. Men på det politiske og moralske plan ændrede Antietam alligevel krigens gang. Der bredte sig nu en forståelse af, at borgerkrigen ud over at bevare Unionen også handlede om at frisætte de ulykkelige 4 mio. mennesker, som stadig befandt sig i slaveriets uretfærdige bånd. Det blev derfor også en skillelinje og en etisk rettesnor for fremtidig politik i USA; noget, som Lincoln året efter smukt satte ord på i sin berømte Gettysburg-tale. Den lille å Antietam, der deler det vestlige Maryland, blev derfor også en skillelinje i USA's historie; det brutale slag, der ændrede billedet af borgerkrigen fra at være et næsten meningsløst blodbad til en kamp i en højere sags tjeneste.
Anders Næsby, juli 2023
Tilføj kommentar
Kommentarer